Buh-råbene er i de seneste år langsomt, men støt taget til i Royal Opera House i London, læser man. Det bekymrer briterne. Publikum her i Covent Garden regnes for at være relativt konservativt, så måske er det slet ikke overraskende, at premierepublikummet til Rossinis ”Wilhelm Tell” forleden er havnet i alverdens aviser, selv i den del af pressen, som ellers ikke interesserer sig for at skrive om opera. Heller ikke herhjemme er det nu nogen nyhed, at den italienske instruktør Daniano Michieletto fik det til koge i Covent Garden med buh-råb, da han indlagde en voldtægtsscene, hvori Rossini og hans tre librettister i 1829 havde tænkt sig, at det skulle gå mere fredeligt tíl.  

Var det nu så slemt? Rossinis musikalske mesterværk er ikke blandt de værker, som med rimelighed kan opføres efter bogen. Handlingen foregår under den habsburgske besættelse af Schweiz i 1300-tallet. I den aktuelle scene tvinger besættelsessoldaterne de lokale piger til at danse med sig. Musikken i denne scene er køn og lidt kedelig med en dæmpet stigning i tempo og voldsomhed, som dog antyder i hvilken retning det udvikler sig.  

Italieneren Daniano Michieletto, som betragtes som en frisk, men slet ikke provokerende instruktør, havde i stedet henlagt handlingen til de ulykkelige jugoslaviske krige (1991-2001). Var det så ikke realistisk, at han lod soldaterne voldtage en pige, indtil hun til sidst stod nøgen i nogle sekunder? På moderne operascener ser man voldsommere scener, uden at publikum af den grund bliver ekstatisk vred, ja uden at det nævnes i nogen avis,  

Operachef Kasper Holten har siden premieren udtalt, at den meget omtalte scene vil blive ændret, Pigen voldtages stadig, men hun får lov at beholde tøjet på.

Hvad nok snarere kan beklages er, at de førende britiske musikkritikere ret ensidigt bekræftede publikums reaktion. The Times’ anmelder Richard Morrison gav én stjerne af fem, men det virkede lidt tåbeligt, at 40 sekunder i en fire timer lang forestilling trækker forestillingen i bund for ham, ikke mindst når den musikalske del roses énsidigt. Er kun én stjerne ikke også en hån mod sangerne? Sunday Express’ anmelder Richard Morrison kræver, at hoveder bør rulle på operaen. Så står operachef Kasper Holtens hoved først for, men operachefen kan nu tage det roligt. Jeg har ikke set den aktuelle forestilling, så jeg skal ikke fremture om den, men som en nogenlunde fast læser af den britiske musikpresse er min tidligere respekt for den i nogen grad forduftet. Det hjalp følgende lille erindring yderligere til.   

Det er et år siden, at London-anmelderne forlod premieren på ”Rosenkavaleren” på festspillene i Glyndebourne og tilsyneladende gejlede hinanden så meget op på togturen hjem til London, at de i deres anmeldelser nedgjorde en af sangerinderne, som de (måske i deres drømme om modellen Twiggy på 41 kilo?) anså for at være for tyk, hvilket de i et meget uhøfligt sprog trampede rundt i. Jeg så få dage efter opførelsen fra Glyndebourne på video. Den omtalte sangerinde, som også i den tyske presse er et anset medlem af Statsoperaen i München, var både fremragende og charmerende og nu ikke specielt tyk.  

Er operapublikummet for sart?

Det er her ikke spørgsmålet om gammeldags opera kontra moderne regiteater. Damiano Michieletto er netop kendt for at kunne finde en god mellemvej. Det er spørgsmålet, om instruktøren ikke har ret i, at man for at kunne fortælle en opera, der handler om magthavere og krige, der netop går ud over uskyldige mennesker, er nødt til at skildre det i et billedsprog, som vi er kendt med ikke blot fra tv, men også fra andre kunstarter som film og teater. Har vi som operapublikum lov til at være mere verdensfjernt, fordi der lyder dejlig musik samtidig? Er det ikke trist for Royal Opera House at måtte læse en anmelder som The Guardians Tim Ashley, som opfordrer til, at ”Royal Opera begynder at genoverveje sine prioriteter og sit forhold til publikum”? Så publikum sidder pænt og ikke råber buh, mens musikken spiller?  

I rubrikken ovenover blev der spurgt, om det er i orden at råbe buh? Jeg beklager ikke at have et afgørende svar. Undertiden har man lyst til at råbe. Til andre tider føler man det som en plage, når det er de ”uvidende”, som råber. Efter min mening var det ikke i orden at skrige sådan op i London.

Der er kunstnere, dog ikke sangere, men for eksempel operainstruktører, som nærmest føler, at deres indsats er kikset, hvis de ikke bliver buh’et af. Sådan tror jeg, at den tyske operainstruktør Hans Neuenfels har haft det, Men for få uger siden satte han Verdis ”Macbeth” op på Staatsoper Berlin i en fremragende gengivelse helt uden outrerede eller svært forståelige indslag, og han blev hyldet med flere minutters stående ovationer uden et eneste buh-råb. Jeg har været til flere opførelser, hvor Neuenfels er blevet buhet ud, og han har set tilfreds ud.  Men nu blev han hyldet. Og Neuenfels stod på scenen og græd.

p.s.: I begyndelsen af maj i år blev Kasper Holtens opsætning af Karol Szymanowskis senromantiske ”Król Roger”, som betragtes som en polsk nationalopera, selv om den foregår i Spanien, modtaget med begejstring på Royal Opera og i den britiske musikpresse.

Scenen med voldtægten i Rossinis ”Wilhelm Tell” på Covent Garden. Foto: ROH