Mens #MeToo bevægelsen endelig synes at være kommet til Danmark på godt og ondt,er den største skandale-sag inden for den klassiske musik afsluttet i New York. Den begyndte med artikler i den amerikanske presse i december 2017. Metropolitan Operaens mangeårige chefdirigent James Levine blev anklaget for seksuelt at have forulempet et par unge musikere. Efter en tre måneder lang undersøgelse, der havde inddraget over 70 personer, fyrede operaen Levine.

Levine, som har benægtet alt, svarede offensivt igen, gik til retten og krævede erstatning af The Met for fyringen. Det førte sidste år til et forlig, men beløbet er først nu blevet kendt, offentliggjort i New York Times. Den 77-årige Levine fik 3,5 millioner dollar, godt og vel en snes millioner kroner. Levine havde forlangt to millioner dollar mere.

New York Times fortæller også, at The Met udelukkende tabte sagen, fordi Levine stadig var ansat på en årtier gammel og forældet kontrakt. Den indeholdt ikke en såkaldt ”moralsk klausul”, som i dag er udbredt i den amerikanske kunstnerverden. Med en sådan havde The Met kunnet stoppe udbetalingerne til Levine.

For The Met er 3,5 millioner dollar en betydelig sum. Operaen måtte sidste år afbryde sæsonen 2019-20 og har aflyst alt frem til september 2021.  

Salzburg-festspillenes succes   

Festspillene i Salzburg, verdens førende musik-og teaterfestival, blev først aflyst på grund af corona-smittefaren, som størsteparten af sommerens mange klassiske musik-arrangementer blev det.

Stædigt forsøgte Salzburg-festivalen bag kulisserne alligevel at gennemføre, og imod alle odds lykkedes det alligevel nogle dage ind i juli pludselig at præsentere et festspilprogram, hvormed man kunne fejre 100-året for festspillene. Festen var kortere end oprindeligt tænkt, programmet måtte overvejende ændres og indrettes efter de sundhedskrav, som naturligvis også blev stillet i Østrig, men der med en større gennemgående omtanke end i mange andre lande, hvori Danmark kan medregnes.

Denne specielle august-fest blev noget særligt. Måneden igennem har man i den østrigske og tyske musikpresse kunnet læse om en stor kunstnerisk succes, og det har man i de seneste festspil-år ikke altid kunnet i samme grad. Her ved festspillenes afslutning kan man glædeligt konstatere, at festspillene ikke har været et eneste corona-udbrud i festspilmåneden. Det store arrangement har med sine strenge, men også gennemtænkte sundhedsregler været en succes, som kun kan inspirere kulturfolk herhjemme og bag dem forhåbentligt vore politikere til nye aktiviteter.

Succesen er i en tysk avis blevet sammenlignet med slutscenen af Hugo von Hofmannthals skuespil ”Jedermann” (Enhver), som traditionelt er blevet de fleste somre og også i år foran Salzburgs domkirke. ”Nu er festligheden til ende”, hedder det det i her i slutscenen, da Døden personificeret rammer den rige mand midt i hans festbanket. I denne pandomiens tid har man været spændt på, om netop døden i ”Enhver” også ville ramme Salzburg festspillenes 100 års jubilæum.

Man har i den tysk-østrigske presse for eksempel også kunnet læse en varieret sammenligning mellem statsoperaen i München, hvor myndighederne kun har givet adgang til 200 tilhørere til hver opførelse, mens man i Salzburg har åbnet for op til 1000 tilskuere. Og der er ikke den store forskel på størrelsen af statsoperaen i München og festspilhuset i Salzburg.

Der har været spillet to operaer, ”Elektra” af Richard Strauss’, som i 1920 var en af mændene bag den nye Salzburg festival, og Mozarts ”Cosi fan tutte”, som jeg har anmeldt på jc-klassisk. Mozart blev som bekendt født i Salzburg. ”Cosi fan tutte” blev forkortet med godt en time og spillet uden pause som led i kampen mod smittefaren. Her sang den fransk-danske sopran Elsa Dreisig med stor succes. Et ganske særligt indtryk gjorde Nürnberg-operaens unge Generalmusikdirektor Joana Mallwitz i spidsen for Wiener Philharmoniker. Hun er den første kvindelige dirigent, som har fået tildelt en stor premierecyklus i Salzburgs 100-årige historie.

Salzburg fejrede naturligvis også Beethoven, på hvis 250 års fødselsdag Riccardo Muti og Wiener Philharmoniker spillede Beethovens niende symfoni, så fantastisk klassisk overbevisende, som jeg ikke har oplevet den i årtier. Pianisten Igor Levit, der aldersmæssigt befinder sig i den anden unge ende af livsskalaen opførte alle Beethovens klaversonater til en stormede succes. Man kunne høre det hele på Arte.  

På Salzburg festspillenes næste sommerprogram i 2021 vil man så kunnet høre alt det, som var planlagt til i år, men som måtte aflyses, hvis ikke endnu engang coronaen står i vejen. Forhåbentligt er vort eget musikliv kommet i gang for længst inden næste sommer.

Salzburg festspillene viste i år, at der kan ydes det store, når man forbereder sig betænksomt og omhyggeligt. Sundhedsmyndighederne og politikerne skal naturligvis fortsat inddrages i forberedelserne af musiklivet, men ingen af de to parter besidder tilsyneladende i hvert fald herhjemme ikke evner til at bestemme alene uden om betænksomme musikarrangører.

Så meget har denne sommer allerede vist med al tydelighed, selv om der naturligvis ikke er enighed derom.

Hvad lukketiden også blev brugt til.

Mange musikfolk har måttet ligge mere eller mindre brak. Mange har udnyttet tiden på en anden måde. Guitaristen Lars Hannibal har komponeret nye musikstykker og indspillet en cd, som på en lidt forunderlig og stille måde finder ind i den tid, som vi desværre ikke er kommet ud af endnu. Han har komponeret ti korte atmosfærerige stykker mestendels for guitar og dybere blokfløjter, som med deres mørkere klang fremmaler den specielle karakter, som har givet cd’en dens navn: ”Blue”.

Det er intim musik, stille musik, undertiden ensom musik, men også familiemusik præget af sammenhold. Hannibals ti sange er mestendels for Michala Petris recorder. Dette engelske ord kan oversættes til meget, men i dette tilfælde gælder det en af verdens fineste blokfløjtespilleres instrumenter. Den nye cd følger i sporet af mange mesterlige cd’er, som parret Michala Petri og Lars Hannibal har indspillet. Efter parrets skilsmisse for nogle år siden vedbliv de lykkeligvis med at musicere sammen, hvilket også gav sig udslag i et eget pladeselskab OUR. Tre af de nye kompositioner er for kvartet også bestående af de to døtre Hannibal Petri, cellisten Agnete godt på vej og sangerinden Amalie, som rammer en intim og lettere rytmisk familietone. Og det er netop en cd, som kan samle familien, også min, og det i en coronatid og sikkert også i den tid, som vi længes efter.       

Den nye cds anden halvdel byder på 8 danske sange i Lars Hannibals bearbejdelse og spillet af Michala Petri og ham. Hvor er de herlige, disse kendte sange og i disse bearbejdelser. Cd’en hører med i min coronatid og skal derfor med på jc-klassisk’ efter-katalog. OUR Recordings 8.226914, distribueres af Naxos. 74 minutter.

  BILLEDE  DEN UNGE TYSKE  DIRIGENT JOANA MALLWITZ LEDEDE EN FOTTYGENDE COSI FAN TUTTE I SALZBURG