Dagens citat: ”At dirigere er kunsten at vide, hvornår man ikke skal forstyrre orkestret”. Herbert von Karajan, 1908-1989, chefdirigent for Berliner Philharmoniker 1955-1989.

 

Om få måneder skal den kommende chefdirigent for toporkestret Berliner Philharmoniker vælges. Da vil der ganske vist være tre år til, at Simon Rattle går af i 2018 efter til den tid at have virket i 16 år. Men det er ikke lang tid til at forberede de ændringer, som et så væsentligt dirigentskifte vil forårsage rundt omkring. Den klassiske musiks kalender går langt frem i tiden.  

Berlineravisen Der Tagesspiegel har hørt på rygterne, der svirrer omkring orkestret i Berlin. Pilharmonikerne stemmer nemlig selv om, hvem de vil have som førstedirigent. Det er ikke normen i alle orkestre.

At være chefdirigent for Berlins filharmoniske Orkester er en af de mest attraktive dirigentposter i verden. De nære konkurrenter, Wiener Philharmoniker, har for eksempel slet ikke nogen førstedirigent. Wiener-musikerne har endnu større selvbestemmelse. Samtidig er de fast ansatte på Wiens Statsopera, hvor andre bestemmer med operachefen i spidsen. For mange dirigenter er det af stor betydning, at de også fårlov at dirigere opera, og Berliner Philharmoniker spiller kun til opera på påskefestivalen i Baden-Baden, hvor de har et righoldigt koncertprogram.  

Et plus for arbejdsroen for den kommende chefdirigent i Berlin er, at økonomien er god og sikkert forvaret i en Philharmoniker-Stiftung. Derimod skal chefdirigenten for de store amerikanske orkestre også tænke på at føje sponsorerne, som i mangel af de store offentlige tilskud holder orkestrene oppe.

De tre fra rygtebørsen

Tilbage til Der Tagesspiegel, som beretter, at tre navne har været foran i rygterne om at blive chef for filharmonikerme.  De er den i Berlin fødte Christian Thielemann, som nu er ”Generalmusikdirektor” i Dresden og har stor erfaring fra Wagner-festspillene i Bayreuth. Der Tagesspiegel mener, at det specielt er strygerne i Berlin, som gerne vil have ham, fordi ”hansmåde at celebrere det senromantiske repertoire er en spændende kontrast til Simon Rattles maksimale nysgerrighed om alle epoker og æstetikker”. Man kan spørge, om han overhovedet vil tilbage til Berlin. Han har det ideelt i Dresden med både koncerter og opera på den dejlige Semper Opera, hvor han selv vælger sit repertoire. Han har utvivlsomt de bedste muligheder i Dresden for at videreføre sine ideer.  

To langt yngre konkurrenter er dels den 33-årige Gustavo Dudamel fra Venezuela, som er en fusentast, hvis man opfatter ordet positivt, men efter min mening vil han ikke kunne bidrage med meget andet end sin energi, som et stort publikum elsker.

Dels er det den 36-årige lettiske dirigent Andris Nelsons, som er blevet populær hos mange store orkestre, men der skrives om, at han af samme grund har fået for travlt til altid at være så vel forberedt som før. Hvis Nelsons vil koncentrere sig om Berliner Philharmoniker, må han efter min mening dog være et af topvalgene.  

To ældre mestre

Der Tagesspiegels musikredaktør Frederik Hanssens sætter to ældre dirigenter op mod disse tre, Daniel Barenboim og Maris Janssons. Barenboim har to gange før været inde i kappestriden, hvor han først tabte til Claudio Abbado og sidst til Simon Rattle. Skulle han virkelig have lyst at prøve én gang til, nu da han har virkelig succes med det andet store lokale orkester, Berliner Staatskapelle, og kan dirigere, hvad han lyster på Berlins Statsopera? Han vil i givet fald være 75 år, når han flytter adresse i Berlin. Han kan gøre det med god samvittighed, for han har allerede været kunstnerisk chef på Statsoperaen i 26 år, og han har virkelig gjort det godt.

Den lettiske Mariss Jansons er kun to måneder yngre end Barenboim. Han har af sundhedsmæssige grunde opsagt sin kontrakt med Royal Concertgebouw orkestret i Amsterdam, som under ham blev udnævnt til ”verdens bedste orkester” af en international storjury. Han har et svagt hjerte som sin far, Arvid Jansons, som døde på dirigentpodiet. Hans anden kontrakt med Den bayerske Radios symfoniorkester udløber i sommeren 2018. Tør han påtage sig endnu en chefstiling?

Men som Der Tagesspiegel skriver, så behøver hverken Barenboim eller Janssons at skulle bevise noget. Men avisen drømmer også om, at Berliner Philharmoniker, som med intensivt arbejde har nået så meget, giver sig tid til i ro at profitere af en Barenboims eller af en Jansons’ livserfaring og at sænke sig ned i de tilsyneladende allerede fortrolige partiturer.    

Vil kvinderne bryde mændenes magt?

Der Tagesspiegel nævner også en række yngre dirigenter, som er stærkt på vej. Der er Kirill Petrenko, som jeg vil mene har det for godt på Den bayerske Statsopera i München til at ville rejse til Berlin, videre Tugan Sokhiev i Toulose (ses og høres ofte på den franske musikkanal Mezzo), Andres Orozco-Estrada og Pablo Heras-Casado, som dirigerer ”La traviata” på festspillene i Baden-Baden til maj (Mangaard-Travel i Aarhus arrangerer festspilrejse hertil til maj). Nævnt bliver også Lionel Bringuier i Zürich, Robin Ticcato, som kendes fra Glyndebourne, og den ganske specielle græker Teodor Currentzis, som har indspillet meget roste Mozart-operaer for Sony, som desværre dog ikke sender anmeldereksemplarer til en anmelder, som kun er på nettet.

Der Tagesspiegel slutter sin store artikel med at konstatere, at nødvendigheden af at præsentere så mange nye ansigter som muligt, har givet mange talenter en tidlig chance. Vil de mange kvindelige dirigenter, som uddannes på konservatorierne rundt omkring, også snart kunne bryde mændenes magt på dirigentpodiet?

Foreløbig venter vi på den hvide røg, der står op fra Hans Scharouns Philharmonie koncerthus i Berlin, når den næste chef for et af verdens bedste orkestre er valgt til foråret?

Foto: Mariss Jansons: Kan hans hjerte holde til at blive chefdirigent for Berliner Philharmoniker?