af John Christiansen - d. 25. januar 2019
Med den finske dirigent Leif Segerstam i spidsen for Aarhus Symfoniorkester fik vi som eneste værk en stor og stærk udførelse af Bruckners syvende symfoni
”Uafvendelig,
Ufravigelig, Uomgængelig”. Det ny Aarhus Symfoniorkester ynder at
præsentere sine koncerter med ordspil og bogstavrim. Det gælder denne gang Anton
Bruckners prægtige syvende symfoni. Men er ordvalget umiddelbart forståeligt og
tillokkende? Denne gang letter det for meningen, når man læser Christina
Blangstrup Dahls fyldige programartikel om Bruckners symfoni: ”Der er en uafvendelighed over udviklingen i alle satser – som om
Bruckner sætter en musikalsk maskine i gang i første sats, hvis rute er
ufravigelig”. Uomgængelig, ja, det blev
Bruckner kaldt, en stejl og kantet personlighed, men er også hans musik uomgængelig?
Det er umuligt at finde lette ord at lege med til al den musik, som orkestret
spiller, hvor spidsfindigt fint det end ofte er. Men er det ikke endnu
vigtigere at ramme musikken præcist forståeligt som den reklame, som en
koncerts overskrift jo er?
”Bruckner er musik til
livet, døden og evigheden”, får man også at vide. Man mærkede både livet og
døden denne aften, da Aarhus Symfoniorkester igen blev dirigeret af den finske
nestor Leif Segerstam. Evigheden er altid vanskeligere at kapere. Men hos
Bruckner er Gud altid nærværende. Og det er hans jordiske gud Richard Wagner
også ofte. Her i hele anden sats, dog ikke i citater, men i de musikalske beskrivelser.
Var det så virkelighed eller blot en god anekdote, at andensatsens afgørende
bækkenslag blev nedskrevet, netop da Bruckner fik beskeden, at Wagner var død.
Det kan være virkelighed, så lad os blot beholde den. Det står fast, at
Bruckner komponerede satsen vidende om Wagners sygdom.
Bruckners kamp for at blive spillet
Det var i 1883. Bruckner var efter ”kun” to års arbejde
færdig med symfonien, der først blev uropført i 1884. De i programmet og
Wikipedia nævnte årstal for kompositionen 1883-85 må stå for aftenens version
udgivet af Nowak efter den oprindelige Guttmann-version. Aarhus Symfoniorkester
opførte også den syvende i Aarhus Domkirke i april 2005 under James Loughran, men
dengang i Haas-versionen, og den blev udgivet på cd af Danacord. Det er spændende,
at aftenens koncert også vil blive udgivet på cd og andre moderne måder. Så vil
der være indspilninger af Aarhus Symfoniorkester med begge de første versioner
af Bruckners syvende på markedet. Og de er forskellige både i substansen og i
tolkningen. De fleste Bruckner-symfonier findes i mere end én version, og det
er et trist vidnesbyrd om hans vanskeligheder med at få sine symfonier opført. Han
måtte skrive dem om i håbet, at næste gang fik han succes. Den kom først i
Østrig-Tyskland efter hans død i 1896 ind idet nye århundrede. Herhjemme? Vi har
altid været bagefter, men er vi ikke med nu?
Alt var stort i Leif Segerstams fortolkning. Men skal det nu
også være det? Tolkninger kan der altid være delte meninger om. Førstesatsens
bredt omfavnende hovedtema med de otte præcise og sikre cellister klang klart
og præcist, også lidt finsk, som havde dirigenten ikke glemt sin landsmand
Sibelius. Der var en åbenhed i klangen, som blev holdt vedholdende. Det
medfødte, at man selv i de stærkeste total-udladninger kunne høre alt. Det var virkelig dejligt at høre, at Aarhus
Symfoniorkester formår at forandre sig og følge gode dirigenters vekslende
idealer i klang og udtryk. Det er et stærkt kvalitetstegn.
I andensatsens højtidelige adagio, Bruckners afskedshilsen
til den forgudede Richard Wagner, blev man interessant nok mindet om klangen i
Wagners eget festspilhus i Bayreuth. Skyldtes det de fire såkaldte
Wagner-tubaer, som Wagner udviklede for at opnå en ganske bestemt mørkere klang
i sin ”Nibelungens ring”. Wagner-tubaen spilles af hornister med
horn-mundstykke. Denne noget ildevarslende klang kom herligt frem. Musikerne
havde selv været i Østrig for at låne instrumenterne hjem.
Klangbilledet forblev stærkt og klart. Med en lidt mere
vekslen i styrke nedad tror jeg, at der ville have være en endnu større effekt af
følsomhed. Men man kan ikke få alt, og vi fik virkelig meget af Segerstam og
det homogene symfoniorkester. Det må kaldes en lysende nordisk Bruckner. Orkestret
var alt i alt med de fire Wagner-tubaister på 78 musikere, og det er en god
størrelse i et så akustisk fremragende spillested som Symfonisk Sal. Hvis 78
blot var det faste antal af musikere, ville Aarhus Symfoniorkester i en endnu
højere grad være et begreb ude i Europa. Men det har jo aldrig interesseret
Aarhus Byråd.
Segerstams vilje
Leif Segerstam var en oplevelse i sig selv, så stærk hans
vilje var også at gå ud til podiet og stige op på det til dirigentstolen og komme
ned af de to snævre trin igen. For han har noget af bære på. Han blev hyldet af
publikum. Jeg var Imponeret.
Det var en kort koncert på en time og et kvarter. Men hvor
fik man da meget på den tid. Hvis man havde stillet spørgsmålet, om publikum
havde ønsket endnu et kortere stykke som indledende tilgift fulgt af en pause,
ville meningerne sikkert have været skarpt delte. Jeg kunne nu godt have
forestillet mig en af de tidlige kun 20 minutter korte Haydn-symfonier først.
Så havde vi fået eksempler på både begyndelsen og kulminationen på symfoniens
historie. Haydn skrev 104 symfonier, og hans tidlige symfonier er mere
inspirerende end Mozarts tidlige symfonier.
Så var det en aften med endnu en gæstekoncertmester. Hun hed
Éleonore Damen. Men hvem er hun, der er potentiel kandidat til at være ny
alternerende koncertmester i orkestret? Finder hun, at orkestret er for hende,
eller finder orkestret, at det er hende, det vil have? En lille præsentation i programmet ville have
været godt.
Leif Segerstam vender tilbage den 7. april med en koncert
kaldet ”Bevægende. Beåndet. Bjergtagende”. Naturligvis Bruckners fjerde symfoni,
”Den romantiske”, som jeg selv sætter endnu højere end den syvende. Den ottende
Bruckner-symfoni er den største. Den ufuldendte niende, som nu har overtaget at
være den mest spillede, er den mest bevægende.
Billede: Leif Segerstam dirigerede Aarhus Symfoniorkester