Et gammelt samarbejde mellem de to landsdelsorkestre i Aalborg og Aarhus blev genoprettet i sidste sæson med en mindeværdig opførelse af Arnold Schönbergs romantiske storværk med kor og solister, ”Gurrelieder”. Det blev en succes, som sprængte koncertrummene i begge byer. Koncerten i år kaldes ”En ny æra”, fordi årets tre værker står som monumentale søjler til et nyt århundrede og netop en ny æra, først Ligetis ”Atmosphères”, så Skrjabins ”Poème l’extase” og Stravinskijs ”Le sacre du printemps”. Det er musik, som blev uropført mellem 1908 og 1915. Det er musik, som sjældent høres med et landsdelsorkester, for alle tre værker kræver et større orkester, end det er tilladt noget dansk landsdelsorkester at være til hverdag. 

I år havde Aalborg Symfoniorkester valgt dirigent, og det var den nu 70-årige østriger Hans Graf, som man forbinder med Wien dybt tilbage i forrige århundrede. Han har i de seneste år haft et godt og tæt samarbejde med Aalborg Symfoniorkester, og det hørtes nu, da de to orkestre var samlet. Lykkeligvis er der megen god musik for et enkelt landsdelsorkester at spille alene, men det er nu pragtfuldt at høre tre meget forskellige, men hver for sig egentlig fantastiske orkesterværker spillet med al den kraft og styrke og fylde, som de skal have.

Nu vil jeg godt indføje, at det ikke derfor er en god ide at slå de to orkestre sammen, som uvidende politikere og andet godtfolk let kan finde på og med visse mellemrum finder på i egen tro på, at de har opfundet den dybe tallerken. Et landsdelsorkesters arbejde er alsidigt. Størstedelen af dets virke er lokalt betinget. De store koncerter er kun overfladen. Der er et mere lokalt baseret arbejde at gøre både for børn og for gamle og såmænd også for dem imellem. Mange har brug for orkestret i hjembyen og hjemegnen. Og det er uløseligt af et fælles orkester for Aalborg og Aarhus. Det ved alle kompetente folk for længst. Men når de to orkestre slår sig sammen, er det en speciel fest. Og det blev det også i denne omgang.

Ligetis atmosfære-klange

Og så til sæsonens fælles højdepunkt i Midtjylland og Nordjylland. Aftenens første værk var det korteste med sine 9 minutter, ungareren György Ligetis ”Atmosphères” fra 1961, som er markant ved ikke at have noget slagtøj med. Man kan da heller ikke forestille sig slagtøj i atmosfæren, vel? Det er uden diskussion Ligetis mest populære værk.Det skyldes også, at Stanley Kubrick brugte dele af musikken i sin film "2001: A Space Odyssey". 

En tæt blok i orkestret af hinanden nærtstående toner kommer langsomt i bevægelser og i nærmest skridtgang udvides denne fællesklang både i højden og i dybden. Stadig nye fascinerende klangflader opstår, flimrende og changerende. Høje, smerteligt grelle piccolo toner styrtes ned i ekstra dybe kontrabastoner, og straks derefter spiller 56 strygere netop en solistisk 56-stemmig kanon. Til sidst samles strygerne i en stille formørket verden af flageoletter (de første overtoner) og glissando (et jævnt glid mellem tonerne). Ih, hvor det kræver et orkesters koncentration og ih, hvor blev det flot klaret af Hans Graf og dobbeltorkestret. Et absolut pænt bifald til dette utraditionelle værk.

Skriabins farveglade tonedigt

Russeren Skriabins symfoniske digt ”La poème de l’extase” var en speciel nydelse for den (mindre?) del af publikum, som ser farver, når de hører musik. Jeg selv gør det aldrig. Men jeg nød Skrjabins orkesterkunnen, hans mageløse evne til at få en orkestersødme frem, som alligevel kunne skifte karakter fra øjeblik til øjeblik. For alle os, der til hverdag ikke kender så meget til rigtigt store orkestre, var det en nydelse fra første øjeblik. Hvor godt at høre symfoniorkestrene fra Aalborg og Aarhus sammen under Hans Graf. Der var 122 musikere, som sad i kø på den udvidede scene i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus, hvor de første tilskuerrækker var suspenderet.

Stravinskijs hedenske vision

Det var lidt sjovt med Stravinskij. Når et af hans mere populære værker nærmede sig det tidspunkt, da det i hvert fald nogle steder blev gratis at spille det, var Stravinskij i gang med at skrive en ny version, en omskrivning, som kunne sikre ham penge. Han skrev sit største og betydeligste orkesterværk ”Le sacre du printemps” fra 1911 til 1913, og den anden version kom dog allerede i 1947. Her opførte man den oprindelige version. Undertitlen lyder ”Billeder fra hedenske Rusland” og denne undertone af hedenskab og vildskab fik Hans Graf og orkestret godt frem.

Stravinskij fortæller, at han pludselig en dag fik en vision. Han så for sig en flok gamle mænd sidde i en rundkreds og se på en ung piges dødsdans. Hun skulle ofres for at formilde forårets gud. Stravinskys partitur er raffineret, men samtidig emmer det af en fiktiv ”barbarisk stil” fyldt af korte, enkle og signalagtige motiver. Men ih hvor er det skruet godt og rigt varieret sammen med en udnyttelse af de mange instrumenter i det store orkester. Bifaldet var steget efter den farveglade Skriabin og kulminerede efter Stravinskij. Aftenen var også en bekræftelse på det høje niveau, som vore landsdelsorkestre er kommet op på.   

Billede: Hans Graf.