Pål Heide som ambassadør for Griegs Troldhaugen

Pictures. Klavermusik af Grieg og Mussorgsky. Pål Heide. Danacord DACOCD 847. 78 minutter.

Den norske pianist Pål Eide, som bor i Danmark, har efter albummet ”Grey Clouds” udsendt en ny spændende cd med titlen ”Pictures”. Titlen ”Billeder” giver sig selv for Modest Mussorgskys store klaversuite ”Billeder på en udstilling”, som netop skildrer en russisk maleriudstilling. Den findes også i orkesterudsættelser, men klaverversionen er den originale. Pål Heide har desuden fundet klaverværker af først og fremmest Edvard Grieg, som kan betragtes som en slags folkelivsbilleder, men også lidt af hans landsmænd Harald Sæverud og David Monrad Johansen og i tilgift Jesper Kochs ”The Mirror of the Mind”, som er komponeret til Pål Heide

Grieg fremstår som cd’ens hovedkomponist og cd’en som en hyldest til Griegs sommerbolig Troldhaugen ved Bergen. Den er indspillet på det Steinway flygel, som Grieg fik foræret af venner i 1892 og som pludselig stod i huset som en overraskelse for Grieg. Jeg har oplevet Troldhaugen – og det var en særlig oplevelse – en varm sommerdag. Pål Heide beretter derimod levende om kulden og det varme vand, som hans klaverhænder hvert tiende minut måtte dykkes ned i, da han skulle give sin første koncert der. Også beretningen om pladeoptagelsen i det lille ikke specielt støjfri hus, hvor en del af Griegs musik er blevet til, forøger den atmosfærerige musikalske oplevelse. Det gør også Helmut Burks pladeoptagelse. Eide er som Grieg selv født i Bergen, så det var for ham en begivenhed på flere plan. Det har smittet af på det, vi hører.

Griegs klaver er sart, så russiske pianister ville næppe vælge det til at spille Mussorgskij på. Men hvor er det velgørende at høre også den musik spillet følsomt og malende i stedet for udvendigt flot. Det er en ny oplevelse. ”Udstillingsbilleder” får sin egen atmosfære af fine gamle russiske malerier. Den bliver mere intim. Og man føler, at man er hjemme hos Grieg.

Jeg har ingen anke mod det, som jeg hører. Tværtimod. Men det generer mig meget, at alle Griegs titler kun skrives på et mere intetsigende engelsk som ”Mountain Dance” i stedet for ”Fjeldslåt” (opus 19,1) og ”March of the Trolls” (opus 54, 3) i stedet for originalens ”Troldtog”.   

Uudtømmelige Erling Bløndal Bengtsson

A tribute to Erling Blöndal Bengtson. DR indspilninger1958-1998. Danacord DACOCD 845, 2 cd.

Ved første blik tænker man ”nu igen”, og i virkeligheden er det hele nyt forstået sådan, at man får ti stykker musik, som man aldrig før har hørt indspillet med den danske mestercellist Erling Blöndal Bengtsson. Men man genkender coveret blot i andre farver og naturligvis med en anden værktekst fra ni andre udgivelser, som pryder det. Den nye udgivelse er på to cd’er, men til prisen for kun een cd. Hvor mange af de øvrige udgivelser, der også indeholder dobbelt gevinst ved jeg ikke. Men Danacord har i hvert fald udsendt 25 cd’er med Bløndal Bengtsson. (nogle af dem er altså dobbelt-cd’er). Det er en serie for liebhavere, og dem er der forståeligt nok en del af. Ellers ville Danacord næppe fortsætte så stort et projekt. Teksthæftet indeholder en liste over alle Bløndals indspilninger også for andre firmaer.

De nye cd’er bringer musik af ti komponister, deraf fem danske, spillet med en kombination af koncentration og energi, som er medrivende og engagerende, hvortil kommer selve den mesterlige beherskelse af og mærkbare kærlighed til celloen. Denne musikalske mosaik, ”never before released in any format”, som der står, fordi danske pladeudgivelser mest sælges i udlandet,er sat sådan sammen, at den med alle sine mange forskellige musikalske ansigter lader sig høre ud i ét og virker som en overraskende enhed. De fleste af de enkelte værker har en spilletid på omkring et kvarter. Længst er Ernest Blochs ”Schelomo. Rhapsodie hébraique”, som også er det eneste orkesterværk spillet af Aarhus Symfoniorkester under Norman del Mar.  Af andre kunstnere skal Blöndal Bengtsson svigerdatter, pianisten Nina Kavtaradze fremhæves.

Schumann og Fauré er de bedst kendte udenlandske komponister, mens den danske side, som står sig godt, præsenteres af Nils Viggo Bentzon, Ian Maegaard, Gunnar Berg, Herman D. Koppel og Leif Thybo. Her er megen god musik, som man som normal musiklytter aldrig hører, og tak for det. Personligt er jeg glad for at høre den 41-årige Gunnar Bergs solosuite for cello, Det var før han ”for nogle” blev vanskelig, men her endnu var mere lige til, men Bergs særegne logik i musikkens opbygning mærkedes. Den slags genopdagelser af forskellige kalibre er de to cd’er rig på og får derfor en særlig anbefaling.

Fornemt Bach-spil

Johann Sebastian Bach: Seks fløjtesonater, BWV 1030-1035. OUR Recordings 8.220673. 74 minutter.

Så til en cd, som ikke behøver mange linjer for ar skulle blive en ”sællert”. Den evigt inspirerende mester på blokfløjte eller recorder Michala Petri har endnu engang slået sig sammen med den fantastiske Mahan Esfahani ved cembaloet i Johann Sebastian Bachs seks fløjtesonater, Bach Wert Verzeichnis 1030 til 1035. Hvor der også skal være en ægte barok-stryger som viola da gambaen, der ideelt gengiver den menneskelige stemme, som skrevet står, træder Hille Perl fint ind. Fuldendt Bach-spil i seks pragtfulde værker udgivet med omhu på Lars Hannibals og Michala Petris eget pladeselskab.

En ukendt dansk kvindelig komponist

Nancy Dalberg: Tre strygekvartetter. Dacapo 6.220655. 71 minutter. 

Så til kammermusik for voksne. Denne plade er komponeret af en kvindelig glemt dansk komponist, Nancy Dalberg (1881–1949), som jeg ikke før har hørt noget af. Nordic String Quartet består af violinisterne Heidrun Petersen fra Færøerne og danskeren Mad Hausted Hansen, den svenske bratschist Daniel Eklund og den danske cellist Lea Emilie Brøndal. Som ensemble er kvartetten uddannet på Det kongelige danske Musikkonservatorium. Kvartettens repertoire er usædvanligt med en forkærlighed for nordisk musik, altså også af relativt ukendte komponister som i dette tilfælde.

Cd’ens tre strygekvartetter, som er komponeret inden for den ret korte episode af 12 år, nemlig fra 1915 til 1927, er hendes første værk, som hun præsenterede på en offentlig koncert, den anden kvartet, som var det første værk, som blev trykt og opført uden for Danmark, mens den tredje kvartet, som var dedikeret hendes lærer Carl Nielsen, først blev trykt efter hendes død. Nancy Dalberg var beskeden og forsigtig i troen på sin musik, men hun påbegyndte arbejdet på at få den tredje kvartet udgivet, men årene under og efter Anden verdenskrig var ikke gunstige derfor, og hun måtte i sit testamente skrive, at bobestyrelsen skulle udgive den, hvis den ikke var udgivet ved hendes død. Den er den mest spændende og eksperimenterende af Nancy Dalbergs tre kvartetter, og det er godt, at den kom ud. De tre satser udgør et værk, som er værd at være opmærksom på.   

Den afrunder billedet af en begavet komponist, som fortjener en plads som dansk komponist i begyndelsen af det 20.århundrede, og det får hun med denne cd. Da var dansk musik ikke præget af den spirende midteuropæiske tolvtonemusik, men Lisbeth Ahlgren Jensen har ret, når hun i sine noter, som også fint gengiver Nancy Dalbergs ikke altid lykkelige liv, sammenligner kvartetten med ungarerne Kodaly og Bela Bartok. Vi får af Nordic String Quartet meget intensiv og levende kammermusikspil.

Kammermusik med havets friskhed

Strygekvartetter af Grieg og Brahms. Poseidonkvartetten.CDKlassisk DDK 2002. 64 minutter.

Så skal en i hvert fald for mig ny strygekvartet hilses velkommen, Poseidonkvartetten med den norske Jon Gjesme og den danske Christine Enevold på violiner, italieneren Ettore Causa på bratsch og endelig på cello den svenske Ingemar Brantelid, der har spillet i Det kgl. Kapel i umindelige tider. Det virker ikke spor tilfældigt, at kvarteten er opkaldt efter den græske gud for havet og naturkræfterne Poseidon. Man mærker allerede fra førstesatsen i Griegs kvartet den pågående friskhed, som man netop kender fra havet. Så naturligt befriende livligt har jeg aldrig før hørt Griegs kvartet.

Den står godt til Brahms tredje kvartet i B-dur, komponistens yndlingskvartet. Begge værker blev komponeret midt i 1870’erne og Brahms’ uropført i Clara Schumanns hus i Berlin af Joseph Joachims kvartet. Cd’en er to stykker levende musikhistorie. Griegs kvartet kan betragtes som en af hans fineste kompositioner. Det er fremragende, som Poseidonkvartetten spiller de to værker med en afgørende karakterforskel og begge i topklassen.

Concerto Copenhagen med Handel

Händel: Brockes-Passion. Concerto Copenhagen, ni solister og kor, dirigent Lars Ulrik Mortensen. cpo 555 286-2. 2 sacd’er. 152 minutter.

Det internationale dansk-baserede ensemble Concerto Copenhagen og dets fan-skare nyder godt af det tyske pladeselskab cpo, som har udgivet mange fine indspilninger med det. De udsendes herhjemme af Danacord. Helt ny er det på sin vis lidt mærkværdige storværk ”Brockes-Passion”, som i opbygning og form ligner en Händel-opera måske endda med lidt Bach bagved. For barok-elskere er der altså ikke meget nyt, men er det ikke netop det, som barok-elskere kan lide? Det er ikke det samme, som at det ikke er spændende og vel udført musik, for det er det. Den er interessant nok også for samlere, der i forvejen har noget nær det hele fra barokken.

Barthold Heinrich Brockes udsendte i Hamburg i begyndelsen af 1700-tallet sin passionstekst, som blev populær og sat i af musik mere end 30 gange af forskellige komponister. Naturligvis blev Händels version fra 1716 den allermest populære. Det er en ret traditionel passion på tysk. Den blev kaldt: ”Der für die Sünde der Welt lebende und sterbende Jesus”. Den kan pudsigt nok betragtes som en deltager af ret mange i en verdenskonkurrence i at sætte Brockes passion i musik. Matthesons, Telemanns og Keisers passioner var så de stærkeste konkurrenter til Händel.  Det mærkes i den skønhed og den lethed, som Händel her søger. Det mærkes også, at Händel skrev en god del af sin passion i England, men stadig på tysk. Det består af 54 afsnit, hvor hvert afsnit gerne et recitativ fulgt af en arie eller et kor. Men hvis man sammenligner med Bachs påskepassioner, nærmer Brocke-passionen sig stærkt et operaværk i karakteren.  

De hele ni solister herimellem også den danske barokbas Jakob Bloch Jørgensen holder lytterne engagerede. Lars Ulrik Mortensen dirigerer en gennemarbejdet opførelse med det dygtige orkester, men han er ikke overraskelsernes mand.