Det er værd at henlede opmærksomheden på Den bayerske Statsopera i München, selvom mange kender dens kvaliteter. Hver juli er festspilmåned med sæsonens bedste forestillinger med de bedste sangere og til toppriser. Det holder ikke publikum væk. Tværtimod.

Her opføres også alle den foregående sæsons premierer. I denne sommer kunne man opleve Anna Netrebko i hendes nye, mere dramatiske repertoire som Verdis Lady Macbeth dog i en ældre tvivlsom opsætning. Men Netrebko har både på scenen og på en cd fra Deutsche Grammophon (læs artiklen i omstående arkiv) vist, at hun indtager nyt operaland på en overbevisende måde.

Bayerische Staatsoper har i en usædvanlig grad åbnet for transmissioner.  Premiereforestillinger kan normalt hentes gratis ned på computeren og videre til tv-skærmen via BR Klassik på nettet. Aktuelt sendte Arte TV mandag en festspilopførelse af Verdis ”La forza del destino” (Skæbnens magt), som havde premiere i december 2013.

Så kan man jo spørge: Hvor mange operaer fra Det Kongelige Teater i København får vi at se på tv herhjemme?

Men heller ikke i Tyskland er alt rosenrødt. Den fortræffelige klassiske musikkanal BR Klassik får om tre år indskrænkede sendemuligheder til fordel for en ny ungdomskanal, selv om det også i Tyskland vrimler med den slags i forvejen. Afgørelsen synes at have været bestemt af hensynet til nogle politikeres stemmetal.

Skæbnens magt

Det er fristende at skrive om ”Skæbnens magt” på tv-skærmen, for den var ret typisk for operaen i München. Den bød på stor og pragtfuld sang, som ikke fås bedre noget sted. Men der var meget at diskutere scenisk. Verdis skæbnedrama er vanskeligt at få til at virke blot nogenlunde logisk. Martin Kusej, der fortrinsvis er teaterinstruktør/chef i München, gjorde det ikke lettere.

Under ouverturen var vi til et middagsselskab i et bedre moderne herskabshjem angiveligt i 1960’erne. Selv husherrens sikkerhedsfolk spiste med. Da husets datter Leonoras nære ven Don Alvaro med den ”forkerte” mulat-hudfarve efter aftale med Leonora ville hente hende, blev de overrasket ikke blot af hendes far, men også af et par bevæbnede mafia-folk. Don Alvaro alene kastede sin revolver for at vise sin positive indstilling, men da den ramte gulvet, gik et skud af og dræbte faderen. Det lykkedes allerede her instruktøren at gøre en umulig episode fra Verdis hånd endnu mere umulig.

Liget af faderen bliver liggende på gulvet ind i den tidsmæssigt langt senere følgende scene, da Leonora forklædt som mand og hendes bror, som på familiens vegne vil hævne sig på hende og Don Alvaro, begge vader rundt om faderens lig uden at genkende hinanden. Der kommer flere andre scener, hvor man må undre sig over, hvad instruktør Kusej vil. I klostret møder vi ikke munke, men en sekterisk gruppe mænd, som nærmest er en blanding af baptister og forretningsfolk.

Kusej er energisk i at anskueliggøre, hvad alle ellers hurtigt vil opdage, at de to elskende kommer fra to forskellige miljøer, et borgerligt kedeligt med kristelige idealer og et outsider farverigt.

Operaen udspilles under magtens manipulationer og i en blodig krigens skygge. Man kan gense World Trade Centers fald og de amerikanske soldaters overgreb i Abu Ghraib. Der er dog også enkelte, enkle scener, som har logisk kraft, og i slutscenen, da skæbnen endelig vil, at de tre hovedaktører mødes her i en skov af kors, og da kun Don Alvaro overlever uden at have noget at leve for, forstår man, hvad instruktøren sikkert vil vise: Vor tids forfald af værdier har at gøre med religionernes svigt. Dette sidste korresponderer i øvrigt med den troende Verdis negative holdning til kirken.

Pragtfuld sang

Musikalsk var det noget helt andet.  Der blev sunget pragtfuldt. Helt vidunderlig var Anja Harteros som Leonora. I hendes sikre sopran klang hele registret af håb, tro, desperation og tragedie. Bedre og finere Verdi-sang er næppe hørt siden Julia Varady. Et trin længere nede på skalaen overbeviste barytonen Ludovic Tézier som den hævnende broder, med en varm stærk og fyldig stemme og tenoren Jonas Kaufmann, som med stor sikkerhed sang en civiliseret Don Alvaro, men dog ikke med så rige klangnuancer som de bedste barytoner i 1960’erne, hvortil handlingen var henlagt.

Asher Fisch, som sluttede Aarhus Symfoniorkesters seneste sæson af med en strålende gengivelse af Richard Strauss’ ”Eine Alpensinfonie”, dirigerede med en dejlig modvægt til scenegangen en fint tilbageholdt Verdi i München.

Den næste store opera transmission på Arte TV kommer den 15. august. Det bliver Verdi fra Salzburg, ”Troubaduren” med Anna Netrebko, Placido Domingo i endnu et baryton-parti, tenoren Francesco Meli  samt mezzoen Francesca-Meli Lemieux. Danieli Gatti dirigerer Alvis Hermanis’ iscenesættelse.

Sæsonen 2014-2015 i München

Sæsonens første nyhed på Den bayerske Statsoperas kommende program bliver Puccinis ”Manon Lescaut”den 19. oktober med Anna Netrebko og Jonas Kaufmann i Hans Neuenfels’ iscenesættelse. Den følges af balletten ” Paquita” af Marius Petipa og Alexei Ratmansky den 15. november.

Donizettis ”Lucia di Lammermoor” får premiere 13. december med Diana Damrau i titelpartiet. I 2015 spilles fra den 26. januar Rossinis ”Le comte Ory” i en studieopsætning, og fra 12. april danses en ny ballet af Richard Siegal i det vidunderlige barokteater Cuvilliés-Theater.

Alban Bergs ”Lulu” spilles fra 25. maj med den pragtfulde Marlis Pedersen i titelpartiet og Bo Skovhus. Kirill Petrenko dirigerer, og den spændende russer Dimitrij Tsjernikov sætter i scene. Videre kommer Debussys ”Pelleas og Melisande” op på Münchens Prinsregententheater den 25. juni som led i operafestivalen 2015.  Philipp Jordan dirigerer sæsonens sidste premiere, Richard Strauss’ ”Arabella” med premiere 6. juli. Anja Harteros bliver den mest vidunderlige Arabella siden Lisa della Casa på den samme scene for et halvt århundrede siden.

 

Smånyt fra Bayreuth

I Bayreuth begyndte årets Wagner-festspil nær en katastrofe med sceneteknikken. Publikum til ”Tannháuser” måtte se forestillingen blive afbrudt pludseligt lidt inde i scenen i Venusbjeret og måtte holde sig i nærheden i en time. Temperaturen i festspilhuset opfordrede ikke til at blive inde. Men man kom i gang igen.

I skrivende stund er man i gang med ”Ringen”, men publikums modtagelse er i år koncentreret om den fremragende gengivelse af musikken under Kirill Petrenko. Efter sidste sommers voldsomme pibekoncerter mod instruktøren Frank Castorf var der efter ”Valkyrien” nu overraskende nok ingen buh-råb. Castorf vil også først være til stede for publikum efter den afsluttende ”Götterdämmerung”.  

De to søstre Wagner, som leder festspillene, har heller ikke vist sig. De mødte ikke engang op til byens officielle modtagelse af æresgæster efter premiereforestillingen, men her var Katharina Wagner undskyldt. Efter det omtalte tekniske uheld  i ”Tannhaüser” arbejdede hun den halve nat sammen med scenefolkene for at bringe teknikken i orden igen.

Angående gæster, så dukker den ivrige wagnerianer Angela Merkel og hendes gemal, som lærte hende at forstå Wagners musik, op til ”Siegfried” onsdag.  

    

Krisen på The Met: Ud med Wagner

Det brænder på i New York på Metrolitan Operaen. En længere arbejdskamp truer med at standse alt arbejde på den berømte opera. 31. juli er sidste arbejdsdag efter de gældende aftaler. Operachefen Peter Gelb har erklæret, at han er parat til at lockoute alle ansatte og standse alle aktiviteter, hvis man ikke er nået længere i forhandlingerne med scenearbejderne og det kunstneriske personale, fortrinsvis samlet i orkestret og koret.

Direktøren for American Guild of Musical Artists, Alan S. Gordon, ser meget pessimistisk på muligheden for, at kor og orkester kan gå I arbejde 1. august. Ganske vist er det sommerferietid, men prøvearbejdet på de første forestillinger med premieren på en ny opsætning af Mozarts ”Figaros bryllup” står for.  

Det vil i givet fald blive første gang siden 1980, at operaen lockouter sine medarbejdere. Men Peter Gelb synes at stå fast. Lønningerne på The Met er for høje, til at operaen kan klare det. Lønningerne skal gennemsnitligt sættes 16-17 procent ned.

Musikerforbundet har ifølge Frankfurter Rundschau udgivet en bog på 84 sider, hvori det gøres klart, at musikerne er de gode og Peter Gelb skurken. Man har lavet statistik over pressens anmeldelser af forestillingerne på The Met. Heraf fremgår det, at musikerne oftest får en positiv kritik, mens der er megen modstand mod iscenesættelserne. Disse er blevet dyrere, så musikeres løsning er altså  flere enkle gammeldags forestillinger.

Musikerne har en ide. I sæsonen 2012-2013 var syv af 28 forskellige forestillinger på The Met at betragte som ”overlange”, det vil sige med en længde på over fire timer. Der skal efter musikernes mening kun spilles to af disse ekstra lange operaer pr. sæson, og der skal kun være fem premierer hvert år. Godnat til Richard Wagner, som ikke er den eneste, men den største synder efter musikernes mening! Godnat til moderne iscenesættelser. Næsten da. Alt andet er for dyrt og for sundhedsfarligt, mener musikerne.

De engang så stolte operascener i Italien har det også skidt økonomisk. Opera di Roma forventes at melde sig konkurs når som helst. Det er endda det operahus, som Riccardo Muti stolt og stærkt søger at bringe videre.

 

Den store Verdi-tenor Carlo Bergonzi død

En af de største og fineste Verdi-sangere nogensinde, Carlo Bergonzi, er død i Milano i en alder af 90 år. Han blev uddannet i Parma og debuterede i barytonrollen som barberen i Sevilla i 1948. tre år efter debuterede han som tenor i titelpartiet i Giordanos ”André Chenier”. I 1955 sang han i London og Chicago og året efter på Metropolitan i New York, hvor han blev et topnavn i mange år.

Jeg hørte ham senest som 75-årig i gallaen for James Levines 25 år på the Met i 2001.  Han sang da så stilistisk fremragende som ingen af sine yngre arvtagere. Hans stemme havde en fantastisk klangpalette, som han benyttede i karakteriseringens tjeneste. Universal har netop i anledning af Bergonzis 90 års fødselsdag den 13. juli udgivet en billigboks med Verdi på 17 cd’er. Her får man seks komplette operaindspilninger alle i toppen og tre cd’er med arier. De viser, at Bergonzi var sin generations største Verdi-tenor, som ikke er blevet nået af nogen anden siden.