Den italienske presse var sur over, at den traditionelle åbning af La Scala i Milano den 7. december ikke var med en Verdi-opera, men med et værk af en ”tedesco” (tysker). Det kan man læse mere om under rubrikken ”Hvad der sker! December 1”. Men publikum hyldede ”skurken” Daniel Barenboim og La Scala orkestret, og de fik en af de bedste og mest spændende og en næsten logisk opsætning af Wagners mest italienske opera, ”Lohengrin”.

Da ”Lohengrin” som den første af Wagners operaer i Bologna i 1872 fik sin premiere i Italien, var der anti-tyske uroligheder. Der var i år som altid uroligheder på pladsen udenfor. Arbejdsløse og studenter protesterede med røgbomber og æg mod hædersgæsten, regeringschef Mario Monti. Inde i den smukke operasal var der kun begejstring.

Det var iscenesætteren Claus Guths første forsøg med ”Lohengrin”. Han betragter ikke titelfiguren som en helt, men mere en virkeliggørelse af Elsas drøm om en befrier. Han ankommer ikke som en ridder i sølvglimmer på en svane, men ligger pludselig med bare fødder midt blandt folket i stiv krampe. Han er en brudt personlighed, eller han er to personer i én, som søger hinanden, men aldrig finder sammen. Og som Lohengrin aldrig finder ind i sig selv, står det fra begyndelsen klart, at Elsa og Lohengrin heller ikke vil kunne finde sammen. Deres fælles tragedie udstilles klart, relativt forståeligt og usædvanligt gribende.

Flyttet til Wagners egen tid

”Lohengrin” finder her sted på Wagners egen tid, som i Tyskland havde meget tilfælles med første halvdel af 900-tallet i Antwerpen, hvor den tyske kong Heinrich kom for at hente støtte og tropper til at samle datidens Tyskland.

Det usædvanlige er måden, som Claus Guth også i sin personinstruktion skildrer baggrunden for de to, Elsa og Lohengrin. Han har også sat ”Parsifal” i scene, og den har han ikke helt kunnet slippe. Han lader Lohengrin som søn af Parsifal være præget af den dystre atmosfære fra gralsborgen med dets religiøse samfund, som er gået i forfald.

Man kan samtidig forstå Lohengrin som Elsas indre projektioner af den mand, som skal redde hende, men som hun får mere og mere vanskeligt ved at tro på. Det skyldes ikke bare Ortruds snu forsøg på at vække Elsas tvivl.

En fantastisk præstation

Elsa skulle være sunget af Anja Harteros, men hun blev sygemeldt dagen før premieren. Ann Petersen var hendes cover, men hun var ramt af den samme ”flue” i operahuset og havde måttet melde afbud forinden. Sådan gik den danske sopran, hvis internationale karriere er stejlt på vej opad, glip af sin Scala-debut som Elsa.

I stedet ankom Anette Dasch, Bayreuths Elsa, til Milano ved midnatstide og begyndte soloprøverne med Claus Guth kl. 9.00 næste morgen. Hun var uden hviletid klar til premieren, der startede kl. 17.00. Det var rent ud fantastisk, hvor præcist og endda gribende hun gik ind i den nye tolkning også af Elsas person, som er væsensforskellig fra den, som hun kender fra Hans Neuenfels’ opsætning på somrenes opsætning i Bayreuth. Hun skabte en hel ny personlighed, en psykisk uhyre sart skikkelse med en overvældende fantasi, som flere gange kaster hende til jorden. Hendes gentagne besvimelser ligner flugt fra en virkelighed, som hun ikke behersker. Anette Dasch var bevægende i sin fremstilling af en ung kvindes kamp og nederlag. Hendes præstation var helt utrolig ikke mindst i betragtning af, at hun intet anede om denne tolkning af Elsa otte timer før premieren. Og hun sang så sikkert, så smukt, så nuanceret. ”Lohengrin” er Wagners bel canto opera frem for nogen. Hun fik de melodiske buer smukt frem, og samtidig var hendes deklamation inden for disse rammer perfekt.

Aftenens største bifald i en jubelfest fik Jonas Kaufmann som Lohengrin. Han er tilbage i topform, efter min mening endnu bedre, end da han sang Lohengrin i Neuenfels’ omtalte Bayreuth-opsætning i 2010 og i München. Han vekslede nuanceret mellem heltetenor-glans og delikate, klangfuldt formede piano-toner.  Fremragende var også tidens bedste Wagner-basbaryton René Pape som en urokkelig sikker kong Heinrich. Ny og udmærket var den islandske baryton Tómas Tómasson som Telramund sammen med Evelyn Herzlitsius i bedste stemmeforfatning som Ortrud.

Gribende slutbillede

Der var fremragende billeder som den store duet efter brudekoret. Den foregik mellem siv på en bådebro. Slutbilledet, som ellers altid er et problem, lykkes også for Claus Guth. Lohengrin, som har sunget sin gralsfortælling med en uhørt smerte, vælger helt efter Wagners bog at lade Elsas forheksede lillebror komme for at overtage magten, men det skulle jo fratage Lohengrin enhver mulighed for at vende tilbage til gralsborgen. Det problem løser Guth endeligt. Lohengrin ligger som i begyndelsen med krampetrækninger, og den ellers forstenede Elsa vågner og lægger hans uniformsjakke over den døende. Elsas bror, den halve svane, som har forsøgt at hjælpe hende flere forgæves gange, og som derfor her har en gennemgående stum rolle, viser sig her ikke som instruktørens dybt pessimistiske opfattelse af ham som en lille dreng, som det er blevet almindeligt, men som en ung knøs, som i sig virkelig har mulighederne for at kunne svinge Lohengrins sværd til sejr.

Tv-transmissonen på tysk Arte, hvor jeg fulgte den fremragende fotograferede transmission, blev i nogle minutter hen mod afslutningen af anden akt afbrudt på grund af et strømsvigt på La Scala. Måske også i transmissionen til de danske biografer, som havde valgt at sende premieren direkte? Men den kom igen lige i tide til det knusende tragiske øjeblik, da de to nygifte ikke kunne skjule deres tvivl og angst.  

Barenboims sejr

I forspillet blev de sarte strygertoner spillet med et lidt generende vibrato, men det fik Barenboim hurtigt fjerne til fordel for en mere tysk og varmt klingende Wagner. Orkestret fulgte ham tæt i en musikalsk opbygning, som åbnede for det tragisk dramatiske forløb. Det er længe siden, at jeg har hørt Barenboim dirigere en så stor Wagner.

Jeg nævnte de italienske mediers vrede over, at Wagner skulle åbne 200-året og ikke Verdi. Barenboim kaldte i et pauseinterview de aktuelle medier for ”idioter”, men da alle sangerne havde modtaget deres bifaldstilkendegivelser i en for La Scalas publikum sjældent ensidig begejstring, gik tæppet op for solister og kor, som alle sang den italienske nationalmelodi. Da var ikke et øje tørt i den hæderkronede opera. At instruktøren Claus Guth ikke kom frem efter tæppefald, skal man ikke lægge noget i. Det er han tilsyneladende for længst holdt op med.  

Da forbindelsen til La Scala forsvandt, satte Arte, der ellers er en seriøs station, straks en reklame på for sig selv. Det var hårdt for Wagner at blive skåret over af en mere poppet musik. Og Artes værtinde, Anette Gerlach, var som altid en prøvelse. Også på det punkt fungerede Arte som en amatørsender.

Men sikke en forestilling. En sejr for Wagner i en tid, hvor det væsentlige indhold i operaerne ellers for ofte glemmes.  Så får vi se, om de italienske anmeldere opdager, hvor stor denne opsætning er.