Aarhus Symfoniorkesters sæsonprogram 2019-20 byder på noget for enhver, også for dem, som søger det mere usædvanlige som symfonier af Bruckner, Mahler, Sjostakovitj og Leif Segerstam eller en violinkoncert af Schönberg og en klaverkoncert af Bela Bartok, men der er også Brahms, naturligvis masser af musik af 250 års fødselaren i 2020 Beethoven og en hel Tjaikovskij-festival med de tre sidste store symfonier som rygrad. Af større værker får vi Verdis ”Undersangen”, som jeg ikke har hørt om før (forklaring følger længere nede i artiklen) og et par uropførelser af Richard Wagner (en anden forklaring følger). Hvad man savner er fælleskoncerten med Aalborg Symfoniorkester, som forhåbentlig kun holder et års pause.

De to hoveddirigenter for dette ret så spændende sæsonprogram er naturligvis den franske chefdirigent Marc Soustrot og finnen Leif Segerstam. Koncerterne under Byfesten 23. og 31. august er lidt af en blanding med Stravinskijs balletmusik til ”Ildfuglen” og det canadiske seks mands orkester Bell Orchestra. Vi får musik af euforisk fællesskabsfølelse (citat fra sæsonprogrammet). Engang for snart længe siden beskæftigede Aarhus Festuge sig for en god del også med stor klassisk musik og verdensnavne. Så kommer Segerstam 12. september med en stor koncert med Francesco Piemontesi som solist i Brahms’ første klaverkoncert og med Bruckners første symfoni. Ugen efter er det så Soustrots tur både torsdag og fredag med bl.a. Schumanns cellokoncert med Alezander Buzlow og Schuberts store vidunderlige C-dur symfoni, som med rette i programhæftet ikke har et bestemt nummer, for man ved faktisk ikke med sikkerhed, om det var den 7., 8. eller 9 fra Schuberts skrivebord. September måneds sidste koncert den 26. gentages også fredag, og den bliver nok et genhør værd, for der er masser af spændende indhold i Bela Bartoks af folkemusikken prægede tredje og sidste klaverkoncert. Han manglede kun nogle få takter, da han døde. Sjostakovitjs femte symfoni kan kaldes lidt af et blændværk – men ikke for et moderne publikum. Stalin-diktaturets forfølgelse af ham var begyndt. Han måtte skrive en positiv og glad musik, som skjulte, hvad han led for at overleve. En af sæsonens store begivenheder følger 10. og 11. oktober, nemlig Gustav Mahlers sjette symfoni, som er den mest åbne tragiske af alle Mahlers symfonier, men typisk for Mahler er den ikke ensidig. Marc Soustrot  dirigerer.

Den omtalte ”Undersangen” finder sted fredag den 22. november dirigeret af Leif Segerstam, men der er ikke tale om en af hans egne symfonier. Undersangen er sæsonprogrammets ordvalg om undergangs-eposet, som vi andre kalder Verdis ”Requiem”, hans mægtige romersk-katolske dødsmesse kaldt sådan efter det første led, ”Requiem æterna dona eis, Domine …” (Herre, skænk dem evig hvile). Der er mere hvile i Verdis store komposition, men der er sandelig også frygt, kraft og drama i denne dødsmesse, og alt det kulminerer i satsen ”Dies irae”, (en bogstavelig ”Vredens dag”). Mon ikke Segerstam selv har fundet sin syngende solistkvartet med fire mig totalt fremmedartede navne. Der medvirker hele fire kor, men det oplyses endnu ikke hvilke. Torsdagen og fredagen i den følgende uge, den 28. og 29. november, kan man så finde ”Skønhed og skæmt” med Mark Soustrot i Dvoraks serenadetoner, Richard Strauss ”Vier letzte Lieder”, hans sidste betydelige komposition efter krigens gru med en meget bevidst skønhed. Skæmten får vi med Carl Nielsens anden symfoni kaldet ”De fire temperamenter”, kolerikeren, flegmatikeren, melankolikeren og til sidst sangvinikeren.

Julemåneden bringer musik af Johann Sebastian Bach med koncertmester Ian van Rensburg som solist og af Mozarts store g-mol symfoni nr. 40. Der er også en familiejulekoncert. De syv nytårskoncerter fra 4. januar i Symfonisk Sal, Kulturhuset Skanderborg og Morsø Teater er ren wienermusik uden konferencier, men skam med en dirigent fra Wien, Andreas Stoehr, og en både kendt og dejlig sopran i Henriette Bonde-Hansen i de operette-toner, som tiden desværre er ved at smide lidt ud. Beethoven-årets første hyldestkoncert med Soustrot viser tre sider af 250-års fødselsaren, ”Coriolan"-ouverturen, den femte og sidste klaverkoncert med Philipp Scheucher og den anden symfoni, som vel nok er den mest oversete af alle ni, men netop derfor er en oplevelse hver gang.

Finn Segerstam kommer igen den 23. januar, og denne gang har en af sine egne symfonier med, nummer 327 komponeret i 2018. Et imponerende tal. Og så skal vi for en gangs skyld heldigvis høre hele Smetanas hyldest til sit bøhmiske fædreland Bøhmen. Vi hører langt oftest beskrivelsen af floden Vlatava eller på tysk Moldau, og så genial er al musikken i de seks symfoniske stykker naturligvis ikke, men helheden er en oplevelse. Så kommer en hel måned, da orkestret bl.a. er optaget af at spille opera, Mozarts ”Bortførelsen fra seraillet” med Den jyske Opera, men 27.feburuar dirigerer Andris Poga Rachmaninovs anden symfoni, som er en god og spændende oplevelse, anderledes og dybere end de sædvanlige Rachmaninovs klaverkoncerter. Kolja Blacher spiller Stravinskys violinkoncert i D, og her vil man så igen opleve, at Stravinsky skriver musik, som man sagtens kan leve med i, selv om mange automatisk, men falsk begynder at frygte et eller andet, som de ikke kender, blot de ser komponistens navn.

Fra den 12. til den 22. marts finder så den koncentrerede Tjaikovskij-fest med fire koncerter sted med den populære tre sidste symfonier 4, 5 og 6. Det ville have været godt og gjort indtrykket bredere, hvis nummer 2, ”Lille russeren” også var kommet med. Men vi får også violinkoncerten med Alexander Sitkovetsky, den populære h-mol klaverkoncert med Zlata Chochieva, en suite fra balletten ”Nøddeknækkeren” og mere kammermusikbetonet orkestermusik. Og så står der pludselig ”Vældige Wagner” på programmet 2. april og altså 2020 med sangere, som vi allerede kender, ægteparret Elena Batoukova-Kerl og tenoren Torsten Kerl. Musik i denne rækkefølge fra ”Tristan og Isolde”, ”Valkyrien”, ”Parsifal”, ”Tannhaüser” og ”Götterdämmerung” (Ragnarok). Uropførelserne? Ja, man læser, at man får ouverturerne til ”Tristan og Isolde” og ”Valkyrien”. Men Wagner skrev ingen ouverture til de to operaer, men nok forspil. Der er også efter Wagners egen mening en afgørende forskel. Hans tidlige ouverturer er mere selvstændige musikstykker, mens forspillet til ”Tristan og Isolde” er og høres som begyndelsen på en kæmpemæssig bevægelse af længsel hen over pauser til Isoldes Liebestod fire timer senere.

Men det er en forventningens fornøjelse at have dette program i hånden for en sæson, som den 23. og 24. april præsenterer Marc Soustrop med ”Livets muntre alvor” med Rossini, Brahms’ dobbeltkoncert med violinisten Eleonore Darmon og cellisten Jokathna Swensen og sluttende med en Sinfonietta af Poulenc. Årets to sidste koncerter er med talentfuld ungdom. Programhæftet fortæller også om symfoniorkestrets egne kammerkoncerter og om kammerorkestret Baroque Aros’ ti års jubilæums sæson, som er bygget op over fire af Bachs Brandenburgerkoncerter.

Læs også programmet for Sønderjyllands Symfoniorkester.  Programmet for Aalborg Symfoniorkester kommer snarligt på, 

Billede: Leif Segerstam dirigerer som også chefdirigent Marc Soustrot en række store værker