Forleden kom en pakke fra Peter Olufsen, som har udsendt klassisk musik på plader, nu cd’er, i en menneskealder. Pakken indeholdt fem nye klassiske musikbøger og en enkelt CD med korsang. Tre af bøgerne indeholdt  ekstra en cd, hvis musik uddyber de skrevne ord. Alt i alt lignede det en ønskeseddel for den klassisk musik-interesserede til jul. Alle fem bøger præsenteres nederst i artiklen og vil blive omtalt nærmere senere, men i første omgang bliver der kun plads til at skrive længere om en enkelt bog.  

To store danske heltetenorer

Det er ret fantastisk, at der samtidig udsendes to fyldigt dækkende bøger om to danske Wagner-tenorer. Den ene er om Lauritz Melchior, som betragtes som alle tiders største Wagner-tenor i verden. Det var tiltrængt at få en stor moderne biografi på dansk. Den anden er en selvbiografi af Stig Fogh Andersen, som først er ved at afslutte en international karriere. Hans erindringer omtales her i første omgang, for de henvender sig direkte til et stadigt aktivt publikum, som for en stor del har oplevet ham. Det giver bogen en speciel aktualitet. Stig Fogh Andersen har beundret Lauritz Melchior så meget, at han som ung søgte at efterligne ham, men måtte konstatere, at stemmernes karakterer, som de hver for sig kom til succes på, var for forskellig. Stig Fogh Andersen kommer derfor med en advarsel til kolleger om aldrig at prøve at efterligne et forbillede. Da Stig Fogh Andersen senere sang på Metropolitan operaen i New York, spurgte han efter Melchiors Wagner-rekvisitter og der blev fra et lager hentet Melchiors horn og dølgehjelm fra ”Siegfried” frem: Det var en mærkelig fornemmelse at stå med hans rekvisitter og nu være hans efterfølger på teatret. Ærefrygten indfandt sig igen.      

Aldrig en kedelig tone! En populær operasanger fortæller om sit liv. Han gør det åbenhjertigt og med selvironi, som det rigtigt nævnes. Det gør det faktisk til en ekstra fornøjelse at læse. Også de læsere, som intet kender til Stig Fogh Andersen, får en overraskende fyldig og spændende indgang til den anden verden, som det internationale operaliv også er. En international operakarriere som heltetenor i Wagner-faget bringer ikke alene triumfer. Beretningerne om dem er herlig læsning, men ligeså fuldt ud skriver Stig Fogh Andersen om den hårde kamp og om de nederlag, som en sådan operakarriere ikke kan være uden. Man erindres om store forestillinger især på Det kongelige Teater og på Den jyske Opera, om operaopførelser og koncerter andre steder i landet og om store og også vanskelige oplevelser i udlandet. Bogen er en oplevelse for alle blot med en snert af interesse for musikteatrets forunderlighed. Har man ikke en sådan, er bogen alligevel værd at læse. Den er skrevet af et menneske, som havde sangen som en leg og den målsætning aldrig at synge en kedelig tone.

Privatperson og sanger på én gang

Stig, Fogh Andersen skriver i forordet: Ligesom man ikke kan skelne sangteknik fra fortolkning, kan man heller ikke skelne operasangeren fra privatpersonen. På scenen bruger vi alt, hvad vi indeholder. Derfor står der meget om mit privatliv i bogen, for det er fra vores indre – præget af vores livsforløb, der øses, når rollerne skal fyldes ud. Det er lykkedes at samle privatpersonens og sangerens oplevelser til én meningsfuld historie. Den begynder allerede i barnevognen, hvor forfatteren for første, men ikke for den eneste gang, udbryder: ”Jeg er lykkelig”. Hans første betalte engagement på side 36 var i Kolding i Carl Nielsens ”Fynsk forår”, og to sider senere synger han tenorarien ”Frohe Hirten” i Händels ”Messias” i Silkeborg, hvor der var to bænke overfor hinanden i hver bås, og publikum sad tæt over for sangerne. En 10-12 årig dreng begynder at hulke af grin over tenorens hurtige koloraturer og bed sig selv i ærmet i et forsøg på at undertrykke det. Det er en af utallige små anekdoter, der gennem hele bogen gør fortællingen livlig.  

 ”Carmen” var den allerførste opera, han var med i som korsanger på Den jyske Opera. En bidende kold vinter måtte sangerne klæde om i en skurvogn ved siden af hallen og måtte gå gennem snestormen til scenen. Særlig Carmen var udsat, for hun havde forførende lidt klæder på. Hun forstod ikke, hvorfor alle vendte hovederne væk og fnisede, da hun kom ind på scenen. Hun havde glemt at tage sine ternede kameluldsslippers af, inden hun gik ind på torvet i Sevilla. Samtidig sang Stig i Wagner-koret i Bayreuth, og han underviste aftenskolehold, hvis guitarer skulle stemmes, inden der sammen skulle kæmpes i Lystige viser, Donevan, Dylan og Bellman. De større partier kom med Canio i ”Bajadser” på Den jyske Opera i 1979. Endnu før ”Tosca” i Weimar fik Stig debut på Det kongelige Teater som Macduff i Verdis ”Macbeth. Operaen blev dengang sunget på dansk i en ubehjælpelig oversættelse.

72 operapartier og 38 med orkester

En sangerkarriere er almindeligvis vanskelig at sætte i gang. Jeg er her kun nået frem til side 66, og der venter 38 pladeindspilninger – lempeligt talt – og to bøger, et repertoire på 72 operapartier og 38 værker med orkester. Hvor har Stig Fogh Andersen da sunget meget. Bogen fortæller tæt om mange store aftener og de mindre gode skjules ikke. Bogen er skrevet med en stor ærlighed. At så meget er med, er en lykke for læseren, som får let ved at finde oplevelser, som han eller hun selv delte, og nu får dem igen krydret med baggrundskommentarer eller muntre anekdoter. Stig Fogh Andersens navn har stået på plakaterne på operascener i snart sagt hvert land, hvor der er en opera. Hans bog giver også et frisk koncist indtryk af de mange musikere, dirigenter, sangere, som han mødte.  

Sangeren giver også råd til yngre kolleger. Da Stig som ung fik kontrakt med Det kongelige Teater bl.a. om at synge Pinkerton i ”Madama Butterfly”, tvivlede han selv på, om har var moden til de store dramatiske partier. Han gik op til operachef Niels Møller og bad om i stedet for det aftalte at synge mindre og mere lyriske partier i en tid fremover. Det gik operachefen med til. ”Det er nok det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Kære sanger. Du er selv den eneste, der passer på dig. Glem aldrig det”. – ”Mit forbillede, Placido Domingo. Prøv at tænke over det igen: Hvor ofte kan man sige om en sanger, at han aldrig synger en kedelig tone? Ikke ret tit, og det er et godt mål at sætte sig: Aldrig en kedelig tone”. - ”Jeg havde efterhånden lært mig en vigtig ting: Jeg kunne aldrig nøjes med at stole på, at jeg kunne gøre det samme, som jeg gjorde i går! Den dag i dag er det en af de vigtigste erkendelser, jeg har haft, så hvor slidsomt og skræmmende det end er, begynder jeg hver dag så at sige på bar bund med at prøve at fornemme min krop og min stemme, og se, hvad jeg skal gøre af nyt i dag for at det kan blive lige så godt eller bedre end i går”. – ”Læretid: Hele livet!”

To forskellige dirigenters indstilling

Vi oplever på nærmeste hold et væld af operaaftener i kronologisk rækkefølge. Aftener med et vellykkket forløb og aftener, da ikke alt lykkedes, uanset om det negative skyldtes Stig selv eller andre. Mellem en overvejende begejstret omtale af store dirigenter får én bundkarakter, Christian Thielemann, som i øvrigt dirigerer Wiener Philharmonikernes nytårskoncert fra Wien nu til næste nytårsdag også på tv. Jeg havde selv en positiv oplevelse med Thielemann, som jeg interviewede i det mørke dirigentværelse på Covent Garden i London, og vores samtale om opera og musik fortsatte halvanden time udover den aftalte tid. Men jeg genkender også Stig Fogh Andersens beskrivelse af Thielemanns opførsel, da han undlod at dirigere ham og støtte ham som den eneste på scenen i en Wagner-opførelse i Berlin.

Min oplevelse var også på Deutsche Oper i Berlin, hvor Thielemann var blevet uvenner med operachefen Götz Friedrich, og jeg så og hørte ham dirigere en forestilling, da han fuldstændigt negligerede ene og alene Friedrichs hustru, sopranen Karan Armstrong. På et teater sker der så meget også uventet, at dirigenten skal være til stede for alle sangere hele tiden. Forklaringen i Stigs tilfælde var, at Götz Friedrich, som havde skrevet kontrakt med ham om flere konkrete forestillinger, var død. Thielemann var blevet chef og ville hellere have en anden til at synge nogle af dem og søgte at presse ham ud. Enden på dette drama blev, at Stig Fogh Andersen fik udbetalt sit honorar uden at synge. Andet sted skriver han så modsat om en opførelse af ”Valkyrien” på påskefestspillene i Salzburg dirigeret af Simon Rattle med Eva Johansson som Brünnhilde: ”Det var en fantastisk fornemmelse at have dirigentens fulde opmærksomhed, og han fulgte mig i alt. Orkestret (Berliner Philharmonker) sad på kanten af stolen, parat til alt, så musikalsk blev det utrolig intenst”.   

Den østrigske dirigent Franz Welser-Möst mødte jeg i Salzburg og straks, da han hørte, at jeg var dansk, begyndte han at tale begejstret om Stig Fogh Andersen. Han havde sunget under ham i et uhyre vanskelig værk, Franz Schmidts ”Das Buch mit sieben Siegeln” og havde været uhørt sikker og præcis fra første prøve. Han fortalte mig, at Stig næste sommer, det må have været i 1998, skulle synge et hovedparti på festspillene i Bayreuth, og det skrev jeg som en nyhed i Jyllands-Posten. Hvilket parti husker jeg ikke. Men det skete desværre ikke. Jeg havde håbet at finde en forklaring her i bogen, men jeg har ikke fundet nogen.

Brogede oplevelser

Stig Fogh Andersen fortæller, at noget altid gik galt, når han kom i nærheden ad dronningen, og … Man får at vide, hvordan en hest skal styres på scenen på Wagner-festspillene i Seatle, når to Wagner-sangere skråler den ind i ørene. Så var der en ukendt mand, der kom ind og blandede sig i prøverne på en forestilling i Shanghai, så Stig måtte bede ham ikke at snakke. Det viste sig, at det var operachefen, som ikke havde præsenteret sig, og … Hvad gør man, når man går hjemme i Damark og ens agent ringer og spørger, om man er frisk til at synge en Siegmund i Salzburg samme dag, og om man selv kan skaffe en charterflyver og komme med det samme, for forestillingen er samme eftermiddag. Også den blev som allerede fortalt nået.

Der er spændende læsning om samarbejdet med store dirigenter, men godt er det at læse om samarbejdet med Niels Borksand, skuespiller, sanger, danser, instruktør, der midt i sin brede karriere også blev dirigent. På et tidligt tidspunkt i samarbejdet fandt Stig og Niels ud af, at de ville indspille en cd med Wagner-musik sammen. De spurgte alle landsdelsorkestrene, men ingen ville være med, og de var også for dyre. I den følgende runde til europæiske orkestre blev der truffet aftale med symfonikerne i Ruse ved Donau i Bulgarien, som siden har haft et fast og godt samarbejde med både sanger og især dirigent med en række pladeindspilninger naturligvis for Peter Olufsen og cdklassisk som resultat.

Der er noget trist og typisk dansk i ovennævnte historie og mere kommer til nu anmelderes blander sig i det. Vi har fået værdifulde pladeudgivelser med Stig Fogh Andersen, og Niels Borksand har vist sig at have en ægte sans for Wagners musik, som kun få dirigenter har. Det er betydningsfuldt, at arbejdet i Ruse og gæstespil i Grønland med den første opførelse af Händels ”Messias”, og videre koncerter i København kulminerende med en ganske vist barberet, men imponerende opførelse af kæmpeværket ”Nibelungens Ring” i København i Wagner-året 2013 får sin rette plads på linje med begivenhederne på verdensscenerne. ”Ringen” blev sat i scene af Stig Fogh Andersen og dirigeret afNiels Borksand.

Stig Fogh Andersen har ofte blandet sig i kulturpoitik, og også her skal han komme til orde kulturpolitisk: ”Der er ingen i dag, der har en kulturpolitik, som rækker længere end til at kontrollere, at der ikke bliver brugt for mange penge på noget, som er svært at forstå… Tag jer dog sammen, I politikere, I DJØF’ere, I chefer, men også alle os andre, som ikke sidder i magtpositioner. Uden for arbejdet er der et liv, som skal leves, og det kan konkurrencestaten ikke hjælpe os med… Vi behøver teatret, musikscenen, poesien, kunstmuseerne – kunsten i det hele taget – for at komme videre som samfund”.

Stig Fogh Andersen konkluderer: ”Hvilken rejse har mit liv ikke været. Alle mine drømme om at leve som operasanger er blevet opfyldt”.  Det forstår man.

Læs også anmeldelsen af Leif V.S. Balthersens bog om Richerd Strauss; Orkesterværker. 

Billede: Stig Fogh Andersen som Siegfried på Den ny Opera i Esbjerg

Bøger alle fra forlaget Peter Olufsen Bøger:  Stig Fogh Andersen: Aldrig en kedelig tone. Sangen som leg.  295 sider, uindbunden, illustreret. Kr. 179.95.

Morten Hein: De tre fædrelande. Heltetenoren Lauritz Melchior. 199 sider i stort format (30 og 21 cm.), uindbunden, rigt illustreret. Kr. 249,95

Peter Dürrfeld: Verdens bedste dirigent. Jevgenij Mravinskij og hans tid. Bog inklusive cd med bl.a. Beethovens femte. 131 sider, uindbunden, lettere illustreret, 131 sider. Kr. 169,95.    

Morten Hein: Aksel Schiötz og Die Schöne Müllerin. Bog inklusive den legendariske Schubert-indspilning, uindbunden, 88 sider, illustreret. Kr. 209,95 kr.

Mogens Wenzel Andreasen: Edvard Grieg. Norges store komponist. Bog inklusive cd med bl.a. optagelser med Grieg selv på klaveret. 164 sider, lettere illustreret, uindbunden. Kr. 169,95. 

Da der altid kan findes forskellige priser på den samme bog, skal de her angivne tages med forbehold.   

CD: Stemninger. Kammerkoret Coro Misto dirigeret af Søren Birch. Nordisk kormusik. cdklassisk cdk 1193.