Ferdia Murphys indbydende scenebillede er det ydre positive af et erindringens billede, som også søger at fortrænge mere dystre elementer.

Vi er i Irland.  Tid 1936. Og det præcist. Det var året for en ny irsk forfatning, og som instruktøren, teaterdirektør Mick Gordon fortæller i et interview i programmet: ”Heri blev kvinder kun defineret i relation til hjemmet” Det er præcist det, som fem ugifte søstre bliver det i den irske digter Brian Friels internationalt mest berømte stykke ”Dancing at Lughnasa”, på dansk ”Dans under høstmånen”.

1936 var også året for den spanske borgerkrig, hvilket markeres af, at Gerry, stykkets overfladiske charmetrold og far til drengen Michael, vil til Spanien for at deltage på venstrefløjen. Han taler om, at borgerkrigen vil vare et par uger. Handlingen er også i dette sidespring fyldt af en ironi, som pibler frem mange steder, også som en selvironi, som er irsk, men som vi vel forstår herhjemme. Holger Østergaard spillede Jerry, så man nærmest bliver glad for ham, men man måtte tage fat i sig for at huske, at han også er upålidelig. Charmerende upålidelig.   

Høstgudens dans

Over hele Irland har man i århundreder fejret høstguden Lugh med en fest kaldet Lughnasa. Et fremtrædende element i den er dansen, som også er blevet en billedrig bestanddel af stykket. Da de fire søstre drømmer om at tage til høstbal, som for storesøster Kate ellers er blevet en umulig drøm, er det et stærkt øjeblik, da de én efter én bryder ud i en rasende vildskabens dans.

Denne scene har en parallel i den gamle præst, fader Jack, som har virket i Afrika, men som nu gammel og syg er blevet sendt hjem til døtrene. Han var der for at udbrede det kristne budskab, men blev begejstret for de frodige hedenske ceremonier, han lærte at kende i Afrika - til forargelse og fortvivlelse for datteren Kate. Kim Veisgaard spiller fader Jack dejligt behersket, morsomt og positivt.

Sådan præsenterer Brian Friel sidetemaer i hovedspillet på en lidt tilbagetrukken måde, men de bliver alligevel betydningsfulde i helheden.

Mellem drøm og virkelighed

”Dans under høstmånen” er tidsmæssigt bygget specielt op, men det går godt op. Det hele er en genfortalt erindring af den ene datters søn, Michael, som dengang var omkring fem år. Bue Wandahl med vandkæmmet drengefrisure, nu som voksen i nydelig habit, fortæller roligt og tæt. Det specielle i Bue Wandahls præstation er, at han nok er den voksne fortæller, men samtidig fornemmer vi den lille dreng bag erindringen.

Vi får fortalt den triste udgang på søstrenes liv, mens vi kun er halvejs i erindringens fortælling. Denne vekselvirkning er fascinerende. Vi er medvidere, og alligevel er vi det ikke.   

Ordene kommer som halvt glemte erindringer og drømme, som nostalgi, som en længsel efter en svunden tid. Det er ikke fri for et stænk af sentimentalitet, som naturligt hører til i denne fortælling, men Mick Gordons iscenesættelse er ikke sentimental, derimod følelsesfuldt nuanceret og dejligt præcis i det kontrapunktiske spil mellem drøm og virkelighed. Og så har både stykket og opsætningen i sig en latent stille humor, som man godt kan betragte som både irsk og dansk.

Fem forskellige søstre

Hvad der sætter sig, er billedet af fem søstre, som hver for sig indeholder meget livsdueligt, men som sammen er blevet lukket inde og holdt udenfor det omkringværende samfund. De spiller godt og præcist, de er spændende alle fire. Trine Pallesen som Kate er den bitre storesøster, lærerinde uden arbejde, som er mest påvirket af samfundet omkring dem. Hun er knuget og med en voldsom trang til at beskytte og dermed også beherske sine søstre.

Ene Øster Bendtsen er som Rose den psykisk mest nøgne af søstrene, måske ikke alt for klog og derfor udfarende. Hun har en gift mand som elsker, som vi ikke ser. Sicilia Gadborg Høegh som Chris er i forholdet til sin søns far vidende om, at han ikke er troværdig, men hun venter.

Marie Louise Wille er den livlige, livsbekræftende Maggie, men ingen af de fem kan slippe ud. Endelig trænger Laura Drasbæk fint ind i Agnes’ positive, udglattende natur uden at gøre væsen af sig, men det sker med fascinerende nuancer. I programmet læser man, at Brian Friel er blevet kaldt en ”irsk Tjekhov”. Sammenligningen med den russiske forfatter og hans skuespil-miljøer rammer en kerne i menneskeskildringen i ”Dans under høstmånen” og i den følsomme opførelse.

”Dans under høstmånen” er ikke det store udvendige drama, men i de mange små ting kan man finde en egen kraft. Og den er stærk og værd at finde.

5 stjerner. Aarhus Teater Scala. Brian Friels ”Dans under høstmånen”. Spilletid to timer og et kvarter. Spilles til 17. maj.

Foto: Dansen går under høstmånen. Foto: Rumle Skafte.

Stig Jean Valjean Rossens jubilæum

På tirsdag den 15. april går Stig Rossen på scenen for 1500. gang i hovedpartiet Jean Valjean i musicalen ”Les Misérables”. Allerede som nyuddannet sanger og skuespiller fra Guildhall School of Music and Drama sang han det store parti i 1990 i Londons Westend. Han har siden sunget det i syv lande. Selv siger han: ”Les Misérables” har betydet alt for min karriere og præget mit eget liv.

”Les Misérables” spilles på Aarhus Teater til 24. maj. Der er solgt over 30.000 billetter, og det forventes, at ”Les Misérables” bliver den mest sete forestilling nogensinde på teatret.

Teatret fejrer Stig Rossen efter tirsdagens forestilling ca. kl. 22.45 med et glas champagne foran teatret i Teatergaden, som bliver lukket af med rød løber, flag og fakler.