***** fem stjerner af seks mulige. Læs mere om, hvorfor. August Ennas ”Kleopatra” var på flere måder var et usædvanligt og meget spændende bekendtskab i Den jyske Operas opsætning, som nu skal landet rundt. Premieren blev en begivenhed. Det var endda stort publikumsbesøg i Musikhuset Aarhus og stående bifald, og det tæller godt og stærkt, nu da Den jyske Opera har vovet at genoptage en dansk opera, som vi ikke har kunnet høre i de 125 år, der er forløbet siden uropførelsen på Det kongelige Teater i 1894. 

Musikken som vinder         

Det er musikken, som vinder. Den har stadig romantisk kraft og skønhed så mange år efter. Det er den, som igen vil gøre indtryk også på et moderne publikum. Det er ikke historien som sådan. Til at begynde med skulle man gøre sig umage for at følge den. Der stod også for lidt om det i programbladet. Vor tenorhelt ankommer til den ægyptiske dronning Kleopatras palads med det hemmelige mål at dræbe hende for at genvinde landet fri for romersk indflydelse. Han skal præsenteres og visieres af sine medsammensvorne præster, inden han kan slippes løs som en stjernetyder, som netop står på Kleopatras ønskeseddel. Han møder den første kvinde, som er værd at bedåre, Charmion, og de første erotiske toner bryder frem i musikken. Hun er på hans side i kampen mod Kleopatra.

Men da prins Harmaki ser Kleopatra, opdager han, at hun er en af de mest forførende kvinder i godt 2000 års verdenshistorie. Han falder pladask for hende i noget af den mest bevidst vidunderlige musik, men da Charmion opdager det og bliver godt gammeldags jaloux, fortæller hun kvikt til Kleopatra, at Harmaki kun er ude på at dræbe hende. Nu får operaen mere substans. Kleopatra leger med sine fjender og elsker med Harmaki, inden hun dræber ham. Charmion fortryder naturligvis, at hun har sladret.

Nej, det er ikke selve historien, der er operaens betydelige side, men den har ikke desto mindre givet August Enna lejlighed til at skrive en både stærk og smuk musik, som klinger igennem med de gnister, som fortæller om følelsesmæssigt stærke spændinger, positive som negative, som kan opstår i møderne mellem kønnene. I sig har den en kerne af længsel. Musikken slår mere og mere igennem. Det er operaens styrke, at den gør det. Om vi som tilhørere så holder med Kleopatra eller Charmion er ligegyldigt. Det er en erotisk følelsesfuld musik. Det er en varmt oplevet musik. Og ih hvor den klinger godt fra Aarhus Symfoniorkester under Joachim Gustafsson. Man hører, hvor strålende August Enna var til at give den klangligt liv, og det endda et varieret liv. Man spillede endda ikke med  partitures fulde orkester. Til en rejseopera ville det have været både for dyrt og have krævet for megen plads nogle steder. Men det klang fuldt tilstrækkeligt. . 

Man kunne også høre, at Wagner spøgte i August Ennas hoved, men det var nu ikke generende meget, for der er meget forskelligt i hans musik, for eksempel Saint-Säens´”Samson og Dalila”, men rigtigt eksotisk bliver operaen aldrig. Den er mere midteuropæisk end dansk, men alligevel aner man også den nordiske romantik. Men musikken er både farverig og kraftfuld. Man holdt ikke op med at bemærke, at August Enna ligefrem koncentrerede sig om, at vi skulle kunne lide hans musik. Den skulle være smuk. Og det var nu ikke værst, fordi Enna var begavet nok til at kunne gøre det.      

Et godt sangerniveau

Det er også en virkeligt godt sunget operaopførelse. I premierens besætning (partierne er dobbeltbesat) var der endda fem danske sangere i seks solopartier. Her i den sene aftentime husker jeg det som uendeligt længe siden, at Den jyske Opera kunne præsentere noget tilsvarende. Vi skal naturligvis også høre udenlandske sangere, men det er et godt tegn, at danske sangere er i overtal. Vi har dem jo, sangerne. Elsebeth Dreisig var stadig i strålende form var en dejligt klingende Kleopatra med en fin nuancering af udtrykket. Ruslana Koval var en tilsvarende god Charmion. Skrev jeg ikke, at det ikke var til at vælge mellem Kleopatra og Charmion?  

Tenoren Magnus Vigilius sang en flot Harmaki, det peger frem imod, at vi kan glæde os til hans debut som Froh i ”Rhinguldet” på Wagner-festspillene i Bayreuth i 2020. Lars Møller var den fortræffelige ypperstepræst Sepa, Kleopatras fjende, som har meget at synge til at begynde med, men som derefter desværre glider lidt ud af historien. Fra Den jyske Operas egne geledder hørte vi atter med glæde Jens Bovés stemme, mens Kirsten Grønfeldt sikrede, at der blev sunget på niveau hele vejen igennem. Tecwyn Evans havde indstuderet Den jyske Operas Kor, som atter holdt det sædvanlige høje niveau.

Ben Baurs scene og instruktion var mørk og dyster og alvorlig. Johannes Brüssau dansede virkningsfuldt en slave til døde, her måske også et billede på prins Harmakis skæbne? Selvfølgelig skulle det have været en hel ballet af undertrykte slaver, men Den jyske Opera har ikke råd til at rejse rundt med en sådan. Det blev et mere moderne indslag i en ellers god gammeldags forestilling. Scenen var i overensstemmelse med musikken, som er og bliver operaens stærke del.

Operachefens flotte projekt

Aftenens store sejrherre var operachef Philipp Kochheim. En tysker kom til Aarhus, blev operachef, forskede i danske operaer fra en periode, som vi herhjemme havde glemt. ”Kleopatra” er kun begyndelsen. En hel serie danske operaer er på vej, hvis de næste bliver modtaget lige så godt, som denne blev det i Aarhus.

Operachefen åbnede en udstilling i Musikhusets foyer om de glemte operaer lige inden premieren.  Philipp Kochheim havde kun mødt to danskere, der kendte noget til August Enna (!?).  Den ene var dronning Margrethe. Hun havde set en balletopførelse som ung med musik af Enna og kunne endda synge en strofe derfra. Kochheim slog noderne op, da han kom hjem, og han konstaterede: "Det var helt rigtigt".  Operachefens ret enestående bedrift med den danske serie bidrager positivt til, at ”Kleopatra” skal have fem stjerner af seks. En usædvanlig aften. En stor aften. 

mere om Kleopatra og komponisten i artiklen ”Venter en stor dansk opera?. Tryk på annoncen for ”Cleopatra” øverst på jc.klassisk’s hovedsiide for at hente alle praktiske oplysninger om spilledage etc.  

Billede: Elsebeth Dreisig og Den jyske Operas Kor. Foto: Kåre Viemose/Den jyske Opera