Det er ikke bare nostalgi for samlere af klassisk musik på plader. Det er heller ikke bare oplæring i, at klassisk musik kan udføres på mange måder med mange nuancer, og at det ikke alene er saliggørende, hvordan den spilles i dag.  

Pladeselskaber og ikke mindst storfirmaet Universal har flittigt søgt og fundet i sine gamle kataloger og udsendt flere kassetter med noget af det bedste, som har været udgivet fra lp-pladens start for omkring 60 år siden. For dem, som kan lide nuancerne i udførelsen af klassisk musik, er disse kassetter guldgruber. Allermest lykkelig bliver man nok, når man genfinder svundne skatte. Der er noget særligt ved den første indspilning, som man har fået af et elsket stykke musik.  

Hvad angår det musikalske udtryk kan man ikke sige, at det er blevet bedre og mere nuanceret i det seneste halve århundrede. Det hænger for en del også sammen med en ændret mentalitet. Teknisk er derimod for eksempel orkesterspillet blevet bedre.

Hvis pladeindspilningerne alder skal betragtes som et minus, hvilket en yngre generation eller to vil have alt for let ved at gøre, skal man alligevel være opmærksom på to faktorer. Masterbåndene var i begyndelsen af det sidste halve århundrede af 1900-tallet foran sin tid, så dem har man i dag kunnet trække endnu mere velklang ud af. Og kassetterne sælges til priser, som er helt i bund, så man må undre sig over, at selskaberne ikke er deres egne værste konkurrenter. Men nyhederne med tidens egne kunstnere sælges heldigvis alligevel.

På Universal var det Deutsche Grammophon, som begyndte med den store kassetteleg i anledning af selskabets 111 års fødselsdag. En kassette med 55 cd’er, som alligevel nåede tallet 111 ved at tælle værkerne sammen, blev en kolossal succes og fulgt op af endnu en kassette på 56 cd’er. Lommeregningen giver til resultat: I alt 111 cd’er.

Decca fulgte efter med 50 cd’er, som gav selskabets berømmede tekniske optagelser fra forrige århundredes anden halvdel nyt liv. The Decca Sound blev atter et begreb.

To helt nye kassetter fra Deutsche Grammophon er netop udsendt. I den omtalte 111-serie er der udsendt en kassette med musik af Mozart, udvalgte indspilninger af symfonier, koncerter, kammermusik, kirkelige værker og naturligvis operaer, alt i alt naturligvis 111 værker. De fylder 55 cd’er og skulle fås for højst 850 kr. (DGG 479 0059).

Efter 42 års samarbejde med det berømte orkester Wiener Philharmoniker udsender Deutsche Grammophon også en kassette med 50 cd’er med wienerne i 95 symfonier af 13 komponister fra Mozart til Sjostakovitj. Der er dirigenter som James Levine i Mozart, Bernstein i Beethoven og alle Carlos Kleibers symfoniske indspilninger samt Claudio Abbado også i et bredt udvalg.  (DGG 479 0718).   

Ikon-album fra Philips

Nu følger tredje grundfirma i Universal, Philips, efter med 55 ikoniske indspilninger. Selskabets karakteristik er ikke ved siden af. DGG og Decca har kunnet genudsende flere kunstnere med navne, som stadig slår igennem, end Philips viser her, men i denne seneste kassette kommer man alligevel begrebet ikon nær. Her skal den ikke sammenlignes med DGGs og Deccas ældre kassetter, for de er udsendt i begrænset oplag, så man skal være heldig for at få fat i dem. Nok har disse guldgruber af kassetter fået lov at konkurrere med Universals mange nye udgivelser, men det kun i en begrænset tid. Philips Original Jacket Collection udsendes også i et begrænset oplag som Deutsche Grammophons ovennævnte kassetter med Mozart og med Wiener Philharmoniker. 

En lille bog på 182 sider og tre sprog er med i Philips- kassetten, som kun fylder 14 cm. på pladehylden.  Cd’erne er i kronologisk rækkefølge efter kunstnernes efternavne. Sådan følger vi dem her med enkelte spring. Violinisten Salvatore Accardo lægger ud med tre koncerter af Max Bruch. Jo, han var et ikon, som ikke er det samme som en bredt kendt og populær kunstner. Så er det pragtfuldt at genhøre sopranen Elly Ameling med Schubert. Det behøver jo ikke altid at være Schwarzkopf eller Seefried.

Claudio Arrau og Bernard Haitink

Claudio Arrau spiller Brahms’ anden klaverkoncert med Haitink og Händel variationerne, men det er for lidt med en af klaverhistoriens dybeste fortolkere. Beaux Arts Trio spiller Beethoven. Eduard van Beinum, en dirigent værd at (gen)opdage, akkompagnerer Arthue Grumiaux i Brahms’ violinkoncert. Den legendariske pianist Alfred Brendel spiller sene værker af Liszt. Semyon Bychkov dirigerer Rossinis ”Stabat mater”, mens Caballé og Carreras forener sig i Verdis ”Korsaren”, og det er større, end man måske tror. Colin Davis tager sig af Berlioz’ ”Symphonie fantastique” og Michael Tippett, mens Antal Dorati desværre spises af med to orkestersuiter af Tjaikovskij.

Verdis Requiem er ikke den allerbedste udgave med John Eliot Gardiner, mens kontakten er ideel mellem den russiske mesterdirigent Valerij Gergiev og både Tjaikovskijs femte og Stravinskys ”Le sacre du printemps”. Concertgebouws noble mesterdirigent gennem 25 år, Bernard Haitink, tager sig smukt af Bruckners tredje, Debussy og Mahlers ”Das Lied von der Erde”. Den svenske mestertrompetist Håkan Hardenberger spiller koncerter af fire komponister.

Så er vi nået frem til Clara Haskil, en af mine yndlingspianister med Mozarts klaverkoncerter 20 og 24. Barytonen Dmitrij Hvorostovsky synger fornemt arier af Verdi og Tjaikovskij, mens Kiri Te Kanawa synger Mozart-arier. Man kunne have fundet noget bedre med den populære Kiri, ikke bedre end Mozart, men bedre end Colin Davis og nogle britiske sangerkolleger.

Beskedne ikoner

Kirill Kondrasjin med Rimskij-Korsakovs ”Scheherazade” er ægte kræs. Pianisterne Martha Argerich og Stephan Bishop sammen i Bartók, Debussy og Mozart er også lidt ikonagtigt, den helt unge Stephen Bishop i Griegs og Schumanns klaverkoncerter vel også. Rossinis ”Barberen i Sevilla” kommer under M som Neville Marriner. Med Thomas Allen, Baltsa og Araiza blev den en salgssucces. Så er der et dejligt genhør med Viktoria Mullovas tidlige indspilninger af Tjaikovskijs og  Sibelius’ violinkoncerter. Carl Orffs ”Carmina burana” er ladet med Seiji Ozawas energi. André Previn tager sig af Gershwin både som dirigent og pianist. Pianisten Svjatoslav Richter høres i en berømt Liszt-indspilning med dirigenten Kyrill Kondrasjin. Endnu et dobbeltsæt er Mendelssohns ”Elias” fornemt dirigeret af Wolfgang Sawallisch.

Endnu en gang glimter Mozart med Ingrid Haebler og Henryk  Szeryng. Jeg springer Mitsuko Uchidas Beethoven over, men sætter et kryds ved hendes Schönberg, Berg og Weber sammen med Pierre Boulez.  14 kammerkoncerter af Vivaldi spilles af blandt andre Michala Petri og Heinz Holliger. Og det er prægtigt. Og det er så en fornøjelse at høre Edo de Waart i to Mozart-serenader, finest i ”Gran partita”. Er det end ikke ophidsende, så er der mange fine sager. Og prisen? Den er jo ikke fast, men man får vel sættet for mellem 15 og 16 kr. pr. cd.  Den er i hvert fald ophidsende lav (Philips 55 cd’er. Decca 478 4614).