Det er det sædvanlige. Man snakker om krise på plademarkedet, nok dog mere behersket hvad angår klassisk musik. Og alligevel kommer der hele tiden nye indspilninger, som er både strålende og spændende og endda usædvanlige. Der er noget af det hele med i denne bunke og i tilgift en bundskraber med en pianist, som efter sigende sælger godt, uden at det er til at forstå. Men Richard Claydeman er sikkert med til at tjene penge, så Universal i den anden ende kan udsende for eksempel en vidunderlig Schubert-cd. Lad os tage den først.

Maria Joao Pires med Schubert 6 stjerner. Den portugisiske pianist lukker sig inde i en anden verden, men hun lader os andre komme med ind i den. Man skal være en sær tør musiksnegl, hvis man ikke tør eller kan følge med ind i hendes tankefulde og poetiske gengivelser af Schuberts a-mol sonate nr. 16 i a-mol, D 845, og nr. 21 i B-dur, D 960.  Så er formalier i orden. Det er flot af DGG at have begge sonater sammen, for cd’ens spilletid er på hele 83 minutter og 24 sekunder og det med en god klanggengivelse.  

A-mol sonaten har ikke mindst i førstesatsen karakter af en fantasi, og netop denne indadvendte, noget smertefulde fantaseren får Pires frem i al dens nuancerigdom. De følgende satser har et ofte overraskende tematisk familieforhold til førstesatsen, som her understreges fint og stille, så alle fire satser til og med den dansante rondo hører sammen i en fascinerende helhed. Schubert kunne også skrive ganske enkle melodier, som umiddelbart ikke lyder af det store, men Pires opdager og får noget stort og inderligt ud også af dem.

B-dur sonaten er et af klaverlitteraturens højdepunkter. Her tør man næsten ikke trække vejret allerede ved de første takter. Schubert var en mester i at kunne kaste nyt liv over sine harmoniske modulationer. De vekslende tonearter åbner for nye sider af temaerne, og dybden i disse drejninger åbnes der på en fantastisk fin måde for af Pires. Den melankolske andante står så smukt i rummet, at også den mindre musikerfarne må fanges ind. Finalen er mere munter, men kun på overfladen, og netop denne schubertske dobbeltbundethed får Pires frem. Skæld ikke ud på pladeforhandleren, hvis cd’en endnu ikke er kommet frem. Den kommer i løbet af marts måned (DGG 477 8107).        

Alice Sara Ott med Musorgskij og Schubert 3 stjerner. Den tysk-japanske pianist Alice Sara Ott er et af de nye store klavernavne. Hun spiller krystalklart og virtuost, men at høre hendes tolkning af Schuberts D-dur sonate, opus 53 og D 850 er som at høre et nok fremragende teknisk, men også overfladisk klaverspil uden dybde og sammenhæng. Dette er bagsiden af en ny generation. Hendes klaverspil passer langt bedre til Musorgskijs ”Udstillingsbilleder”, som sammen med Schubert-sonaten er optaget på en koncert i Marinskij-teatret i Sankt Petersborg som led i festivalen ”Hvide nætter”. Men med Schubert, faktisk det længste stykke musik af de to, degraderet til ligegyldigt ballast, nytter det ikke meget, for der er andre teknisk flotte Musorgskij-indspilninger (DGG 479 0088).   

Alisa Weilerstein i Elgar og Carter 5 og 3 stjerner. Det er en anderledes fornøjelse at lytte til den unge amerikanske cellist Alisa Weilerstein. Hun er af en stærk musikerfamilie. Faderen Donald Weilerstein var grundlægger af The Cleveland Quartet, moderen pianisten Vivian Hornik Weilerstein, mens broderen Joshua Weilerstein, der som den yngste nogensinde vandt Malko-konkurrencen i København i 2009, netop har dirigeret Aarhus Symfoniorkester igen. De to søskende kan noget af det samme, netop give musikken udtryk og befordre begejstring ned i detaljerne. De er alt andet end kedelige at lytte til.

Alisa debuterede med Cleveland Orchestra som 13-årig, og to år efter gav hun koncert i Carnegie Hall i New York. I 2009 blev hun inviteret til Daniel Barenboims Studio i Carnegie Hall for at spille Elgars cellokoncert for ham. Alisa havde som syv-otte årig allerede hørt og elsket indspilningen af Elgars koncert med Barenboims unge hustru og nu for længst af sygdom afdøde Jacqueline des Pre’s indspilning af Elgar. Nu gennemgik han den takt for takt med hende og inviterede hende til at være solist i koncerten med sit fremragende Staatskapelle i Berlin og indspille den. Det detaljerede forarbejde høres, men langt fra som noget tillært, tværtimod som en ideel kombination af begejstring og dyb indsigt i koncerten. Weilerstein spiller også Max Bruchs ”Kol Nidrei” og Elliott Carters cellokoncert, som hun indstuderede med den 103-årige komponist i 2011. Han døde sidste år, så optagelsen er et dokument, men Carters koncert er ikke så spændende, så den må nøjes med tre stjerner for sig. Men Elgar er hele cd’en værd (Decca 478 2735).       

Zuill Bailey og Krzysztof Urbanski med Elgar og Smetana 3 stjerner. En anden begavet ung dirigent end Weilerstein, som også ind imellem gæster Aarhus Symfoniorkester, er polakken Krzysztof Urbanski. Han er chefdirigent for det amerikanske Indianapolis Symphony Orchestra, som er fuldt besat, men som ikke lyder helt så sammenarbejdet og musikalsk motiveret som det (hvor længe?) mindre Aarhus-orkester i tre hovedsatser af Smetanas ”Má Vlast” (Mit fædreland), bl.a. ”Vltava” (Moldau). Zuill Bailey er absolut en både god og tiltalende musiker, men konkurrencen fra Alisa Weilerstein og Daniel Barenboim er for stor. Smetana med Urbanski er i hvert fald ikke uinteressant på denne promo-indspilning for det amerikanske orkester (Telarc-34030-02).  

Lena Kildahl med Jolivet og Bach 5  stjerner. Vær opmærksom. Vi er nået til to bemærkelsesværdige soloindspilninger af høj kvalitet og med spændende indhold. Den første har Aarhus Symfoniorkesters solofløjtist Lena Kildahl indspillet i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus. Barokmusik af Marin Marais (1656-1728) og Bach-sønnen Carl Philipp Emanuel Bach (1714-1788) står sammen med seks ”Incantations” (Besværgelser) af André Jolivet (1905-1974), som er mere kendt i fløjteverden end i den øvrige musikverden. Her smelter tre århundreders musik betydningsfuldt sammen. De tre komponister uddyber hinanden, og Jolivet bliver hovedpersonen.

Franskmanden har skrevet en teknisk meget krævende musik, men det kommer Lena Kildahl med et dejligt koncentreret og udtryksrigt spil uproblematisk hen over. Man kan høre, hvor intimt musikken er indstuderet, men intimiteten kommer ud. Lena Kildahl beskriver den selv som ”særdeles kraftfuld i udtrykket, mange steder er den ganske intim og således fyldt af store kontraster. For mig personligt kan musikken beskrives med ord som urkraft, moder jord, frygt, desperation, afklarethed, længsel, eufori og dyb sorg – følelser, man i løbet af livet uundgåeligt kommer igennem.” Lyt og oplev det.

Jens Holm, tidligere bassist i Aarhus Symfoniorkester, hvis koncerter han og Holberg Audio nu optager til udsendelse på Radio Klassisk, er hovedansvarlig for optagelsen. Balancen mellem den nære, intime fløjte og Symfonisk Sals dejlige akustiske rum er lykkedes ideelt. Det er blevet en cd for mange til mange gentagelser og opdagelser (LEKI 001, www.lenakildahl.dk).     

Helge Slaatto med GeigenGarten for soloviolin 5 stjerner. Den anden bemærkelsesværdige solo-cd bringer musik af Per Nørgård, Anders Nordentoft, nordmanden Arne Nordheim, den polske Hanna Kulenky, den tyske Hans Werner Henze, den norske Bernt Kansberg Evensen, Bent Lorentzen og italieneren Giacinto Scelsi. Kun Hans Werner Henze, Nordheim og Scelsi lever ikke længere. Så er kortene lagt på bordet, men hvilke kort. Det er fænomenalt, som den 60-årige norske violinist Helge Slaatto, som heldigvis har virket meget i Danmark og endda på flere planer som solist, koncertmester i Odense, København og Randers og som lærer, spiller denne nyere og ret varierede musik. Han kalder selv udvalget af musik for en gruppe af gode bekendte med hver deres stærke individuelle karakter. Slåttos violin er hele tiden nær, fuld af karakter og fortællende i hver en nuance. Han har indstuderet en del af musikken med komponisterne og tilegnet sig det hele, så værkerne fremstår med en enestående udtryksrigdom. Jeg har lyst til at kalde denne cd for avantgarde for alle, men jeg må nok nøjes med at fortælle, at jeg selv har fået et kolossalt udbytte af at lytte til den flere gange, og jeg vil høre den mange gange endnu (Helicon HCD 1067).     

Julia Fischer med Max Bruch og Dvorak 4 stjerner. Den unge tysker Julia Fischer er en fantastisk violinist, som kan det hele og allerede har vist det. Hun har en pragtfuld violintone ned i pianissimo. Men med David Zinman og Tonhalle-Orchester Zürich har hun ikke et tilsvarende inspirerende medspil som nu Alisa Weilerstein med Daniel Barenboim, så det forbliver en cd med meget fornemt violinspil, som får lov at give de fire stjerner, men det er som helhed ikke fuldt forløsende udgaver af Dvoraks a-mol violinkoncert og Max Bruchs populære romantiske første violinkoncert i g-mol (Decca 478 3544).    

Leonidas Kavakos og Enrico Pace i Beethovens violinsonater 4 stjerner. Så giver jeg hellere fire klart uproblematiske stjerner til en komplet udgave på tre cd’er af Beethovens violinsonater, 10 i alt. Og der er mening i at have dem alle, ikke blot den store ”Kreutzer-sonate” i A-dur og ”Forårssonaten” i D-dur. Rodolpho Kreutzer var en stor samtidig violinist, som Beethoven dedikerede sin sonate til, men aldrig hørte fra. Det er en spændende indspilning. Kavakos spiller på en Antonio Stradivari violin kaldet Abergavenny fra 1724, og han kombinerer det at være en moderne musiker med sansen for det historiske uden overhovedet at stivne i det. Enrico Page er den fine, følsomme pianist, som holder sig noget i baggrunden. Violinstemmen var også den vigtigste for Beethoven. Selve optagelsen er interessant, for violinen kan flytte sig i rummet i forhold til den mere faste flygelklang, hvilket faktisk gør sættet mere levende. Jo mere man hører, des gladere bliver man for dette Beethoven-spil, har jeg kunnet konstatere. Det har en egen friskhed og er anderledes end de klassiske optagelser, uden at det afløser klassikerne (Decca 478 3523, tre cd’er).   

Richard Claydeman med Romantique 1 stjerne. Jeg hørte denne cd af nysgerrighed. Jeg har ikke mindst i Wien med fornøjelse lyttet til mange såkaldte salonpianister, som underholder på caféer og undertiden til populærkoncerter. Det har jeg haft megen fornøjelse af. Richard Claydemann er berømt og populær, forstår jeg, og han spiller også let flydende på flyglet. Han henter og bearbejder sin musik mange steder fra, musical, film og endda fra operaen. Af Puccini således ”O mio babbino caro” fra ”Gianne Schichi” og ”Nessun dorma” fra ”Turandot”, den sidste endda med kor. Hvad Claydemann ikke selv ødelægger, det gør bearbejdelserne med Det bulgarske Symfoniorkester, hvad det så end er. God romantisk musik bliver til smagløse grufuldheder. Lad dette være et enkeltstående eksperiment på bloggen (Decca 3724563).