af John Christiansen - d. 26. august 2018
Facebooks tankeløse bortcensur af en operaanmeldelse – Sønderjyllands Symfoniorkester på tysk festival –Succesjubilæum for Domingo – Bog om Wagners hunde
Jeg vil begynde hos os selv, for jcklassisk.dk oplevede at
få en artikel slettet af Facebooks censur-robotter. Det var en operaanmeldelse
af Den jyske Operas ”Passageren”, en jødisk komponists dybtfølte og smertelige værk
om en episode under Anden verdenskrig i nazisternes udryddelseslejr i
Auschwitz. Det var en fremragende forestilling, som også var nødvendig, for
hvad der skete dengang, må ikke ske igen. Den egentlige grund til at
anmeldelsen blev slettet på Facebook, kender vi ikke. Kun nogle floskelagtige
linjer på engelsk.
Det er naturligvis kun godt, hvis Facebook vil rense ud i
den mængde stof, som bliver sat ind på nettet.
Det kan endda kaldes tiltrængt, men så skal man også være tilpas dygtig
til at kunne læse, hvad man sletter. Hvad man har slettet her, kan nærmest kun
tydes således, at Facebook ikke vil have, at man beskylder tyskerne for at have haft koncentrationslejre. Det må ikke omtales. Og det ved jeg
naturligvis godt ikke kan være tilfældet.
Vi har på jcklassisk én gang før været ude for en da morsom gang
censur. Jeg brugte ordet striptease om en politikers ordvalg. Ingen billeder. Måske
har bortcensuren i denne omgang betydet, at endnu flere læste min anmeldelse af
Den jyske Opera. På trods af blokaden har indtil nu godt 4.750 trykket sig ind. Jeg
er glad for, at så mange vil beskæftige sig med en moderne opera og et
ømtåleligt emne. Det bekræfter også, at Den jyske Opera har gjort en vigtig, ja
nødvendig indsats med sin fremragende opførelse af Weinbergs ”Passageren”. Sidste
opførelse er tirsdag den 28. august.
Sønderjyderne og
Brandauer på tysk festival
Sønderjyllands Symfoniorkester samarbejder meget med tyske
dirigenter, solister, kor og orkestre. Det præger orkestrets sæsonprogram
positivt. I mange år har man opført nogle af musiklitteraturens større kor- og
orkesterværker med dirigenten Matthias Janz og hans Flensburger Bach-Chor. I
november sidste år nåede dette samarbejde en ny kulmination med opførelsen af
Robert Schumanns meget sjældent opførte ”Faust-Szenen” i Sønderborg og
Flensborg. I år mod nytår bliver det Beethovens niende symfoni.
Forleden blev koncerten så gentaget på Schleswig-Holstein
Musik Festival (SHMF) i Musik- und Kunsthalle Lübeck. Festivalen finder sted
over hele landsdelen, niveauet er meget højt, og Schumann-koncerten fandt endda
sted i festivalens ”fineste” koncerthal. Den må betragtes som en begivenhed og
en stor anerkendelse af et dansk landsdelsorkester. Mere end 280 medvirkende
stod på scenen. Den mest kendte kunstner var den legendariske 75-årige
østrigske skuespiller Klaus Maria Brandauer, som vi herhjemme bedst kender som
Bror i Karen Blixen-filmen.
Opførelsen er blevet godt modtaget: Kieler Nachrichten skriver
bl.a.: ”Flensborgs pensionerede kirkemusikchef Matthias Janz var spiritus
rector for en musikalsk fabelagtig vellykket opførelse. Fabelagtig på flere
måder. For de godt 200 sammensmeltede stemmer fra Janz’ Bach-Chor Flensburg og
Symphonisches Chor Hamburg strejfede tyngdeløst gennem dets jordiske og frem
for alt himmelske opgaver. Båret af det i stor udstrækning indfølende Sønderjylland
Symfoniorkester”. Også net-anmelderen på den ret udbredte musikblog på nettet
Klassik-begeistert var netop - begejstret.
Brandauer var fascineret af ”Faust-Szenen”. Han ville indgå
en dialog med publikum: ”Vi fortæller
historien om herr Schumann, hvordan han anstrenger sig for ikke at tro på, at
der findes en djævel. Altså et opgør. Hvorfor er jeg i det hele taget kommet
til verden, hvorfor har jeg en bestemt begavelse, hvorfor er jeg netop valgt
til musikken, i modsætning til Goethe”.
Jeg må citere et læserbrev på musikbloggen klassik-begeistert,
hvor en Conny Vietor går sine egne veje: ”En
stor aften for musikken! Desværre oplevede jeg en herr Brandauer, der med sine 75
endnu ville være ekstrem forfængelig. Sproglig i hvert fald ”tilstrækkelig”,
for han kom ikke godt ud af det med sin meget personlige stil og mikrofonen.
Brandauer forstyrrede. Uden Brandauer havde opførelsen været betydeligt mere
værd at høre”.
Jeg vil tilføje, at Brandauer som fortæller i Mozarts
”Tryllefløjten” på Salzburg festspillene (anmeldt her på jcklassisk.dk den 14.
august) ikke var anelse af ”forfængelig”, men dæmpet og udtryksfuld.
Jeg hørte og så på
NDR-Kultur tv en omtale af koncerten med interview af Brandauer og musikalske
smagsprøver. Det var godt at se og høre Sønderjyllands Symfoniorkester på tysk
tv. Hvorfor får man ikke på DR og konkurrenten News aktuelle smagsprøver på klassiske
musikbegivenheder herhjemme? Klassisk musik og opera kan man også lave bredt
interessant nyhedsstof ud af.
Succes for og
anekdote om Domingo
Placido Domingo fik ikke succes som Wagner-dirigent i
Bayreuth, men i Salzburg blev han tiljublet som baryton i Bizets ”Perlefiskerne”.
Her kunne han i en koncertopførelse fejre et specielt jubilæum med sit parti
nummer 150. Det er imponerende. Han sang partiet som den skinsyge Zuga, som i
kampen om en kvinde vil dømme sin konkurrent til døden, og han har fået bemærkelsesværdigt
fine anmeldelser i Østrig og Tyskland, så publikum kan glæde sig til hans
koncert med orkester den 14. januar i Musikhuset Aarhus.
I Bayreuth blev han interviewet blandt andet af et flot
reklamebaseret magasin, Richard’s Magazin, tilsendt mig af en kollega, som
syntes, jeg skulle have lidt Bayreuth-stemning med. Intervieweren sluttede med
at bede Domingo om en ”underskrift”, og den fik han i form af en lille historie
fra Domingo:
”En kvinde kom til præsten med sin
baby, som hun ville lade døbe. Præsten spurgte, hvad barnet skulle hedde. Hun
ville gerne kalde ham Lunes Tormentosos (Mandag
Uvejr). ”Men det er da ikke et navn”, mente præsten. Kvinden protesterede:
”Hvorfor skulle det ikke være et navn? Kender De ikke Placido Domingo”? (Fredelig Søndag).
Wagner og hundene
Nordbayerische Kurier er en ikke
helt lille avis, som har hjemme i Bayreuth. Hver dag fra festspillenes
begyndelse 25. maj til deres slutning den 30. august skal den have fat i de
mange Wagner-læsere, som gæster byen. Og hver dag bringer avisen en stor historie
eller et interview af interesse for Wagner-fansene. Avisen klarer det faktisk
professionelt godt.
Historierne kan også virke pudsige
som nu den 13. august, da et interview med forfatteren Franziska Polanski
fyldte en side. Hun har netop udgivet en bog om Wagners hunde. Og dem var der
mange af, så mange at flere hundegrave i haven ved huset Wahnfried er blevet inddraget
med tiden. Men Russ, som hviler ved siden af Richard, er der endnu. På en sten
står ”Her hviler og våger Wagners hund Russ”. I 2004 blev der ved alle
parkbænke i Bayreuth opsat 800 eksemplarer af New Foundlænderen Russ i
kunstneren Ottmer Hörls 80 centimeter høje og meget nøjagtige gengivelse i et
sort kunstmateriale. En af de 800 er
endt på min altan. Wagner havde ind imellem lidt besvær med den, men han
elskede den højt. Hörl ville med udstillingen vise os den menneskelige side af
Wagner.
Det samme vil Franziska fortælle os
med sin bog. Wagner blev altid fulgt af en af sine hunde. Hans medfølelse for
lidende dyr var stor. Og han gjorde noget aktivt ved det, når han så det. Så
megen medlidenhed, og dog blev han ikke vegetar, bliver Franciska Polanski
spurgt. Jo, han prøvede flere gange på det, men Wagner havde ganske simpelt den
mening, at når han skulle komponerer noget stort, så skulle han have kød.
Wagner ville på flugten fra Riga og
ubetalte regninger, før han havde komponeret nogle af sine hovedværker, have
sin hund Robber med. Den var bare kommet til ham og havde lagt sig en uge lang
ved hans dør umulig af få væk. Det forsinkede rejsen til London og Paris, som
oprindelig skulle foregå med en vogn, men dertil var Robber for stor, og Wagner
valgte at sejle over Skagerrak. De kom ind i en storm. Uden den og altså uden
Robber havde der næppe eksisteret en ”Hollænder”. I Paris vandrede Robber meget alene rundt. En
dag vendte han ikke tilbage.
Wagner tog sig meget af en anden hund,
som var i kæde. Det var ikke hans egen. Wagner skrev da på ”Mestersangerne”,
men da hunden døde, gik arbejdet med ét helt i stå for ham. Han havde fået
forskud på operaen, men da han stoppede med at afleverede musik, stoppede
forlæggeren også med at betale ham forskudsløn for operaen. Wagner fandt så de
for længst nedskrevne private kærlighedssange til Matilde Wesendonk frem og
sendte dem. Hvis ikke hunden var død, ville de så fortsat have samlet støv?
Der er drager, tudser, svaner,
heste fugle og bjørne i Wagners værk, men ingen hunde. Hvorfor? Forfatterens
svar er klart: ”Det er en utilgivelig svaghed ved Gesamtkunstværket”. I bogens
titel citerer forfatteren, hvad Siegfried siger til Mime. For Francizka
Polanski lærte Wagner kærligheden at kende i sit forhold til hunde.
Franziska Polanski: ”Richard Wagners
Hunde: Da lernt’ ich wohl, was Liebe sei”. Kun på tysk. Implizit Verlag.
På tysk. 24,80 euro.
Jeg skrev ikke helt uden ironi om
Richard Wagner Hunde. Men det har jeg vel ikke grund til. Jeg havde for år tilbage
to dejlige gravhunde, Siegmund og Sieglinde. En dag have de fået fat i en kasse
med musikbånd og havde gnavet løs. Kun et enkelt bånd havde de ikke rørt. Det
indeholdt første akt af Wagners ”Valkyrien”, som jo netop er Siegmunds og
Sieglindes akt. Det skrev jeg om på bagsiden af Jyllands-Posten. Til den følgende
koncert i Musikhuset Aarhus, hvor jeg normalt plejer at kunne bevæge mig i ro, var
der i pausen nærmest kø for at veksle ord med mig om hunde og musik.
Hvis
man vil have en fornøjelig aften med lidt alvor i og med god barokmusik, så glem
ikke Aarhus Sommeroperas forestilling med Telemanns opera ”Pimpione” i Helsingør
Theater i Den gamle By i Aarhus. Læs nærmere
ved at trykke på annoncen øverst til højre