Allerede det stærke velkomstbifald fortalte, at publikum i det fyldte musikhus i Aarhus ville takke Giordano Bellincampi for en lang række store forestillinger gennem 16 år på Den jyske Opera, heraf de seneste otte år som chef. Puccinis ”Tosca” er Bellincampis sidste forestilling i den danske landsoperas regi, hvis man da ikke kan formå ham til at vende tilbage og dirigere en af de store august-opsætninger.

Det var helt i hans egen ånd, at han tværtimod slutter med at rejse rundt til Den jyske Operas publikum over hele landet med en af operaer, som han selv sætter højest, Puccinis ”Tosca”.

Bellincampi og Aarhus Symfoniorkester kvitterede for publikumsstemningen med en glødende, inciterende gengivelse af Puccinis teknisk fine og følelsesmæssigt stærke musik. Den toppede i udbrud af ekstase og med en rigdom af udtryksfulde klange. Det bliver også de præcist styrede impulser fra orkestergraven, der afgør den høje vurdering nedenfor af de stjerner, som den ”moderne” kulturverden desværre ikke synes at kunne være foruden.

På scenen begyndte det traditionelt, om end med det største lærred, som jeg har set nogen Cavaradossi har haft til en bibelsk scene med et portræt af Maria Magdalena. Scenografien skal hurtigt kunne transporteres til større og mindre scener, og det krav har den tyske scenograf Herbert Murauer håndteret godt, selv om man nødvendigvis må savne en scenisk effekt tilsvarende første akts afsluttende ”Te deum”.  

En pludselig omfavnelse

Det begyndte traditionelt, men pludselig skete der noget usædvanligt: Da den jaloux Tosca følte verden skride under sig i troen på, at hendes Cavaradossi samtidig var hende utro med modellen for billedet af Maria Magdalena, faldt hun i sin fortvivlelse om halsen på politipræfekten Scarpia, djævelen i kirken. I det øjeblik skete der noget, som gav spillet mellem to i anden akts drama en særlig psykologisk karakter og intens spænding. Her kom instruktøren Elisabeth Linton ind med et særligt bud tæt sammenknyttet musikken.

I den svenske sopran Ingela Brimberg (alternerende med Victoria Nava) havde instruktøren en Tosca, som scenisk var ”rigtig” og menneskeligt spændende, og som sang så overbevisende smukt, klart og udtryksfuldt, at det bliver spændende at følge hendes internationale karriere også i andre stærke kvindepartier. Hun sang arien ”Vissi d’arte” om kunsten og kærligheden først liggende på en kiste, derpå siddende på gulvet helt i stil med Puccinis udtrykte ønske.  

Med mexikaneren Rafael Rojas har Den jyske Opera fundet en tenor, som har overskud til at gennemføre Cavaradossis parti både med dramatiske udfald og lyrisk smukke passager. Så kan man diskutere hans indlagte hulk, som var helt efter den veristiske, sandhedens sangstil, som kom frem samtidig med Puccinis musikdramaer og tenoren Enrico Caruso. Rojas er som den alternerende italiener i partiet, Danilo Formaggia, debutant på Den jyske Opera, men de har næsten en snes års sceneerfaring bag sig.  

Turisternes Rom skåret væk

For en gangs skyld befinder vi os ikke som turister på toppen af Engelsborg i fri luft med udsigt til andre af Roms arkitektoniske herligheder. (Det er endda hændt, at man fra Engelsborg også har kunnet se Engelsborg i det halvfjerne). Her er vi i et nøgent, koldt rum,hvor malerstilladset fra første akt slutter sin rejse gennem alle tre scenebilleder som hjælp til Toscas flugt i døden genem vinduet. Dette triste rum passer i virkeligheden anderledes korrekt til fangen Cavaradossis situation. Han ligger på det bare gulv efter torturen hos Scarpia og må smertefuldt kravle hen for at få fat i det papir, som han med en ring har købt af fangevogteren, og som han i den berømte tårnarie skriver sin afsked til Tosca på. Det er en parallel til første akt, hvor sakristanen og Cavaradossi driller hinanden på samme måde, men nu er irritation blevet til ondskab. Elisabeth Lintons iscenesættelse er i det hele taget fint detaljeret gennemtænkt og – værd at lægge mærke til i vor tid – umiddelbart forståelig. 

Tosca dukker overraskende for Cavaradossi op, og i deres kærlighedsduet ser man igen, hvordan Elisabeth Linton formår at give sine personer ægte udtryk. Også derfor giver denne ”Tosca” mening over gennemsnittet.   

I det store parti som Scarpia forstår Jørn Pedersen, som i december 2012 kunne fejre sit 25 års jubilæum på Den jyske Opera, at dæmpe så tilpas på ondskaben, at han bliver farlig. Han alternerer med Robert Hyman, som Det jyske Operas publikum også kender. Den jyske Opera har sit eget ensemble til de mindre partier med Jesper Brun-Jensen som en behersket latterlig kirketjener, Jens Bové, Thomas Christian Sigh, Erik Bekker Hansen, Tue de Stordeur, Morten Wang og Robert Bøgelund Vinther.                    

***** Den jyske Opera: Puccinis ”Tosca”. Premiere i Musikhuset Aarhus. Se spilleplanen for hele landet under den ret lange introduktionsartikel, som findes under foromtaler.

Foto af Angela Brimberg og Rafael Rojas:  Anders Bach.