Paul von Klenaus ”Michael Kohlhaus”

Med den nye tyske operachef Philipp Kochheim  udgiver Den jyske Opera for andet år i træk en indholdsrig (96 sider) uindbundet bog med alt om sæsonen 2019-20. Så meget læseværdigt stof på forhånd om et års opera er et sjældent gode herhjemme. Den fortæller i flere artikler om hele sæsonen, og den udleveres gratis før alle operaens forestillinger landet over begyndende med ”Carmen” nu lørdag i Aarhus og næste gang til forårets store forestilling landet over, August Ennas ”Kleopatra” i marts-april og videre til selveste tangokongen Aston Piazzolas ”Maria de Buenos Aires” i slutningen af marts. Programbogen for den indeværende sæson vil naturligvis stadig blive udleveret. Den nye vil også ligge fremme på udvalgte steder for eksempel i Aarhus på biblioteket Dokk1 og kunstmuseet Aros.  Men først og fremmest kan man altid læse bogen på Den jyske Operas hjemmeside.    

Dette års sommerforestilling Weinbergs ”Passageren” var en succes, men den burde være set og hørt af mange flere. Sommerforestillingen i Musikhuset Aarhus den næste 21., 22. og 24. august 2019 er så muligvis et dristigt valg, og dog må man sige, at forestillingen sandelig burde tiltrække både et nyt og et gammelt publikum, både et ungt og et ældre publikum. Blot er det ikke en børneforestilling, men børnene sørger Den jyske Opera godt for på anden vis i sæsonen. Operaen lyder ubekendt, og det er Paul August von Klenaus ”Michael Kohlhaas” da også. Det er en opera af en dansk komponist aldrig før opført i Skandinavien. Jeg kender den altså ikke, men jeg kender anden musik af Klenau, og den er ikke vanskelig tilgængelig. Det er tværtimod stor musik fra 1930’erne. Vi kan forvente stort anlagt opera som hos Wagner, ikke langt fra Puccini med ”La boheme” og ”Tosca” for det brede publikum, og så har den i tilgift den samme raffinerede klangskønhed, som man finder hos Richard Strauss og Schönberg. 

Man får meget mere besked om musikken i en artikel i bogen af Jonas Alber, som dirigerer opførelsen. Musikken er både senromantisk, modernistisk og med mange citater tilbage til middelalderen. Handlingen foregår i 1352 i Brandenburg. Hovedpersonen er hestehandleren Michael Kohlhaas, som bliver uretfærdigt behandlet og derfor udvikler sig til en blanding af en revolutionær og en terrorist. Hvordan behandles i en anden artikel i bogen. Nok er handlingen bygget over Heinrich Kleists novelle udgivet i 1808, men den er ikke uden aktualitet nu: Hvor går grænsen mellem rigtigt og forkert, mellem en revolutionær og en terrorist, mellem en idealist og en diktator?

Man læser også et interview med instruktøren, operachef Philipp Kochheim, som åbenbart selv stiller spørgsmålene. Det første lyder udfordrende: ”Hvor meget bekymrer det dig, at denne opera har været en af Adolf Hitlers favoritoperaer”? Hvis den virkelig var det, må man ikke glemme, at Hitler var temmelig musikalsk, hvilket vi jo desværre må tage med. Interessant nok opdagede man efter verdenskrigens afslutning i 1945 i Hitlers private pladesamling også megen russisk musik, som han selv havde forbudt i nazi-Tyskland. Klenaus opera blev uropført i 1933, lige før Hitler blev Hitler, så ”der Führer” var ikke nogen model for Klenaus hovedperson, og operachefen konstaterer, at han ”ikke fandt noget antisemitisk, racistisk eller andet foragteligt i hans udtalelser”. Kochheim afslutter: ”Lad os diskutere hans arbejde frem for at dømme uden nogensinde at have set eller hørt det og forhåbentlig nå en bedre forståelse for forholdet mellem kunst og politik”. Jeg vil tilføje, at ingen publikummer kan opfinde en undskyldning om nazisme for at blive hjemme. Man kan roligt være med til at hylde Paul August von Klenau (1883-1946) for en skandinavienspremiere på en – forventelig – stor dansk opera – dog skrevet på tysk.

Sangerbesætningen er international med den italienske baryton Filippo Bettoschi i titelpartiet Michael Kohlhaas. Den kvindelige hovedrolle synges af den irsk-amerikanske mezzosopran Aileen IItani.  Der bliver genhør fra forrige sæson med de to tyske sangere tenoren Daniel Szeili og sopranen Tanja Christina Kuhn. Nede på listen er der flere danske sangere med.    

Tjaikovskijs ”Jevgenij Onegin”

Operasangere skal kunne mange sprog. Til sommer tysk, til næste efterår russisk, for da synges Tjaikovskijs (1840-1893) mest populære opera ”Jevgenij Onegin” på russisk med premiere i Odense Koncerthus den 9. oktober og på landsturné frem til den 30. november. Jeg kan næsten ikke få mig til at skrive, at den som næsten altid på dansk kaldes ”Eugen Onegin”, for Eugen er ikke noget russisk navn, men en fri og dårlig ”oversættelse”. Beskrivelsen af handlingen efter Pusjkins versroman er i programbogen kogt præcist og rammende ned: ”Kærlighed, lidenskab, jalousi, længsler, krænkelser og død i zartidens Rusland baner vejen for, at den smukke pige fra landet, Tatjana, falder for den arrogante mand fra Skt. Petersborg, Onegin, som først mange år senere finder ud af, at han er lige så forelsket i hende, som hun var i ham. Men da er det for sent”.  

En dansker synger lykkeligvis titelpartiet Onegin, barytonen Jens Søndergaard vekslende med nordmanden Leif Jone Ølberg, som vi allerede har lært at kende som en sanger, der er værd at have fast på Den jyske Opera. Den internationale sangerbesætning på Den jyske Opera ser lovende ud. Russeren Dmitrij Bashkirov og franskmanden Philippe Do skifter som den sørgeligt af jalousi fyldte tenor Lenski. Det store vidunderlige parti som Tatjana bliver et nyt genhør med den tyske sopran Tanja Christine Kuhn, som veksler med waliseren Elin Pritchard. Olga synges af Johanne Højlund, som allerede har haft to succes’er på Den Jyske Opera i ”Passageren” og som Carmen. Gremins mægtige basarie synges såmænd af en amerikaner, Valeria Ruminski.  Der er ikke mindre end syv af de gode korsangere på Den jyske Opera med i solopartier, blandt andet Birgit Demstrup og Birgitte Mosegaard Pedersen som godsejerfruen Larina. Den jyske Operas musikchef Tecwyn Evans, der er fra New Zealand, dirigerer. Instruktøren er en alsidig tysker, Heinrich Horstkotte. Ib Asp er lysdesigner, og ”Jevgenij Onegin” er netop en opera, der indbyder til at lege med lyssætningen. .

Mozarts ”Bortførelsen fra seraillet”

Det vil glæde mange af Den jyske Operas faste publikum, at den anden af sæsonens operaer, som skal landet rundt, bliver Mozarts ”Bortførelsen fra seraillet” med premiere i Musikhuset Aarhus den 21. februar 2020 og videre turné til 4. april. Her bliver det store spørgsmål iscenesættelsen af den i dag måske ret naive handling. To vestlige kvinder, den engelske Konstanze og hendes kammerpige Blonde og hendes altmuligmand Pedrillo holdes indespærret i Bassa Selims serail. De tre er blevet fanget af pirater og solgt til Selim, som naturligvis har forelsket sig i Konstanze. Pedrillo mener, at Blonde er hans, men hun er blevet givet som slavinde til haremsvogteren Osmin. Adelsmanden Belmonte, Konstanzes gamle kæreste, har funder frem til seraillet naturligvis med plan om at hente de tre hjem. Men Selim er nådig. Der opstår dog et problem, da Selim opdager, at Belmonte er søn af den mand, der engang tvang ham selv i landflygtighed. Naturligvis ender det godt.

Det er en naiv historie, hvis man tager den for bogstaveligt, men kun da. Sæsonprogrammet indeholder en ret stor oversat artikel af en kendt tysk musikskribent Attila Csampai::”Et forsvar for en harmløs opera”. Og vi må sige heldigvis for musikken, som fortæller om kærligheden i dens mange nuancer. Det er rigtigt, som det skrives af instruktøren, som igen er operachef Philipp Kochheim: ”I vor tid har flere opsætninger af ”Bortførelsen” inddraget en underliggende konflikt mellem orientale og vestlige værdier og adfærd. Det har ført til talrige opsætninger af operaen, som har forsøgt at drage paralleller til nuværende konflikter, til radikale islamister eller til aktuelle problemstillinger om social integration”. Det er Kochheim stærkt uenig i: ”For det første fordi der ikke er eksempler på terrorisme i musikken. For det andet fordi forholdet mellem Bassa Selim og Konstanze er betydeligt anderledes og sandsynligvis mere komplekst end det kunne have været mellem en ISIS-terrorist og en tilfangetaget amerikansk soldat. Dette peger på Mozarts magi og sandhed, som aldrig er simpel eller éndimensionel”.

”Mozart er den menneskelige sjæls komponist. Med et stort musikalsk mikroskop afslører han, hvad er kan ske, når en mand møder en kvinde, når de bliver forelskede, og når et andet individ blander sig”. Der fortælles nu altså en anden og anderledes nutidig historie, og det gode er, at den har bund i Mozarts musik. ”Konstanze er splittet mellem to verdener, den med Belmonte og den i luksus med Bassa Selim. Hendes problem er ikke, at det er umuligt at undslippe, men at hun ikke kan beslutte sig. Hun ved ikke, hvad hun vil, da begge sider har fordele og ulemper”,  

Vi får en norsk og en dansk Konstanze, Lina Johnson og Clara Thomsen, en tysk og en dansk Belmonte, Alexander Geller og Bo Kristian Jensen,  en rumænsk og en amerikansk Blonde, Silvia Mico og Marielle Murphy (så kan man spørge, om der virkelig er mere spjæt i dem end i de danske Blonder, som man kan forestille sig), videre en britisk og en svensk Pedrillo, Andrew Dickinson og Conny Thimander, en tyrkisk haremsvogter Osmin, Hakan Tirasoglu og naturligvis en tysk skuespiller som Bassa Selim, Christoph Gareisen, for ”Bortførelsen fra Serailet” spilles og synges på det det originale tysk. Men husk der er danske overtekster til alle opførelser af alle operaerne.  

Dracula og Hjertelyd 

”Dracula” og ”Hjertelyd”, nej, det er to forskellige stykker. ”Hjertelyd” har premiere allerede den 11. i førstkommende januar 2019 på Godsbanen Aarhus’ Åbne scene, og her spiller man til 31. januar. I Hjørring er den så på Aprilfestivalen fra 31. marts til 7. april 2019. I den følgende sæson, men stadig i 2019 er det fra 19. til 24. september på GrowOP! festivalen i Aarhus, en operafestival med mange forskellige aktiviteter for dem op til 14 år.  Nu citerer jeg om "Hjertelyd": ”Du og dit barn (i alderen 0 – 2 og 1/2 år) skal være med til musik og bevægelse, og I vil få sanselige oplevelser af blødt, glat, pelset, lyst og mørkt. I vil blive lokket, forundret og draget ind i et landskab af farver og lyde, hvor der er hjerterum til alle – også jer, der oplever opera for første gang”. Og det bliver jo første gang for over halvdelen. Der medvirker først Johanne Højlund, så Lise Christensen, begge mezzosopraner og videre barytonen Leif Jone Ølberg, cellisten Johanne Andersson og saxofonisten Kasper Hemmer Pihl.

Den jyske Opera havde sin første forestilling i 1947 på Aarhus Teater og blev der på Store Scene i 35 år. Jeg havde nogle af mine første operaoplevelser der. Nu vender operaen tilbage i et samarbejde om Aarhus Teaters opførelse af Bram Stokers drama ”Dracula” fra 29. april til og med 6. juni, men det er altså først i år 2020. DJO har mange årstal i luften på samme gang, så man skal passe på, når man skriver. Operaen leverer sit fremragende og scenevante kor. Martin Lyngbo har dramatiseret "Dracula" fra 1892 og sætter det i scene.  Vi kan forvente os en ny version med Dracula som en rejsende gennem tiderne. Det forlyder, at denne rejse også vil tage os gennem musikhistorien i det 19. århundrede, og det var musikalsk jo et stort århundrede.        

Det er et væsentligt og godt sæsonprogram. Der er noget til de nysgerrige og noget til de traditionsbundne. Der er kvalitet hele vejen igennem. Tilsyneladende har man i næste sæson undgået nogen fribryder. Ellers må operachefen blande sig. Programbogen bugner af lovende læsestof.  Generelt må der gerne i de følgende sæsoner være endnu flere danske sangere med i de større partier. Det er jo også en af opgaverne for Den jyske opera at udvikle vore egne sangere, og det glemte den forrige nordirske operachef. Men Den jyske Operas internationale snit lover oplevelser. Man kan kun glæde sig. Hvis publikum vil lege med, så er Den jyske Opera igen på vej til at blive en opera af international standard, som den var i de store Wagner-år - nu blot uden Wagner.