Aarhus Symfoniorkesters pr-afdeling gør sig med sprudlende ordleg for at animere publikum til at komme, men denne gang var det sørgeligt, som det kiksede med publikumstilstrømningen. Nat og dag var ellers en god koncertreklame.  Vi skal til det: Der var vel omkring 450 mennesker til Arnold Schönbergs vidunderlige ”Verklärte Nacht” og Beethovens charmerende fjerde symfoni i stedet for det mere normale over 1.000 mennesker. Koncerten gentages fredag, da der normalt ikke er så mange tilhørere som til den faste koncertdag torsdag. Lørdag middag spilles så Beethovens fjerde symfoni  alene med en introduktion forinden. Man snyder virkelig sig selv, hvis man ikke får denne prægtigt spillede koncert med.

Skyldes det nu, at publikum her i december måned vil nøjes med lallende såkaldt julemusik? Har folk bare for travlt? To gange rigtig musik er altså for meget så tæt på jul. Jeg håber ikke, at navnet Schönberg har holdt de mange væk, for så står det ringe til hos det klassiske musikpublikum i Aarhus og omegn? Schönbergs ”Verklärte Nacht” er et decideret romantisk stykke musik tidligt i hans værkrække. Det bør ikke kunne genere nogen almindelig musiklytter. Bifaldet efter denne forklarede nat var også så stærkt, at det lød, som salen var fyldt. Der var også langvarigt taktfast bifald efter hele koncerten. Ih, hvor har man snydt sig selv, hvis man ikke får den med. Undskyld, det vedkommer jo ikke mig, men jeg synes bare, at det er synd for dem, som ikke kom.

Igen et nyt bekendtskab

Koncerten begyndte et helt andet sted med det tunge messing med trommer og pauker alene på scenen. Den korsikanske komponist Henri Tomasi var et nyt bekendtskab, men hans ”liturgiske fanfarer” komponeret i 1947 var en forfriskende optakt. Værket var nok valgt af Soustrot for at vise, hvad orkestrets messingblæsere kunne, og det var også stort, så smidigt, præcist og gennemført velklingende der blev spillet. Programmet bragte den interessante note, at Henri Tomasi oprindelig ville være sømand, mens forældrene mod sædvane ikke interesserede sig for, at han fandt et job, hvor han med sikkerhed kunne tjene penge, men ønskede, at han studerede musik. Og sådan blev det. Titlens omtale af ”fanfarer” skal man ikke tage for bogstaveligt. Den flotte musik på et kvarter havde langt flere nuancer.

I det næste værk var der alene strygere. Arnold Schönbergs ”Verklärte Nacht” blev oprindelig skrevet som en sekstet i 1899, da Schönberg endnu var ansat i en bank, samtidig med at han studerede. Da han så, hvor populært værker blev, udvidede han i 1917 aftenens version for strygeorkester, som han senere i 1943 reviderede lige netop så meget, at han kunne være sikker på at få betaling hver gang, at det blev opført. Han havde nok også et ønske om at forbedre sin musik. Stykket er rent instrumentalt, men inspireret af et digt af Richard Dehmel, som nu kan virke lidt gammeldags, men stadig har kvalitet i sin fortælling om parret, der vandrer sammen i den måneklare nat, og hun fortæller ham: ”Ich trag ein Kind, und nit von dir” (Jeg bærer et barn, og ikke dit). Fem satser uden pauser refererer til måneskinsnatten, derpå fortæller hun ham om det, som hun opfatter som sin synd. De vandrer videre, og han siger: ”Det barn, du har undfanget, skal ikke tynge din sjæl”. Jeg fortæller dette i håb om, at nogle når at høre den meget smukke fremførelse, der fredag aften endnu venter i Symfonisk Sal i Aarhus Musikhus.

Da digtet ikke indeholder meget konkret, men mange følelser og stemninger, har Schönberg kunnet komponere overvejende konkret som i den ”absolutte” musik, som han allerede da ønskede at gøre med karakteristiske temaer, der stadigt udviklede sig som hos Brahms og Wagner. Det sker anderledes end i den direkte programmusik, mener jeg, men det kan diskuteres. En tydelig inspiration er Wagners kromatiske Tristan-musik. Men jeg forstår overhovedet ikke programartiklens ord, at Schönbergs musik er på grænsen af det kitschede. Men det skal ikke diskuteres, at det var en vidunderlig opførelse. Soustrot begyndte relativt skarp og måneklart i klangen. Så steg fortvivlelsen ret dramatisk, men langsomt blev orkesterklangen varmere og varmere. Vidunderligt varmere.

Beethovens rene vare

Beethovens fjerde symfoni overses let mellem den store tredje "Eroica" og den populære femte ”Skæbnesymfonien” – akkurat som den ottende mellem den syvende også kaldet ”Dansens apoteose” og den niende med den store vokale afslutning ”Freude, schöner Götterfunken”.  Det var dejligt at høre den fjerde her spillet virkelig charmerende, friskt og smukt. At høre musik folde sig ud nærmest af egen vilje og derfor også af egen skønhed. For sidste gang:  Man snyder virkelig sig selv, hvis man ikke får denne prægtigt spillede koncert med.

Nå jo. Emily Davies var gæstekoncertmester igen, denne uge på andenpulten ved siden af Ian van Rensburg. Jeg kan tilføje: Hun var i flere år betroet  koncertmester i EU's internationale Ungdomsorkester.