Peter Stein, den store 76-årige opera- og teaterinstruktør, har midt i den tunge krise mellem Rusland og Vesten sat en bevægende version af Verdis ”Aida” op på Stanislavskij Musikteatret i Moskva. Stein siger selv: ”Historien om to kvinder, som elsker den same mand, er bevidst holdt intimt nede”.

Da Stein efter premieren kom frem på scenen, blev det allerede kraftige bifald for sangerne endnu stærkere. Publikum rejste sig i et flere minutter langt bifald, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.  

Hvor anderledes var det så ikke forleden i New York, da Vesten og Rusland mødtes i den berømte koncertsal i Carnegie Hall i New York. Den russiske dirigent Valerij Gergiev er som bekendt en god ven af Vladimir Putin, og han har som mange andre russiske musikere officielt støttet Putins politik, da Krim-halvøen gik fra Ukraine til Rusland. Det kan man læse mere om i omstående artikel ”Musikere i politisk skygge”.

Putins skygge slipper ikke

Gergiev kom ikke fri af Putins skygge, da han i Carnegie Hall dirigerede Münchner Philharmoniker, som han til efteråret 2015 bliver chef for. Omkring et halvt hundrede demonstranter havde stillet sig op foran den berømte koncertsal og afsang den ukrainske nationalsang. Nogle bar plakater med opråb som ”Gergiev out of New York” og endda ”Shame on Carnegie”, mens et talekor spurgte koncertgæsterne, om de også ville lytte til Hitlers bedste ven, hvis denne havde været musiker.

Nu er en demonstration med ”kun et par dusin” deltagere i New York naturigvis ikke noget, der overhovedet regnes med, men Münchner Philharmoniker havde inviteret Münchens presse med til de to gæstekoncerter, som skulle være en saltvandsindsprøjtning til fordel for orkestrets ry. Og den sydtyske presse berettede om den lille, men alligevel generende demonstration, så debatten om Gergiev som orkesterchef i Bayerns hovedstad igen kom i gang.

Det var netop det frygtede. Men vigtigere var det, at pressen heldigvis også fik mulighed for at berette om den store kunstneriske succes, som de to koncerter blev.

To dirigenter sprang hurtigt ind

Orkestrets nuværende chefdirigent Lorin Maazel skulle have dirigeret begge koncerter, men var blevet syg. Gergiev sprang ind, da han havde fået sit program med en samtidig koncert hjemme i Rusland lagt om. Han landede med fly fra Europa om middagen. Fra kl. 13.30 prøvede han to en halv time på et program, som han ikke selv havde indstuderet med orkestret. Han dirigerede koncerten om aftenen, forsvandt fra Carnegie Hall gennem en bagdør og fløj tidligt næste morgen til London.  

Programmet i Carnegie Hall var af 150-års jubilaren Richard Strauss, de to symfoniske digte ”Also sprach  Zarathustra” og ”Till Eulenspiegel” samt ”Burkeske” for klaver med Emanuel Ax som solist. Det imponerede, at en russisk dirigent havde alle tre værker på sit repertoire og med en enkelt prøve kunne gennemføre koncerten til en succes med bravo-råb, stående bifald og fine anmeldelser.

Fabio Luisi, som overtog den anden koncert i New York, fik lidt mere prøvetid til sit program aftenen efter med ”Ein Heldenleben”, ”Rosenkavaler”-suiten og ”Vier letzte Lieder” Münchens filharmoniske Orkester kunne rejse hjem med to koncertsucceser samt endnu en konstatering af, at Gergiev musikalsk set er den rette chefdirigent for orkestret, Men den tyske presse, som rejste med, tilføjede også pligtskyldigt, at ”en succes bliver det kun, hvis Gergiev til den tid afholder sig fra politiske ytringer,” som Münchner Abendzeitung mente.

Lohengrin på en landsbykro  

Den komiske historie i den ovennævnte artikel ”Musikere i politisk skygge” handlede om, hvordan instruktøren, titelpartisangeren og - afgørende - operachefen på Wien Statsopera bestemte, at der skulle skæres to minutter ud af Wagners middelalderhistorie om gralsridderen Lohengrin. Det er sket før, men er ikke så almindeligt mere, men nu kunne de virke aggressive i dagens spændte politiske forhold mellem Rusland og Vesten.

Den nye opsætning har netop haft premiere og er blevet sablet ret kraftigt ned af den østrigske og tyske presse. Man beskæftiger sig ikke meget med de to forsvundne minutter, men der er tilsyneladende rigeligt at revse instruktøren Andreas Homoki for, og det er der enighed om.

Det specielt triste er, at den forrige opsætning af standardværket, som ”Lohengrin” naturligvis er i Wien, Bary Koskys fra 2005, var en kikser, som alle har set hen til skulle udskiftes.

Homoki lader nu handlingen foregå i en kro i en landsby, som kong Heinrich kommer til som er en moderne embedsmand med den traditionelle mappe under armen. Her sker underet på enfoldig vis, men selv en landsby er et mere kompliceret samfund, end det man ser på scenen, skriver den førende østrigske avis Die Presse, som endda sammenligner forestillingen med en kendt teaterparodi på Wagners opera.  

Dirigenten Bertrand de Billy forlod produktionen, da operaen blev forkortet uden hans samtykke efter urolighederne i Ukraine. Mikko Franck sprang ind i stedet, og han er generelt blevet pænt modtaget, uden at han dog overbeviser helt. Klaus Florian Vogt, hvis Lohengrin i Bayreuth og andre steder er blevet meget rost for ”sin kendte drengeagtige, lyse, kyske, strålende tenor. Den kan lyde for ensformig for mange, men gør dog sin transcendentale renhed klar hvert øjeblik. Denne Guds udsendte ved først endnu lidt om verdens onde”, som Die Presse også skriver.

Elsa blev sunget af den svenske sopran Camilla Nylund, som hastigt er på vej op i det internationale sopran-hierarki. Der er andre lysglimt i forestillingen, som måske alligevel ikke er værst? I Wien havde de måske håbet for stærkt på, at underet nu skulle ske? ”Lohengrin” spilles 20., 25. og 28. april.      

Operachef med forhåndsproblemer

Chefen for Salzburg festspillene, intendanten Alexander Pereira, forlader Østrig efter denne sommers festspil. Den 1. oktober overtager han chefposten for La Scala i Milano. Han har haft problemer med festspillenes kuratorium, en bestyrelse med flere beføjelser end oftest, men han nåede at klare sine økonomiske problemer ved at sælge seks operaproduktioner fra festspillene til La Scala for 1,6, millioner euro eller omregnet 1200 milioner kroner. Sådan blev et underskud vendt til et lille overskud.

Den sag vil det italienske kulturministerium imidlertid se nærmere på nu. Milanos borgmester Giuliano Pisapia er formand for den bestyrelse, som kontrollerer La Scala. Og bestyrelsen var Ikke blevet orienteret om købet, forlyder det i den italienske presse. Det er endnu uvist, om aftalerne allerede er afsluttet eller ej. Borgmesteren har udbedt sig en redegørelse med dokumenter om operasalget af Pereira og siger: ”En penibel diskussion er i gang”.

La Scala skal for eksempel have købt sidste sommers opførelse sf Wagners ”Mestersangerne i Nürnberg” og Verdis ”Falstaff”.  Pereira var i mandags i et timelangt forhør hos La Scalas bestyrelse, og på forhånd havde han givet et interview i avisen ”La Repubblica”, hvor han sagde: ”Produktionen af en ny opera koster omkring en million euro… Fire operaer vil koste La Scala omkring 690.000 euro, en pris, som er absolut latterlig.” I Salzburg mener man derimod at have solgt seks operaer for 1,6 millioner euro. Jo, det er en penibel diskussion.

Men Pereira er ikke til at skyde igennem. I avisinterviewet fortæller han, at det for ham blot er et greb i telefonen for at kunne samle betragtelige summer sammen: ”Jeg har allerede personligt samlet seks millioner euro for La Scala.”

Foto: Alexander Pereira, festspilchef i Salzburg på vej mod nye vanskeligheder på La Scala.     (c) ORF (Ernst Kainerstorfer)