Familietragedien I due Foscari

Verdis sjette opera ”I due Foscari” (De to Foscari, far og søn) mangler en kærlighedshistorie for ikke at sige et kærlighedsdrama, og det har været med til at holde den borte fra operasceners repertoire i de 170 år siden uropførelsen. Det er en dyster familietragedie med baggrund i et historisk drama i 1457, da Dogen Francesco Foscari i følge loven ingen mulighed havde for at benåde sin søn Jaobo Foscari for dommen for mord. Naturligvis er han uskyldig – ellers var der ingen opera -, men det åbenbares for sent, et splitsekund for sent. Søn og far falder døde sammen efter tur.

Verdi brugte ordet tinta, farve, i betydningen karakteristika, og det usædvanlige i operaen er, at hovedfarven af dyster tragedie aldrig brydes. Verdi var selv klar over det og sagde senere: ”Min opera har una tinta, som fra begyndelse til slutning er ensformig.” Det var forklaringen på, at ”I due Foscari” efter en tids succes blev glemt, men det var ikke Verdis erkendelse af, at den var dårlig. Ensformigheden har absolut sine kvaliteter. Der er megen fin psykologi indbygget i musikken og også i Piaves tekst. Verdi havde fine tekstforfattere også til flere af sine tidlige operaer.

Den politiske kampopera La battaglia del Legnano

Slavekoret fra ”Nabucco”, ”Va pensiero” (Flyv tanke, flyv på gyldne vinger), regnes ofte for den italienske enhedsbevægelses, den såkaldte risorgimentos slagsang, men alt tyder på, at det var frihedskorene i ”La battaglia”, som i endnu højre grad betød noget afgørende for de italienske patrioter, som 12 år efter premieren på operaen i 1849 endelig i 1861 opnåede Italiens frihed, som Verdi var en stor tilhænger af.  ”La battaglia del Legnano” var Verdis 13. af 26 operaer. To år efter fulgte ”Rigoletto” fulgt af ”Troubaduren” og ”La traviata”.

”La batagglia” er ikke indelukket som ”I due Foscari”. Der er endda lidt af en røverroman over den. Der er store korsatser, men der er også en kærlighedskonflikt. Tenoren og barytonen er krigskammerater og elsker den samme kvinde, men da hun troede tenoren død, giftede hun sig med barytonen, og nu vender tenoren levende tilbage og bebrejder hende at have svigtet ham. Hun opsøger sin tidligere elskede, men hun forbliver sig ægtefælle tro. Barytonen bliver alligevel jaloux, men tenoren forener ham med sin hustru, inden han dør heltedøden. Det er en livlig handling af den berømte Salvatore Cammarano, men den giver som så ofte Verdi mulighed for at skrive musik sprængfyldt af følelser. 

Stærke skabeloner

Sammenligner man de to operaer med den mere erfarne Verdi, er de indrømmet mere skabelonagtige eller  måske bedre udtrykt i højere grad at betragte som træsnitsarbejder. Verdi blev senere mere elegant, finere i behandlingen af detaljer, men den mere enkle fortællermåde, som man her finder i hans tidlige musik, har en egen tiltrækningskraft. Den kræver så i næsten endnu højere grad end i de senere mesterværker en instruktør og et hold sangere, som er stærkt bevidste om det sceniske udsagn. Det var både englænderen David Alden, som har instrueret alle tre værker, og hans sangerhold.  

Det nødvendige heri viste sig i påfaldende grad min aften til ”La batagglia”. Der var en aldeles glimrende tenor i Yonghoon Lee og en udmærket baryton i Giorgio Caodure, men den opadstigende sopranstjerne Alexia Voulgaridou havde på et meget sent tidspunkt måttet melde afbud til at synge Lida, kvinden mellem de to mænd. Forestillingen havde været tæt på at blive aflyst, for hvor finder man en sopran, som kan synge det kvindelige hovedparti i en så sjældent spillet opera? Men den unge italienske sopran Sara Galli havde indstuderet det. Og det var godt, at hun tog turen til Hamburg i den 11. time. Jeg ved ikke, om hun har sunget det på en scene, men hun kendte intet til iscenesættelsen i Hamburg, og hun gjorde ikke andet end at følge nogenlunde med i scenegangen og synge nydeligt, men (naturligvis) ret tamt. Det led dramaet omkring hende af, for Lida er et væsentligt parti i sine skiftende forhold til både tenor og baryton.

Middelalderalder og renæssance

Charles Edwards’ scenografier passede i varierende former fint til middelalderdramaerne (her også medregnet ”I Lombardi”) op til renæssancedramaet i ”I due Foscari”. Der var en mørk historisk atmosfære, også hvor ”La battaglia” efter dragterne at dømme foregik under Anden verdenskrig. De to tidsaldre var godt indpasset hinanden.Og lysglimtene i "I due Foscari"s mørke af regattaen i lagunestaden var både enkel og flot. 

Koret indgik ikke direkte i handlingen, selv om det er usædvanlig aktivt i ”La batagglia”. Det kom svævende ned på en balkon, der fyldte hele scenen, og her sang det som til en koncertopførelse og det endda med noder. Det var lidt generende, men passede bedst ind i ”I due Foscari”, hvor korsatserne er mere mediterende og kommenterende som en græsk korstemme.  

Sådan blev problemet med megen kort indstuderingstid til tre store operaer med premierer med få dagens mellemrum løst, både med hensyn til korets musikalske nodetilegnelse og den sceniske realisation af massescenerne. Og det skete trods alt på forsvarlig vis.

Selv på denne kompromisfyldte måde var der drama og en fornemmelse af krigen som en afgørende faktor både i ”La battaglia” og intrigespillet i ”I due Foscari”. Nok skal man være glade for indspringere, men ærgerligt kan det alligevel være. Også den unge doges kampstærke hustru Lucrezia i ”I due Foscari” måtte udskiftes, men her fik vi en udmærket erstatning ved siden af den meget behagelige lyriske tenor Giuseppe Filanotti. Det er forbavsende så mange gode unge tenorer, der tilsyneladende findes.

Det store parti som den gamle doge Foscari blev sunget fremragende af Andrzej Dobber, som er blevet en af Hamburg-publikummets favoritter. Han sang også kejser Barbarossa, som i ”La battaglia” først betvinger vore lombardiske venner, men siden lider nederlag til dem i slaget ved Legnano. Hans kombination af en stor, flot stemme med trods alt lidt træthed i toppen,videre  et kraftfuldt udtryk og scenepondus var overvældende.

Simone Youngs Verdi-succes

Den australske chefdirigent Simone Youngs tid i Hamburg nærmer sig sin afslutning. Hendes år i Hamburg som musikalsk chef har på det senere været lidt op og ned, men et energibundt er hun. I foråret dirigerede hun på stribe alle Wagners ti store operaer i Hamburg-operaens egne opsætninger og nu altså tre ukendte Verdi-operaer. ”Simone go home” lød det fra de en af balkonerne, da hun til premieren på den første af de tre, ”La battaglia”, stod parat til at slå an, men straks rejste en mand sig i parkettet og råbte tilbage: ”Sei still, du Arsch” (Ti stille, du røv(hul)”.

Fra det øjeblik udviklede Verdi-trilogien sig til at være en ren succes for hende. Og det var herligt, så let og elegant og rytmisk bølgende, men alligevel kraftfuldt og dramatisk hun musicerede med sine filharmonikere.

Staatsoper Hamburg har følgende premierer tilbage i indeværende sæson: 8. december til 1. januar: John Neumeiers ballet over Bachs Juleoratorium I-VI. 19. januar til 12. februar: Carmen med Elisabeth Kulman. 9. marts til 5. april: Janáceks Das schlaue Füchslein (Den fiffige lille ræv). 26. og 30 marts samt 3. april: Koncertopførelser af Donizettis Lucrezia Borgia med Edita Gruberova. 25. maj til 19. juni: Händels Almira. 29. juni, 1. og 10. juli: John Neumeiers ballet Tatjana over Pusjkins versroman ”Jevgeníj Onegin”.  De tre omtalte Verdi-operaer spilles ikke mere i denne sæson, men genoptages i sæsonen 2014-2015.

Anbefalellsesværdige dvd- og blu ray-indspilninger af alle Verdi-operaer i serien Tutto Verdi udgivet af  C-major, import Naxos, inkluderer også  I due Foscari og La battaglia di Legnano i enkeltudgivelser.

Fotos fra "I due Foscari" (øverst) og "La battaglia del Legnano" (nederst) på Staatsoper Hamburg: Bernd Uhlig.