Det er efter sigende dirigenten Hans von Bülow, først Wagners ven, siden leverandør af Bayreuth-mesterens anden hustru, som sagde, at Verdis bedste opera var hans store dødsmesse, Messa da requiem. Det var ikke spor pænt ment af Bülow. Siden har det hængt fast at skulle blande operaen med ind i teksten, når nogen  skrev om Verdis dødsmesse. Det gælder også undertegnede anmelder. Men i virkeligheden er det noget vås, for der er mere afgørende og fine forskelle på Verdis kirkelige musik og hans verdslige dramatiske scenekunst.

Der er dramatik i dødsmessen, som der er i nogen opera, men Verdis forhold til den gamle latinske tekst, der blev del af den katolske kirkes liturgi, var ikke operafortællerens, men det mere enkle, ja, enfoldige, dybt kristne menneskes. Verdi har sat vreden, angsten, smerten i en meget direkte musik, og al denne nuancerede menneskelighed, som værket er fyldt af, må ikke forsvinde i den elementære musikalske stil i det væsentlige afsnit om den sidste dag i menneskets liv, ”vredens dag” (Dies iræ), værkets yngste tekstdel fra 1200-tallet, som Verdi spiller medrivende ud lige på og hårdt.

Der er mange nuancer I Verdis musik, også derfor er det et vanskeligt værk at yde fuld retfærdighed.  Det handler ikke som i en opera om forhold mellem mennesker, men om menneskets forhold til Gud. Jeg vil i dette henseende også henvise til dirigenten Riccardo Mutis udtalelser, som omstående kan læses i artiklen ”Verdi er blevet 200 år”. Her siger Muti blandt andet:  

”Vi taler takket være Verdi direkte med Gud. I betydningen: Du har skabt mig, altså red mig også. Det er altså en krævende dødsmesse, og Verdi efterlader os også i tvivl. Men i alle sine værker, i øvrigt også i operaerne, er Verdis blik altid rettet mod himlen. Verdi nærede ganske vist tvivl om, hvad der kommer efter døden. Men han vidste, at dette spørgsmål er et behov i den menneskelige sjæl. Vi begynder for så vidt en rejse ind i det inderste af vores sjæl.”

Flot, men lige på i Aarhus

I Aarhus dirigerede den østrigske dirigent Sascha Goetzel præcist og flot orkestret og det 100 sangere fint disciplinerede kor sammensat af de århusianske Cæciliakoret, Cantilena og Korinord. Mændenes soloindsatser stod endda overraskende stærkt. Men det har før vist sig, at Symfonisk Sal ikke yder et kor den samme gevinst, som den giver orkestret. Damestemmernes ellers præcist virkende piano-indsatser kom ikke igennem orkestret. Og jeg siger ikke, at det var korets skyld. Men generelt skal der stærkere stemmer til i Verdis Requiem. 

Solistkvartetten bestod af fire ret forskellige stemmer. Mezzosopranen Hanne Fischer var den finest syngende af dem i forhold til værkets indhold. Den litauiske sopran Sandra Janusaite kan utvivlsomt levere flotte kraftfulde præstationer på operascenen, men hendes klang var særegen i forhold til kollegernes. Den columbianske tenor Cesar Gutierrez er velkendt, og han lød dejligt i de par typiske operaindsatser, som Verdi har givet tenorstemmen. Endelig virkede den armenske bas Vazgen Ghazaryan tiltalende med sin bløde, varme bas. Men de fire klang ikke sammen som en helhed. .

Opførelsen var på flere punkter bedre, end det havde været muligt for blot et par årtier siden. Og de fleste i den fyldte sal var mærkbart mere end tilfredse med den første af de to for længst udsolgte koncerter i Symfonisk Sal. Men som det vel kan forstås af ovenstående, manglede jeg noget væsentligt, det finere, dybere lag, hvor man kunne opdage nogen at "tale med" – for at henvise til Mutis udsagn.

Aarhus Symfoniorkester opførte Verdis Requiem 24. oktober (anmeldt koncert) og 25. oktober.

Foto: Den eneste danske solist, Hanne Fischer, kom meget smukt ånden i Verdis ”Requiem” nærmest.

Læs nærmere i omstående artikel ”Bruckners og Verdis storhed” om ny indspilning af Verdis Requiem med Daniel Barenboim på Decca.