286.301 festspilbesøgende i år

Salzburger Festspiele er slut med Beethovens niende symfoni og nye rekorder. Det sidste er ikke det væsentligste i kunstens verden, men de er ”freudvollere” (Beethoven) at få og tage med i de næste forhandlinger med politikerne.

Billetindtægterne beløb sig til 29.155.000 euro, hvilket oversat til dansk er godt 200 millioner kroner. Det på forhånd meget omdiskuterede budget blev rigeligt holdt med næsten 19 millioner kroner i overskud. Dertil kommer velgørenheds-forestillinger, som gav 1,7 millioner kroner til trængende formål. Der har været 286.301 festspilbesøgende. Og hvad har de ikke lagt af penge i byen? Så mange festspilgæster har der aldrig været tidligere.

På den afsluttende pressekonference var de tre festspilledere alle glade. Præsidenten Helga Rabl-Stadler har ellers kritiseret den vanskeligt kontrollable festspilchef Alexander Pereira for overforbrug. Den ansvarlige for teaterdelen Sven-Eric Bechtolf konstaterede glad, at ”tallene bekræfter, at der i verden findes en længsel efter Salzburger Festspiele og Salzburg.”

Og det forstår man godt.

Godt dobbelt så mange til festspil som indbyggere

Salzburg har godt 147.000 indbyggere. I løbet af små seks uger har 361.000 mennesker været til opera, teater og klassisk musik i byen, hvis vi regner de 75.000 med, som aften efter aften har fulgt Siemens’ gratis direkte transmissioner eller fremvisninger af tidligere sæsoners operaopførelser på storskærm i aftensol eller Schnurlregen. Også næste sommer bydes der på gratis glæder på pladsen mellem domkirken og Hohensalzburg.

Turistforeningen i Salzburg er dog ikke éntydigt glad for det voksende antal festspilgæster, for byen bliver overfyldt. Men heldigvis er et stort og dejligt opland både på den østrigske og den bayerske side af den nære landegrænse parat til at tage imod endnu flere.

Blandet program og blandet succes 

Rekorderne skal ses i lyset af, at der i år har været flere arrangementer. Af operaer var der to gange Wagner, fire gange Verdi, tre gange Mozart plus Bellinis ”Norma” og to mere moderne værker, således Harrison Birtwistles ”Gawain”, som ikke slog an. Tre af de 11 operaer var dog koncertopførelser, men det kan også være en fordel. Således en opførelse af Verdis ”Nabucco” efter sigende forrygende dirigeret af Riccardo Muti. Sådan kom også en eksklusiv sjældenhed som Walter Braunfels’ ”Jeanne d’Arc” til opførelse.

Med størst spænding var Wagners ”Mestersangerne i Nürnberg” ventet i Mozarts by. Stefan Herheim fyldte scenisk godt op, og hans fanskare er stor, men mange er også blevet trætte af hans omfattende historieskrivning på scenen. Den musikalske del var udsat for en del kritik og blev vurderet negativt sammenlignet med den musikalske kvalitet i Bayreuth. Under Daniele Gatti blev Wiener Philharmonikernes niveau endda kritiseret i en grad, som det forvænte orkester sjældent er blevet det. Sådan blev det ikke det mest heldige tidspunkt for orkestret at kræve mere magt og indflydelse i Salzburg inklusive på valget af de kommende chefer, der skal afløse Aleksander Pereiras hold, når han fra 2015 bliver operachef på La Scala i Milano. 

Der var énstemmig glæde over Verdis ”Falstaff” dirigeret af Zubin Mehta og med Ambrogio Maestri, tidens nok bedste i titelpartiet. Mozarts opera seria ”Lucio Silla” var overtaget fra Mozart-ugerne i januar, og den stod sig hos publikum og presse. Man kunne ikke mindst glæde sig over, at Rolando Villazon var i god form, akkurat som han er på den af DGG netop udgivne opførelse af ”Cosi van tutte” fra festspilhuset i Baden-Baden. Despina synges her af Mojke Ermann, som netop har sunget i Aarhus Festuge.      

Stein-alderen triumferede

I Salzburg står Verdis’ ”Don Carlo” som et højdepunkt. Peter Steins opsætning af Verdi kunne vi danskere med adgang til den tyske tv-sender Arte også opleve. Jeg tror endda, at opsætningen virkede bedre i den fremragende tv-udsendelse end på den store scene i Salzburg, fordi operaens mange arier og duetter giver et intimt drama, som måtte drukne i salen, men som i den fremragende personinstruktion fremstod meget stærkere på tv-optagelsen.

Taler man tysk, har man lettere ved at kunne bringe den berømte instruktør Peter Stein på linje med sten-alderen, som ovenstående rubrik leger lidt med. Selvom die Stein-Zeit naturligvis antyder noget gammeldags, så er det højest en kvart sandhed om den store instruktør, for i teaterverdenen betyder begrebet Stein-Zeit nok ”forældet” for nogle, men det er overvejende en hyldest til en stor, stadig sprællevende teater- og operamand.

En opsætning af ”Don Carlo(s)” har altid været noget særligt i Salzburg. Peter Stein er den fjerde instruktør efter Gustav Gründgens, Herbert von Karajan og Herbert Weinicke. Dirigenterne har været Nello Santi, Lorin Maazel, Herbert von Karajan og Valerij Gergiev. Denne gang dirigerede Antonio Pappano Wiener Philharmoniker, og han gav med sin store erfaring med netop dette værk og sin velkendte omhu for sangere og musikere forestillingen en gennemmusikalsk, spillevende og sikker bærekraft.

En fem akters blandingsopera

Det er første gang, at man i Salzburg spiller en fem akters version inklusive Fontainebleau-optakten, hvor Don Carlos og Elisabeth mødes og endnu tror, at de er bestemt for hinanden, men i en af operalitteraturens mest mertefulde scener opdager, at Elisabeth i stedet skal giftes med Carlos’ far, kong Philipp. Den italienske version er her den grundlæggende, men den er tilføjet flere kortere scener overtaget fra fransk, men oversat til italiensk og nærmer dermed sig uropførelsen i Paris. Det meste af den megen musik, som man har fundet i vor tid og uropført i Hamburg og Wien, er dog ikke med.  

Carlos dør i Salzburg ikke i slutscenen, men han optages i himlen. Sådan får vi også at vide, at det her ikke blot er en mystisk klosterbroder, som står bag, men selveste Karl V., som man troede død. Verdi har åbnet for mange alternative løsninger. Her følger Peter Stein den, at kærligheden kun får lov at udfolde sig i himlen. Afviklingen af massescenen med kætterafbrændingen er derimod ikke hans styrke. Man forstår godt, at den ikke interesser teatermennesket Stein, for den er mere et show for pariserpublikummet, som dengang krævede netop et flot show og allerhelst med grand ballet.

Peter Stein når højdepunkter i sin menneskeligt dybt tænkte og udfoldede personinstruktion, og netop de kommer stærkt frem i tv-bearbejdelsen. Man kan kun håbe, at Salzburgs ”Don Carlos” kommer ud på dvd. Universals navn stod på listen over ansvarlige for tv-udgaven.

En fornem sangerbesætning

Sangerbesætningen kan ikke tænkes bedre i dag. Jonas Kaufmann spiller ikke Don Carlos som (sinds)syg, som man ellers ofte ser ham i forskellige varianter i dag. Han er en ung mand, som ikke kan komme ud over ungdommens trauma. Det gav hans baryton-farvede tenor smukt udtryk for. Anja Harteros, først Carlos´ elskede, siden hans pap-mor, var ham en prægtig modspiller, fordi hun bevarede den kølighed, som er nødvendigt i det politiske spil, men hvis glødende smertefulde kærlighed også kunne slå igennem som lyn. Hendes afskedsarie var så smertelig skøn.

Den finske bas Matti Salminen har været verdensscenernes førende kong Philipp II siden sin debut i 1969, og den 68-årige bas er stadig med. Man kan høre, at stemmen er blevet ældre, men samtidig er hans erfaring taget til. Thomas Hampson sang Posa, som viste hans baryton på vej opad igen, og Ekaterina Semenchuk var en spændende Eboli. 

Tysk-østrigsk anmelderstandard

Alligevel delte vandene sig, da de tysk-østrigske anmeldere kom til. Der findes stadig et hold avisanmeldere, der tror, at de virker klogest, når de kræver fornyelse, uanset hvad fornyelsen går ud på. De ønsker det såkaldte regiteater, som de alligevel har mærkbart vanskeligt ved selv at forklare for læserne. Hvis de lugter noget gammeldags, som man jo trods alt godt kan kalde Peter Steins ellers fremragende teater, kobler de fuldkommen fra og søger at overgå hinanden i nedsættende vendinger.

Financial Times’ Shirley Apthorp er topscorer heri. Hun falder i søvn, blot hun ser en historisk dragt, og der er ikke meget andet at se i denne ”Don Carlo”. For hende er Steins opsætning ”blank, lazy and unimaginative”. Utroligt, men hendes undskyldning kan naturligvis være, at hun sov. .

Frankfurter Allgemeine, som engang var en avis, som man købte også for at læse om opera og klassisk musik, har nu som musikredaktør Eleonore Büning. Hun bliver automatisk sur i mælet, når hun skal skrive om søstrene Wagner i Bayreuth. Det bliver automatisk til en noget lattervækkende ”søsterkærlighed”/”søstermisundelse”. I Salzburg har hun til ”Don Carlo” følt sig som værende til en generalprøve, hvor man kun venter på, at instruktøren eller dirigenten afbryder og råber ”om igen”. Selv ”sangerne virker som voksfigurer”.

Hvad skal wienerne tro? Wilhelm Sinkovicz i Die Presse skriver mest grundigt og mest indforstået klogt af alle, som jeg har læst, og så bliver det klart positivt: ”Ein Triumph. En værdig festspilpremiere.” Konkurrenten Kurier, hvis anmelder er anonym, roser sangerne, men efterlader flere linjer tom luft, når han eller hun skal besvare sit eget spørgsmål, hvad Peter Steins som instruktør har at svare på dette stykke.  Så følger anmelderen op: ”Det var det. Ikke mere... hans iscenesættelse er så museumsagtig… Zurück in die Stein-Zeit.” Der har vi den.

Det er også typisk for flere anmeldere, at de gør det til noget afgørende, at skuddet, der dræber Posa, faldt for tidligt premiereaftenen. Ikke til tv- optagelsen. Godt, vandene deltes, men de fleste og fortrinsvis de mere erfarne anmeldere var positive til det begejstrede. 

Skal man ikke kritisere andre, når man selv bor i et glashus? Tværtimod vil jeg mene, at man tillade sig at gøre det, når man ved, at man selv bor i ét.  

Festspilprogrammet 2014

Festspillene offentliggør programmet for næste sommer i november måned, og billetsalget begynder i januar 2014. Avisen Salzburger Nachrichten har dog allerede fortalt om, hvad der er i vente. 2014 er således Richard Strauss-år, 150året for komponistens fødsel. Det fejres med en ny opsætning af ”Rosenkavaleren”, som dirigeres af Zubin Mehta. 

Det står også fast, at der kommer en ny ”Troubaduren”. Manrico synges ikke af Jonas Kaufmann, som rygterne har sagt, men af Francesco Meli, som i år har haft succes i koncertopførelser af Verdis ”Giovanna d’Arco” sammen med Anna Netrebko, og hun synger netop også Leonora i Salzburg. Placido Domingo, som er gået helt over til baryton-faget, skulle synge grev Luna.

Mozart-og da Ponte-cyklussen, som i år begyndte med en blandet omtalt ”Cosi fan tutte”, fortsætter med ”Don Giovanni”  med Luca Pisaroni som Leporello. Han fik  stor succes i ”Cosi”. Christoph Eschenbach dirigerer og Sven-Eric Bechtolf sætter i scene. Rossinis ”Cenerentola” (Askepot) med Cecilia Bartoli overtages fra pinsefestspillene, akkurat som hendes succesfulde ”Norma” blev det i år (find i det omstående arkiv anmeldelsen af hendes indspilning af ”Norma” på Decca). Dirigenten Philippe Jordan, som i år fik succes med en koncertopførelse af Wagners ”Rienzi”, får en ny tilsvarende opgave.

Lad det være på godt og ondt, men festspillene i Salzburg er noget særligt.

Foto; Jonas Kaufmann som Don Carlos og Anja Harteros som Elisabeth i ”Don Carlo”. Foto Monika Rittershaus/Salzburger Festspiele