Symfomagica er et nyt projekt, et nyt tiltag på Aarhus Symfoniorkesters program. Orkestret har fået en sponsorgave til et nyt teknisk anlæg med et stort lærred til film og billeder og desuden muligheden for at bringe musik med en billedside ud på webben, www.symfomagica.dk

 Om der er virkelig fremtid i det, må vise sig. Der skal nok komme nogle ”tv-maner” til. Anden omgang med symfomagica i Symfonisk Sal var en musikalsk rejse i Inkarigets fodspor. Inkariget opstod i 1100-tallet i Peru og udviklede sig stærkt både ved erobringer og fredeligt i det vestlige Sydamerika, indtil den sidste inka-kejser blev slået af europæerne i 1533.

Det var naturligvis ikke musik fra inkariget selv, symfoniorkestret spillede, men koncerten bød på overraskelser. Ældst var en samling satser af Baltasar Martinez y Companón, som levede fra 1737 til 1799. Det var virkelig sjovt at høre musik fra samme tid som Mozarts ”Figaros bryllup”. Man blev forundret over og nød, at Wien tilsyneladende ikke var ukendt i Sydamerika dengang. Rokoko-musik tilsat skarpe rytmiske indslag fra slagtøjet, men også med et anstrøg af Mozart.  

Ellers var det en aften med masser af dansemusik og varierende rytmer med ældste komponist født i 1884 og yngste i 1978. Flere af værkerne blev spillet med flotte billeder og film, som viste farvespraglede folkedragter. Det kunne være en tv-udsendelse. Men især to værker med solister hentet fra orkestret hævede niveauet.

To fine lokale solister

Lea Kildahl Larsen var fløjtesolist i et tonedigt om Illapa, guden for det opflammende lys, komponeret af Gabriela Frank, aftenens betydeligste stykke musik med et fantastisk væv, som Lena Kildahl gjorde lige så fantastisk rede for. Imens så man hende og hendes kolossale koncentration i nærbillede på lærredet.  

Det var så første gang, at cellisten Fang-Yu Liang fra Taiwan var solist med Aarhus Symfoniorkester, som hun i 2010 blev medlem af efter en temmelig flot international karriere. Hun spillede argentineren Osvaldo Golijovs ”Mariel”, hvori komponisten beskriver øjeblikket efter den bilulykke, hvori hans kone blev dræbt, mens hans lille datter og han selv overlevede, øjeblikket inden den indre smertelige forståelse bryder frem.  Fang-Yu Liang spillede denne følelsesbetonede musik så stærkt og sobert smukt, at koncerten fik ekstra kvalitet.

Lena Kildahl har heldigvis ofte været solist med sit orkester. Vi må også håbe på, at Fang-Yu Liang bliver det, selv om hun sidder i en gruppe med flere fine solist-emner som Eugene Hye-Knudsen, som i sidste uge var solist i Richard Strauss’ ”Don Quichote” sammen med bratschisten Christine Hagge Larsen. Jeg havde glædet mig specielt til den koncert, men kunne ikke forcere vejret.

Tilbage til Inkarigets fodspor. Dirigenten Miguel Harth-Bedoya, som fra denne sæson er chefdirigent for det norske radiosymfoniorkester, stammer selv fra Peru, hvor han også står bag et forskningslaboratorium for at bevare og udbrede Sydamerikas rige musikalske arv. Han fortalte om musikken på engelsk og havde et meget fint samarbejde med Aarhus Symfoniorkester, så han tager forhåbentlig flere ture fra Oslo til Aarhus. Orkestret spillede med en dejlig rytmisk præcision, og her bør ikke mindst den udvidede slagstøjsgruppe nævnes.  

Symfomagica-delen var vellykket også teknisk, men det var lidt mærkeligt at sidde i Symfonik Sal næsten omformet til en kæmpe tv-stue. Flere har givet udtryk for, at sådanne tiltag er den symfoniske musiks fremtid. Jeg håber det ikke. Den rene vare er altid den bedste.

Til tv kan man beklage sig over, at dårlig musik virker forringende på mange programmer. Her kunne jeg personligt, dog sikkert uden at tilhøre et flertal(?), konstatere, at musikken i flere tilfælde blev vanskeligere at koncentrere sig om. Det er vanskeligt at kombinere god musik og billeder.  

Foto: Cellisten Fang-Yu Liang . Foto: Nikolaj Lund