Wagners ”Den flyvende hollænder” på festspillene i Bayreuth er en musikalsk stor forestilling pragtfuldt dirigeret af Christian Thielemann og med en række gode sangere. Scenisk er den ikke af samme format, men alligevel forsvarligt god i en tid, da vi ofte er vant til, at instruktører skal vise sig frem uden at have mere end det forskruede at vise.  

Ordet biostyrke står her altså ikke for noget med en stærk kost, men for lyden af Wagners musik sendt direkte fra Bayreuths grønne høj til et par danske CinemaxX biografer, for mit vedkommende i Aarhus. Der var skruet op for lyden, og det blev et diskussionsemne bagefter. Grænsestyrken blev nået, men den kom for mit øre ikke over. Det var vi ikke alle enige om. Den tekniske lydgengivelse af stemmer er naturligvis hårdere end den naturlige, og den er ikke enhvers smag, specielt ikke når man er oplært med opera med den menneskelige stemmes finheder. Men jeg vil ikke kalde lydbilledet i biografen for problematisk, men tværtimod flot på dens egne betingelser.

Operaopførelser fra de største scener pustet op i biografformat kan være ensbetydende med en tilgift af oplevelser i operaverdenen, og det var det i tilfældet ”Den flyvende hollænder”. Det havde været overraskende vanskeligt at sælge alle billetternei Aarhus, i det noget større København var der fuldt hus, og i Tyskland, hvor biografkæden CinemaxX har været medansvarlig af transmissionen hentede de et stort publikum i 22 byer. Opera i biografen er trods succesen for eksempel med direkte transmissioner fra Metropolitan-operaen i New York ikke slået lige meget an overalt.  Men hver gang kommer der flere operafans. Vent og se næste gang.

Som optakt foran festspilhuset fik tidens førende Lohengrin, Klaus Florian Vogt ordet, også om hedebølgen, som i Bayreuth betyder, at man må svede inde i festspilhuset. Hvor pragtfuldt var det så ikke at sidde i biografens tilpas kølige rum og på anderledes gode stole.

Musikalsk i top

I biografen fik vi også billeder af dirigenten Christian Thielemann med, først under ouverturen, senest da han begejstret takkede sine musikere. Han havde grund til at være begejstret. Han fik et pragtfuldt orkesterspil frem, stærkt i konturerne og alligevel indpakket i en blød varm orkesterklang. Han satte utallige detaljer på plads, som fik et specielt udsagn, mens han samtidig holdt de store brede buer i et fast greb.

I titelpartiet var sydkoreaneren Samuel Youn overbevisende. Sidste år til premieren fik han kun halvanden dags prøver, før han sprang ind for russeren Evgenij Kitikin, der nærmest flygtede fra Bayreuth, da medier opdagede, at han som ung rocksanger var blevet tatoveret med gamle symboler, og det ene lignede svastika, som nazister overtog som hagekors. Alt det anede russeren intet om. Og den tyske presses hysteri fordrev ham, mens søstrene Wagner som festspilledere nærmest krøb i skjul.

Samuel Youn var meget sikkert og smukt udtryksfuldt syngende. Et dødbideransigt skal han jo have, halvdød som han må være. Samspillet med Richarda Merbeths Senta fungerede intenst. Hendes sopran var stærk og klar, og det godt at se hende i et parti, hvor hun ikke skulle se pæn ud, men kunne give udtryk for både vanvid og drømmen om at blive Hollænderens frelser.  For en gangs skyld gav Erik dem modspil. Sjældent hører man denne ulykkelige elskers nærmest usyngelige parti sunget så flot. Tomislav Muzeks Wagner-karriere er gået over det fantastiske kor i Bayreuth, og vi kan se frem til hans videre karriere.

I nutidigt forretningsmiljø

Den 32-årige teatermand Jan Philipp Glogers tredje iscenesættelse af en opera er ikke genial, men i orden. Havet er ikke verdenshavet, men et hav af en computers data, tal og tegn, som hollænderen er ved at forgå i. Den velsyngende bas Franz-Josef Selig var en moderne forretningsmand, som man helt naturligt kunne tiltro at ville sælge sin datter for hollænderens rigdomme. Hans styrmand, Benjamin Bruns, var tilsvarende en parodi på en moderne opadstræbende sælger.

Der var nok et spindekor i Dalands hjem, som man kunne kalde en fabrik, men ingen spandt. Vi var i stedet i en pakkehal. Her sang Senta om hollænderen, som vi i stedet for det traditionelle billede på væggen var en grim figur i parodisk moderne kunststil. Denne scene var ret raffineret, ikke mindst da pigerne mobbede Senta med hendes elskede figur. Egentlig gik myte og antydningen af nutid ret godt sammen, og det må siges at være ufortjent, at instruktørholdet fik buh-råb. Det er der nu intet usædvanligt i. Tysk teater og musikteater følges også af grupper, som ser det som deres kald at buh´e til premierer, uden at de måske selv ved hvorfor. De må ikke forveksles med et bredere publikum, som tænker og vurderer, inden de buh'er en forestilling ud, som går  ned under de rimelige grænser.

Bayreuth-transmissionen viste, at opera i biografen er kommet for at blive som en ekstra del af operaoplevelserne. Lad os håbe, at CinemaxX også herhjemme næste år transmitterer ”Parsifal” i nordmanden Stefan Herheims historisk overfyldte, men populære iscenesættelse.

SIDSTE: Avisen Die Welt kritiserer instruktøren for at lade statister af bankfolk holde hænderne sammen på samme måde foran maven, som kansler Angela Merkel er blevet kendt for at gøre. På tysk kaldes det for "die Merkel-Raute". Anmelderen Lucas Wiegelmann betegner det som "eine kleine kapitalismuskritische Gemeinheit" på bekostning af fru Merkel. På en dansk scene ville vi ikke betragte det som andet end et lille smil værd.

Der Hollaender Bayreuth Foto: Enrico Nawrath/dpa