Kristian Marius Andersen har Aspergers syndrom. Han er vokset op i et nordengelsk arbejdermiljø præget af mobning og en familie uden særlige musikalske evner. Hans mor er engelsk, hans far er dansk. Han har imidlertid fundet et rum, hvor han kan hvile i sigs selv. Han begyndte at spille klaver som 4-årig, og han har udviklet sig til en spændende musiker.

En ny dokumentarfilm fortæller historien om Den Grimme Ælling, som mentalt forslået lander i Herning, hvor han kommer under dirigenten og organisten Mads Billes vinger. Langsomt folder han sig ud som en smuk svane og en helstøbt musiker. Han bliver 2. organist ved Herning Kirke og fast akkompagnatør for Herning Kirkes Drengekor, som han turnerer med i Europa og USA. Og han tager organistuddannelsen ved Det Jyske Musikkonservatorium, hvor han debuterer fra solistklassen i maj 2012. Når Kristian Marius Andersen spiller, er han en urørlig autoritet; men når han træder ud af musikkens tryllekreds, rammer hverdagens krav ham som en hammer, fortæller Klaus Møller-Jørgensen fra Det jyske Musikkonservatorium.

Instruktør Anne Moulvad har igennem fem år fulgt Kristians slalom mellem ufattelige kunstneriske højdepunkter og det udmarvende og kaotiske møde med dagligdagens trivielle gåder. Filmen om dette sammenstød mellem hverdagens og kunstens verden har netop haft premiere og kan måske nås endnu i en af de nævnte biografer: Bio-huset i Lemvig eller en af de mange biografer i Midt-og Vestjylland samt i Odense i Cafe Biografen, i København i Vester Vov-Vov, i Aarhus i Øst for Paradis og i Aalborg i Biffen. Se en komplet biografliste her: http://www.tangentspiller.dk/spilleplan-biografer/

Kontakt eventuelt den enkelte biograf. Se traileren her: http://youtu.be/UY8nI91vPdQ