af John Christiansen - d. 8. oktober 2012
Næste år fejres Wagners 200-år, men festen er allerede begyndt. Højdepunktet er Metropolitan Operaens nye opsætning af ”Nibelungens ring”, som er stor og mægtig i konceptet, men alligevel velegnet for tv-skærmen hjemme i stuen. Her er 500 avislinjers læsning om udgivelser af ”Ringen”.
Richard Wagners 200-år i 2013 er allerede i gang. I disse dag er Katharina Wagner, komponistens oldebarn og chef for festspillene i Bayreuth, på gæstespil i Buenos Aires for at iscenesætte oldefars ”Ringen”, men hun har reduceret 16 timers musik til kun syv timer, forlyder det.
I øjeblikket spilles ”Ringen” på Covent Garden operaen i London, og instruktøren Keith Warner, særdeles kendt herhjemme for et kort gæstespil som chef på Den kongelige Opera, erklærer, at alt vil være forandret for tilskuerne efter de 16 timers musik! Der skrives meget om denne opsætning, som har fået en bedre pressemodtagelse end ved premieren for fire-fem år siden. Sådan går det ofte. Stjernen over alle stjerner efter de fleste anmelderes mening er Bryn Terfel som Wotan, verdens førende i partiet, mener briterne, men de kan jo heller ikke høre, at hans tyske sprogbehandling godt kan genere os fra det europæiske kontinent.
Den første store studieindspilning af ”Ringen” er genudsendt af Decca i en luksusudgave for de få. Det står der mere om i slutningen af denne artikel. Den byder på en rekord. Man får alle 16 timers musik på en enkelt bluray dvd. Når der ikke er billeder med, kan det lade sig gøre, men den lader sig jo ikke afspille på almindelige cd-apparater.
Men hvad er det for noget med de 16 timer, som der ofte tales om? Den afdøde britiske dirigent Reginald Goodall kunne måske få så lang tid til at gå med ”Ringen”, som han i 1960’erne dirigerede på English National Opera, ikke at forveksle med Royal Opera House på Covent Garden. Hans ”Götterdämmerung” med Aage Haugland som Hagen er den langsomste Wagner, jeg har oplevet. Goodall kunne kunsten at tage sig tid, men jeg troralligevel ikke, at han brugte 16 timer til ”Ringen”.
I virkeligheden er det både sjældent og kedeligt, hvis en dirigent tværer ”Ringen” så meget ud. De to langsomste dirigenter i Bayreuths 101 sæsoner er ikke uventet Hans Knappertsbusch og James Levine, men begge holdt sig under 15 og en halv time. I den interessante genåbningssommer efter Anden Verdenskrig i 1951 brugte Herbert von Karajan til sin ”Ring”-cyklus med det nogenlunde samme hold sangere en time mindre end Knappertsbusch. Karajan holdt gennemsnitstiden på 14 og en halv time.
Men spilletiden fortæller ikke altid sandheden, om noget er kedeligt eller ej. Den nye ”Nibelungens ring” på Metropolitan Operaen i New York er delt mellem netop James Levine i ”Rhinguldet” og ”Valkyrien” og Fabio Luisi i ”Siegfried” og ”Götterdämmerung” (Ragnarok), og den nærmer sig også 15 og en halv time. Den relativt langsomste opførelse er af ”Valkyrien”, men den gives af Levine en menneskelig dybde og skønhed og et indre drama, så den opleves som den hurtigste.
Det var ikke meningen, at The Mets nye opsætning af ”Ringen” skulle være delt mellem to dirigenter, men den tæt byggede og dog skrøbelige James Levine faldt og kom alvorligt til skade kort tid før premieren på ”Siegfried”, og det ser desværre ser ud til at han må opgive dirigentkarrieren. Men om den 69-årige Levine skal man aldrig bruge ordet ”opgive”.
Fabio Luisi tog over og blev første kapelmester på The Met. Han havde forladt Semper–operaen i Dresden i utide og vrede over sine daværende musikeres begejstring over, at han skulle afløses af Christian Thielemann. Han dirigerede ”Rhinguldet” en eftermiddag i 2011, da jeg var i Metropolitan Operaen, og helhedsindtrykket var skuffende. Det blev en større oplevelse at følge ”Rhinguldet” med Levine på dvd. Det skal indrømmes, at Fabio Luisi her dirigerer ”Siegfried” og ”Ragnarok” præcist, klart og driftssikker, men ikke så intensivt og medrivende som James Levine i ”Valkyrien”. Inspirationen fra Levine kan også høres på sangerne. Jeg har tidligere hørt ham dirigere ”Ringen” i Bayreuth og på The Met, men det var tungere end nu. Erfaring gør ung, må man sige her.
Den nye ”Ring” er fantastisk egnet til hjemmebiografen. Canadieren Robert Lepage ved præcist, hvad der giver effekt både på scenen og ikke mindst på lærredet eller en tv-skærm. Han er en ægte filmmand. The Met er med sine 3788 tilskuere virkelig stor, men med en meget fin akustik selv på den fjerneste plads. Her udviskes Lepages personinstruktion på grund af afstanden, selv sangere med scenepersonlighed bliver let ubetydelige, men set på skærmen i fint fotograferede nærbilleder opdager og oplever man deres ansigtsudtryk, som giver et helt andet billede. Nok er Wagners personer guder, helte eller undermennesker, men de kan også opfattes som mere almindelige, naturlige og nutidige mennesker. Der er intet latterligt over denne opsætning. Den er både mytisk og moderne.
Det sidste kunne man ikke sige om Otto Schenks forrige opsætning på The Met, som var traditionel næsten efter teaternormen fra Wagners egen tid. Der var i hvert fald ikke sket meget siden Lauritz Melchiors tid. Men mange amerikanere elskede opsætningen, som endda blev kult for europæere, som trætte af instruktørteatret med dets moderne friheder valfartede til The Met. Mon ikke også Lepages nye bud på ”Ringen” bliver noget af en kult?
Der er mere end en grund til, at denne seneste ”Ring”-indspilning virker ideel til tv-skærmen hjemme i stuen. Lepage lod bygge et scenemaskineri, der nærmest er blevet en hovedperson. Den er et stykke futuristisk jernkunst, som vejer 45 tons, og som for åbent scenebillede forandrer dette. Alene dette maskineri har kostet The Met langt mere end en komplet operaopsætning, og på The Met har man aldrig sparet på den slags. Det har taget tid for The Mets fremragende scenearbejdere at lære at styre denne kæmpemaskine, og det har taget tid for sangerne at kunne bevæge sig på den med den nødvendige sikkerhed. Det kan se farligt ud på filmen om tilblivelsen af The Met Ring, som fylder en bonus-DVD. Alberich nægter på et tidspunkt at følge instruktørens instruktioner: ”I lovede mig, at det ikke var farligt, men det her er farligt.” Lepage og de ansvarlige scenefolk ryster på hovedet, og de har fået ret for så vidt, at der hverken under prøver eller forestillinger er sket et alvorligt uheld, men nok mindre maskinuheld, som har fået scenefolkene til at holde vejret.
I Georg Soltis og Peter Halls ”Ringen” i Bayreuth med premiere i 1983 var det en forudsætning for de tre rhindøtre, at de kunne svømme rigtigt, og at de ville gøre det nøgne. Det var et imponerende scenebillede, og det er det også her hos Lepage, hvor man igen tror, at de tre nymfer bevæger sig i Rhinen, i hvert fald i vand. I virkeligheden svæver de i tove. Det kræver nærmest akrobatisk kunnen af rhindøtre og valkyrier at agere i denne opsætning. I den omtalte filmatisering af tilblivelsen, ”Wagner’s Dream”, som altså følger med ”Ringen”, men som også kan købes særskilt, lærer man at beundre sangerne for andet end deres sangkunnen. Pas på ikke at betale for to eksemplarer.
Jo, der er flotte og imponerende scenebilleder som åbningen i Rhinens vand, nedstigningen til Nibelheim og opstigningen til Valhal, videre valkyrieridtet, skovscenen og ikke mindst slutscenenen af ”Siegfried” med den ildomkransede top, hvor Brünnhilde først stedes til hvile af Wotan og siden vækkes af Siegfried. Så kan den store slutscene i ”Ragnarok” dog skuffe, for nok er den stort tænkt med Siegfrieds krop, som går op i flammer, med gudernes undergang og Valhals oversvømmelse, men her er Lepages maskinfolk ikke helt på mærkerne, og selv mangler han et overbevisende bud på, hvad der skal følge efter undergangen. I Metropolitan-operaen kunne man generes af støj fra maskineriet, men det har man kunnet negligere i indspilningen. Det kan også være en fordel for dvd’en frem for operaens virkelighed.
Men den nye ”Ring” er og bliver et spændende monumentalt bud på, hvordan Wagner kan være i hjemmebiografen. Man vil kunne forstå, at den er helt anderledes end ”The Copenhagener Ring”, som er udgivet af Decca og blevet en kæmpesucces også ude i verden. Kasper Holtens iscenesættelse fortæller moderne historier med overvældende mange detaljer, mens The Met præsenterer enkelhed og flothed. Det Kongelige Teater udfordrer Wagner på en spændende måde, men The Met byder på flere gribende scener. Under Michael Schønwandt synges der lige så godt i København som i New York. Man kan sagtens have dem begge, så forskellige de er. .
For The Met er Bryn Terfel det store navn, og han overbeviser da også med en meget personlig Wotan både scenisk og sangligt. Men jeg vil som antydet ikke give amerikanerne og briterne ret i, at han er verdens førende Wotan. Jeg finder Deborah Voigt gribende som Brünnhilde (se mere neden for). Völsungeparret Sieglinde og Siegmund er glimrende og lidt til, Eva-Maria Westbroek og ikke mindst Jonas Kaufmann. Den amerikanske Fricka er en stor dame, Stephanie Blythe, men hun synger glimrende. Hans-Peter König er suveræn som Fafner, Hunding og Hagen, Franz-Josef Selig det samme som broder Fasolt.
Mojca Erdmann, som havde sin første koncert i Danmark i Stoense på Langeland i sommer, er en smukt klingende skovfugl. . Et specielt højdepunkt i ”Ragnarok” er Waltraud Meier som Waltraute. Hun kan altså endnu. Richard Croft er nok overbevisende, men ikke uforglemmelig som Loge, mens amerikanernes elskede Erich Owens skuffer som Alberich. I det hele taget er ”Rhinguldet”uden barsk humor det svagere led både i sang og scene.
Samtidig med videopræsentationen har DGG udsendt et dobbeltsæt cd med uddrag fra de fire dele. ””Twilight of the Gods” byder på hele 159 minutters musik. Her bliver indtrykket af Fabio Luisi nærmest bedre end på billedudgaven, men det er stadig James Levine med ”Rhinguldet” og ”Valkyrien”, som overvælder mest. Men nogle af sangerne kan skuffe på cd. Jay Hunter Morris som Siegfried lyder stadig tiltalende, men man skal have hans sceniske spil med for at overhøre, at han sprang ind med få dages varsel uden at have en gammeldags heltetenors kraft. Og Deborah Voigts Brünnhilde, som er så bevægende at høre og se på samtidig, røber, at hun ikke er en Wagner-heroine som engang for eksempel Birgit Nilsson. Men det rokker ikke ved dvd-indspilningens fortræffeligheder. Billedmæssigt er den smuk og spændende. Jeg tør toligt anbefale den.
Indspilningen modtog i februar 2013 den amerikanske Grammy-pris for bedste operaindspilning.
Den første komplette Ring på LP’er optaget i studierne blev dirigeret af Georg Solti. Denne milepæl i grammofonens historie blev første gang udsendt mellem 1959 og 1966. Det var en begivenhed. Soltis tolkning var effektfuld, decideret flot, men også med tendenser til det overdrevent plakatagtige. Sangerstaben kan man derimod ikke finde mage til i dag. De er mere end en opremsning værd, men det kan ikke blive til meget andet end det. .
Rhinguldet er med George London som Wotan og Kirsten Flagstad, som i sin karrieres aftenrøde blev overtalt til at synge sin første Fricka. Set Svanholm som Loge og Gustav Neidlinger som Alberich overgår de nye på The Met. I ”Valkyrien” overtager Hans Hotter så Wotan med James King og Régine Crespin som Siegmund og Sieglinde, Gottlob Frick som Hunding og Christa Ludwig som Fricka. Så kommer Wolfgang Windgassen og Birgit Nilsson til som Siegfried og Brünnhilde, Gerhard Stolze som Mime, Kurt Böhme som Fafner og Fischer-Dieskau som Gunther for blot at nævne nogle, som angiver et sangerniveau, som ikke findes i dag. Men der er jo andet, som også tæller hos Wagner.
Decca har nu i anledning af 100-året for Soltis fødsel udgivet flere komplette Solti-kassetter til lavpris. Wagners operaer er en af dem..
Men for de ægte fans er der udsendt en luksusudgave af ”Nibelungens ring” på 14 cd’er, som er ”mastered” yderligere med fjernelse af båndsus og andet støj fra studiet. En detalje: Der har altid manglet en tremolo ved Donners entré i anden scene af ”Rhinguldet”, men den er nu blevet genskabt. Jo, det er for fans.
Deryck Cookes introduktion til ”Ringen” er med både i tale og musikeksempler og i bogform. Humphrey Burtons meget roste dokumentarfilm er også vedlagt på en dvd. Der er samtidige Wagner-optagelser med bl.a. Wagners ”Kinderkatechismus” på en cd. Cheftekniker John Culshaws spændende notater, som i flere år har været udsolgt, er med akkurat som Soltis nodeark med hans notater. Der er kunsttryk og mere.
Og så det helt specielle: En ekstra udgave af den komplette ”Ring”-cyklus indspillet på en enkelt blu-ray disc, som normalt bruges til ekstra fine optagelser med både billede og lyd. Hvor lang tid tager Georg Solti da om ”Ringen”? Han behøver 14 timer og 38 minutter, et stykke fra de 16 timer omtalt i begyndelsen. Startpladespilleren klokken otte om morgen og fortsæt uden at røre en finger og uden pause til 22 minutter i 11 om aftenen.
Det er da en gave til virkelige Wagner-fans, individuelt nummereret i en yderst begrænset oplag. Officiel pris er ca. 1800 kr., men måske kan den findes billigere. Der er jo ikke faste pladepriser, som der er faste bogpriser.