Hele verden eller i hvert fald 50-60 millioner seere i 90 lande elsker transmissionen fra Wiener Philharmonikernes nytårskoncert i den danske arkitekt Theophil Hansens smukke Musikverein i Wien. Men den har nu fået konkurrence dagen forinden af Staatskapelle Dresdens og Berliner Philharmonikernes nytårskoncerter. Danske seere med adgang til tyske tv-stationer kan hvert nytår nyde tre-fire store nytårskoncerter fra store musikbyer syd for grænsen. Den fra Venezias La Fenice opera er den fjerde, som jeg måtte springe over i år.  

For fire år siden sendte de tyske konkurrenter ARD og ZDF henholdsvis berlinernes koncert og den da nye nye nytårskoncert fra Dresden samtidig. ARD har skåret ned på den klassiske musik, og nytårskoncerten med berlinerfilharmonikerne er nu gået over til den tysk-franske tv-sender Arte, mens ZDF fortsætter sin succes fra Dresden, dog heldigvis ikke længere samtidig med koncerten fra Berlin, men præcist afpasset efter hinanden.

Alle tre koncerter udsendes på cd og dvd. Wienernes og Barenboims koncert udsendes på Sony om få dage. Christian Thielemanns koncert fra Dresden udsendes af Deutsche Grammophon også her i januar måned, mens det forventes, at berlinernes og Simon Rattles koncert, som i modsætning til de andre to nytårskoncerter overhovedet ikke havde karakter af nytår, ventes udsendt senere af Euroarts på dvd.  

Begejstring for Barenboim i Wien

Begejstringen var med rette stor over Barenboims koncert i Wien. Men hvorfor denne ophidselse over en klassisk koncert? Hvorfor lyttes der til hver eneste node, som spilles anderledes end sidste år, når et af verdens bedste orkestre, Wiener Philharmoniker spiller? I år var der virkelig grund til det. Meget var anderledes i detaljer, som kom til at betyde noget.

Naturligvis kan det så virke overdrevet, at det giver avisoverskrifter, at maestro slet ikke dirigerede det andet af de to traditionelle ekstranumre, ”Radetszy-march”. Barenboim gik rundt og gav hånd til alle musikerne og kindkys til de nu otte kvinder i orkestret. Det har Barenboim forinden prøvet meget på, så han var sikker på at kunne nå dem alle og være færdig samtidig med musikken. Han stod endda på det højeste sted i orkestret og kunne signalisere ud til publikum før den stille triodel, at nu skulle dets klappen ophøre.   

Bedre end sidst

Der er ingen sensation i, at orkestret kan spille alene styret af koncertmesteren. Det vil andre orkestre også kunne. Men resten af koncerten ville være blevet mere ensformig, havde Barenboim ikke dirigeret. Han satte et stærkt aftryk på den i mange detaljer. Wienerne prøver i øvrigt altid mere på nytårskoncerten, som de spiller tre gange, end på de fleste af sæsonens andre orkestre.

Barenboim havde været i tvivl, om han skulle sige ja tak til at dirigere endnu en nytårskoncert efter 2009. Det kan ofte blive en skuffelse efter den første omgang. Men Barenboim var tværtimod bedre end dengang, meget friere, mere afvekslende. Han var over orkestret, når der skulle sættes bestemte accenter eller skiftes tempi, også overraskende stærkt som i ”Egyptisk march”, hvor musikerne også viste deres evner som korsangere. I andre lange passager lod han så orkestret spille selv for så med små vink at intensivere en stigning. Kontrasterne var stærke med megen kraft i tutti og med pianissimo hvisken i wienermusikkens drømmende momenter. Barenboim hviskede også sin nytårshilsen, før orkestret fuldførte ”Prosit Neujahr” tutti.

Fredsbudskab i musikken

Programmet var usædvanligt, og som det er blevet skik med flere førsteopførelser på en nytårskoncert, hele otte af 18 værker. Strauss’ernes nodebibliotek synes uudtømmeligt. Det udnyttede Barenboim til at præsentere valsen ”Friedenspalmen” som et fredspolitisk budskab her ved indgangen til 2014, hundredåret for Første verdenskrig. Mon ikke, at mange af de millioner af lyttere også har forstået Barenboims musikalske pointeringer. Det samme skete i det genialt sammenstykkede valseværk ”Seid umschlungen”, som den ældre Johann Strauss tilegnede Johannes Brahms.

Det er blevet norm at tage andre end valsekomponisterne med i deres runde fødselsdagsår. I år gjaldt det Richard Strauss’ 150 år, som blev fejret med den såkaldte månemusik fra operaen ”Capriccio” meget smukt spillet, men virkede de få minutter alligevel ikke som et fremmedelement? Og dog passede det perfekt som stille indadvendt musik i en nytårskoncert, hvor netop det stille, indadvendte budskab om fred mellem mennesker blev centralt.    

Berlineroperette og Broadway-musical

Christian Thielemann i Dresden fortsatte på sin fjerde nytårskoncert sin rejse gennem operettens og nu også musicalens verden, dels i Berlin, dels på Broadway. Overraskende? Ja, måske, for ellers kender vi Thielemann som en af tidens mest fremragende dirigenter af operaens Wagner og symfoniens Bruckner. Men han har en speciel kærlighed til den lettere kvalitetsgenre, og han nød mærkbart at folde den ud i Semper-operaen i skiftende nytårsbelysning.   

Alt den musik, som Thielemann og Staatskapelle Dresden præsenterede, strutter i sig selv måske ikke ligefrem af den store kvalitet, men alligevel var det en fryd at lytte til den intensitet og elegance og ikke mindst begejstring, som Thielemann og hans orkester præsterede.

Der var også et andet paradoks bag den store fornøjelse, som det var at lytte. Både berlineroperetten, her præsenteret med musik fra 1911 til 1938, og Broadway-musicalen var mærkbart hverken orkestrets, dirigentens og de to solisters hjemmebane. Men hvorfor hænge sig i stilistiske forskelligheder? Berlineroperetten havde en stærk karakter af kabaret, og den amerikanske musical fik et fremmedartet forfinet skær i denne gedigne klassiske udførelse.  

Solister fik udebanesejre

Sopransolisten Renée Fleming elsker den lettere genre, men berlineroperette har hun næppe sunget før, og man forstår, at hun ikke har villet lære teksterne udenad, for hvornår kommer hun til at synge dem igen? Der var stillet en stor skærm op bagerst i Semper operaens smukke tilskuerrum, hvor hun kunne læse teksterne og endda samtidig danse vals med tenoren Klaus Florian Vogt. Han synger Wagner, er tidens fineste Lohengrin, men har også en smuk let og lys tenor, som egentlig er ideel til operette. Man kunne dog høre, at den ikke er hans hverdag. Alligevel fik de to sangere så meget fint ud af deres gæstespil i en anden genre end deres sædvanlige operarepertoire, at man lyttede intenst. Deres store sangkunstneriske formåen fornægtede sig ikke.

To hjerter i tre fjerdedels takt

Hvor var det spændende at følge Christian Thielemann og Tysklands måske nu bedste orkester, Staatskapelle Dresden. Jeg har altid haft en svaghed for Eduard Künneke (Ich bin nur ein armer Wandergesell), Robert Stolz (Zwei Herzen im Dreivierteltakt), Paul Abraham (Die Blume von Hawai), og Paul Lincke med eller uden ”Berlinerluft”. Ikke blot når, men også som berlineren Thielemann spiller dem, så kan ingen føle anelse af dårlig samvittighed over at leve med.

Gershwin, Frederick Loewe (I Could Have Danced All Night”, Kurt Weill og Bernstein med raffinerede klange fra ”West Side Story” var de store komponistnavne i den amerikanske afdeling, inden Renée Fleming og Klaus Florian Vogt sang op til hinanden i ”Anything You Can Do, I Can Do Better” (Oklahoma), ikke specielt teatervittigt, men elegant smukt. Jeg er kommet lidt ind på repertoiret, fordi man som skrevet kan opleve det på cd eller dvd om nogle dage.

Kun en note om Berlin. Her troede man, at festen var reddet med den populære Lang Lang som klaversolist, og han spillede delikat og virtuost i Prokofiefs tredje klaverkoncert. Rattle dirigerede desuden østeuropæiske danse med Dvoraks slaviske i forgrunden, og naturligvis spillede Berliner Philharmonkerne fremragende. Men da det i karakteren i programvalget ikke var, hvad i hvert fald jeg forstår ved en nytårskoncert, skal der ikke skrives mere om den her.