Buhstanding ovations: Den (øst)tyske teaterinstruktør Frank Kastoft ville på forhånd vise sig beskeden. Hans opsætning på Wagner-festspillene i Bayreuth skulle ikke kaldes ”to århundreders ringen”, men kun ”årets ring”. Det gik sådan, at opsætningen i Richard Wagners 200 år nu overalt bliver kaldt ”Kirill Petrenko ringen” efter den russiske dirigentdebutant på den grønne festspilhøj. Han gav Wagner en mageløs tolkning, som man kan høre på P2 i DR fra torsdag den 8. august til søndag 11. august som fire P2 koncerter.

Man må forvente, at DR fortæller grundigt, hvad der foregår på scenen, ikke alene den sædvanlige historie fra operaførerne, men den historie, som Castorf har fundet på og gennemført, for den byder ind imellem på grove løjer. P2 må endelig ikke bryde af de første 15-20 minutter efter tæppefald den sidste aften, da man kan høre den mærkværdigste og mest komiske fremkaldelse, som forestilles kan. Sangerne med dirigenten i spidsen blev fremkaldt flere gange, inden Castorf for første gang de fire aftener mødte sit publikum.  

Buh-råbene blev en orkan, men Castorf og hans folk, scenograf, kostumier, fotografer og lysfolk, blev stående uforstyrrede i ni - ti minutter, gestikulerede lidt med publikum og prøvede at anskueliggøre, hvad folk havde misset. Til et fantastisk anti-lydbillede bevarede de fatningen og holdt på denne måde publikum for nar. Buh-råbene kom også til at virke som et stort bøh. Et nyt begreb: Buhstanding ovations. 

Festspilledelsens ellers stramt styrede rækkefølge af fremkaldelser blev brudt. Efter fire-fem minutter valgte festspillede at sende dirigent og sangere ind, og publikum skulle pludselig tage stilling til buh eller bravo. Castorf-holdet blev nemlig stående, og de stod der endnu, da mikrofonerne blev slukket.

Castoft nød åbenbart at håne sit publikum. Hans fans var i klart mindretal, men de var der. Det er et efterspil, som i sig selv er værd at lytte til søndag den 11. Men naturligvis skal man først lytte til stor musiceren.      

Hvorfor så protesterne?

”Rhinguldet” foregik på et motel og en tankstation på ”route 66” i USA's midtvest-olieland. Her har Wotan, en forretningsmand med lidt smudsige metoder, også sin pragtvilla. Rhindøtrene basker i en beskidt pool. Allerede her begyndte to handlingsforløb uden gensidig forbindelse. Publikum så vekslende projektioner, for eksempel amerikanske B-film, samtidig med det mere traditionelle teaterspil. Som ofte set på Castorfs Volksbühne i Berlin gik kameramænd rundt og filmede, og publikum kunne følge resultatet på bagscenen.

Der var både buh og bravo, traditionelle kontroverser, som det hører sig til i Bayreuth, men anmelderne forholdt sig endnu roligt, for de følte sig i underholdende hit- selskab. Der blev endda leet i salen, og det er man jo ikke vant til med Wagner.

”Valkyrien” var stilstand mellem storme. Stadig var det med to parallelle forløb. I førsteaktens slutning lader Castorf på video Erda (som ellers ikke forekommer i Valkyrien) med fingrene slubre en fed, oversukret kage i sig (Castorf synes vist, at musikken her er sødladen?). I anden akt er vi i Baku, olieland kombineret med magtmænd, et opdimensioneret billede af Stalin og en antydning af et Hitler-heil.  

Anmelderne er stadig med, men uden begejstring: ”I bedste fald stagnation… Det er som en date i en restaurant, hvor et fjernsyn uden lyd sender en spændende fodboldkamp. Så meget man end søger at koncentrere sig om sin bordpartner, falder blikket uvilkårligt på billedskærmen. Med det resultat, at man hverken kan nyde spillet eller underholdningen” (Die Welt).   

Siegfried og Skovfuglen gør det

I ”Siegfried” blev det for meget for de fleste. Et par krokodiller kopulerer og er på nippet til at æde skovfuglen, som er en lækker sambadanserinde, som bliver Siegfrieds første sexoplevelse. Jamen, hvorfor så ikke stryge sidste scene, når Siegfried ikke, som Wagner ellers mente, har noget at lære af tante Brünnhilde om det modsatte køn?

Ellers genser man de gamle venner, Marx, Lenin, Stalin og Mao, måske i instruktørens gamle DDR-trauma, som scenografen Alexander Deni’c (sic) tager til sig både med masser af DDR-privatdetaljer og Berlins Alexanderplatz.  Drejescenen kører glad mellem DDR og USA. Og skulle nogen mod forventning være faldet i søvn, så lader Castorf ikke dragen dø for Siegfrieds sværd, men for en salve fra et kalasjnikov, et automatisk stormgevær. Publikum var på et opslag blevet beroliget på forhånd. Salvens styrke var blevet målt og var ikke farlig for ørerne. Men det kunne høres.

Skal vi springe ”Götterdämmerung/Ragnarok” over? Nej ikke helt.  Gibichungernes hal er blevet til Gunthers kabab-salgsbod, og den store sørgemarch spilles ikke for Siegfried, men for Hagen. Slutbilledet viser New Yorks Stock Exchange, først indpakket af Christo. Brünnhildes benzinbrand lykkes ikke. Wall Street som Valhall. Kapitalisme og revolution. Det var også del af Wagners tankestof.   

Fantastisk Wagner-dirigent

Beskrivelserne af scenebillederne er, hvad jeg har kunnet læse mig til. De direkte radiotransmissioner har jeg hørt over NDR-Kultur, og det er en helt anden entydig historie, nemlig en oplevelse med megen god sang og først og fremmest en stor dirigent i russeren Kirill Petrenko, som i øvrigt også dirigerede Ann Petersens første Isolde i Lyon. Det er ikke lykkedes alle dirigenter at finde ind i Bayreuths specielle akustiske forhold, for eksempel ikke Georg Solti. Petrenko har forberedt sig og fulgt prøver lige fra 2008. I radioen lød balancen som perfekt, og sådan bekræftes den også fra Bayreuth.

Det var spændende fra først til sidst, utroligt nuanceret i udtrykket, også i tempi, men hele tiden med et latent indbygget drama. Få Wagner-dirigenter har som Petrenko fundet betydningen af et udtryksfuldt piano. Har man nogensinde hørt Brünnhildes Todesverkündigung  til Siegfried (”Valkyrien” anden akt) så intimt stille og derfor så inderligt dybt rørende? Petrenko kunne få det fantastiske orkester til at fortælle og kommentere i en gennemhørbar struktur.  Det er flot, at Bayreuth i år kan råde over Kirill Petrenko, Christian Thielemann og Andris Nelsons, tre af verdens allerbedste Wagner-dirigenter.

Verdens bedste Wagner-sangere var det ikke helt igennem, men besætningen i år er klart bedre end til den forrige ”Nibelungens ring”. ”Rhinguldet” var stærkt besat med Martin Winkler som Alberich, Norbert Ernst som Loge og Burkhard Ullrich som Mime. Wolfgang Koch som Wotan viste sig at være i en spændende udvikling.  Johan Bothas Siegmund var bedre end ellers i den senere tid, men Anja Kamres Sieglinde var ganske enkelt vidunderlig i alle facetterne. Franz-Josef Seligs Hunding var pragtfuld og tilmed mere menneskelig end oftest. Claudia Mahnke var en spændende Fricka.

Catherine Foster sluttede sin Brünnhilde meget lovende, ikke en gammeldags stor Wagner-sopran, men en lyrisk udtryksfuld sopran, som der skal passes på. Hendes Siegfried, Lance Ryan, som i år synger det hårde dobbeltparti i syv forskelige opsætninger, havde til slut ikke megen kraft tilbage i sin tenor, der var blevet éndimensionel.

God fornøjelse med P2s udsendelser.

Domingo synger i Verona

Den spanske sanger Placido Domingo blev midt i juli udskrevet fra et sygehus i Madrid efter at være blevet behandlet for lungeembolin, blodprop i lungepulsårene. På grund af sin sygdom måtte Domingo måtte melde afbud til en optræden i Daniel Catans opera ”Il Postino” på Teatro Real i Madrid. Han måtte også melde afbud til at dirigere en friluftskoncert i Madrids gamle bydel.

Men han har meldt sig klar til en række aftener i Arenaen i Verona, hvis æres-kunstnerchef han er, en ganske speciel titel. Den 15. og 20. august deltager han i en koncert til ære for de to 200 års jubilarer Verdi og Wagner. Daniel Harding dirigerer. Den 18. synger han Verdis store barytonrolle Nabucco. Den 16. og 23. august dirigerer han ”Rigoletto”.

Kent Naganos bitre afsked i München

Den japansk-amerikanske dirigent Kent Nagano har i syv år været generalmusikdirektør på Den bayerske Statsopera i München. Med udgangen af festspilmåneden juli og med ”Parsifal” den sidste aften er han fri. Samarbejdet blev aldrig lykkeligt. Byen og manden passede ikke sammen. Statsoperaens chef Nikolaus Bachler, som kom til to år efter Nagano, besluttede at satse på italiensk opera, og det har aldrig været Naganos hovedinteresse. Bachler og Nagano kunne ikke sammen. Bachler bliver tilbage.

Et væsentligt problem for Nagano var nok, at han som ung dirigent ikke havde lejlighed til at indstudere det bredere operarepertoire, som en operakapelmester skal kunne springe ind i når som helst. Det gjaldt også Wagners værker. Derfor blev samarbejdet mellem Nagano og orkestret aldrig lykkeligt. Orkestret sagde farvel og tak med at give Nagano et skateboard. Nok kunne han som ung i Californien mestre det, men det er over 20 år siden, at han sidst prøvede det. En venlig farvelgave kan det næppe kaldes.

Kent Nagano tiltræder i september 2015 en lignende stilling på statsoperaen i Hamburg sammen med schweizeren Georges Delaus som administrativ chef. Det sker efter Simone Young. Hamburg er nok heller ikke let, men miljøet er sikkert mere behageligt end i München. I Hamburg venter Elbphilharmonie, som skal være et kommende europæisk koncertcenter, og Kent er først og fremmest en fremragende koncertdirigent. Men hvornår bliver det store, problematiske byggeri færdigt? I München efterfølges Nagano af netop Kirill Petrenko.

En festspilchefs drøm

Münchens Operafestspil sluttede 31. juli med besøgstal, som enhver operachef kan drømme om. På 41 dage var der 75 arrangementer. Belægningsprocenten på operaforestillingerne og liedkoncerterne på Die bayerische Staatsoper var på 99,93 %. Så begynder man at spekulere på, hvor de sidste 0,07 % blev af. Af de to 200-års jubilarer Verdi og Wagner blev der opført 17 værker inklusive ”Nibelungens  ring”. ”Troubaduren” blev desuden set af over 120.000 mennesker i 56 lande i den gratis live stream, som vi omtalte i omstående artikel om det høje c, der blev et højt h. Ude i sommeraftenen fulgte 53.000 mennesker den direkte transmission på storskærm af Musorgskijs ”Boris Godunov” og en koncert dirigeret af Zubin Mehta.  

Foto: Kirill Petrenko – ny succesdirigent i Bayreuth