af John Christiansen - d. 13. oktober 2018
Musikken er der, men ellers kan man ind imellem tro at være til en anden opera.
Den jyske Opera har påbegyndt sin rejse landet rundt med
Bizets ”Carmen” på fransk, Det sprog mestrer den hollandske sangerinde i
titelpartiet flot og fint, men det er ikke hjemmebanesproget for flere i den
internationale sangerbesætning. Det er dog blot en naturlig ting, og det vil
kun genere francofiler, altså de færreste. Men musikken er der, og det er det
vigtigste. Jeg så og hørte forestillingen i Kolding Comwell Teater, hvor vi fik
Bizets fængende musik for fuld udblæsning af Sønderjyllands Symfoniorkester,
som snarest gav os for meget end for lidt.
Akustikken ude i salen var i sig selv problematisk. Det
gjorde for eksempel lidt ondt, da Don José afslutter sin kærlighedsarie til
Carmen i anden akt, og hun såret og tvivlende svarer stille: ”Nej, du elsker mig
ikke” og overdøves af orkestrets svar, der virkede som et brag ude i
salen. Dirigenten var ellers Jérome
Pillemant, som vi har så gode minder om fra Massenet ”Don Quichotte” også på Den
jyske Opera. Her dirigerede han en kraftig, pågående og fra starten også en hastig
”Carmen”-opførelse, som utvivlsomt passede mange tilhørere godt.
En stor mundfuld
Amerikaneren Thaddeus Strassberger står som instruktør,
scenograf og kostumedesigner. Det er en ordentlig mundfuld, og Strassberer
havde ikke forsøgt at gøre den mindre og mere overkommelig. Han havde formet en
enhedsdekoration bestående af alt, som han kunne tænke sig. I et hjørne var der
nærmest indrettet et bedekammer, og bag det var en kæmpe bagsmæk til en
lastvogn, som også kom til at åbne for en flok indsmuglede kvinder, som
tilsyneladende var blevet nyt og bedre smuglergods end det sædvanlige. Den ide
fik Strassberger dog ikke mere ud af, og det var egentlig typisk for ham. Han
havde mange ideer, sandelig også gode og interessante, men han var mindre god
til at omsætte dem til bæredygtigt teater.
Det var langt fra den ”Carmen”, som vi plejer at se. Den
jyske Opera har valgt at bruge Bizets originalversion med megen talt tekst, men
fornuftigt nok pænt beskåret, da den tales på fransk. Men Strassberger havde
sine egne ideer. Han lader Don Joses oprindelige kæreste Mikaëla dø, og det
skal jeg indrømme, at jeg aldrig tidligere har set, mens han lader Carmen leve,
eller som en kollega skriver, man ved knap nok, om hun lever eller dør. Begge
dele foregår anderledes i Bizets egen ”Carmen”, hvor Don José dræber Carmen,
mens Mikaëla for længst er ude af billedet og på vej hjem.
Det er en mærkeligt rodet scenegang, for egentlig sker der
en masse, og alligevel formår manglende personinstruktion at fremkalde flere
tomme øjeblikke. Et eksempel på en udtryksfuld scene var derimod pigernes
kortspil med døden, som også blev godt sunget. Der blev skudt højt og stærkt med
revolvere, som det blev advaret imod allerede ved indgangen. Lidt mindre alvorligt skrevet : Mærkeligt
virkede det, så dårligt som både Don José og den berømte toreador skød vildt og
inderligt på hinanden fra nær afstand, men det var naturligvis forståeligt, at
de ikke ramte, for de havde begge endnu en akt at synge.
Denne ”Carmen” foregår i vor tid uden den traditionelle
folklore undtagen i glimt. Hvorfor skal det være så grimt? Og hvorfor så brutalt? Smuglerne kan ikke undvære deres mobil-telefoner, og der er tændte
tv-apparater i krostuen hos Lillas Pastia, som viser kampen i tyrefægter-arenaen
og det franske fodboldlandsholds bedrifter. Men det er da en tanketorsk ikke at
slukke for tv, når operaen glider over i tredje akts forspil, som skildrer en
andalusisk aftenstemning så vidunderlig smuk, men som her tabte i værdi, fordi
vi i salen måtte glo på scenens tændte skærme med moderne biler etc.
Dobbeltbesat forestilling
Forestillingen er dobbeltbesat. Jeg så og hørte
premiereholdet i Kolding. Her var den hollandske sopran Francine Vis i
særklasse med en smukt nuanceret sang og som skrevet en ægte fransk udtale. Det
gav et væld af udtryk. Hun var ingen voldsom Carmen, men en indholdsrig Carmen.
Det sjældne skete, at den ligeledes velsyngende Mikaëla, Lona Mohr Villadson var
endnu mere dramatisk udadvendt i sin sang end Carmen. Barytonen Lars Møller
sang toreadoren Escamillo smukt og godt. Og sådan fortsatte det med flere gode
præstationer også af danske sangere. Den jyske Operas Kor sang fornemt godt,
men korets
sædvanlige sceniske dygtighed blev ikke udnyttet så meget, som vi for eksempel så det i
”Passageren”.
Det er en mærkelig sæsonstart. Den begyndte stort med en ny
opera, en aktuel opera, Weinbergs ”Passageren”, som blev en af de bedste og
mest vedkommende forestillinger på Den jyske Opera nogensinde (jeg har set dem
næsten alle siden 1952). Denne ”Carmen” befinder sig et andet sted på skalaen.
Men den har den fordel, at den har Georges Bizets musik.
p.s. I Kolding Teater skete der noget usædvanligt. Pludselig
gik forestillingen i stå. En ung kvindelig forestillingsleder kom frem og sagde,
at de ikke vidste, hvad der var sket, men nu skulle hun undersøge det. Tilskuerne
på første række lige bag dirigenten blev så bedt om at trække længere ud på rækken.
Et par damer var blevet placeret for tæt bag på dirigenten og måtte altså vige
fra deres gode pladser. Det var kun forståeligt, at dirigenten ikke kunne arbejde
med publikum i så tæt nærhed.bag, at de mageligt kunne kildre ham i nakken. Jeg har overværet mange afbrydelser af en
forestilling, men sjældent så professionelt charmerende behandlet som denne blev
det af produktionsleder Malene Myrup Villesen,.
Hvis man vil læse mere
om Georges Bizets ”Carmen”, så står artiklen ”Kom tættere på Carmen” allerede
klar.
Billede: Francine Vis
som Carmen og Lars Møller som Escamillo i ”Carmen”. Foto: Den jyske
Opera/Anders Back.
Slagsmål til Mahler
I torsdag var selveste Gewandhaus Orchester fra Leipzig på besøg i Malmø med deres chefdirigent Andris Nelsons. Det var en begivenhed. Midt i en Mahler-symfoni slog Nilsons af. Der var for meget generende støj fra balkonen. Avisen Sydsvenskan har fundet ud af, hvad der skete. En dame havde gnasket slik. Manden ved siden af havde pludselig fået nok af hendes støjen med karameller og snuppede hendes slikpose. Hun svarede igen med at give ham en øretæve. Da Mahler var slut, havde hendes husbond taget affære og havde angrebet karameltyven. Nu har Koncertsalen i Malmø indført et forbud mod slagsmål under koncerter. Det er både vittigt og klogt. Kilde: Hummers Musiknyheder).