Dagens citat: Den berømte russiske cellist Mstislav Rostropovitj sagde om Sjostakovitj: "Denne hans tiende symfoni, det er den personlige historie om hans liv, forstår De. ..den efterlader et voldsomt indtryk"

Man kan undre sig over uenigheden om akustikken i Musikkens Hus i Aalborg. De negative toner kom frem efter den officielle åbningskoncert forrige lørdag, hvor salen ikke skulle have været helt lytteklar, mens vi, der ventede med at lytte til Aalborg Symfoniorkesters første reelle koncert i den nye sal dagen efter, langt overvejende var glade for salens muligheder. Der var åbenbart for stor forskel på lydkvaliteten de to dage. Det var synd for dronning Margrethe, som var der den første dag.  

Jeg vil gerne trække den erfarne, musikkyndige Søren Bojer Nielsens kommentar på facebook ind i billedet: ”Efter en akustisk lidt skuffende oplevelse i den nye sal lørdag var det fantastisk at høre koncerten søndag. Midt på gulvet var lyden virkelig god og en soloviolin bar igennem, så man virkelig kunne høre alle detaljer i Nikolajs spil. Når akustikerne har "leget" færdig, må det blive en fantastisk sal. Tillykke til alle musikglade nordjyder.”

Akustikerne har siden leget videre, og resultatet kulminerede mandag den 7. juli, da Royal Philharmonic Orchestra fra London, stort både i omfang og kvalitet, gav en koncert, som blev uforglemmelig.  

Først akustikken

Vi tager akustikken først. Orkesteransatsen til Dvoraks violinkoncert lød flot, men klangligt alligevel ikke ideelt, for musikerne på pultene bag den forreste række lød forholdsvis svagt i hvert fald hørt nede fra salens sjette række. Men i løbet af ganske få minutter forandredes helhedsklangen, den bagerste del af det omkring 100 musikere store orkester kom mere frem og blandede sig ideelt med den forreste del. Orkestret havde ikke haft tid til at prøve salen rigtigt af, men Royal Philharmonic Orchestra er trænet i gæstespil den halve verden over og kender også til at have flere ”hjem” i London.

Og jeg har aldrig før hørt et symfoniorkester arbejde sig så direkte ind i ind en sal og hurtigt finde de bedste muligheder i den. De royale London-musikere under deres nye schweiziske chefdirigent Charles Dutoit gjorde det klart, at Musikkens Hus i Aalborg i sin store sal med plads til 1193 tilhørere er på vej ind i en storhedstid. Nu kommer det an på dem, som skal skabe musik i salen, og på dem, som skal lytte. Mere om de sidste senere.

Kontrasterne i Sjostakovitj

Det symfoniske hovedværk var Sjostakovitj’ tiende symfoni, som man kan betragte som en af hans følelsesmæssigt mest voldsomme og roligt kalde hans personligt mest tragiske. I den næsten tyve minutter lange førstesats får vi fra den dystre indledning en række klimakser både ned i et smertefyldt pianissimo og op i voldsommere udladninger frem mod en musikalsk udånding omkring piccolofløjten. Så kommer en stærkt grotesk andensats. På dette tidspunkt vidste man så, at salen rummede muligheden for at gengive alle dynamiske kontraster på en plastisk, åbent klingende måde. 

Man kunne i samtale med andre erfare, at salen havde mange ansigter. Orkestret kunne lyde med forskellige nuancer i hovedklangen fra sted til sted. Det gælder naturligvis mere eller mindre i alle koncertsale, men man kan jo som tilhører finde frem til de steder, som bekommer én bedst. Også vi nede i de røde stole hører jo individuelt forskelligt. Men der er kun grund til glæde i den store sal i Musikkens Hus.  

Aalborg og Aarhus kan konkurrere om strygere

I Aalborg som i Aarhus er problemet med at have forholdsvis for få strygere blevet mere aktuelt, for nu da meget andet er blevet bedre, og nu da man har fået sig et helt andet ideelt lydbilede, fornemmer man også stærkere det påkrævende i, at strygergruppen udvides. Det er jo ikke musikernes skyld, men en naturlig følge, at ”violingruppen ikke lød af meget”.

Hvad med en intern konkurrence mellem de nordjyske og de midtjyske symfonikere, mellem de to byer og deres fans og sponsorer om, hvem der først får løst den side af sagen og får tilknyttet flere strygere? Konkurrence kan altid være et incitament ekstra. Nu har begge byer jo salen, som er nødvendig for at kunne gøre sig bemærket også internationalt. Såvel Musikkens Hus som Symfonisk Sal er endda bygget af Coop Himmelb(l)au. 

Solist og dirigent i fornemt samarbejde

London har flere store symfoniorkestre, som kæmper om publikums gunst, og som i øvrigt også kæmper med økonomien. Royal Philharmonic Orchestra har ikke altid været med i spidsen. Sidste år blev Charles Dutoit chef for orkestret, og hvad orkestret ydede under ham i Aalborg var en toppræstation, som også ville have markeret sig for eksempel på festspillene i Salzburg. Dutoit og Royal Philharmonic virkede som en lykkelig kombination, hvor musikerne nød at spille, men hvor de også ydede stærkt, fordi Dutoit er krævende med sin uhyre musikalske vitalitet og sin store erfaring. Her kan jeg ikke lade være med at citere programhæftet: ”- og så har han rejst i alle verdens 196 lande.” Mon alligevel?

Dutoits specielle drive kom frem i de slaviske danse, som har sneget sig ind i Dvoraks violinkoncert, i udpræget grad i den festlige allegro-finale. Men violinkoncerten blev Arabella Steinbachers (født  1981) med et overskud af en varm romantisk tone og en indre vitalitet, som jeg ikke før har hørt Dvoraks koncert med, heller ikke af Anne Sophie Mutter, hvis Circle of Friends Steinbacher tilhørte. Samarbejdet mellem dirigent og solist var fuldendt. Dutoit og orkestret forstod virkelig at lægge sig under violinen, så man hørte Steinbachers mange violinistisk vidunderlige detaljer. Dvorak spillet med en glødede karakter, med fylde og substans.

Mysterium og melankoli

Hvad skal man tro om Dmitrij Sjostakovitjs symfonier? Der er altid et dobbeltudsagn i de store og problematiske værker, som kan forestille ét, men samtidig fortælle noget andet. Diskussionen går specielt på den korte andensats. Solomon Volkov skriver i sin biografi om Sjostakovitj, som han hævder er skrevet efter dennes diktat, at komponisten her har tegnet et barsk portræt af Stalin, der vår død samme år 1953. Om Sjostakovitj har sagt det, er der stadig uenighed om blandt folk, der stod ham nær. Jeg vil citere Christina Blangstrup Dahls indholdsrige, meget læseværdige artikel i programhæftet: ”Og sandheden? Den er formodentlig ligegyldig - i hvert fald set i forhold til musikkens kvalitet. Måske er sandheden bare, at denne fortolkning giver mening – både for Sjostakovitj og for lytterne”.

Man må aldrig glemme, at hvor privat Sjostakovitjs musik end kan være, som den er her, så havde den sin egen værd. Så kan man opfatte det som et ekstra kuriosum, at Sjostakovitj i tredjesatsens allegretto-nocturne indbygger to temaer bygget over en kvindelig elevs navn sammen med sit eget over tonerne D-eS-C-H. Tilbage står altid en musik, der fortæller om et menneskes ensomhed, smerte og kamp.

Og musikken kom stærkt frem spillet med en intensitet og et udsagn, som var musikkens egen. Også dirigenten Charles Dutoit virkede – forståeligt nok - begejstret for sit orkesters indsats. Og det tillader hans temperament ham ellers ikke altid at være.

Publikum spiller med

Der er kommet et nyt, temmeligt stort publikum til de første koncerter i Musikkens Hus. Det er dejligt, og det har givet stemningen et løft. Det er den positive side. Men der blev klappet meget mellem satserne, alt imens dirigenten stod med løftede hænder og ventede på at kunne gå videre. Naturligvis er det publikum, som bestemmer, hvornår det vil klappe, men i megen klassisk musik har stilheden mellem satserne også en betydning. Eftertænksomheden, eftertanken, overgangen er en del af værket. Klapsalver kan bryde musikkens atmosfære og sammenhæng, og det gjorde den ret barsk denne aften.

I Musikkens Hus lyder bifaldet ret kraftigt, og det forøger atmosfæren. Men akustikken befordrer også hosten, som i andre sale ikke ville genere så kraftigt som her. Et lommetørklæde (eller slips!?) kan afhjælpe meget. Man kan i øvrigt næsten altid høre på et host, om det er nødvendigt eller blot tankeløst. Denne aften hørte man vel kun host, som kunne være undgået?

Dette sidste, den generende klappen og den unødvendige hosten, er en opgave for arrangørerne. Det er ofte konstateret, , at de med stor effekt kan begrænse begge dele ved at erindre om generne. 

Foto: Violinisten Arabella Steinbacher