Sæsonens fiasko på Royal Opera House i Covent Garden i London var Meyerbeers ”Robert le Diable” (Djævle-Robert). De to hovedsangere blev skiftet ud i sidste øjeblik, og forestillingen fik sæsonens dårligste anmeldelser. Den blev kaldt ”catastrophic” og ”a decable”.

Juan Diego Florez, også velkendt herhjemme, fandt ud af, at hans tenor ikke egnede sig for partiet og blev erstattet af Bryan Hymel. Diana Damrau blev gravid og måtte trække sig til fordel for Jennifer Rowley, som i den 11. time før premieren blev udskiftet med Patrizia Ciofi. Dengang hed det officielt, at sopranen og operahuset ”gensidigt” var enige om, at hun ikke egnede sig for partiet.

På Covent Gardens pressemøde med de nye sæsonplaner forleden, blev musikchef Antonio Pappano, for nylig i København og Aarhus med det italienske toporkester Santa Cecilia, udspurgt om katastrofe-forestillingen, og han rodede sig ud i en større kritik af vor tids sangere, som han mente tog kontrakterne ”meget lettere” end tidligere generationer: ”De er svagere af krop og er ligeglade (”don’t care”). Det er for mig meget frustrerende.”

Som årsager hertil nævnte Pappano mere anstrengende prøver og den stigende PR-ansvarlighed. ”Physically their organs are not as strong”, tilføjede han.

En korrektion

På nettet på den meget læste www.opera-britannia.com satte den omtalte sopran Jennifer Rowley straks tingene på plads på en både pæn og præcis måde:  ”Jeg trak mig IKKE ud af ”Robert le Diable”. Jeg blev fyret af en dirigent (Daniel Oren. Red.), som havde en sangerinde, som HAN ønskede skulle synge rollen fra begyndelsen, en sangerinde han kendte godt og havde arbejdet sammen med mange gange. Mine vokale egenskaber var ikke, hvad HAN søgte i rollen, og en let koloratur sopran blev bragt ind. I kender mig alle godt: Jeg er ikke nær den stemmetype på nogen måde. At bruge min stemmetype i rollen var et æstetisk valg af operahuset, mens min erstatning var et æstetisk valg af dirigenten. Basta. Dette havde intet at gøre med mig.”

Og det har amerikaneren Jennifer Rowley nok ret i. Hun synger som afløseren Patrizia Ciofi fremragende koloraturer, men hendes stemme er mørkere og lidt tungere med flere klangnuancer. Der er ingen tvivl om, at hun kunne partiet, for hun har sin hurtige karriere til trods mere end én gang bevist, at hun kan springe ind i en forestilling med kort varsel og synge den til succes, for eksempel Donizettis Maria di Ohan på den amerikanske Caramoor festival 2012. I Skandinavien har hun sunget de lette koloraturer som Musetta i ”La bohème” på Den Norske Opera og det koloraturfri karakterparti som Donna Anna i ”Don Giovanni”. I virkeligheden synes hun at have en meget alsidig stemmetype.

Krig i Salzburg

Alexander Pereira havde i sommer sin første festspilsæson i Salzburg efter 21 overvejende succesfulde år som operachef i Zürich. Han er allerede i krig med det halve Salzburg. Han kan ikke eller rettere vil ikke holde budgetterne. Ha fik sine merudgifter godkendt til slut, men da han forelagde sine planer for festspillene i 2014, fik han besked af festspillenes kuratorium (bestyrelse), der énstemmigt forlangte, at to af Pereiras planlagte forestillinger skulle aflyses. Men det ville han ikke, for han havde skrevet kontrakter til den ene med store og dyre solister. Der står det nu.

Salzburgs borgmester Heinz Schaden (SPÖ), som også er medlem af kuratoriet, udtalte så i pressen, at Pereira ikke får sin kontrakt forlænget efter 2016. Det var lidt utidigt gjort, for den skal ikke genforhandles endnu. Så blev Pereira fornærmet: ”Jeg lader mig ikke behandle som en skoledreng,” fortalte han pressen, og læserkommentarerne strømmede ind i et omfang, som vi aldrig kender til herhjemme. Mange mente, at en skoledreng netop var, hvad Pereira var. Han fik ikke den store opbakning. Østrigernes tørre konklusion er, at festspillene i Salzburg var en succes før Pereira og fortsat vil være det efter ham.

Fra provokationer til overfladeglans

Programlægningen har ændret sig. I Gerard Mortiers ledelse gennem en halv snes år i Salzburg var fornyelser og provokationer hovedsagen. Det medførte mange spændende forestillinger og flere virkelig nullerter. Peraira vil det modsatte. Han samler på store slagkraftige navne uden fornyelse. I sommer blev således Puccinis ”La bohème” spillet for første gang og det endda med Anna Netrebko. Set med danske briller kan man dog kun være misundelig på Salzburg.

I omstående artikel ”Salzburg: Wagner og Verdi” kan man læse om programmet til sommer. Det er flot, men det er også blevet kritiseret, fordi det ikke er specielt nok, som festspil vel bør være. Pereiras mangeårige samarbejdspartner i Zürich, dirigenten Franz Welser-Möst, er kun én af dem, som har kritiseret kursændringen. Af andre grunde sagde han nej til Salzburg, fordi der ikke var lagt nok dage af til pauser mellem hans opførelser af ”Cosi fan tutte”. Pareira svarede igen med at udråbe, at sådan lavede man repertoire på mange store scener rundt omkring. Ja tak, men der skal være forskel på hverdagen og festspillene, hvor sangerne skal yde deres allerbedste, mente Welser-Möst.

Imens slår Pereira vildt omkring sig. For første gang har han kritiseret festspilpræsidenten Helga Rabl-Stader, der som østrigsk lady endda ikke havde kritiseret ham offentligt: ”Hun frygter, at hun ikke mere kan valte og skalte, som hun tidligere har gjort det. Hun og alle andre er drevet af angst for  tab” Man kan sige meget om den noget specielle Helga Rabl-Stader, men hun er aldrig grov.

”Viel Spass bei der Intendantensuche”, siger Pereira i surhed over, at han endnu ikke har fået penge til sit udvidede festspilprogram. Han hævder, at han vil overtage La Scala operaen i Milano, som skal have ny chef i 2015. Men vil de have ham i Milano? Og vil han gøre alvor af sin trussel? Og hvis han gør, vil de så være kede af det i Salzburg? Næppe. Det er langt fra første gang, at han truer. Og det morer man sig en del over i Østrig, hvor humoren ofte ligner den danske.           

Foto: Jennifer Rowley