Planerne for sæsonen 2013-2014 på Den jyske Opera har været ventet med ekstra spænding på grund af chefskiftet. Operaen har haft spændende og gode år under Giordano Bellincampi. Nu afløses han af et herhjemme ukendt navn, den irske instruktør Annilese Miskimmon, som har været chef for Irlands største opera, der som Den jyske Opera har forpligtelser landet over. Og Miskimmon elsker at komme rundt og præsentere opera også på genrens mere ydmyge steder.

Med en dansk uropførelse, to danske førsteopførelser og en premiere for Den jyske Opera bliver der nyheder hele vejen for landspublikummet, men det bliver operaer, som vil kunne gå bredt ind hos virkelig mange mennesker, operafans som nybegyndere.  Janáceks ”Katja Kabanova” og Donizettis ”Lucia de Lammermoor” handler om kærlighed, fortvivlelse frem til vanvid og til døden og begge med en let tilgængelig musik. Massenets ”Don Quichotte” byder på to uforglemmelige figurer eksisterende mellem drømme og humor, men det er også en historie om en umulig kærlighed til døden.

De udenlandske sangere dominerer endnu 

Der er foreløbig ingen danske sangere noteret for hovedpartier, men det loves, at de danske sangere kommer. Den jyske Opera vil også fortsat søge at opfylde sine forpligtelser til at udvikle dansk operaliv.

Der er allerede angivet en række herhjemme ukendte sangere, som man naturligvis  kan finde mere om på nettet, og der kan være gode overraskelser imellem. Det gælder for eksempel den 30-årige irske sopran Claudia Boyle, som skal synge Lucia di Lammermoor, og som senest har fået en førstepris på den internationale sangerkonkurrence i Verona. "Katja Kabanova" er autentisk tjekkisk besat.   .

Dansk uropførelse med sang og dans

Allerførst kommer det store udspil, som Aarhus er alene om at kunne vise til august. Bestillingen på en ny opera har Annilese Miskimmon arvet fra sin forgænger. Thomas Agerfeldt Olesen har skrevet musik til en version af Oscar Wildes ”The Picture of  Gray”. Det bliver en kombination af opera og dans. En moderne narcissus-myte fortalt med uhyggelige indslag, uforklarlige begivenheder, foruroligende stemninger, opiumshuler og tyk londontåge. Så meget lover Den jyske Opera i hvert fald.

”Omdrejningspunktet i forestillingen er livsangst og angsten for ikke at blive husket. Vi konstruerer et univers mellem drøm og virkelighed med kontraster som liv og død, smuk og grim, ung og gammel,” fortæller forestillingens instruktør og koreograf Marie Brolin-Tani: ”Dansen står i centrum af forestillingen, så samtidig med at vi holder fast i operauniverset, eksperimenterer vi inden for genren med at lade danserne være en kropslig forlængelse af operasangernes stemmer.”

Den smukke unge mand Dorian Gray portrætteres af en kunstmaler. Da han ser sig selv på billedet, fremsæter han det skæbnesvangre ønske, at billedet vil forældes, mens han selv vil forblive uforanderlig og smuk.

Svenskeren Joachim Gustafsson, som dirigerede DJOs uropførelse af Niels Marthinsens ”Snehvides spejl” i 2011, får det musikalske ansvar, og Johan Kølkjær bliver scenograf. Operaen synges på engelsk i Musikhuset Aarhus den 22., 24., 26. og 28. august 2013. Billetsalget åbner 24. april.

Dansk førsteopførelse af et mesterværk

Det er ret utroligt, at bøhmeren Leos Janáceks ”Katja Kabanova” aldrig har været spillet herhjemme undtagen i en tv-udgave tilbage i 1971. Det viser faktisk den danske operascenes begrænsninger, som der nu kommer en irsk operachef og instruktør og råder bod på. Jánacek så i 1919 den russiske digter Alexander Ostrovskijs drama ”Uvejret”. Han besluttede straks at ville komponere en opera over denne tragedie om ulykkelig kærlighed, skyldfølelse og selvanklage.

Den unge Katja er gift med en svag og kold mand, som er styret af sin mor og de gammeldags samfundsregler i det russiske bondesamfund. Hun møder den store kærlighed i Boris, hvis følelsesstyrke svarer til hendes. I den store slutscene er kun selvmordet i den kolde Volga-flod en mulighed.  En protest mod livet omkring sig? Et udslag af selvanklage på grund af utroskab? Den umulige løsning på en kærlighedstragedie?   

Janácek er blevet kaldt den tjekkiske Puccini, og hans evne til at beskrive ægte og dybe følelser er absolut ikke mindre end italienerens. Hans musik til ”Katja Kabanova” er umiddelbar, fremragende, smuk og gribende. Og naturen klinger med helt overvældende i ”uvejret”, som Janácek selv netop havde overværet.

Operachef Annilese Miskimmon sætter selv i scene som sin første opgave herhjemme. Dirigenten er en Janácek-ekspert, jaroslav Kyzlink, som Den jyske Opera publikum har i så god erindring fra Korngolds ”Die tote Stadt”. Den London-baserede Nicky Shaw står for scenografien og kostumerne. Der er premiere i Alsion i Sønderborg 3. oktober og derpå landsturné til 30. november.  

Fuldblods italiensk bel canto opera

Det er måske ikke så usædvanligt endda, at Den jyske Opera aldrig har spillet ”Lucia di Lammermoor”, for operaen kræver en fuldblods tenor af den absolut bedre slags og en sopran, som mestrer Donizettis vanvidssmukke, men sandelig også vanskelige koloraturer. Lad os bare kalde dem tonerankerner oppe under operaloftet.

Et spændende spørgsmål er så: Hvem skal synge? Men Den jyske Opera har endnu ikke offentliggjort navne på solister, hverken i ”Lucia di Lammermoor” eller i sæsonens øvrige repertoire.

”Lucia di Lammermoor” er baseret på en roman af Walter Scott. Lucia manipuleres af sin bror til at tro, at hendes elskede Edgardo, tenoren i modparten i en familiefejde, har været hende utro. Han har tilbageholdt brevene mellem de to, og hendes opfattelse af virkeligheden svigter. Broderen Enrico nærmest tvinger hende til et ægteskab med en mand, som hun intet føler for. Da vender Edgardo tilbage, synger med i den berømte sekstet og iler ud. I bryllupsnattet dræber Lucia sin brudgom, næppe af hævnfølelse, men i syg fortvivlelse.

Lucias vanvidsscene er en af flere fra omkring 1835, da vanvidsscener var et hit, men det er den mest berømte og mest gribende. Udgang: Begge elskende dør.

Instruktøren er Isabella Bywater, som også er en af Storbritanniens mest kendte scenografer. Dirigenten er Martin André, som hermed debuterer i Danmark Der er premiere 5. marts 2014 i Musikhuset Aarhus fulgt af landsturné til 12. april.

Ridderen af den bedrøvelige skikkelse

Sæsonen 2013-2014 slutter med Jules Massenets ”Don Quixote”/”Don Quichotte”, en forunderlig skikkelse i litteraturen, på teatret, på de gammeldags markedspladser i Sydeuropa og i operaen. Det bliver også en danmarkspremiere, hvilket kan være overraskende i betragtning af, at vor egen bas Ulrik Cold havde så stor succes med at synge partiet for første gang på Komische Oper i Berlin i 1971.

Operaen opføres forholdsvis sjældent, men flere scener er med rette populære, således Don Quichottes store og bevægende dødsscene, hvori han ser tilbage på sine ”bedrifter” i et i alle tilfælde spændende liv, mens hans tro væbner Sancho Panza grædende ser til, og Don Quichottes store uopnåelige kærlighed, drømmebilledet Dulcinera, stille visner bort fra hans indre billede. Den store russiske bas Sjaljapine, som sang partiet i uropførelsen i Monte Carlo i 1910, har heldigvis indsunget dødsscenen Operaen hviler meget på Don Quichottes skuldre, så det bliver spændende, hvem Den jyske Opera får til at synge partiet.

Massenet kaldte meget præcist sin opera for en heroisk komedie. Og den gamle adelsmand, der rider rundt på sin gamle krikke og hånes for sin gammeldags idealisme er noget af en ridder. Men han drømmer sig til en verden af ære og fantasi, som det kan være godt og vigtigt at tage op og lære af på en operascene i dag. Massenets musik er afvekslende og snart festlig, snart inderlig smuk.

Annilese Miskimmon får hermed sin anden instruktøropgave på Den jyske Opera. Hun har igen scenografen Nicky Shaw med sig, mens dirigenten bliver Jérome Pillement. Der spilles i Musikhuset Aarhus 17., 24. og 27. august 2014. Bemærk året.

Annilese Miskimmon. Foto: Robert Workman.