Sidste: Den hvide røg steg aldrig. Efter 11 timers diskussioner måtte musikerne opgive at blive enige. Valget er udsat. Læs artiklen; Musiker bliv ved din læst.

Mandag den 11. maj skal den hvide røg stige op fra Berlins Philharmonie som tegn på, at en ny chefdirigent for Berliner Philharmoniker fra 2018 er valgt. Den tyske presse har for længst gjort det til musikkens pavevalg, for naturligvis vil man ikke få nogen røg at se. De tyske musikskribenter betragter chefstillingen i Berlin som den største og mest attraktive i den klassiske musikverden. Det kan man dog godt sætte spørgsmålstegn ved, uden at der skal være tvivl om, at orkestret er et af verdens allerbedste. Det er Wiener Philharmoniker også.

Der gættes og diskuteres på livet løs, hvem der bliver Simon Rattles afløser. Og der kan kun gættes. Philharmonikerne har en liste over de internationale dirigenter, som orkestret gerne vil samarbejde med, og orkestret vælger ud fra denne liste, som ikke er officiel, men man kan nogenlunde regne sig frem til den ud fra de gæstedirigenter, som denne sæson har budt på i Berlin. Officielt kan dog enhver levende dirigent blive valgt.

Det helt specielle er, at det er orkestrets 124 faste musikere, som alene vælger efter flertalsreglen. Der er ingen bestyrelsesmedlemmer og ingen politikere med. Musikerne bliver heller ikke enige i første omgang. For eksempel kan strygere og blæsere have forskellige ønsker, og det har de. Når valget er foretaget, ringer orkestret til den udvalgte, som har at være hjemme og har at svare omgående. Få minutters tænkepause er sagen. Forhandlinger er der ikke mulighed for. Men hvem af dirigenterne har ikke på forhånd eller gennem flere år sludret med musikernes tillidsrepræsentanter?  

Barenboim, Thielemann og Chailly

Det næste spørgsmål bliver så, om den udvalgte dirigent er parat til at rejse til, Berlin. Daniel Barenboim, som er chef for Berlins andet fremragende orkester, Staatskapelle, og byens Staatsoper, har netop meddelt, at han ikke bytter sit orkester ud med philharmonikerne. En af de absolutter favoritter er Christian Thielemann, men bliver musikerne enige om at vælge ham, bliver spørgsmålet, om Thielemann vil. Han er i dag musikchef i Dresden, og dels kan han her på Semper Oper udfolde sig som operadirigent. Tilmed er det et åbent spørgsmål, om Dresdens Staatskapelle i dag ikke er et mere homogent og klangspændende orkester for ham end Berlins philharmonikere.

Og dog: Thielemann er berliner, endda lokalpatriot, og han er elev af Herbert von Karajan, som så afgørende har præget ikke mindst orkestrets strygerklang. Det er da også strygerne i orkestret, som drømmer om at genvinde fordums glans under Thielemann. Men Thielemann er, hvad man kalder "direkte" at arbejde sammen med,  og det er næppe alle musikernes kop te.  .  .

Riccardo Chailly er også blandt favoritterne, men han er netop 1. maj startet som chefdirigent på La Scala i Milano, Italiens klart førende operascene, den eneste i operalandet uden store økonomiske problemer. Og Chailly er italiener, så for ham er La Scala toppen. Berlinerne og La Scala på én gang må være for meget, så jeg vil tro, at han vælger Milano. På den anden side er han samtidig fortsat chefdirigent for Leipzigs fornemme Gewandhausorchester, og der er tre år til 2018.  

To letter: Mester Janson og Andris Nelsons

Tidens mest alsidige dirigentmester er letten Mariss Janson, som fortsat er chef for det ligeledes fremragende Bayerske Radiosymfoniorkester i München. Han har netop sagt farvel til sit andet orkester, selveste Royal Concertgebouw i Amsterdam. Jansons problem er hans helbred, så han vil næppe få lov af sin meget tiltalende hustru at varetage to chefstillinger. Og han vil ikke forlade München, selv om arbejdet med en ny koncertsal synes at være gået i knuder. I Berlin er der ingen problemer af den art, heller ingen økonomiske.Men her tre dage før valget i  Berlin, har Janson forlænget sin stilling i München helt frem til 2021. Han synes ude af kapløbet i Berlin.

Mange interesser spiller ind i valget. Hvilken dirigent sælger bedst? Christian Thielemann blev forleden udpeget som berlinerpublikummets første favorit, da der blev foretaget en større privat undersøgelse blandt publikum til et par koncerter med den lettiske dirigent Andris Nelsons. Gustavo Dudamel, som har været del af det venezuelanske musikermirakel, dukker igen og igen op som en typisk sælger af klassisk musik med en charmerende begejstring som styrke, men jeg tror ikke på hans evner til at føre et fornemt orkester som berlinerne frem. Og det gør berlinerne selv næppe heller. Men han blev damernes favorit på den omtalte rundspørge. Men for eksempel Yannick Nézet-Seguin må være et klart bedre valg blandt de yngre dirigenter.  

Min personlige favorit er Jansons hans lettiske landsmand Andris Nelsons. Han har vist formatet både som koncertdirigent og operadirigent, det sidste også i Bayreuth. Han har også gæstet Danmark, blandt andet Randers med Staatskapelle Berlin. Nelsons er netop begyndt som chefdirigent for Boston Symphony Orchestra med en gevaldig succes og kontrakt til 2019 samt en pladekontrakt med Deutsche Grammophon. Overgangen til berlinerne kan tidsmæssigt altså blive let. Han er ung og energisk og alsidig, og han har allerede vist sans for at kunne pleje et orkesters klang, og det er væsentligt, for det har ikke været berlinernes stærkeste side under Simon Rattle. Nelson er fremtiden.

Men vi må vente på den hvide røg - og regne med en hård debat forinden bag de lukkede døre.

Mestersangerne som genforenings-premiere

Berlins Statsopera, som endnu i et par sæsoner har hjemme i det restaurerede Schiller Theater i Vestberlin, alt imens det historiske operateater på Unten den Linden i det tidligere DDR restaureres og udvides, åbner sæsonen med en nyopsætning af Wagners ”Mestersangerne i Nürnberg¨. Hold fast i spilletiderne for premieren. 1. akt begynder kl. 20.30 den 3. oktober med en god pause inden 2. akt, som begynder kl. 23.00. Den lange tredje akt spilles dagen efter den 4. oktober kl. 12. middag. Men bare rolig: De øvrige opførelser oktober igennem begynder og slutter samme aften.

Begrundelsen for premieretidspunktet ligger gemt i det fakta, at man fejrer 25-året for Tysklands genforening, som fandt sted i de par dage for netop 25 år siden. Den 3. oktober fejrede folk  genforeningen i Berlin, og den 4. oktober blev traktaten underskrevet. Daniel Barenboim, Statsoperaens jødiske musikchef, som naturligvis dirigerer ”Mestersangerne”, betragter netop denne dag som en god anledning til at ære den tyske kultur i al dens mangesidighed. Han betragter ikke ”Mestersangerne” som et udtryk for den tyske nationalsocialisme, men derimod som en anerkendelse af den tyske kultur og kunst, som han betegner som usædvanlig alsidig og tolerant.

”Mestersangerne” sættes i scene af den meget spændende instruktør Andrea Moses. Wolfgang Koch synger Hans Sachs, Juilia Kleiter er Eva og Klaus Florian Vogt den unge ridder Walther von Stolzing. Ganske interessant kan man så i mindre mestersangerroller høre to ældre koryfæer som Siegfried Jerusalem og Reiner Goldberg. De vil nyde det. Efterårets andre nyopsætninger bliver 9. november operachefen Jürgen Flimms af Mozarts ”Figaros bryllup” med Ildebrando d’Arcangelo og Anna Prohaska og dirigeret af Gustavo Dudamel og 19. december Verdis ”La traviata”.

 De dyre festdage i Berklin 18.-28. marts 2016 byder af nyt på Glucks ”Orfeo og Eurydice” sat i scene af Flimm og af nyere gammelt på Wagners ”Parsifal”. Barenboim dirigerer begge operaer samt koncerter med Wiener Philharmoniker foruden sit eget Staatskapelle Berlin. Hans Parsifal og Siegfried bliver Andreas Schager. Barenboim genoptager også Wagners "Ringen". Her synger Ann Pedersen Gutrune. Hverdagen byder også på dyre navne som Anna Netrebko i ”Troubaduren” i juli 2016 og Joseph Calleja i ”La bohème” i januar 2016. Disse to sidstnævnte kommer nu snart også til København og for Callejas vedkommende også til Aarhus i august.

Foto: Vælges Andris Nelsons som Berliner Philharmonikernes nye chefdirigent på mandag?