Overvejende succes selv uden Netrebko

Det store samtaleemne blandt operafans den halve verden over er i øjeblikket, hvorfor Anna Netrebko forlod nyopsætningen af Puccinis ”Manon Lescaut” et par uger før premieren på Den bayerske Statsopera i München. Efter premieren er der af samme grund blevet skrevet endnu flere ord om premieren.                    

”Hvorfor er Anna nu flygtet fra denne produktion?”, indleder Manuel Brug sin anmeldelse i Die Welt. Han fortsætter: ”Var den noget som for intellektuel for en russisk stjernesopran? Det tør man ikke tro. Dertil har Netrebko jo allerede uden at blinke med mascara-øjenvipper indladt sig på produktioner, som var meget vildere, krævede mere af hende og lod hende se mindre godt ud”.

Men man leder både hos Brug og i andre internationale anmeldelser forgæves efter et dækkende svar på, hvorfor Anna Netrebko ikke kunne acceptere Hans Neuensfels’ iscenesættelse. Den overraskede instruktør udtalte til Der Spiegel”: ”Vi er ikke vrede på hinanden. Det var en retskaffen afgørelse af fru Netrebko. Måske finder man det i Rusland som kvinde ikke så slemt at lade sig holde af en rig, gammel mand.”

Det er netop dette gamle tema, modsætningsforholdet mellem penge og kærlighed, som Neuenfels stiller  skarpt ind på i sin iscenesættelse, om end for ham på en overraskende traditionel måde, læser man. Anmelderne vakler i begejstringen for det sceniske koncept, men generelt er det en forestilling, som modtages absolut mere positivt end negativt. Tenoren Jonas Kaufmann får således uindskrænket ros.

De fleste anmeldere er begejstrede for den lettiske Met-sopran Kristine Opulais, som med den korte frist blev frigivet i New York til at springe ind som Manon Lescaut. Hun har ikke de ”samme luksustoner” og ”udstråling” som Netrebko, men for eksempel Eleonore Büning fremhæver i Frankfurter Allgemeine Zeitung hende endog som ”en lykke for Den bayerske Statsopera”:

”Kristine Opulais vover noget. Hun behersker partiet ned i de fineste, mest modsætningsrige folder af karaktertegningen. I begyndelsen er hendes stemme sød og let, hvid og uskyldig. Senere er den sonor (med en mørkere fyldig klang. red.), i fortvivlelsen går den over i et skrig, i en guttural (dybere frembragt) talesang. Red.)”.

Personligt vil jeg tilføje, at det også klinger vidunderligt, da Opulais finder tilbage i sartheden i erkendelsen i dødens øjeblik, som samtidig er kærlighedens øjeblik. Hun opdager værdien af de dybere følelser i sine sidste dødssuk. Man kan endnu høre premiereopførelsen på BR Klassik (Bayerische Rundfunk) på nettet.

En af Neuenfels’ specialiteter skal nævnes, for den lever tilsyneladende godt her, nemlig ideen med at afbryde spillet med hjemmelavede sentenser, som er at læse med store bogstaver. Da scenen skal ryddes for alle ligegyldige personer efter den indledende scene, læser man efter Puccini: ”Når der kommer en postvogn, begynder operaen,” og da tragedien brænder på: ”Vi søger tragedien, som svinene søger trøffel.”

Lad os også slutte med Manuel Brugs ord i Die Welt om ”… onkel Neuenfels’ sørgelige, moraliserende eventyr om den materialistiske pige, som her fortælles ud meget indlysende og stærkt til dens triste finale. Og hvori man til slut virkelig ikke savnede Anna Netrebko. Hvori man ganske vist gerne ville have ladet sig varme af hendes kvindeligt-mørkglødende soprantoner.”

Alt er udsolgt til de kommende opførelser undtagen til de ekstra dyre festspilopførelser 28. og 31. juli. Man kan allerede nu bestille skriftligt hertil, og alle indkomne bestillinger til festspillene behandles ved lodtrækning den 2. februar. Telefonisk er det først muligt senere. Men mon ikke der kommer en dvd?

Sangere giver rabat til The Met

Endnu et emne i den forrige nyhedsartikel, ”Også stjerner har problemer”, har fået en naturlig eftersnak siden den blev sat på den 11. november. Metropolitan Operaen i New York har så vanskelige økonomiske vilkår for tiden på grund af en faldende publikumstilstrømning, at operachef Peter Gelb har sendt et høfligt artikuleret brev – det må man lade ham – til alle de sangere, som synger på The Met i denne sæson, som slutter i maj. I sommer indgik han en aftale med musikerne og scenearbejderne, at de gik ned i løn. Nu beder han sangerne om, at de giver afkald på syv procent af deres aftalte honorarer.

Det ser ud til, at han vil have held med det. På forhånd havde han sikret sig et ja hos førende sangere som Anna Netrebko, Renée Fleming, Joyce diDonato og Placido Domingo for blot at nævne en række publikumsyndlinge.

Også dirigenterne, instruktørerne og koreograferne spørges, om de vil give et afslag på deres honorarer. Gelb kan vist regne med en lang række positive svar. Hvem vil fortsat ikke gerne virke på The Met, som er et meget behageligt sted at være. Toplønnen, som de fire nævnte sangere og få andre får, svarer i denne sæson til ca. 98.000 kr, men den falder altså med rabatten til godt 91.000 kr. Men det er de mange, mindre honorarer, som samlet også vil komme til at tælle for The Met.

Godt nyt fra Bayreuth

Wagner-festspillene i Bayreuth havde engageret den omstridte provokationskunstner Jonathan Meese til at sætte ”Parsifal” op i 2016. Nu har Meese forelagt sine planer for selve opsætningen, men de kræver ekstra scenearbejdere og er i det hele taget så dyre i kostumer og dragter, at Bayreuth har måttet opgive hans medvirken.

Det må kaldes ”godt nyt”, for festspillene ville næppe have kunnet undgå en skandale. Ganske vist havde Meese lovet festspillene ”vanvittigt præcist at tjene Richard Wagner”, men han har altid haft vanskeligt ved ikke at bringe nazi-tegn og heil Hitler-hilsener ind i sine forskelligartede former for sceneoptræden. Han betragtes ikke som nazist, men som en provokatør, som også på denne måde har villet genere sine landsmænd.

Meese mener naturligvis, at det er løgn, at hans projekt overskrider det aftalte budget. Han har ikke kunnet få en begrundelse for festspilchef Kaharina Wagners beregninger, og han har ikke engang kunnet få et svar fra hende, da han tilbød at betale de ”ekstra” omkostninger selv.  I ”Der Spiegel” sviner han direkte Bayreuth-festspillene og søstrene Wagner til.

De skal nu ud og finde en ny instruktør til ”Parsifal” 2016. Den dirigeres i øvrigt af Christine Opulais’ mand Andris Nelsons.  

Nytårskoncert uden Sibelius, men med Lumbye

Wiener Philharmoniker havde i den kommende sæson bestemt sig for at spille Sibelius’ ”Valse triste” på den kommende nytårskoncert som en hyldest til den finske komponists 150 års fødselsdag. Sibelius levede en tid i Wien. Men nu skriver orkestret, at forlaget, som ejer det populære stykke, kræver så mange penge, at det ikke kan efterkomme det ”ublu” krav. Sibelius’ musik er beskyttet til 2017, og tilsyneladende vil forlaget pumpe de økonomiske muligheder, som snart til den tid vil ophøre. Nytårskoncerten sendes til hele verden på tv, og det giver forlaget muligheder for at bestemme prisen.Men at spille "Valse triste" på den koncert, som høres af flest mennesker verden over, ville også være uvurderlig pr for den finske komponist. Hvor dum kan man være?

Zubin Mehta dirigerer for fjerde gang wienernes nytårsprogram. Nu vil han koncentrere sig om familien Strauss’ musik med to undtagelser af Franz von Suppe og for tredje gang på wienernes nytårsprogram, hvis jeg husker ret, musik af vor egen Lumbye. Det bliver ”Champagnegaloppen”.  Så kan vi spørge, hvorfor det ikke i stedet er de festlige toner fra hanedansen i ”Maskarade” af Carl Nielsen, som også fylder 150 år i 2015.

Man kan endnu nå at komme med til nytårskoncerten i Wien. Der er tre identiske af dem, den 30. om formiddagen (billigere), nytårsaften og nytårsdag. Mangaard Travel Group i Aarhus har fået ekstra billetter til de to første koncerter. Man bor meget centralt i Hotel Astoria som 32. gange tidligere til nytår. Det er i let gåafstand både fra Musikverein, hvor wienerfilharmonikerne spiller, fra statsoperaen, hvor man også kan komme, og fra Konzertsaal, hvor Beethovens niende opføres i storstilet format også tre gange. Henvendelse Mangaard Travel Group, telefon 86 75 48 40 eller kjeld@mangaard-travel.dk

Foto: Jonas Kaufmann som Des Grieux og Christine Opulais som Manon Lescaut i Puccinis opera i München. Foto: Bayerische Staatsoper.