4,5 stjerner af 6: I disse dage, da israelerne og palæstinenserne har genoptaget fredsforhandlingerne, udsendes en række indspilninger med et orkester, som har vist vejen til et naturligt samarbejde mellem unge musikere i Palæstina og Israel. Daniel Barenboim kalder privat sit ungdomsorkester for ”Den vest-østlige divans uafhængige republik”. Den berømte jødiske dirigent og den nu afdøde palæstinensiske videnskabsmand Edward Said fik i 1999 ideen til i Weimar at samle nogle unge musikere fra den arabiske verden og fra Israel.  Det skulle foregå i meget små rammer, men de blev overrumplet af en kolossal interesse. Alene fra den arabiske verden ansøgte over 200 instrumentalister om at deltage.

Mange af de første orkesterdeltagere havde aldrig spillet i et orkester, nogle havde endda aldrig hørt et. Men otte år senere spillede Vest-Øst Divan Orkestret Arnold Schönbergs musik sammen med Wiener Philharmoniker på festspillene i Salzburg. Orkestret består i dag af godt 100 musikere hovedsagelig fra Israel, Palæstina, Jordan, Ægypten, Syrien og Libanon samt nogle spaniere, fordi byen Sevilla har givet orkestret hjemsted.

De unge musikere kan stadig diskutere hidsigt og ofte ud på morgenstunden, men de gør det som del af ”familien”, som Barenboim også kalder sit orkester. Barenboim vil ikke være så naiv, at han tror på, at musik kan bringe fred i det nære Østen, men han betragter sit orkester som en model, der kan være med til at bringe løsninger.  Den israelske regering har lagt israeleren Barenboim hindringer i vejen, når han med orkestret ville krydse grænsen til Palæstina, men efterhånden mener også den at have lært noget af erfaringerne fra orkestersamarbejdet.       

Daniel Barenboim opererer som musiker på mange planer, og han kombinerer dem ofte med sine ideer om at samle mennesker i og omkring musikken på tværs af grænser. Sådan skal projektet forstås med alle Beethovens ni symfonier, først koncerter rundt om i verden og cd-indspilninger af dem og nu en ny omgang dvd-optagelser. De sidste koncerter med dem fandt sted på The Proms, de berømte promenade-koncerter i Londons Royal Albert Hall, som optakt til de olympiske lege i 2012. De blev ikke blot en succes for det traditionelle koncertpublikum, men også for mange tilrejsende idrætsfolk og et ikke specielt klassisk koncertvant publikum, som kunne finde det naturligt at klappe mellem satser. Det gjorde man nu også på Beethovens tid!

Man får den specielle atmosfære med på tv-skærmen. Den præger de musikalske gengivelser. Det er Beethoven spillet med entusiasme og begejstring. Barenboims Beethoven går ikke i en bestemt retning, slet ikke mod den såkaldt historiske, for strygerne mere vibratoløse stil. Det er faktisk ”Beethoven for all”, som hele Barenboims Beethoven-projekt for pladeselskabet Decca betegnes. Der er tale om to hold indspilninger, hvoraf den nye på dvd har et ekstra pift, en ekstra indre medleven. Den kulminerer i finalesatsen af den niende med National Youth Choir of Great Britain og en glimrende solistkvartet i Anna Samuil, Waltraud Meier, Michael König og René Pape. 

Orkestret har i tre hinanden følgende år spillet Beethovens ni forskellige steder i Verden, blandt andet på en turné i Kina.  Opførelserne på the Proms i London , hvor de aldrig havde været opført samlet før, var afslutningen  på dette projekt, som er blevet filmet af  Michael  Waldman under titlen ”Nine Symphonies  that changed the world”. Denne film på halvanden time fylder den fjerde og sidste dvd.

Barenboim siger her meget klogt lige ud af posen. Han fortæller også en historie om europæeren, der hørte afrikansk orkester spille klassisk musik og spurgte: ”Jamen, hvorfor spiller I ikke jeres egen musik, men vores Beethovens musik,” og fik svaret: ”Hvorfor kalder du Beethoven for jeres? Han er vor allesammens.”

BBC dokumentaren vil det hele, fortælle om Barenboim og de unge, om turneerne og om Beethoven. Det sidste er det svageste led. Den virkelige gevinst får man i ordene om betydningen af Beethovens musik som en samlende faktor af mennesker på tværs af alle grænser, religiøse og politiske.  Forhandlerne i Mellemøsten burde tvinges til at høre Beethovens niende ikke blot dirigeret, men også forklaret af Barenboim.  

Dette sæt er som anført ”for all”. Det giver en sprællevende gengivelse af Beethovens musik også dens budskab, og man kan kun give en af de unge musikere ret, som har opdaget og forklarer, at Beethoven er mere aktuel end den pop- og rockmusik, som han også spiller. Bonus-dvd’en er både underholdende og lærerig. Brenboims sæt er en værdifuld udgivelse. Da han skulle i gang med symfonierne i London, sagde han til sit orkester: ”Hør her. Vi står her for et enestående budskab i verden i dag. Der findes i dag så mange budskaber om had derude. I kommer her, fordi I ikke vil hade hinanden. Vi eksisterer sammen på scenen; vi hader ikke.” 

p.s. Hvis man vil trænge endnu dybere ind i musikken end alle andre, må jeg henvise til Christian Thielemanns indspilning af de ni symfonier på et dvd-sæt fra selskabet C-dur, som herhjemme distribueres af Naxos Records. Man får et subtilt Beethoven-spil af Wiener Philharmoniker, en moderne klassiker om man vil, som samler det bedste i traditionen i en moderne levende tolkning. Desuden får man en meget indgående samtale om hver af symfonierne mellem Christian Thielemann og den legendariske tyske musikanmelder Joachim Kaiser.

To slags publikum får på hver sin måde den bedste indgang til Beethovens symfoniske univers.

4,5  stjerner af 6: Daniel Barenboim  og West-Eastern Divan Orchestra. Beethovens symfonier 1-9 plus bonus dokumentarfilm “Nine symphonies that changed the world”. 3 dvd’er plus bonus dvd. Decca 074 3817.

Den store orkesterglæde

5 stjerner af 6: Mere beskeden, men alligevel overrumplende er en cd med Barenboim og West-East Divan Orchestra. Det er en cd til at tage frem, når man trænger til at høre flot, melodisk medrivende orkestermusik. Den er også optaget live på promenadekoncerter i Royal Albert Hall, men i 2009, mens Beethoven fandt sted i 2010. Så kan det indskydes, at Barenboim i år bragte sit Staatskapelle fra Berlin med til London og gav koncertopførelser af hele Wagners ”Nibelungens ring”. Igen fyldte Barenboim den kæmpestore Royal Albert Hall.

Vi får på cd’en to orkesterværker, som har været enormt populære, men som nu kun synes at være populære. Begge betød de meget for orkesterudviklingen i 1800-tallet og ikke mindst for den musikalske ideudvikling. Hovedværket er Berlioz’ ”Symphonie fantastique” med undertitlen ”Episoder fra en kunsters liv”. Drømme og passioner, en balscene, som næppe kan kaldes stoffri, en march til skafottet og en heksesabbat med klokker og den gamle middelalderhymne ”Dies iræ” (Vredens dag) beregnet til dødsdage. Let tilgængeligt fortalte musikalsk historier i blændende orkesterindpakning og her spillet med en gnistrende vitalitet.

Franz Liszts ”Les préludes” ødelagde nazisterne ved at bruge musikken som fanfaremusik til nyhedsudsendelser under Anden verdenskrig. I virkeligheden er det et symfonisk digt, som også har en helt anderledes karakter efter Alphonse de Lamartine, mere poetisk, mere filosofisk, og sådan spiller Barenboim det. ”Les préludes” rehabiliteres her på alle måder.  Kort sagt: En pragtfuld orkester-cd.  

5 stjerner af 6: Daniel Barenboim dirigerer Berlioz og Liszt med West-East Divan Orchestra. Decca 478 5350.

Til fødselsdagsfest med Barenboim

4 stjerner af 6: Vi springer fra Barenboims jødisk-arabiske orkester til hans store orkester i Berlin, Staatskapelle. Og samtidig fra en cd tilbage til endnu en dvd. Der er billederne til forskel. Daniel Barenboim holdt sin 70 års fødselsdag i Berlin med reception og om aftenen en koncert i Berlinerfilharmonien, hvor han var solist i hele tre værker.

Som dirigent havde han inviteret sin gamle ven Zubin Mehta. Sammen musicerede de Beethovens tredje klaverkoncert og en af de gamle ”stridshingste” (war horses), som et begreb i musiklitteraturen kaldes, nemlig Tjaikovskijs b-mol klaverkoncert. Den sidste er mærkeligt nok blevet lidt af en sjældenhed på koncertprogrammerne rundt omkring, mens den meget ofte blev spillet i Barenboims første år som verdenspianist.

Hvornår blev han egentlig det? Som 10-årig gav han koncerter i Wien og Salzburg, men man kan vist godt sætte hans afgørende gennembrud til 1955, da han spillede i London med Josef Krips som dirigent. Det kan tilføjes, at han begyndte sin dirigentkarriere i 1961 i Israel og Wien.

Tilbage til eller rettere frem til den 15. november 2012. Den 103-årige amerikaner Elliott Carter havde komponeret et godt seks minutter kort stykke ”Dialogues II” for klaver og orkester, men han døde en halv snes dage før opførelsen i Berlin.

Man har tydeligt indtrykket af, at det er en koncert, som betød meget for Barenboim. Både han og Mehta musicerede professionelt omhyggeligt, sikkert og overlegent, og publikum var begejstret. Kamerafolkene kunne finde mange kendte musikere og sangere i salen. Begejstringen kulminerede, da orkestrets kvindelige musikere, og dem er langt flere af end for eksempel hos de lokale konkurrenter, Berliner Philharmoniker, een efter een kom op og afleverede en rose og et knus til maestro. Dette ekstra festsus er ikke inddraget i beregningen af de uundgåelige stjerner, og mange, som ser og hører denne dvd hjemme i stuen, vil måske nok have lyst til at lægge endnu en stjerne til.