af John Christiansen - d. 17. januar 2019
Den jyske Opera spiller babyopera. Det vil mange måske ryste
på hovedet af, men i virkeligheden virkede det som en selvfølgelighed, endda som
en succes. De små fulgte med i denne forunderlige verden af hvidt flor, som de var kommet ind i sammen med mor, måske med far eller bedsteforældrene. I minutterne, inden musikken begyndte, var der en forbavsende stilhed. Ingen
snakken som til voksen opera. Da det hele var forbi, havde man ikke hørt en
eneste misfornøjet lyd, ingen gråd, ingen skrål fra de måske halvt hundrede
babyer i alderen fra et halvt til to et halvt år. Tværtimod.
”Hjertelyd” er komponeret af Sam Glazer, teksten skrevet af
Zoé Palmer, som også har sat i scene. Tanja Bovin står for scenografien med et
lille telt som scene. De er kendte folk i den specielle kunst at spille teater
og musik for de alleryngste. Da vi kom længere ind i forestillingen, begyndte de små
publikummer at kravle eller vralte (undskyld, gå) ind på scenen. De måtte gøre,
hvad deres mødre nu turde give dem lov til, og det var meget, for der var
intet, som de kunne støde sig på.
”Hjertelyd” har ingen større dramatisk handling, men er mere en
poetisk indføring i en drømmende virkelighed. Hvem er du? Først spørger de to
sangere hinanden om det, dernæst børnene. Sangen er i centrum. Der drømmes til den,
der danses til den. Musikken er stille. Babyerne lyttede, nogle af dem ville synge med i små udfald. Der skete noget, som aldrig sker i voksenopera, hvor meget man
end kan søge efter det. Der var specielle afsnit, da der virkelig kom en direkte dialog
i gang mellem de to musikere og de to sangere på den ene side og de ubetuttede babyer på den anden.
Musikalsk leg mellem aktører og babyerne
Alle aktører forstod at lege med lyden, og sådan opstod der
ind imellem en slags ping pong mellem dem og de små. Det var også en oplevelse
for os ældre, der sad udenfor og så og lyttede ind i denne forunderlige verden.
Også for os var musikken noget særligt, så stille følsom den var, fornemt og
legemildt spillet af cellisten Johanne Andersson og af Kasper Hemmer Pihl på
saksofon. De to sangere Johanne Højlund og Leif Jone Ølberg har begge haft
succeser i Den jyske Operas voksenforestillinger i sidste sæson og de
fortsætter i den nuværende. Nu var det en fornøjelse at lytte til dem i et mere
intimt klangrum. Det var babyernes opera, men den er også til at nyde af ældre
generationer.
Det var dejligt at mærke, hvordan musikken blev opfanget af
babyerne. Det var vel som ved jordens opståen: Først var musikken, så kom
sproget.
Men så må man spørge om noget: Når babyer nu åbner sig med alle
deres sanser på denne måde, som lever op til forestillingens motto: ”Glad baby
– Glad mor”, hvorfor føres de så snart ind i en verden, som i stedet er fyldt
med støj og for lidt god musik?
Den jyske Opera forlader nu Godsbanens åbne scene i denne
omgang for at tage på turné. Fra den 31. marts til den 7. april på
aprilfestival i Hjørring og fra den 19. til den 24. september på
GrowOP!Festival igen i Aarhus. Men først spilles ”Hjertelyd” den 21., 22. og
31. januar hver dag kl. 15.00 på Gellerupscenen i Brabrand ved Aarhus. Det er
gratis, men man skal bestille billet på et af Aarhus kommunes biblioteker.
Bilede: Leif Ølberg og Johanne Øland. Foto: Kåre Viemose for Den jyske Opera