Berlioz’ klaver til salg for slik: Lad os begynde med en lille sød historie. Komponisten Hector Berlioz’ Erard-flygel blev sat til salg i en lille annonceavis i Normandiet. Damen, der ville sælge det, blev totalt overrumplet af de mange købere, som pludselig stod i kø foran hendes hus.

Samlere har identificeret instrumentet som Berlioz’ personlige klaver på grundlag af serienummeret 19972.

Hun havde i sin annonce forlangt 800 euro eller ca. 6.000 kr. Fagfolk mener, at det er 50.000 euro værd Heldigvis for ejeren havde hun ikke solgt det, før også hun blev klar over dets værdi. Nu har hun i stedet forespurgt Musée Hector-Berlioz og Cité de la musique, om de vil erhverve det. Og det bliver ikke for 800 euro.

 Villazon skriver roman: Tenoren Rolando Villazon har for længst indset, at han skal passe på sin smukke tenorstemme. Han er begyndt at sætte opera i scene og det med god succes. Næste år i maj sætter han Verdis ”La traviata” op på pinsefestspillene i Baden-Baden. Og han har netop fået udgivet en roman. Den hedder ”Kunststücke” og er udkommet på det tyske Rowohlt Verlag, men den kommer naturligvis også på andre sprog end tysk.  Villazon har altid følt sig som en klovn med alt det positive, som er klovnens. Og ”Kunststykker” handler netop om klovne. Romanen betegnes som en alvorlig kunstnerroman med en speciel tone af melankoli. Hovedpersonen er klovnen  Macolieta, som man har lov at se noget af Rolando selv i.

Rolando Villazon giver koncert i Musikkens Hus i Aalborg torsdag 13. november sammen med den nye internationale sopran fra Sydafrika Pumeza Matshikiza. Hun har sine første koncerter herhjemme i Aarhus Festuge sammen med Aarhus Symfoniorkester i Symfonisk Sal allerede nu lørdag aften den 30. august og søndag eftermiddag kl. 15.00 den 31. august. Læs nærmere i omstående kalender.   

 Succes i Bregenz trods regn: Det har ikke været en ideel sommer for de store friluftsoperaer nede i Europa. Alligevel kan Bregenz-festspillene se tilbage på en stor sommer. Det var den mangeårige chef, instruktøren David Pountneys sidste sommer, og hans egen iscenesættelse af Mozarts ”Tryllefløjten” blev set af det største antal tilskuere nogensinde, sidste sommer og i år nemlig af godt 406.000 mennesker tilsammen. Sådan nåede Mozart lige at overgå Leonard Bernstein, hvis ”West Side Story” i 2003 og 2004 blev set og hørt af 405.314. Inklusive koncerter og indendørs opera blev tilskuertallet i Bregenz i to somre på 523.000.

Den kommende festspilchef Elisabeth Sobotka har Puccinis ”Turandot” som den store forestilling på den vidunderlige søscene, og i festspilhuset opføres Offenbachs ”Hoffmanns fortællinger” i 2015. Bregenzer Festspiele, der varer fra 22. juli til 23. august 2015, byder på en række orkesterkoncerter i festspilhuset med musik af Berio, Brahms, Mendelssohn og Schubert foruden Wagners ”Wesendonk-Lieder”.

Kasper Holten med ”Carmen”: Vi kan tilføje, at Kasper Holten, operachef på Royal Opera House i Covent Garden London, får æren og fornøjelsen af at sætte den følgende opera op på søscenen i Bregenz. I 2017 og 2018 vil man her kunne se hans iscenesættelse af Bizets ”Carmen”.

Barenboims Vest-Øst Orkester. Daniel Barenboim rejser verden rundt med sit West-Eastern Divan Orchestra, aktuelt fra Buenos Aires, hvor orkestret har afholdt sin egen festival, til Berlin og Luzern og nu videre til London, hvor det giver koncerter som led i The Proms, de populære promenadekoncerter i Royal Albert Hall.

Det har orkestret gjort samtidig med den skrækkelige konflikt mellem israelerne og palæstinenserne i Gaza. Er det ikke naivt at kalde orkestret for ”et orkester for fred”, har den engelske avis The Telegraph spurgt Daniel Barenboim, som var med medgrundlægger af orkestret og stadig styrer det.

Barenboim benægter, at det nogensinde var tænkt som et sådan: ”Det er ikke et orkester for fred i regionen, for fred, for det kræver, at begge siders krav om retfærdighed og sikkerhed imødekommes. Det kan det ikke ved at spille Mozart og Wagner”.

Orkestret er sammensat af musikere fra Israel og fra Palæstina, Egypten, Syrien, Tyrkiet og andre arabiske lande, som mange israelere hader og frygter.

”Orkestret udsprang af min tro på, at denne konflikt aldrig kan løses militært”, siger Barenboim: ”Men det er et eksempel på, at man godt kan finde sammen fra begge sider”.  

 Konflikten på The Met er ovre. Vi har her på webben skrevet en del om konflikten på Metropolitan Operaen i New York, som var ved at gå i total hårknude. I den 11. time lykkedes det operaen med dets chef Peter Gelb at blive enig med fagforeningerne for musikere og korsangere som de vigtigste. Peter Gelbs krav om en lønnedgang på 16 % fik han ikke igennem, men han opnår i to omgange at komme ned på at kunne spare omkring det halve. Afgørende for den pludselige enighed var nok frygten for, at det ville gå med The Met, som det gik med New York City Opera, som måtte lukke, og som nu næppe har mulighed for at kunne blive åbnet igen.

”Hvad virkeligt tæller, er dog musikken”, sagde den trods alt skuffede chefforhandler for fagforeninger efter den sidste marathon-forhandling, der varede til den lyse morgen.

Sæsonen 2014-2015 kan nu afvikles som planlagt. Den starter 22. september med Mozarts  ”Figaros bryllup” med Erwin Schrott og Marlis Petersen og endnu vigtigere med den atter nogenlunde friske James Levine som dirigent. Umiddelbart efter begynder den sidste serie med den gamle, legendariske opsætning af Puccinis ”La boheme” med Angela Gheorghiu og Kristine Opulais alternerende som Mimi  og Verdis ”Macbeth” med Anna Netrebko som ladyen.

Peter Gelb tør ikke indlade sig mere på risikofyldte forestillinger. Både billetindtægterne og de i USA så vigtige sponsor-bidrag er faldet. Vil de kommende måneders opførelser af ”Carmen”, ”Aida” og ”Tryllefløjten” hjælpe på billetsalget?

Mange er positive nu. Hvorfor ikke, når operahuse i store europæiske byer som Berlin derimod har haft  en rekordsæson?

 Anna Netrebko forlovet:  Skal vi liste det med, at Anna Netrebko forleden havde inviteret til forlovelsesfest i Sankt Peter Keller i Salzburg?  Den lykkelige partner er tenoren Yusif Eyvazov. Med på køreturen i luksuskaret gennem Salzburg var hendes fem-årige søn Thiago. Både Anna Netrebkos far Yurik og hendes ”jyske” søster Natalia var kommet til Salzburg.  

 Foto: Kasper Holten skal sætte ”Carmen” op på søscenen i Bregenz