”Uafvendelig, Ufravigelig, Uomgængelig”. Det ny Aarhus Symfoniorkester ynder at præsentere sine koncerter med ordspil og bogstavrim. Det gælder denne gang Anton Bruckners prægtige syvende symfoni. Men er ordvalget umiddelbart forståeligt og tillokkende? Denne gang letter det for meningen, når man læser Christina Blangstrup Dahls fyldige programartikel om Bruckners symfoni: ”Der er en uafvendelighed   over udviklingen i alle satser – som om Bruckner sætter en musikalsk maskine i gang i første sats, hvis rute er ufravigelig”.  Uomgængelig, ja, det blev Bruckner kaldt, en stejl og kantet personlighed, men er også hans musik uomgængelig? Det er umuligt at finde lette ord at lege med til al den musik, som orkestret spiller, hvor spidsfindigt fint det end ofte er. Men er det ikke endnu vigtigere at ramme musikken præcist forståeligt som den reklame, som en koncerts overskrift jo er?   

”Bruckner er musik til livet, døden og evigheden”, får man også at vide. Man mærkede både livet og døden denne aften, da Aarhus Symfoniorkester igen blev dirigeret af den finske nestor Leif Segerstam. Evigheden er altid vanskeligere at kapere. Men hos Bruckner er Gud altid nærværende. Og det er hans jordiske gud Richard Wagner også ofte. Her i hele anden sats, dog ikke i citater, men i de musikalske beskrivelser. Var det så virkelighed eller blot en god anekdote, at andensatsens afgørende bækkenslag blev nedskrevet, netop da Bruckner fik beskeden, at Wagner var død. Det kan være virkelighed, så lad os blot beholde den. Det står fast, at Bruckner komponerede satsen vidende om Wagners sygdom.

Bruckners kamp for at blive spillet

Det var i 1883. Bruckner var efter ”kun” to års arbejde færdig med symfonien, der først blev uropført i 1884. De i programmet og Wikipedia nævnte årstal for kompositionen 1883-85 må stå for aftenens version udgivet af Nowak efter den oprindelige Guttmann-version. Aarhus Symfoniorkester opførte også den syvende i Aarhus Domkirke i april 2005 under James Loughran, men dengang i Haas-versionen, og den blev udgivet på cd af Danacord. Det er spændende, at aftenens koncert også vil blive udgivet på cd og andre moderne måder. Så vil der være indspilninger af Aarhus Symfoniorkester med begge de første versioner af Bruckners syvende på markedet. Og de er forskellige både i substansen og i tolkningen. De fleste Bruckner-symfonier findes i mere end én version, og det er et trist vidnesbyrd om hans vanskeligheder med at få sine symfonier opført. Han måtte skrive dem om i håbet, at næste gang fik han succes. Den kom først i Østrig-Tyskland efter hans død i 1896 ind idet nye århundrede. Herhjemme? Vi har altid været bagefter, men er vi ikke med nu?

Alt var stort i Leif Segerstams fortolkning. Men skal det nu også være det? Tolkninger kan der altid være delte meninger om. Førstesatsens bredt omfavnende hovedtema med de otte præcise og sikre cellister klang klart og præcist, også lidt finsk, som havde dirigenten ikke glemt sin landsmand Sibelius. Der var en åbenhed i klangen, som blev holdt vedholdende. Det medfødte, at man selv i de stærkeste total-udladninger kunne høre alt.  Det var virkelig dejligt at høre, at Aarhus Symfoniorkester formår at forandre sig og følge gode dirigenters vekslende idealer i klang og udtryk. Det er et stærkt kvalitetstegn.

I andensatsens højtidelige adagio, Bruckners afskedshilsen til den forgudede Richard Wagner, blev man interessant nok mindet om klangen i Wagners eget festspilhus i Bayreuth. Skyldtes det de fire såkaldte Wagner-tubaer, som Wagner udviklede for at opnå en ganske bestemt mørkere klang i sin ”Nibelungens ring”. Wagner-tubaen spilles af hornister med horn-mundstykke. Denne noget ildevarslende klang kom herligt frem. Musikerne havde selv været i Østrig for at låne instrumenterne hjem.

Klangbilledet forblev stærkt og klart. Med en lidt mere vekslen i styrke nedad tror jeg, at der ville have være en endnu større effekt af følsomhed. Men man kan ikke få alt, og vi fik virkelig meget af Segerstam og det homogene symfoniorkester. Det må kaldes en lysende nordisk Bruckner. Orkestret var alt i alt med de fire Wagner-tubaister på 78 musikere, og det er en god størrelse i et så akustisk fremragende spillested som Symfonisk Sal. Hvis 78 blot var det faste antal af musikere, ville Aarhus Symfoniorkester i en endnu højere grad være et begreb ude i Europa. Men det har jo aldrig interesseret Aarhus Byråd.   

Segerstams vilje

Leif Segerstam var en oplevelse i sig selv, så stærk hans vilje var også at gå ud til podiet og stige op på det til dirigentstolen og komme ned af de to snævre trin igen. For han har noget af bære på. Han blev hyldet af publikum. Jeg var Imponeret.  

Det var en kort koncert på en time og et kvarter. Men hvor fik man da meget på den tid. Hvis man havde stillet spørgsmålet, om publikum havde ønsket endnu et kortere stykke som indledende tilgift fulgt af en pause, ville meningerne sikkert have været skarpt delte. Jeg kunne nu godt have forestillet mig en af de tidlige kun 20 minutter korte Haydn-symfonier først. Så havde vi fået eksempler på både begyndelsen og kulminationen på symfoniens historie. Haydn skrev 104 symfonier, og hans tidlige symfonier er mere inspirerende end Mozarts tidlige symfonier.

Så var det en aften med endnu en gæstekoncertmester. Hun hed Éleonore Damen. Men hvem er hun, der er potentiel kandidat til at være ny alternerende koncertmester i orkestret? Finder hun, at orkestret er for hende, eller finder orkestret, at det er hende, det vil have?  En lille præsentation i programmet ville have været godt.

Leif Segerstam vender tilbage den 7. april med en koncert kaldet ”Bevægende. Beåndet. Bjergtagende”. Naturligvis Bruckners fjerde symfoni, ”Den romantiske”, som jeg selv sætter endnu højere end den syvende. Den ottende Bruckner-symfoni er den største. Den ufuldendte niende, som nu har overtaget at være den mest spillede, er den mest bevægende.  

Billede: Leif Segerstam dirigerede Aarhus Symfoniorkester