Glæder og skuffelser gik hånd i hånd fra koncert til koncert, men fornøjelserne var størst. Fire nytårskoncerter i dansk og især tysk tv på tre dage. Der var opdagelser at gøre, og der var ægte musikalske nytårsløjer. Lad så være, at to af de tre klassiske nytårskoncerter i Wien, Berlin og Dresden ikke levede helt op til forventningerne, hvis man da kan tillade sig at kalde nytårskoncerten på Semper Oper i Dresden for en klassiker, for det var kun tredje gang, at den fandt sted.

Det var ikke i Wien, at der også var problemer, for her virkede statsoperaens chefdirigent Franz Welser-Möst anderledes overbevisende end for to år siden, så det blev en af de virkelige smukke koncerter med familien Strauss musik.

I Dresden gjaldt skuffelsen ikke koncerten som helhed, men meddelelsen fra starten, at sopranen Diana Damrau samme morgen havde måttet melde afbud. Damrau som operettediva i musik af Emmerich Kálmán ville ellers have været et spændende bud på, om det er den tyske Diana Damrau eller hendes russiske soprankollega Anna Netrebko, som er verdens bedste soprandiva i gedigen underholdningsmusik.

Afløseren var ikke i samme topklasse, men man skal ikke være utilfreds med Ingeborg Schöpf. Hun ydede en stor og fantastisk sikker præstation. Dresden har foruden sin Staatsoper også et anerkendt Operettentheater, og førstedivaen her, Ingeborg Schöpf, har Kálmáns to største og væsentligste kvindelige partier, grevinde Maritza og Czardasfyrstinden, tæt inde på livet og kunne dem udenad. Og hun havde intet besvær med et sideblik til noderne også at finde sig selv som hertuginde af Chicago, kejserinde Josephine og en næsten bly viol fra Montmartre.

Ifølge Ingeborg Schöpfs manager har hun også haft stor succes i Danmark. Mon det har været som solist på et af de omrejsende wienerkoncertselskabers udflugter hertil? Jeg mindedes endda at have set hende før, eller virkede hun blot som prototypen på en operettediva med store øjenvipper og ikke som en operadiva, som kommer videre rundt i det menneskelige selskab?

Christian Thielemann slog sig løs

Til sagen: Orkestrets nye chef Christian Thielemann befinder sig normalt bedst i Wagners og Bruckners selskab, hvor han er verdens bedste i dag. Han slog sig løs i Kálmáns operetteverden med en energi og passion både at se og høre på. Han levede og åndede med sine solister. Han kunne forlade dirigentpodiet og gå ned til sin sopransolist for at hjælpe hende med at komme derop, hvor hans musikersjæl befandt sig.

Der var forskel i dirigentens forhold til de to solister. Thielemann havde ikke haft til at indstudere musikken med den dagsfriske Ingeborg Schöpf, så mellem dem skulle der bygges videre på sikkerheden, mens det var de små finere nuancer, som hans direktion mindede og inspirerede ”den nye” tenor Piotr Beczaly om og til. Ham er det intet ondt at sige om, så smukt og tiltalende og elegant han synger. Så er det blot en skam, hvis vi skal tænke på nye og anderledes partier, at stemmen ikke har mere vægt. Her var den perfekt.

Koncerten var sikkert for mange en positiv opdagelse af Kálmáns fine og charmerede musik. Interessen for operettegenren synes ellers vigende i tiden trods dens følelsesfuldhed, dens sentiment, som ikke må forveksles med den sentimentalitet, som i vore dage synes at gå hånd i hånd med en tiltagende hårdhed.   

Deutsche Grammophon planlægger at udsende cd-optagelsen fra koncerten allerede den 4. januar. Senere på måneden følger koncerten på dvd og blu.ray.

Bartoli funklede med obo og trompet

Oplevelsen i Berlin den følgende eftermiddag var den stemmekåde Cecilia Bartoli, som var tilbage i form efter buh-koncerten i Milano. Hun sang Händel sprudlende elegant, og helt fantastisk var hendes duetter med førsteoboisten og førstetrompetisten. Chefdirigent Simon Rattle og Berliner Philharmoniker bød naturligvis på flot orkesterspil i kortere værker af Brahms, Dvorak og Ravel, men som så ofte var det en form for flothed, som syntes at være smurt oven på i et nyt lag af fremragende musikere. Man sad med fornemmelsen, at berlinerne sprang over gærdet, hvor det var let.

Festspilbyen Baden-Baden

Man kunne med et tv-skift komme direkte til festspilbyen Baden-Baden, som ikke selv har et toporkester. Her blev nytårskoncerten varetaget af Radiosymfoniorkestret fra Stuttgart dirigeret af den både friske og sikre Andrés Orozo-Estrada. Her var der underholdning af tre sangere, to karrieremæssigt ældre herrer, som stadig kan begejstre, og en ny ung sopran, som jeg vil anbefale: Læg mærke til: Olga Peretyatko. Rejs roligt efter hende.

Den russiske sopran sprang ind og reddede den anden opførelse af Donizettis ”Kærlighedsdrikken” på Baden-Badens pinsefestival. Hun blev straks engageret til nytårskoncerten.

Med sit sorte hår og lette skikkelse lignede hun en ny, ung Anna Netrebko. De er begge vokset op og uddannet på Marinskij-operaen i Sankt Petersborg. Hun spillede sine operaskikkelser overbevisende og temperamentsfuldt næsten som sin overberømte russiske kollega i koncertopførelserne af Verdi-uddrag. Hun var en fængslende Gilda i ”Rigoletto”. Hendes koloraturer sad overbevisende i det lette luftlag.  I den mere blandede anden del af koncerten spillede hun løs som Offenbachs Olympia. Lad Olga Peretyatko hermed være anbefalet til danske koncertarrangører, som ikke har råd til eller ikke får lov til at engagere Anne Netrebko.

De to erfarne herrer var barytonen Thomas Hampson og tenoren Rolando Villazón. Naturligvis har de klinget mere frit ud, men de kan deres metier, og det har været dejligt at konstatere, at Villazón efter sin krise har haft et stort år og det ikke mindst i Baden-Baden blandt andet som Mozart-tenor. Da de tre sangere skulle tage fat på ekstranumrene, og først Peretyatko og derpå Hampson havde fået salen til at koge, blev man forstærket i angsten for, at Villazón måske ikke ville kunne klare den sidste anstrengende hurdle, for den mexikanske tenor og spasmager blev surmulende stående ved siden af de to andre, da de begyndte på valseduetten fra ”Den glade enke”, men det udviklede sig til et musikalsk tindrende morsomt trekantsdrama. Det blev tv-koncerternes fine komiske højdepunkt. 

Bedre end ventet i Wien

Wiener Philharmonikernes nytårskoncert blev måske lidt overraskende en af de mere mindeværdige. For to år siden skuffede Franz Welser-Möst mange som lidt ”kedelig”, selvom han og orkestret musicerede smukt sammen. Det gjorde de langt mere overbevisende denne gang. Programmet var lagt til rette efter dirigentens mere stille og indadvendte gemyt,han er jo ikke et sprudlende nytårsmenneske. Det store prøvearbejde – større end til nogen anden af wienernes koncerter – bar frugt i et orkesterspil, som klang eminent smukt og klangfuldt levende i de mange små detaljer. 

Dertil var programvalget specielt godt. Ikke færre end 11 værker var nye på en nytårskoncert. Specielt var der fundet megen musik frem af broder Josef, hvis ”Sphärenklänge” blev en sart oplevelse. Hans ”Die Spinnerin” var en hyldest til Senta i Wagners ”Den flyvende hollænder”, men Bayreuth-mesteren var selv præsenteret med forspillet til tredje akt af ”Lohengrin”, i øvrigt unødvendigt og lidt grimt påklistret citatet af ”Nie sollst du mich befragen”.

Tilsvarende blev det nye års anden store 200-års fødselssar Giuseppe Verdi hyldet med Johann Strauss’ ”Melodien-Quadrille”, et potpourri af Verdi-melodier fulgt af den originale vare, et uddrag af balletmusikken til den franske version af ”Don Carlos”. Man kan diskutere, om de to operakomponister som fremmedelementer nødvendigvis skal dukke op på nytårskoncerten, blot fordi de blev født for et rundt antal år siden. Så var der mere mening i at præsentere H.C. Lumbye på nytårskoncerten sidste år, da Danmark overtog formandsstolen i EU. Lumbyes musik passer jo bedre ind i nytårsstilen.

Der er andet at diskutere. Det er blevet tradition, men var det ikke oprindelitg at klappe i takt til fader Strauss’ ”Radetzky march”. Ofte udvikler det sig til vildt og udisciplineret klapperi, også i Wien, men Welser-Dirigent Möst styrede publikum godt.  I virkeligheden mener han, at publikum slet ikke burde klappe til musikken i et ærværdigt hus som Musikverein. Men det prøvede han altså ikke at komme igennem med.

Lidt sjov skulle der være, og Welser-Möst koncentrerede det til at dele tøjdyr ud som gaver til enkelte musikere under Johann Strauss den yngres ”Der Carneval in Venedig”. Det er den melodi, som vi kalder ”Min hat den har tre buler”, som er komponeret af den tyske violinvirtuos Heinrich Wilhelm Ernst (1814-1865) og i Tyskland ikke blot er kendt som ”Mein Hut, der hat drei Ecken”, men endnu bedre som ”Ein Mops kam in die Küche”.

Til næste nytår dirigerer Daniel Barenboim.