Symfonisk sal i Musikhuset Aarhus var næppe mere end en tredjedel fyldt, da en halv snes verdensmusikere gav koncert. Skal man så begynde med at fortælle, hvor herlig musikken var, eller skal man begynde med sure bemærkninger om, at der var så få publikummer? Lad os få det sidste overstået, for det var den triste del af historien. Boston Symphony Chamber Players består af kernen af Boston Symphony Orchestra, som er et af The Big Five, et af USA's fem fineste symfoniorkestre. Et andet af disse fem er for eksempel det mere velkendte New York Philharmonic Orchestra, som endda rangerer lavere end Boston-musikerne på den amerikanske rangliste. Chefdirigenten i Boston hedder Andris Nelsons, en af tidens mest fantastiske yngre dirigenter, og orkestret hylder stadig samarbejdet med de to navnkundige tidligere chefer Bernard Haitink og Seiji Ozawa. Skulle det ikke være godt nok for Aarhus? Programmet bestod dels af mindre værker af Samuel Barber og Jean Francaix, dels af pragtfuld musik af Mozart og af Beethoven.  Og billetpriserne var lave, i virkeligheden for lave i forhold til kvaliteten.

Så bør jeg vel komme den del af det stakkels århusianske musikpublikum, som ikke var der, til hjælp. for koncerten fandt jo sted midt på en tidlig sommersøndags eftermiddag, som endda afsluttede Store Bededags ferien, som traditionen tro er beregnet til familieudflugter. Det kan heller ikke en dansk arrangør vide om år og dag i forvejen, når kontrakten skal underskrives. For dem, der var der, blev den godt to timers koncert en succes, som blev afsluttet med publikums stående taktfaste bifald. Nu skal jeg ikke gnide mere i det sår.   

Herlig musiceren

Vi fik nok herligt kvartetspil allerede i den indledende Mozart F-dur obo-kvartet, men man kunne alligevel mærke, at det var lidt vanskeligt at spille sig ind i Symfonisk Sals nok fine, men specielle akustik. Man tænkte uvilkårligt på, hvor vanskeligt det måtte være for turnerende musikere, som aftenen forinden havde spillet i Musikkens Hus i Aalborg, hvor jeg tror, at Boston-musikernes bløde runde klangideal havde haft det lettere ved at folde sig ud end i Symfonisk Sals relativt skarpere akustik.

Det var ret fantastisk at høre, hvordan klangen i Aarhus ret hurtigt fandt sig hjemme hjulpet af programmets gang fra fire instrumenter over fem til ti og tilbage til syv, fra kvartet over kvintet til decet sluttende helt fantastisk med Beethovens septet i Es-dur. Her tryllebandt klarinet, fagot, horn, violin, bratsch, cello og kontrabas snart syngende i en cantabile-sats, snart dansende i en munter menuet eller i en scherzo med glimt af nærmest vid, snart legende i en variationssats, inden vi blev sendt hjem med en afslutning, der gik fra alvor til det rent sprudlende. Alt var ikke blot fremragende musiceret, men spillet med en overvældende charme og et blussende liv.        

Det ”nye” for de fleste var først Samuel Barbers blæserkvintet ”Summer music” uropført i Detroit i 1956 med en ifølge programnoterne noget usædvanlig betaling til komponisten, som fik donationer fra publikum (dog med et garanteret minimumsbeløb). Mon ikke det alligevel var et pænt beløb, for det er et stykke friskt skiftende musik med flere overraskelser, som i popularitet i USA kan sidestilles med Hanedansen fra Carl Nielsens ”Maskarade” herhjemme. Der sker også meget forskelligt i Jean Francaix’ ”Decet for blæserkvintet og strygekvintet” fra 1986. Og hvor blev det hele spillet godt. Musikhuset Aarhus skal ikke lade sig slå ud af den ufortjent manglende publikumssucces og som Musikkens Hus i Aalborg blot fortsætte ad samme vej.

Joshua Bell kommer: Århus-publikummets chance for at tage revanche bliver tirsdag den 13. august, en aften i begyndelsen af en ny sæson.  Da kommer det kendte og populære 16 musikere store orkester, der har hjemme i St. Martins in the Fields kirken i London, og dets leder i de seneste syv år, violinisten Joshua Bell. Han er først solist i Johann Sebastian Bachs c-mol violinkoncert. Derefter spilles Schuberts strygekvartet ”Døden og pigen” i Gustav Mahlers version for strygeorkester. Også her får man et kortere stkyke af Samuel Barber, men her ”Adagio for strygee”, og som en festlig afslutning Astor Piazzolas ”Fire årstider i Buenos Aires”.    

 

Angelica Kirchschlager på lørdag på Langeland

På lørdag starter den berømte klassiske festival på Langeland sin 42. sæson. I år er der kun tre koncerter, men hvilke!  Den første koncert finder sted i Bøstrup Kirke den 25. maj kl. 15.30, og det bliver med en verdenssangerinde, der samtidig er festivalens ven nummer et. Den østrigske mezzosopran Angelica Kirchschlager har siden 1994 igen og igen sunget på festivalen med den specielle atmosfære i både Stoense kirke og i Bøstrup kirke. Det er ret enestående med denne gensidige kærlighedshistorie mellem en diva helt fri for divamanerer og hendes trofaste publikum. For mindre end et halvt år siden sang hun på operaen i Zürich det kvindelige hovedparti i Stephen Sondheims ”sorte” operette ”Sweeny Todd”. I Bøstrup synger hun et fortrinsvis klassisk romantisk liedprogram.

Hendes akkompagnatør er også en god, gammel ven af festivalen på Langeland. Julius Drake har siddet ved klaveret ved sommerkoncerterne i mere end tyve år, og nu er han stærkt impliceret i tilrettelæggelsen af programmet på Langeland. Førende amerikanske aviser har blandt andet kaldt ham ”en af vor tids ypperste akkompagnatører” og ”der er ingen som ham”, og en kulturavis som den østrigske ”Der Standard” har ment, at ”ens opmærksomhed flytter sig fra solisten til ham”.

En kommende sopranstjerne: På et punkt afviger den næste koncert, som finder sted i Stoense kirke lørdag den 10. august kl. 15.30, sig helt fra den foregående koncert. De to solister får deres første koncert ikke alene på Langeland, men i Danmark. Det er ikke nyt, for mange unge solister, der skulle blive verdensstjerner, har fået deres Danmarks-succes i Stoense. Sopranen Gemma Summerfield sluttede sine studier i 2016, men er i The Guardian allerede blevet kaldt ”en kommende stjerne”.  Hendes faste akkompagnatør Sebastian Wybrew får sin Danmarks-debut sammen med hende. På deres program står bl.a. værker af blandt andet Sibelius og Robert Quilter. Det bliver deres eneste koncert i Danmark. Hun er blevet betegnet som ”en ung kunstner med et løfterigt potentiale og et forbløffende potentiale”. Hendes koloraturer betegnes som ”et under”.

En ung cellomester: Ugedagen efter den 17. august også i Stoense kirke kommer så en af de seneste års mest omtalte cellister, Camilla Thomas, sammen med Julius Drake. Det tyske pladeselskab DGG gjorde i 2017 meget ud af at fortælle, at Camilla Thomsen var den første cellist, som i 40 år havde tegnet kontrakt med verdens førende klassiske pladeselskab. Samtidig udgav DGG en meget rost cd med kompositioner af blandt andre Offenbach og Saint-Saëns. Den musik vil man også høre på koncerten på Langeland. Camilla Thomas spiller på en Gagliano-cello fra 1788.

Billede: Angela Kirchschlager