Her er en dansk live-optagelse af Mozarts ”Don Giovanni”, som bør modtages med begejstring, selvom vi ved, at mange i et par generationer vil føle sig for unge til at fatte interessere for den. Og det er nu synd for dem, at de ikke har lært at lytte til værdien i musikken som det primære. Det er faktisk en ”Don Juan”, for den synges på dansk. Ja, det gjorde man på Det Kgl. Teater endnu den 31 januar i 1956, inden overteksterne vandt indpas. I første øjeblik er det danske sprog nok en lidt mærkelig overraskelse, men snart virker det tværtimod forfriskende. Man føler sig og draget ind i øjeblikket. Så observerer man, at der synges præcist og let forståeligt. Det bliver faktisk dejligt at opdage nye detaljer i genhøret med Holger Bolands danske oversættelse, der som altid hos ham har sit eget liv. Det virker måske gammeldags at høre Mozart på dansk, men det har sandelig sin egen charme. 

Hovednavnet i titelpartiet er såmænd Kim Borg (1919-2000), dengang ung og meget lovende og meget moden. Hvilken personlig udstråling og hvilken nuanceret fortællende artikulation. Hvilken elegant Don Juan. En verdenssanger i svøb på vej i det afgørende skridt ind på verdensscenerne. Man kan nævne dem alle, de store operascener, som blev Kim Borgs arbejdspladser. Det var første gang Kim Borg sang på Det kgl. Teater. Hans operadebut herhjemme var på Den jyske Oper som Colline i ”La boheme”. Han sang også Don Juan i Århus i 1957. Det blev en ekstra god oplevelse i min personlige opera-oplæring, da jeg var med som ”fyld” i forestillingen. En detalje i billedet af en stor sanger er, at Kim Borg som finne mestrede det danske sprog bedre end mange danske sangere gør i dag. I det hele taget synger så at sige hele ensemblet på et klart høreværdigt sprog. Hvad er der sket på godt 60 år med sproget. Skyldes forringelsen, at alt nu synges på udenlandsk, også russisk, som vel beherskes rent sprogligt af de færreste?   

”Don Juan” var et led i fejringen af Mozarts 200-års fødselsdag. I den samme uge opførte man også ”Figaros brylluo”. Kom bare på CD med den også. Lydentusiasten og operafagmanden Knud Hegermann-Lindencrone sad ved siden af sufflørkassen og optog. Hans båndsamling af opera- og teater-forestillinger på Det kgl. Teater overgik i teatrets og kunstnernes eje, og derfor har det ihærdige team i Udgiverselskabet Hegermann-Lindencrone, som består af de to operasangere Erik Harbo og Uffe Henriksen, kunnet udgive en lang række spændende optagelser fra Det kongelige Teater, som stadig kan købes. ”Don Juan” er optaget med et forholdsvis beskedent udstyr, men det givet en opførelse, som man føler, at man virkelig er med til og får lyst til at høre igen.  

Johan Hye-Knudsen (1896-1975) dirigerer veloplagt et godt ensemble uden svage punkter. Man føler sig straks inddraget i lytningen. Nogle sangere vil stadig være bekendte for nogle af os, mens andre er glemte, hvis man ikke netop kom på Det kongelige Teater dengang. Det er godt at have Einar Nørbys morsomme og nærværende Leporello. Han prægede basbaryton-repertoiret på Det kongelige Teater fra 1928 til 1963. Den alsidige Mogens Wedel synger en stilsikker kommandant og den islandske tenor Einar Kristjanssons er en meget velklingende tenor i Don Ottavios to store arier. Henry Skjær måtte dengang nøjes med det mindre parti som Masetto. Nu er det naturligvis en fejl at have nævnt de mandlige sangere før de dejlige kvindelige sangere, den unge Kate Møller som Donna Anna, Ellen Margrete Edlers som Donn Elvira og Rith Guldbæk som Zerlina. En fornøjelse helt igennem.

Dette sæt er udgivet af CDKlassisk med nummeret CDK50-36, to cd’er, spilletid 147 minutter.  

Helge Rosvænge med danske sange

Danacord er i færd med at genudgive en række indspilninger eller genindspilninger fra LP-årene med klassisk musik, som jeg vil vende tilbage til. Serien, som fortsætter i 2020, og som bliver remastered af Claus Byrith, ser lovende ud. Jeg begynder dog med en enkelt CD, som er noget speciel og undtagelsesvis første gangs indspillet så langt tilbage i tiden som fra 1929 til 1932. Den blev optaget i Berlin med den danske operasanger Helge Rosvænge, som havde en stor karriere som en af Tysklands førende dramatiske operatenorer gennem et halvt århundrede. Han sang også herhjemme, men det ophørte, da han i verdenskrig-året 1940 vedblivende sang i nazi-Tyskland. Skulle han have forladt sin karriere? At tage hjem til Danmark ville være det samme som at opgive sine muligheder for at udnytte sine store muligheder. Han kan ikke kaldes nazist, fordi han blev i Tyskland og var mangeårig ven med Hermann Göring, for nok blandede han sig ikke i politik, men problematisk var og blev det.

Noget af det specielle er, at Rosvænge her synger 20 danske sange. Rosvænge gemmer her operastemmen væk og falder ind i den på det tidspunkt store tyske underholdningsstil i populærsange. Det gør han godt. Mange af sangene kendte jeg ikke, men der er også en del virkelig populære danske sange som Kai Normann-Andersens og Børge og Arvid Müllers ”Titte til hinanden” og ”At elske og leve”, ”Lyttervalsen 1932”, Jens Warnys ”København-Kalundborg potpourri”, Teddy Petersens ”Pip!Pip” og Aage Juul Thomsens og Emil Resens ”Det var på Frederiksberg”. Men man skal passe på ikke at tro, et det halve af musikken er engelsk musik, for det eneste sprog i teksthæftet til en dansk sangers danske sange på et plademærke, der endda hedder Danacord, er på engelsk! Alt i alt er det en interessant CD uden at komme i nærheden af den musikalske sensation, som jeg måske havde forventet.

Danacord DACOCD 855. Spilletid 71 minutter.  

Fødselsdagsjubel på Scala 

7. december fejrer byen Milano sin skytshelgen Saint Ambrogio , og den dag åbner byens stolthed La Scala sæsonen. I år var det med en af de mest populære operaer, Puccinis ”Tosca”, som spilles videre på udvalgte datoer i december og januar måned. Set på Arte i lørdags var det en fantastisk flot forestilling og et pragtfuldt sangerhold i hovedrollerne. Men det er dyrt på La Scala. Der er stadig billetter at få til enkelte opførelse på La Scala selv, men det er lettere at få gennem et af de officielle billetbureauer, som annoncerer på nettet. Men her er billetterne endnu dyrere, op til 450 euro. Så sidder man også forrest. Se omhyggeligt efter, hvis det skal være. Operaens spilledatoer findes let på nettet. Hvis jeg var sælger, ville jeg tilføje, at også byen Milano er en speciel oplevelse i tiden op til jul. Og i selve julen er en messe i den vidunderlige domkirke nær La Scala noget særligt.

Forestillingen byder på flere overraskelser, for det er ikke helt den ”Tosca”, som vi kender. La Scala opfører ”Tosca”, som den blev spillet ved uropførelsen i 1900 og blev en klar publikumssucces, men som blev fulgt af ret blandede anmeldelser. Puccini og Sardou gik straks i gang med at korrigere ”Tosca”, og få måneder senere dirigerede den unge Arturo Toscinini den nye version til en kolossal succes, som har holdt sig siden. Ændringerne var nok små, men betydningen viser sig at være afgørende for eksempel i mellemakten. Da Tosca har myrdet Scarpia, her nærmest i tre omgange, afdramatiseres handlingen i musikken. Tosca får ikke travlt med at flygte, men falder i et trauma og i stedet for at være på vej til sin fængslede Cavaradossi ligger hun stadig på gulvet, da tæppet falder. Hvordan hun alligevel kommer af sted, oplever vi ikke.

Vi får i denne version en generelt mindre dramatisk Tosca. Men skyd ikke al skytset af imod den stadig fremragende Anna Netrebko. Også hendes mere eftertænksomme Tosca er en anderledes oplevelse, der stærkere end oftest understreger det urimelige, der følger i den afsluttende tredjeakt, som også er usædvanlig. Vi ser ikke Tosca kaste sig ud fra toppen af Engelsborg, da hun erfarer, at Cavaradossisi er blevet skudt imod Scarpias løfte til hende. Hun stiger derimod op mod himlen efter Puccinis eller måske Sardous oprindelige ide til ordene ”Vi ses Scarpia”. Det var en overraskende afslutning, men den virkede ikke forfejlet, fordi den var så vellykket og stærk i Gio Formas scenografi.

Opførelsen blev fulgt af en voldsom jubel fra publikum, selvom der var så meget usædvanligt i iscenesættelsen, at jeg også have forventet buhråb. Det er helt igennem en flot forestilling i Gio Formas scenografi med elegante sceneskift. Lette og hurtige flytbare dekorationer giver pompøse billeder.  Alle tre hovedaktører synger og spiller godt. Man kan ikke engang sige, at Anna Netrebko gør dybest indtryk, så sikkert hun end synger. Hun springer over tre forestillinger, som synges af Sacoa Hermandez, som synger den 2., 5. og 8. januar.

Hendes Cavaradossi var Francesco Meli. De har ofte sunget sammen på festspillene i Salzburg, også I ”Tosca”, og det mærkedes på den fælles sikkerhed. Meli er en eget behageligt og sikkert syngende tenor. Allerstørst indtryk gjorde Luco Salsis kraftfulde runde velklingende basbaryton som Scarpia. Det var en aften med velkendt og elsket opera, der lignede sig selv, men som alligevel præsenterede sig i en ny forfriskende iklædning.   

Riccardo Chaillly og hans orkester var også en oplevelse, så blødt og smukt og samtidig så markant og dramatisk skarpt det spillede. Det blev en af de forestillinger, som viste, at La Scala stadig kan være noget særligt.    

Billede: Kim Borg som Don Juan og Holger Boland som Leporello i ”Den Juan” på Den jyske Opera i 1957, året efter optagelsen på Det kongelige Teater. Boland var også ansvarlig for den danske tekst i begge opsætninger.