1: Melchior, verdens bedste heltetenor

Først Morten Heins store biografi om Lauritz Melchior, som igen og igen er blevet kaldt for verdens største heltetenor. Det kunne gælde hans skikkelse, men hæderen gjaldt hans stemme. Bogen har undertitlen: ”De tre fædrelande”, som er lånt fra et essay, som Melchior skrev om sig selv på tysk. Melchior betragtede hele livet Danmark som sit fædreland, mere end fædrelandet interesserede sig for hans karriere og succes. Men man kan ikke leve af at være Wagner-sanger i Danmark, så Tyskland blev landet, hvor den første afgørende del af sangerkarriere blev udfoldet specielt på Wagner-festspillene i Bayreuth. Men han vendte Bayreuth ryggen, da Hitler kom. Ved Anden verdenskrigs start blev han fast stjerne på Metropolitan-operaen i New York gennem 25 sæsoner. Han levede det meste af sit voksenliv i Amerika og blev amerikansk statsborger. Karrierens sidste tid blev præget af en række populære Melchior-shows.

Det er et gevaldigt værk på 200 sider i et stort format og opdelt i otte artikler. Den om årene på Metropolitan fylder alene som en artikel på 2.500 avislinjer uden en eneste mellemrubrik. Men der er mange billeder i bogen, en god del aldrig set før, og det er en gevinst. Man skal huske at notere tallet på den side ned, da man går i seng, hvis man vil være sikker på at finde stedet igen. Det var herligt, hvis der havde været tid og kræfter til en navneliste. Det er det største enkeltværk om Melchior på noget sprog, og så endda på dansk. Det bygger på vennen Emil Marotts kæmpesamling om Melchior, som Morten Hein arvede. Selv undersøgte og samlede han i mange år. videre To amerikanske biografier, Jana Nuallys ”Lauritz Melchior” fra 1969 og Shirley Emmons ”Tristanisimos”, som i 1991 også udkom på dansk, bruges også.

”De tre fædrelande. Heltetenoren Lauritz Melchior” er et must for enhver Melchior-fan, og dem er vi forhåbentlig stadig en del af. Der er meget at læse. Morten Hein har vanskeligt ved at begrænse sig. Alt, hvad der sker omkring Melchior, synes interessant nok til at komme med, dog næppe for alle læsere. Men Melchior er en spændende person/sanger at følge. Man læser om et livsglad og positivt menneske, men hvorfor skal vi for eksempel vide, hvem der sørgede for hans frokost efter hans elskede kone Kleinchens død?

Vigtigere er, at vi får fyldig besked om en verden med andre store sangere. Det er spændende for dem, som interesserer sig for opera på verdensscenerne. Jeg er privilegeret, for jeg har de fleste nævnte sangere i gamle optagelser, og jeg elsker at høre dem. Men Melchior selv skal man høre, og det er heldigvis let at finde gode optagelser med ham. Tenorer klinger godt igennem den ældre optageteknik hjulpet af den nye tekniks forbedringer. ”Lauritz Melchior best” er et godt bud på tre cd´er på Peter Olufsens CDklassisk i samarbejde med Hegermann-Lindencrone Udgiverselskab 2013. Bogens forfatter Morten Hein, som er ekspert på grammofon-området, har digitaliseret og forynget optagelser fra sin egen samling. Med på sættet er Melchiors fødselsdagskoncert i København 1960 med første akt af ”Valkyrien”. Denne første akt havde Melchior indspillet i 1935 i Wien med Lotte Lehman og Emanuel List under den vidunderlige Bruno Walter med Wiener Philharmonikerne. Det er en af de musikalsk mest pragtfulde Wagner-udgivelser, som findes. Flere grammofonplaner med den jødiske dirigent Bruno Walter måtte desværre opgives, da nazisterne gik ind i Østrig.

Lotte Lehmann, ja. Dengang var der også virkelig store Wagner-sopraner. Lauritz Melchior elskede at synge med Frida Leider, og i New York var publikum vilde, når han sang med Kirsten Flagstad, for mig den største af alle. Desværre blev de uvenner, og det beskrives, hvordan Kirsten blev træt af for megen Lauritz, men holder forfatteren ikke for meget med Lauritz, når han fortæller, hvad Kirsten mente, men aldrig sagde?

Barndom og ung sanger i Danmark 1890-1920. – England og voksne læreår 1920-1923 – Bayreuth og Tyskland 1923-1933 – Heltetenor i England 1924-1939 – Heltetenor på kontinentet 1924-1934 - Metropolitan og Amerika 1926-1973. Det hedder de første kapitler. Derefter fortælles om Melchiors besøg i Danmark fra 1930 til 1973. Morten Hein beretter om at høre og se Lauritz Melchior, om optagelsessessioner og hans problemer med selskaberne RCA Victor og med Colombia Masterworks. Et kapitel fortæller om selve bogen, og så er der ”de kedelige” bilag og oversigter, som er alt andet end kedelige. Man får for eksempel hele hans repertoire på 51 scener verden over fulgt af en litteraturoversigt. Jeg må indrømme, at jeg hver gang, jeg lukkede bogen op, også tilfældigt, ikke kunne stoppe med at læse og læse. En anden tid. En anden verden. En herlig verden, Lauritz Melchiors operaverden.  Morten Hein: De tre fædrelande. Heltetenoren Lauritz Melchior. Olufsen Bøger, 199 sider i stort format (30 og 21 cm.), uindbunden, rigt illustreret. Kr. 249,95.

2: Verdens bedste dirigent 

Titlen vækker nysgerrigheden. ”Verdens bedste dirigent”. Hvem er det? Et naturligt genspørgsmål ville være: Furtwängler eller Karajan? Men nej, Peter Dürrfeld, musikanmelder på dagbladet Børsen, ved godt, at han går sine egne veje, og at begrebet ”verdens bedste” altid kun står for et privat valg. Det er mere end OK, når valget er begrundet som her. Valget er russeren Jevgenij Mravinskij, en ”aristokratisk og sky” dirigent, der gennem et halvt århundrede blev hjemme i Leningrad og trimmede sine fantastiske Leningrad Philharmonikere. Det er et godt valg. Mravinskij levede en tid, da det russiske musikliv fungerede under hårde diktatoriske forhold med Stalin vågende over alle og ikke mindst komponisten Sjostakovitj. Historien om Stalin-tiden er en væsentlig del af bogen.   

Mravinskij er også musikalsk et fint valg. Der er vedlagt en cd med tre live optagelser fra 1948, 1949 og ca. 1962, som agiterer godt for forfatterens valg. Først Beethovens ”Skæbnesymfoni”, som vi (næsten) alle kender så godt, at vi måske ikke har det store behov at høre en ny optagelse af den. Men man rives op af stolen fra første takt af en uhyre intens pågåenhed i udtrykket. Det er en Beethoven, som vil noget og gør noget. Man knuges ind i musikken. Gammeldags eller moderne tolkning? Det bliver et ligegyldigt spørgsmål. Næste programpunkt på cd’en er Tjaikovskijs for sjældent spillede 23 minutter lange tonedigt ”Francesca da Rimini” efter en episode fra Dantes ”Den guddommelige komedie”. Den musik får sit eget kapitel. Endelig Mozarts sprudlende ouverture til ”Figaros bryllup”. Naturligvis er Mozart med. Peter Dürrfeld har oversat og udgivet Mozarts samtlige breve på dansk. Indspilningerne er ikke blot historiske. Morten Hein står for en vellykket remastering af musikken.  

Vi springer Mravinskys unge år over. Som 35-årig vandt han i 1938 en dirigentkonkurrence for hele den sovjetiske union. I finalen dirigerede han netop ”Francesca Rimini” og Sjostakovitj’ femte symfoni, som han havde uropført året før. Han vendte tilbage til Kirov-orkestret i Leningrad, men blev udset til at være ny dirigent for byens Philharmoniske orkester. De ældre orkestermedlemmer var utilfredse med at skulle dirigeres af en ”grønskolling”, men Mravinsky var alt andet end det. Han indførte en hård daglig skoling med stor disciplin. Anden Verdenskrig kom tæt på Leningrad med tyskernes belejring, og orkestret blev i tre år evakueret til Novosibirsk, en togrejse på over 5.000 kilometer væk. Et nyt kulturliv begyndte i Sibirien. Hjemme i Leningrad igen åbnedes med Beethovens ”Egmont”-ouverture og afsluttedes med den triumfende slutsats fra Sjostakovij’ ottende symfoni,. Mravinsky konstaterede, at selv i krigens slutfase var intet imod at spille tysk musik: ”Så længe den er god, spiller vi den”.

Der fortælles om mange store musikere, mest kendt David Oistrakh. I 1948 blev Stalins jerngreb om kulturlivet strammet yderligere. Det gik så vidt, at man skulle ansøge om at få lov til at opføre Mozarts Requiem. I 1953 indspillede Mravinsky med sit orkester Sjostakovitj’ ottende symfoni i en fantastisk optagelse, selv om han betragtede grammofonoptagelser ”som konserves”. Det sidste er forklaringen på, at der findes så få studieindspilninger med Mravinsky, men heldigvis mange flere live-optagelser.

I kapitlet ”Mravinskij og Sjostakovitj” kan man ikke altid sige, hvad der er rigtigt. Det kan ingen. Mravinsky gjorde meget for Sjostakovitjs musik, uropførte den femte, hvilket blev Sjostakovitj’ redningskrans i forholdet til Stalin, og den tiende symfoni. Komponisten har udtalt overraskende lidt om dirigenten. Efter Stalins død udkom Volkovs bog med hemmelige samtaler med Sjostakovitj, der mest drejer sig om, at Sjostakovitjs musik indeholdt en stærk og skjult kritik af Stalins regime. Sjostakovitj angriber her Mravinsky for at have kritiseret ham for ikke have skrevet positive finaler i to bestemte symfonier. Udtalelsen rimer ikke med, hvad Sjostakovitj tidligere havde udtalt. Hvad passer? Mravinsky døde i januar 1988. Det siges, at han til det sidste bad om at få partiturer af Debussy og Ravel til gennemlæsning.

Mravinsky skal have det sidste ord: ”Er det muligt at leve uden musik? Den synes ikke at være blandt menneskers primære behov. Men at leve uden musik er at give afkald på lykken. Jeg tror fuldt og fast på musikkens transcendentale kraft”.  Peter Dürrfeld: Verdens bedste dirigent. Jevgenij Mravinskij og hans tid, Olufsen Bøger. Bog inklusive cd med bl.a. Beethovens femte. 131 sider, uindbunden, lettere illustreret, 131 sider. Kr. 169,95.    

3: Aksel Schiøtz og Schuberts Müllerin

De er nu lækre, de små bøger fra Olufsen Bøger hver med en cd vedlagt. Nu udsendes også en dansk klassiker, der omkring Anden verdenskrig vakte stor international anerkendelse. Vi husker ham bedst som besættelsestidens danske sanger, men her er Aksel Schiøtz’ fortolkning af Schuberts store vidunderlige sangcyklus ”Die schöne Müllerin i Morten Heins remastering, der gør, at optagelsen står klarere, renere og smukkere end nogensinde. Her er ingen stille støj nedenunder musikken. Man skal have den, uanset hvor mange Müllerin’er man har stående. Aksel Schiøtz var anderledes med sin mere stille Schubert, end vi er vant til med den nyere tids mere dramatiske tolkninger. Schiøtz er skam også dramatisk, men på en indadvendt og stille måde. Klangnuancerne fortæller meget, og det er pragtfuld at høre Schuberts bel canto blive udfoldet så smukt og inderligt.

Ved klaveret i de berømte Abbey Road studier i London i november 1945 sidder den berømmede klaverakkompagnatør Gerald Moore i et formidabelt tæt samarbejde. I 1950 skrev (i Morten Heins oversættelse) den berømte amerikanske musikskribent Irving Kolodin: Indspilningen ”viser Schiøtz’ og hans insisterende forståelse af Schuberts formål. Ikke at skrive sange til en sanger, men at følge fortællingen om en Müllers møllerske og hendes svend med en smag og sensibilitet, som er sjælden blandt vokalister af enhver art, og - behøver man at tilføje? – exceptional blandt tenorer”.

Bogen omkring cd’en er meget mere end et pladehæfte, blot det at teksten til sangene står med store læselige bogstaver. Her er en større biografi om sangeren end normalt. Et sjældent gode er de mange oplysninger omkring indspilningen. Et kapitel handler om at restaurere gamle optagelser. Generelt sagt ville jeg ønske, at denne serie fortsatte med mange udgivelser.  Morten Hein: Aksel Schiötz og Die Schöne Müllerin. Olufsen Bøger, bog inklusive den legendariske Schubert-indspilning, uindbunden, 88 sider, illustreret. Kr. 209,95 kr.

4: Edvard Grieg, Norges store komponist

Det forbløffer mig, at Mogens Wenzel Andreasens har udgivet 21 bøger, hvoraf de tre er egen skønlitteratur.  Alle de øvrige formidler den gode klassiske musik, som der står. Et flertal af dem har jeg aldrig hørt om. Men Wenzel Andreasen har et publikum, der nu kan nu glæde sig til at følge den nyeste om nordmanden Edvard Griegs liv og musik. Grieg havde ret meget med Danmark at gøre. Han rejste hertil for at pleje sit helbred og skrev i Søllerøds nordsjællandske natur sin klaverkoncert, der sammen med en række sange og musikken til Henrik Ibsens skuespil ”Peer Gynt” blev hans mest populære. Uropførelsen fandt sted med Edmont Neupert ved flyglet. Han spillede på Anton Rubinsteins private flygel. Mesteren gav koncert i byen og havde sit eget private flygel med, som han gerne stillede til disposition. Grieg selv dirigerede samme aften i Oslo.

Det var ingen selvfølge, at Grieg skulle blive Norges store komponist, men historien om vejen dertil er læseværdig. Griegs liv er fyldt af begivenheder, som jeg ikke kendte. Efter dem gennemgår forfatteren værkerne. På en indlagt cd hører man Grieg selv meget klart spille tre små klaverstykker på Welte Mignon i 2007, og tre danske ensembler spiller ti lyriske stykker, cellosonaten i a-mol og to elegiske melodier, ”Hjertesår” og Våren”. Mogens Wenzel Andreasen: Edvard Grieg. Norges store komponist. Olufsen Bøger, Bog inklusive cd med bl.a. optagelser med Grieg selv på klaveret. 164 sider, lettere illustreret, uindbunden. Kr. 169,95. 

Da der altid kan findes forskellige priser på den samme bog, skal de her angivne tages med forbehold.

5: Mere sjældne nordiske korsange

Cd’en skal med her, for den var med i pakken fra Olufsen Bøger. Der findes mange cd’er med den danske sangskat, og det er godt, for den er stor. Cora Misto med dirigenten Søren Birch har fødderne solidt plantet i Nordjylland, og deres cd er et godt eksempel på dansk korsangs høje niveau landet over. Vi får ikke repertoiret, som man kan kalde ”Tordenskjolds soldater”, men en fin samling danske og svenske kor, som man ikke kender så godt, men man kommer til det, for man får lyst til at genhøre cd’en med dens stemninger af sanselighed, kærlighed, aftenen og det religiøse. Teksterne er vedlagt. Cd’en viser, hvad komponisterne i 1900-tallet også kunne, Svend S. Schultz, Peterson-Berger, Hugo Alfvén, Wilhelm Stenhammer er hovedleverandører. CD:  Stemninger. Kammerkoret Coro Misto dirigeret af Søren Birch. Nordisk kormusik. cdklassisk cdk 1193.