En skæringsdag er kommet. Denne artikel er den officielt sidste på bloggen jcKlassisk.dk. Men ingen kender sit liv, før det er gået. Jeg må ikke skrive, at jcKlassisk lukker, men jeg må godt skrive, at jcKlassisk går i hi, mener min søn Lars, som oprettede bloggen for mig i 2012 og har bestyret den siden. Uden ham ville den ikke have været. Og tak for det. Dengang havde jeg aldrig før hørt nogen tale om en blog. Nettet var uden for Jyllands-Posten ukendt land for mig.

Alle mine 650 artikler på jcKlassisk vil nu fortsat blive stående et godt stykke tid, så de let kan findes frem fra bloggens sædvanlige forside. Og hvis jeg en dag får lyst til at skrive en ny artikel, hvilket Lars regner med, at jeg vil, så vil det være muligt. JcKlassisk.dk venter i kulissen. Som abonnement på at få tilsendt artikler forbliver man stående. Også nye interesserede kan på forsiden skrive sig gratis på, så de vil være sikret at få beskeden. Det er faktisk beroligende at vide for mig, som har skrevet om klassisk musik snart sagt hele mit voksenliv. Jeg har ingen konkrete planer, men jeg ville da håbe at høre Poul Schierbecks elegante ”Fete galante” på Den jyske Opera i februar 2021, og jeg ved, at en del af den oplevelse vil være også at kunne skrive om den.

Min første avisanmeldelse var i januar 1955 om ”Cavalleria rusticana” og ”Bajadser” på Den jyske Opera i den hedengangne Aalborg Amtstidende. Jeg blev den karismatiske Erling Winkels anmelder-assistent på Jyllands-Posten i 1961. Da han døde alt for tidligt derefter, blev jeg hans efterfølger på Jyllands-Posten, og det var jeg i 50 år. Dengang i begyndelsen skrev avisen overhovedet ikke om rytmisk musik, men kun om klassisk musik. Hvor omvendt nu. Jeg skrev såmænd den første rock-anmeldelse i avisen, men den genre forlod jeg hurtigt. Min uddannelse var jo også i den klassiske musik på Musikinstituttet på Aarhus Universitet.

Andre ting venter

Jeg går nu i hi, fordi det i mit 86. år er blevet for stor en belastning vedvarende at skulle skrive artikel på artikel af en nødvendig kvalitet, og fordi arbejdet ved computeren er begyndt at medføre fejl, som jeg ikke selv forstår eller opdager, at jeg laver. Jeg må godtage alderen, og jeg har blandt andre ting lovet min kone at skrive nogle erindringer, så mine otte børnebørn kan erfare lidt mere om, hvorfor og hvordan jeg har brugt årene til noget så mærkværdigt som at skrive om mennesker, som udfolder sig i den klassiske musik og operaer. Så er det tilmed mig, der bestemmer deres standard. Det mærkværdige er at kritisere andres præstationer, som jeg selv overhovedet ikke kan komme i nærheden af. Jeg har da heller aldrig tænkt på at blive musiker eller sanger. Ideen om at skulle skrive om musik var fra dreng nærmest en drøm for mig. Den kunne være svær for mig som ung, men jeg husker stadig min mors svar, da jeg bekymrede mig, at det da var et væsentligt job at kunne inspirere folk til at lytte til klassisk musik og om muligt gøre dem bedre til at lytte. Forsøget herpå har nok været det væsentligste element i mit anmelderjob. 

En anmeldelse kan indebære en fare. Man kan ramme hårdere, end man tilsigter, ja, end man aner muligt. I mine første år på Jyllands-Posten kom en ung pianist til mindre jyske byer for at give koncerter nogle somre. Hun var fra et østeuropæisk land med et hårdt kommunistisk styre, vist Rumænien. En sommer skulle hun også give en større anlagt koncert med Aarhus By-Orkester, som det endnu hed dengang. Det havde hun ikke standarden til, og jeg skrev, at Aarhus selv havde bedre pianister. Hun kom ikke til Danmark mere, og senere fik jeg at vide, at hun ingen udrejsetilladelse kunne få, når hun ikke fik bedre anmeldelser. Havde jeg været klogere eller bare anet konsekvensen, havde jeg ikke skrevet, som jeg gjorde. Jeg kunne ikke have løjet om hendes præstation, men jeg kunne have undladt at anmelde koncerten.   

Bloggen her blev til for otte år siden. Det var året efter, at jeg holdt op på Jyllands-Posten. Samtidig havde avisen nærmest smidt det klassiske musikstof ud.  Aarhus Stiftstidende var også gået ned i antallet af musikanmeldelser, men opdagede senere, hvor stærk en anmelder den havde i Ole Straarup. Aarhus Symfoniorkesters musikchef Palle Kjeldsen spurgte mig midt i dette dødvande, om jeg ikke ville begynde at skrive en blog med koncertanmeldelser. Jeg havde aldrig hørt om begrebet blog, var i det hele taget en fremmed over for nettet, men jeg kom i gang.

Sukkersygen har spillet med

Da jeg fik sukkersyge 1 som 17-årig, ville min far tegne en livsforsikring for mig til jeg blev 60 år, men vores læge sagde: ”Hr. Christiansen. Deres søn bliver ikke 60 år, og hvis han bliver 50 år, vil han ikke være meget værd”. Da jeg alligevel blev de 50 år, begyndte jeg at tælle årene forfra igen, og nu er jeg altså blevet 35 år i den nye beregning. Jeg har været heldig, jeg ved det godt, men når jeg har kunnet klare så mange år så godt, at det måske er inspirerende for andre at høre om, er det ikke fordi jeg fortjener ros, for så godt har jeg ikke altid passet på sukkersygen, det kan man vel ikke som meget omrejsende musikjournalist, men jeg har vidst, hvad den drejede sig om og har kunnet indrette mig efter den. Det er også med årene blevet meget lettere at kontrollere sin sukkersyge. I mine første mange år som diabetiker kunne man for eksempel ikke måle sukkerindholdet eller rettere procenten af kulhydrater i blodet selv.

Den klassiske musik har været mit arbejde og en stadig rigdom. Det manglede også bare, for det var den, der gjorde, at jeg blev diabetiker. Kirsten Flagstad, den mest forunderlige Wagner-sangerinde, som jeg har hørt, gav en Wagner-koncert i det gamle Odd-Fellow Palæ i København i 1952. Jeg husker de takter inde i første akt af ”Tristan og Isolde”, da jeg veritabelt fik et chok. Efter koncerten løb jeg den halve nat rundt i Københavns gader. Senere på hospitalet vedkendte overlægen/professoren, at det chok sandsynligvis havde fremkaldt sukkersygen. Tidsplanen passede. Sukkersygen ville nu nok være kommet senere. 

En tak til læserne  

Tiden på Jyllands-Posten gav et flertal af de helt store oplevelser. 38 somre både til Salzburg-festspillene og til Wagner-festspillene i Bayreuth, 14 gange til The Met operaen i New York. Musik på fem kontinenter. Jeg har oplevet en stor del af det bedste i et halvt århundredes internationale musikliv. Jeg har stof nok til de erindringer, som jeg aldrig fik og aldrig får skrevet. Og det er jeg indrømmet både flov over og ked af.

De sidste otte år med bloggen har forholdsvis været mere nationalt betinget, de seneste år endda midtjysk betinget. Men det har som skribent været en større oplevelse på en anden måde, for man kommer med en blog i nærmere kontakt med sine læsere end gennem en avis. Derfor vil jeg gerne sige hjertelig tak til læserne for de utallige kommentarer, om de var varme, positive og taknemmelige eller kritiske. Tak for rettelser, som var korrekte, måske også tak for de få, som kun var irriterende. Og så undskyld til dem, som jeg ikke fik besvaret, for en del fordi der er blevet spurgt på et facebook-program, som jeg ikke aner, hvordan jeg skulle svare på.

Om læsertal

Det er så ganske sjovt, at jeg så med den sidste operaanmeldelse måtte efterlade læserne delt mellem de vredt uenige og de tilfredse enige efter at have konstateret, at nok forgreb man sig på selve værket, Mozarts ”Bortførelsen fra serailet”, men man gjorde det på en god, meningsfuldt og interessant måde. Alment: Det er jo ikke så vigtigt at forstå musik, som det er at forstå at opleve musik.

Og så slutter jeg alligevel af med en ikke helt positiv kommentar. Læsertallet til mine artikler har afvekslet meget. Emnerne har også været afvekslende. Blandt de seneste artikler er to af mere usædvanligt indhold. Den ene, ”Løgnen om kulturstøtte” den 4. februar er den mest læste artikel i det sidste halve år, og det er jeg meget glad for, for det er vigtigt, at flest mulige er klar over, at kultur alene økonomisk set ikke blot er en udgift. Den anden er min omtale i anledning af bl.a. en stor og god bog om Niels Viggo Bentzon, en af Danmarks betydeligste og mest interessante komponister, ”Kom Niels Viggo nærmere” den 14. februar. Den artikel er tværtimod den mindst læste med færrest interesserede det sidste halve år, og det er jeg ked af. Så vil jeg have lov at beklage mig: Hvorfor er det danske musikpublikum så lidt nysgerrigt, når det gælder, hvad det ikke kender i forvejen?

Naturligvis er der undtagelser. Jeg har især glædet mig over, at en anmeldelse af den tilsyneladende også frygtindgydende Arnold Schönbergs ”Gurrelieder” i Aalborg og Aarhus samlede 4.354 læsere. Rekorden har været en større introduktion til Verdis ”La traviata”, som har registreret 5.357 læsere. Men jeg ved naturligvis ikke, hvor langt de nåede ned i den, før de holdt op med at læse.