af John Christiansen - d. 2. marts 2019
Første omgang i Den jyske Operas serie med glemte danske operaer, August Ennas ”Kleopatra” blev fulgt godt op af publikum. En opfordring til danske fonde.
***** fem stjerner af seks mulige. Læs mere om, hvorfor. August
Ennas ”Kleopatra” var på flere måder var et usædvanligt og meget spændende bekendtskab i Den jyske
Operas opsætning, som nu skal landet rundt. Premieren blev en begivenhed. Det
var endda stort publikumsbesøg i Musikhuset Aarhus og stående bifald, og det
tæller godt og stærkt, nu da Den jyske Opera har vovet at genoptage en dansk
opera, som vi ikke har kunnet høre i de 125 år, der er forløbet siden uropførelsen
på Det kongelige Teater i 1894.
Musikken som vinder
Det er musikken, som vinder. Den har stadig romantisk kraft
og skønhed så mange år efter. Det er den, som igen vil gøre indtryk også på et
moderne publikum. Det er ikke historien som sådan. Til at begynde med skulle
man gøre sig umage for at følge den. Der stod også for lidt om det i
programbladet. Vor tenorhelt ankommer til den ægyptiske dronning Kleopatras
palads med det hemmelige mål at dræbe hende for at genvinde landet fri for
romersk indflydelse. Han skal præsenteres og visieres af sine medsammensvorne præster,
inden han kan slippes løs som en stjernetyder, som netop står på Kleopatras
ønskeseddel. Han møder den første kvinde, som er værd at bedåre, Charmion, og
de første erotiske toner bryder frem i musikken. Hun er på hans side i kampen
mod Kleopatra.
Men da prins Harmaki ser Kleopatra, opdager han, at hun er
en af de mest forførende kvinder i godt 2000 års verdenshistorie. Han falder
pladask for hende i noget af den mest bevidst vidunderlige musik, men da
Charmion opdager det og bliver godt gammeldags jaloux, fortæller hun kvikt til
Kleopatra, at Harmaki kun er ude på at dræbe hende. Nu får operaen mere
substans. Kleopatra leger med sine fjender og elsker med Harmaki, inden hun
dræber ham. Charmion fortryder naturligvis, at hun har sladret.
Nej, det er ikke selve historien, der er operaens betydelige
side, men den har ikke desto mindre givet August Enna lejlighed til at skrive
en både stærk og smuk musik, som klinger igennem med de gnister, som fortæller
om følelsesmæssigt stærke spændinger, positive som negative, som kan opstår i
møderne mellem kønnene. I sig har den en kerne af længsel. Musikken slår mere
og mere igennem. Det er operaens styrke, at den gør det. Om vi som tilhørere så
holder med Kleopatra eller Charmion er ligegyldigt. Det er en erotisk
følelsesfuld musik. Det er en varmt oplevet musik. Og ih hvor den klinger godt
fra Aarhus Symfoniorkester under Joachim Gustafsson. Man hører, hvor strålende
August Enna var til at give den klangligt liv, og det endda et varieret liv. Man spillede endda ikke med partitures fulde orkester. Til en rejseopera ville det have været både for dyrt og have krævet for megen plads nogle steder. Men det klang fuldt tilstrækkeligt. .
Man kunne også høre, at Wagner spøgte i August Ennas hoved,
men det var nu ikke generende meget, for der er meget forskelligt i hans musik,
for eksempel Saint-Säens´”Samson og Dalila”, men rigtigt eksotisk bliver
operaen aldrig. Den er mere midteuropæisk end dansk, men alligevel aner man også den nordiske romantik. Men musikken er både farverig og kraftfuld. Man holdt ikke op med at bemærke, at
August Enna ligefrem koncentrerede sig om, at vi skulle kunne lide hans musik. Den
skulle være smuk. Og det var nu ikke værst, fordi Enna var begavet nok til at
kunne gøre det.
Et godt sangerniveau
Det er også en virkeligt godt sunget operaopførelse. I
premierens besætning (partierne er dobbeltbesat) var der endda fem danske
sangere i seks solopartier. Her i den sene aftentime husker jeg det som
uendeligt længe siden, at Den jyske Opera kunne præsentere noget tilsvarende.
Vi skal naturligvis også høre udenlandske sangere, men det er et godt tegn, at
danske sangere er i overtal. Vi har dem jo, sangerne. Elsebeth Dreisig var stadig
i strålende form var en dejligt klingende Kleopatra med en fin nuancering af
udtrykket. Ruslana Koval var en tilsvarende god Charmion. Skrev jeg ikke, at
det ikke var til at vælge mellem Kleopatra og Charmion?
Tenoren Magnus Vigilius sang en flot Harmaki, det peger frem
imod, at vi kan glæde os til hans debut som Froh i ”Rhinguldet” på
Wagner-festspillene i Bayreuth i 2020. Lars Møller var den fortræffelige ypperstepræst Sepa,
Kleopatras fjende, som har meget at synge til at begynde med, men som derefter
desværre glider lidt ud af historien. Fra Den jyske Operas egne geledder hørte
vi atter med glæde Jens Bovés stemme, mens Kirsten Grønfeldt sikrede, at der
blev sunget på niveau hele vejen igennem. Tecwyn Evans havde indstuderet Den
jyske Operas Kor, som atter holdt det sædvanlige høje niveau.
Ben Baurs scene og instruktion var mørk og dyster og
alvorlig. Johannes Brüssau dansede virkningsfuldt en slave til døde, her måske også et billede
på prins Harmakis skæbne? Selvfølgelig skulle det have været en hel ballet af undertrykte slaver, men Den jyske Opera har ikke råd til at rejse rundt med en sådan. Det blev et mere moderne indslag i en ellers god gammeldags
forestilling. Scenen var i overensstemmelse med musikken, som er og bliver operaens
stærke del.
Operachefens flotte
projekt
Aftenens store sejrherre var operachef Philipp Kochheim. En
tysker kom til Aarhus, blev operachef, forskede i danske operaer fra en
periode, som vi herhjemme havde glemt. ”Kleopatra” er kun begyndelsen. En hel
serie danske operaer er på vej, hvis de næste bliver modtaget lige så godt, som
denne blev det i Aarhus.
Operachefen åbnede en udstilling i Musikhusets foyer om de glemte operaer lige inden premieren. Philipp Kochheim havde kun mødt to danskere, der kendte noget til August Enna (!?). Den ene var dronning Margrethe. Hun havde set en balletopførelse som ung med musik af Enna og kunne endda synge en strofe derfra. Kochheim slog noderne op, da han kom hjem, og han konstaterede: "Det var helt rigtigt". Operachefens ret enestående bedrift med den danske
serie bidrager positivt til, at ”Kleopatra” skal have fem stjerner af seks. En
usædvanlig aften. En stor aften.
mere om Kleopatra
og komponisten i artiklen ”Venter en stor dansk opera?. Tryk
på annoncen for ”Cleopatra” øverst på jc.klassisk’s hovedsiide for at hente
alle praktiske oplysninger om spilledage etc.
Billede: Elsebeth Dreisig og Den jyske Operas Kor. Foto: Kåre Viemose/Den jyske Opera