En anden julemusik

Vi kan lige nå at notere, at der er meget, som kaldes julemusik. Vore mange dejlige salmer er selve julen for mange af os. De hører også familiens juletræ til. Men de bliver ofte kværnet og mishandlet i julesalgets navn. Maskinmusik bliver kaldt julemusik.  

Men så er der den direkte modvægt og modsætning, den ægte seriøse julemusik, som århundreder ikke har kunnet begrave i støv. Det er ikke børnenes julemusik, men det er den voksne musikelskers jul. ”In dulci jubilo” er en cd med julemusik af Buxtehude (c.1637–1707) og venner fremført af Theatre of Voices, en gruppe på otte sangere og syv musikere (strygere, fagot og orgel) under ledelse af Paul Hillier. Den internationale topgruppe er baseret i København, og der er naturligvis flere fremragende danske sangere og musikere med.

15 stykker musik er opdelt i fire grupper efter indholdet. Der er en fin præsentation i tekstheftet, både levende og pædagogisk. Bibelteksten for hver gruppe angives fulgt af noter til værkerne: Bebudelsen og advent - Dúben, Scheidemann, Bach-familien og Buxtehudes venskab med Reincken.  Hyrderne - og oratoriet. Jesu fødsel – Lübeck, Frans Tunder og Abendmusikken. Nytår og Helligtrekonger – Mathias Weckmann, J.P. Sweelinck og kontrapunkt-studiegruppen. Sådan lyder indholdet. Samtidig får vi komponisterne. Man får meget at vide, som er godt at vide. Noterne giver en ekstra mening, når man lytter.

Der er forbavsende meget gedigen musik, forbavsende fordi man ikke kendte dens eksistens. Det er en fornøjelse at lytte, som den spilles og synges. En cd med virkelig atmosfære. Den er også ideel mod stress, fordi musikken har den ægte ro i sig. Og vigtigt: Det er musik og en udførelse, der er helårs holdbar, ikke blot til disse dage.  

In dulci jubilo. Julemusik af Buxtehude og venner. Theatre of Voices. Dacapo 6.220661. 78 minutter.   

Dansk topindspilning af Bachs cellosuiter

Der er anden gedigen musik til juletidens rolige stunder, hvor man kan fordybe sig og nå ind til den eftertanke, som burde høre højtiden til, som ikke mindst Johann Sebastian Bachs seks suiter for cello. De har absolut intet at gøre med julen, men det er alligevel en specielt god tid at høre dem på. Men det er naturligvis uudtømmelig musik til hele året.

Bach var ansvarlig for musikken i Thomaskirken i Leipzig, men i årene 1718 til 1723 var han ansat hos den unge fyrst Leopold af Anhalt-Cöthen, som i den lille provinsby endda havde etableret et kammerorkester, hvortil Bach skrev de seks berømte Brandenburger-koncerter. Fra denne tid er også de seks suiter for cello, hvis originalmanuskript ikke findes længere, men Bachs musikalsk energiske anden hustru Anna Magdalena kopierede dem. Det har hun gjort så omhyggeligt, at en australsk musikforsker Martin Jarvis i 2006 fik ideen, at hun også er komponist til dem. Det er dog meget klart blevet afvist af alle andre forskere, så glem det. Det var først i begyndelsen af 1900-tallet, da den berømte cellist Pablo Casals fandt de gamle noder i et musikantikvariat og præsenterede dem, at Bachs cellosuiter blev et af musiklitteraturens faste storværker. 

Toke Møldrup, international koncertsolist og solocellist i Københavns filharmoniske Orkester (tidligere Sjællands Symfoniorkester) har revisited og indspillet suiterne i København med Viggo Mangor som tovholder for det amerikanske selskab Bridge. En glimrende teknisk optagelse, hvor man får den dybe varme celloklang frem og samtidig håndarbejdet på strengene. Så tæt på er mikrofonen. Toke Møldrup er en af mestrene, der får én til at lytte og leve med i de stiliserede danse, som satserne er. Dansearten er de samme fra suite til suite. Et præludium følges af en allemande, en courante, en sarabande og til slut en gigue, men forinden i femte sats enten af et par menuetter, bourréer eller gavotter. Tøjet passer, men under det varierer indholdet herligt.  

Det er ret fantastisk, som man i Møldrups indspilning fornemmer musikkens indbyggede flerstemmighed frembragt af kun én bue på strengene. Møldrup spiller mærkbart på to forskellige celloer. I de fem første suiter på en firstrenget cello bygget af Davis Techler i Rom 1697. I den sidste suite for solocelloen og i den første suite nu udsat til kvartet af Viggo Mangor på en 1800-tals firstrenget cello ombygget til fem strenge af Birger Kulmbach i 2016. Man hører, hvor meget de to instrumenters ”personligheder” medvirker til totalresultatet. I den glimrende kvartet hører man også Elisabeth og Kirstine Zeuthen Schneider på violiner og Viggo Mangor ved kammerorglet. Og det er spændende og udbytterigt at sammenligne celloudgaven og kvartetversionen af den samme musik.

Der er 19 sider god læsning på engelsk i pladehæftet, som jo er amerikansk. Det er ganske specielt med en dansk indspilning, som ikke alene er sponsoreret af Augustinus Fonden og Det danske Solistforbund, men også af The New York Foundation for the Arts. Det er et forrygende pladesæt, som jeg er spændt på at erfare modtagelsen af ude i musikverden. Toke Møldrup spiller rytmisk vitalt og samtidig med fast intensitet ikke blot klangligt, men også i helhedens musikalske formning. Udadvendt og indadvendt på samme tid.  Jeg har lyttet fascineret til disse herlige solosuiter. Gør ligeså.

Toke Møldrup spiller Bachs seks cellosuiter. Bridge 9503A/B, 137 min.

Musica Mythica

Det må siges at være dristigt af de to unge musikere violinisten Benedikte Damgaard og pianisten Emil Gryesten at indspille Richard Strauss’ ungdomsværk, sonaten opus 18 i Es-dur, og to værker af polakken Karol Szymanowski, for det er nok ikke den musik, som et dansk publikum venter på. Men hvor er det godt, at de gør det. Vi kender Strauss’ tonedigte, som kom efter, og hans symfonier, som kom endnu efter, men denne violinsonate, som han komponerede som 23-24 årig har ungdommens nysgerrige frodighed og allerede sin komponists specielle evne til at forme melodier, samtidig med at den på en anden måde fortæller om noget, som skulle komme. Den peger både tilbage i sin samtid (1882) og fremad. Kammermusikelskere vil kunne tage den til sig, som den hengivent spilles af de to unge sublime musikere.

Pladetitlen er hentet fra polakken Karol Szymanowskis ”Tre myter” som 33-årig i 1915. Han besøgte og blev inspireret af sit barndomshjem i en skøn natur i Ukraine til at sætte tre græske myter i musik. Man kan følge historierne i musikken. Flodguden Alpheus opdager den badende Arethusa og forelsker sig voldsomt, men hun flygter skræmt. Gudinden Artemis hjælper hende, forvandler hende til en kilde, men flodguden omdanner sig selv til en stærk strøm, som omfavner hende. Den anden myte er om Nacissus, der nok var smuk, men også hovmodig og forfængelig og blev hentet af Nemesis til en sø, i hvis spejlbillede af sig selv Nacissus dør. Den tredje myte handler om skovguden Pans kærlighed til dryaden Syrinx. Hun flygter fra ham og må omdanne sig til noget siv i flodkanten. Pan plukker af den og skaber sin fløjte. Jeg har kort fortalt myterne, for at man forhåbentlig aner de mange muligheder for fortællende detaljer, som musikken har. Benedikte Damgaard og Emil Gryesten fortæller dem, så det er til at fryde sig over igen og igen. I øvrigt: Ida Kretny står for et farverigt cover, som man bliver i godt humør af at studere. 

Mythica med Benedikte Damgaard og Emil Gryesten.  Richard Strauss og Szymanowski. CDKlassisk CDK 1166. 54 min.       

Rued Langgaard genopvækkes

I artiklen ”En regnbue af dansk musik” den 9. april begejstredes jeg over Berit Johansen Tanges tredje cd med klavermusik af Rued Langgaard. Den kan let findes under omstående artikler. Nu har hun sammen med Gunvor Sihm indspillet den første cd af Langgaards samtlige eksisterende værker for klaver og violin. De er ikke så specielt spændende, som klaverværkerne var, ikke så gennemført originale. Men sædvanligt er det langt fra. Vi får vi dog den Langgaard, der snart vil være lyrisk ”normal”, snart overraskende ”anderledes”.

Det høres allerede på cd’ens første værk, Ècrasez l’infame” (Knus det afskyelige – Voltaire-citat), komponeret så sent som i 1949, tre år før Langgaards død i Ribe, da han i en høj grad tilstræbte at modstille romantik og ”vild gestik” for at benytte Langgaard-forskeren Bendt Viinholdt Nielsens udtryk i pladeheftets lange værdifulde tekst. Sonate nr. 4 ”Parce nobis, Jesu” indeholder de samme modsætninger med pludselige skæve motiver. ”Kort violinsonate” er også fra dette år, indholdet nedkogt til tre et halvt minut. Det er faktisk raffineret. Som en modsætning får man to satser fra en ufuldendt sonate helt tilbage fra 2009-11. I dag må man undre sig over, at de to satser, som passer fint ind i, hvad der ellers skete sydpå på samme tidspunkt, aldrig blev opført igen i Langgaards tid.  

Men i dag har vi meget lettere ved at ”forstå” Langgaards musik. Og det er glædeligt, at gode musikere gør et stort stykke arbejde for at bringe den videre. Gunvor Sihm og Berit Johansen Tange gør Langgaards musik ”forståelig”, så godt, smukt og forstående de også spiller den. Dette er kun vol. 1 i udgivelsen af Langgaards samlede værker for violin og klaver.

Rued Langgaard. Værker fir violin og klaver vol. 1. Gunvor Sihm og Berit Johansen Tange. Dacapo 8.226130. 54 min.

Tak for i år til Gade

Niels W. gade blev født i 1817, og hans 200 års fødselsdag er blevet fejret i koncertsale og på plader i en grad, som må siges at være flot. Så vi siger tilbørligt farvel til Gade og ønsker ham ro i nogle år. Eller er hans musik nu blevet så kendt, at det ikke blot er bryllupsmarchen og ”Elverskud”, som har bidt sig fast?

En af årets bedre Gade indspilninger rummer al hans musik for firhændigt klaver. Copenhagen Piano Duo, som består af Tonya Lemon og Cathrine Penderup, har indspillet den både med klang og energi og impuls. Optakten er Gades opus 4 ”Nordiske Tonebilleder”, som konfronteres direkte med Schumanns ”Bilder aus Osten”, og her lægger man nu mere mærke til fællesskabet end til forskelligheden.  Så følger tre karakterstykker, ikke alvorlige, egentligt er der slet ikke tale om netop karakterer, men behagelig god kvalitetsunderholdning. Bryllupsvalsen får man i to versioner, og den, som Gade skrev, at den også var en sølvbryllupsvals, spilles til mange genhør.

CD’en afsluttes med Schuberts fantasi i f-mol komponeret i hans dødsår. Det er smuk musik. Her kan man tale om vekslende karakterer. Fantasien spilles tilmed dejligt karakterfuldt.  Der findes ikke nok musik af Gade til en hel cd, så Schubert, der blev født 20 år før Gade, og Schumann, der blev født syv år før, hører naturligt hjemme på en plade, der naturligt kaldes ”The Golden Age”. Men det nytter ikke andet end at vedkende sig, at Schubert er det bedste stykke musik. Lad så være, at (sølv)bryllups-valsen oftest vil blive trukket frem for sig selv,  

The Golden Age. Firhændige klaverværker af Gade, Schubert og Schumann spillet af Copenhagen Piano Duet. Danacord DACOACD 786.

Billede: Bach-cover’et er en efterligning med Toke Møldrup af E.G. Hausmanns maleri fra 1746 af Johann Sebastian Bach. Kun jakken har for få knapper.