Dagens citat: Dirigenten Karl Böhm besøgte den højt agtede wiener musikkritiker Julius Korngold i familiens sommervilla. Knægten Erich Wolfgang, endnu ikke teenager, badede i bjergsøen, og faderen måtte kalde ham op: ” Erich, komponieren, nicht baden”. Drengen steg modvilligt op.   

Landsdelsorkestrene har begyndt en ny omgang med at besøge hinanden. Det er værdifuldt. Publikum rundt omkring opdager, at det ikke blot er dets eget  nære symfoniorkester, som i disse år er inde i en god teknisk og kunstnerisk udvikling. Provinsens orkestre befinder sig i øjeblikket alle på et dejligt højt plan, men samtidig med det gør politikerne sig umage for at give dem større økonomiske spændetrøjer på. Det giver en indre modsætning: Hvad der tabes i antallet af musikere, og det sker for landsdelsorkestrene på ny i det kommende år, søger orkestrene at opveje med et stadigt mere intensivt og fremragende arbejde.

Hvor længe kan orkesterkvaliteten holde?

Det går imponerende godt, men kan det holde? Politikerne har lagt bomber ud under det symfoniske musikliv, som netop kræver en fastholdt kvalitet. Meget kan være på vej til at briste. Politikernes nemme og tankeløse salami-metode at skære ned som aktuelt med to procent pølseskiver af tilskuddet rammer skævt. At miste musikere i et symfoniorkester, hvor minimumsantallet er fastlagt på forhånd, har en alvorligere virkning end for mange andre i kulturlivet, som skal spare det samme procenttal. Der er mange kulturinstitutioner, som lettere kan overleve at skære af pølsen, fordi hver enkelt skive ikke har samme afgørende betydning for kvaliteten.

Det var slet ikke meningen i denne omgang igen at komme ind på indskrænkningen af specielt landsdelsorkestrene muligheder. Men problemet lå så ulykkeligt godt for højre hånden, da jeg kom i gang. Jeg ved godt, at ordet kvalitet ikke findes i alle politikeres arbejdssprog. Lad os så straks få klaret, at nok er der meget godt i, at landsdelsorkestrene besøger hinanden, men det er mere kvalitativt end økonomisk. Det skulle da være indlysende, at når en by eller en landsdel betaler til et orkester, er formålet da at udnytte denne udgift i et bredere lokalt musikliv. 

Godt besøg af sønderjyderne

Sønderjyllands Symfoniorkester kom til Aarhus med en stor solist og et spændende program, og det blev en virkelig stor koncert. Den franske violinmester Renaud Capuçon er en af musikverdenens både flittigste og fornemste solister og kammermusikere, en dejligt stilsikker musiker, som ikke synes at have besvær med noget, om det er barokmusik, romantik eller ny musik. Han spiller på en Guarneri del Gesù kaldet ”Panette”, et kendt instrument fra 1737, som før tilhørte Isaac Stern, og som nu ejes af Banca Svizzera Italiana og udlånes til Capuçon.

Det er en interessant tanke, at to væsensforskellige musikere som Stern og  Capuçon har haft det samme instrument, for nok er de begge virtuoser, men Capuçon musicerer på en mere indadvendt måde end Stern gjorde, men dog både intensivt og elegant. Hans og Sønderjyllands Symfoniorkesters fint nuancerede præstationer under den unge Simion Gaudenz fandt meget fint sammen.

En usædvanlig violinkoncert

Erich Wolfgang Korngolds violinkoncert har i sig to verdener. Drengen Erich var ikke meget ældre end Mozart, da også han blev udnævnt til vidunderbarn som komponist. Han skrev således som 11-årig musik til balletten ”Der Scheemann”, som blev uropført på Wiens Hofoper (senere Staatsoper) i 1908. Hans største succes blev den da meget succesrige opera ”Die tote Stadt”, som ganske vist blev glemt i årene efter Anden Verdenskrig, men som nu har generobret repertoiret for eksempel også på Den jyske Opera. Korngold var også en fremragende dirigent. Han blev i 1934 inviteret til Hollywood for at skrive musikken til Max Reínhardts film over Shakesperares ”En skærsommertnatsdrøm”. Han forblev i USA, hvor han blev en af alle tiders største filmkomponister. På denne måde var han som jøde så heldig at være i Hollywood og ikke i Wien, da nazisterne i 1938 marcherede ind i Østrig.

Korngolds fortid som senromantiker høres i hans filmmusik. Efter krigens afslutning forsøgte han med violinkoncerten som sin største succes igen at slå igennem med senromantisk musik, men Europas musiksmag havde flyttet sig. Korngold blev kritiseret for manglende fornyelse, men som man læser i progammet, forsvarede han sig: "Man kan ikke forlange af æbletræet, at det bærer abrikoser". Violinkoncerten blev uropført af Jascha Heifetz i 1947. Også i den møder man to verdener. Korngold har taget filmmelodier op og i bearbejdet form brugt dem som temaer, men stilen er efterklange af hans oprindelige senromantiske musik. Man må nu sige, at kombinationen er lykkedes, akkurat som den aktuelle opførelse blev det. .  

Mere Sibelius

Jeg ved fra cd’er som for eksempel Schumanns symfonier med Odense Symfoniorkester, hvor selvstændigt tolkende dirigenten Simion Gaudenz kan være. Sibelius’ fjerde symfoni fra 1911, en af finnens vanskeligere, fik her en meget engageret og åben tolkning fyldt af friskhed og melodisk energi. Sibelius’ musik var ofte mørk, han var skovenes fortolker, men ikke alene de store finske skoves. Allerede i førstesatsen erindres man om dystre Wagner perspektiver fra ”Götterdämmerung”. Andensatsen er mere udadvendt, mens den langsomme tredjesats er stærkt eftertænksom, og her vil jeg gerne fra Leif V.S. Balthzersens programartikel citere, hvad Sibelius engang sagde om sin musik: ”Hvis jeg med ord kunne det samme som med musikken, ville jeg naturligvis anvende et verbalt udtryk. Musikken er selvstændig og meget rigere. Musikken begynder dér, hvor sprogets muligheder ophører. Derfor skriver jeg musik”.

Koncertsalenes store betydning

Det blev en flot koncert fulgt af et stærkt bifald. Der måtte gerne have været endnu flere i Symfonisk Sal, men Aarhus Symfoniorkester havde koncerten med i deres eget sæsonprogram, givet sine abonnenter rabat og pressemæssigt behandlet den på samme måde som orkestrets egne koncerter, så det var i orden.

Jeg mente at kunne høre, at sønderjydernes egen fine akustik i deres hovedkoncertsal Alsion i Sønderborg ikke adskiller sig meget fra den i Symfonisk Sal i Aarhus. Derfor kunne allerede optakten med Debussys ”Forspil til en fauns eftermiddag” falde så fint ind i Aarhus-akustikken. Odense symfonikerne brugte for eksempel længere tid om at finde ud af, at de for at blive hørt ikke skulle spille lige så kraftigt igennem som hjemme i Odense. .

Tre dage i træk i Symfonisk Sal: Torsdag Aarhus-orkestret på hjemmebane med Sibelius og Karol Szymanowskis første violinkoncert. Læs anmeldelsen heraf:  ”Finlandia i første ombæring”. Fredag fulgte den her omtalte koncert med sønderjyderne. Lørdag middag: Aarhus Symfoniorkester spillede igen med Eugene Tzigane som dirigent i Sibelius og uddeling af to store Harby-legater til Gunvor Sihm, som kvitterede med Mozarts tredje violinkoncert, og til Marie Sønderskov, som spillede Erik Norbys ”Illuminations, Capriccio for fløjte og orkester”.

Billede: Den franske mesterviolinist Renaud Capuçon