Operalivet i København midt i 1800-tallet er nærmest kommet på mode. Den samme dag kom posten med to pakker. Den ene var med en bog om de begivenhedsrige, nærmest saftige 14 år, der fulgte, da den operaglade kong Christian VIII inviterede ni italienske operafolk til sit Hofteater i København. De havde haft en eller anden succes i Berlin og gik i land en tidlig morgen i november 1841 ved Toldboden i København. Da de fik samlet et orkester, skulle det hurtigt vise sig, at de kunne samle københavnerne til opera. Så gik det løst, og det er nu blevet til festlig læsning i Henrik Engelbrechts bog ”Ramaskrig! – Da italienerne væltede Hofteatret”, som Hofteatret selv har udgivet.   

CD med ukendt dansk kvindelig komponist

Den anden pakke var af et mindre format, nemlig med en cd fra pladeselskabet Danacord med sange af Ida Henriette d’Fonseca (det blev stavet lidt varierende). Hendes årstal blev kun 1806-1858. Hendes far var en tysk-portugisisk indvandrer i København. Hun blev oplært af den indflydelsesstærke italienske sanglærer Gioseppe Siboni og debuterede i 1827 på Det Kongelige Teater som korsridder i Rossinis opera ”Tancredi”. Hun var altså kun 21 år, men det var helt naturligt dengang, at man begyndte tidligt på karrieren – ofte som teenager for kvindernes vedkommende, læser man i de fyldige noter, der såmænd også er skrevet af Henrik Engelbrecht.  Den daværende endnu kronprins Christian Frederik var begejstret for hende og sendte hende endda en økonomisk støtte. Også Ida Henrietta to søstre var sangerinder på teatret. 

Senere søgte Siboni at skabe en international karriere for hende, men det lykkedes ikke. Hun sang på Det Kongelige Teater, indtil hun direkte blev fyret i 1840. Det var der efter sigende to årsager til. Handes stemme var flot og populær, men hendes sceniske fremtoning var ensformig og blev kaldt mandhaftig. Repertoiret for så dyb en stemme var også for småt i forhold til hendes høje gage, skønnede teatret. Hun var livet gennem skrøbelig af helbred og døde kun 52 år gammel. Hun efterlod en masse ubesvarede spørgsmål til os. Hvad levede hun af de sidste år? Sangundervisning? Vi ved det ikke.

Når hun nu er fundet frem af de støvede reoler og faktisk er værd at beskæftige sig med, skyldes det, at hun også komponerede. Vi har to hæfter af hende med ”selvkomponerede romancer”. Hvornår de præcist er komponeret, ved vi med en enkelt undtagelse ikke. De ligger godt for en sangerinde, som også kan synge de høje koloraturer, som hun tilsyneladende også selv gjorde. Beherskede hun alligevel hele skalaen? Her på cd’en synges de også af en koloratursangerinde uddannet på Det Kongelige Musikkonservatorium, Helene Hvass Hansen.

En mærkværdig sangerskæbne

Jeg kan altså godt lide denne cd. En lidt mærkværdig skæbne på vort kongelige teater på en tid, da det var problematisk at være sangerinde der. At være kvindelig komponist dengang var i sig selv også problematisk, blot dette offentlig selv at sælge to hæfter med ”selvkomponerede romancer”. Sangene fortæller også om hendes karriere. De udgør en nærmest hyggelig blanding. Man kan høre den danske tone i dem, og det er et lidt sjovt sammentræf med nogle ret så charmerende koloraturer i stil med italieneren Bellini. Tredje del i pakken byder på tysk udtryksfuldhed. Frøken Ida kunne sit kram, og sammen med historien om hende er hun lidt af et dansk fund, men dog ikke et internationalt fund. Det sidste er heller ikke nødvendigt. Der er nok at opdage, hvis man lytter sig ind.

Af de 18 sange er de tre korsange godt varetaget af det københavnske amatørkor Musica. Til allersidst fortæller Henrik Engelbrecht på pladen noget af det, som han har skrevet i teksthæftet. Pas på med at vurdere cd’en ud fra det første nummer af de 18 sange. Det er ikke Helene Hvass Hansens mest vellykkede, og det er ærgerligt, for hendes sang vokser sig hurtigere ind i en nuanceret velformet musikalsk verden, som jeg har nydt. Hendes meget kompetente klaverledsager er Cathrine Penderup, som også er fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Man lærer komponisten, denne lidt mystiske kvinde, Ida Henriette d’Fontesa at kende, og man beholder interessen. Danacord cd: DACOCD 777. Spilletid 65 minutter.     

En anden operavirkelighed end i dag   

Henrik Engelbrecht har før i en større sammenhæng skrevet om Hofteatret beliggende i en sidefløj til Christiansborg. Og lad os med det samme takke afdøde dirigent ved Den jyske Opera, Gerhard Schepelern for hans betydning som musikforsker i at have gravet også Hofteatrets historie frem. Når Henrik Engelbrecht nu skriver om den italienske opera i København i årene 1841-54 er det først værd at hæfte sig ved, at han gør det med lune og fortællerglæde og tilmed indlevelse i livet i København, som dengang var en beskidt by i øvrigt. Men åbn hans bog et tilfældigt sted, og man får lyst til at læse videre.  

Da den unge kong Christian VIII kom til i magten i 1839, forblev Danmark noget af en politistat, men i modsætning til Frederik VI, som han afløste, var han dybt interesseret i opera. Det har jeg allerede været inde på under afsnittet om cd’en. Engelbrecht skriver, at ”hans dag kun ender perfekt, hvis den har omfattet luksusadspredelser som god vin og italiensk opera”. Med tronskiftet fik han to operascener, foruden Det Kongelige Teater også Hofteatret, som længe ikke havde huset opera, men det sidste blev endnu mere hans eget. Og her sikrede han sig så nogle år med italiensk opera. Men hvorfor var den italienske opera ikke slået an på Det Kongelige Teater? Her vil jeg citere et citat af H. C. Andersen, der var en af de få danskere, som i midten af 1800-tallet også rejste til Italien:

Musikkenderen H. C. Andersen

”Den italienske Musik synes ikke ret at vile gjøre Lykke i Danmark. Den har mange Modstandere, men Grunden hertil ligger vist mest i den Omstændelighed, at vi have kun et eneste Theater, af hvis Personale man næsten fordrer overmenneskelige Kræfter, de samme Personer, der spiller i Tragedien, maae Aftenen efter optræde i Lystspil, Vaudeviller eller Opera, og vi give tydsk, fransk og italiensk Musik, hvor Characteren i hver dog er meget forskjellig. De smukke Recitativer bliver gjort til Dialog, hvorved det musikalske Legeme sønderlemmes …”   

Publikum deltes. Til premieren var der dog langt fra udsolgt. Orkestret stemte ikke, påpeger flere anmeldere, som undrer sig over, at det lykkes solisterne at synge til så ringe et akkompagnement. Alle er også enige om, at de sceniske udstyr nærmer sig en parodi. Avisen Fædrelandet fortæller, at det er vanskeligt at fastholde illusionen, når en korsanger kommer til at vende sig om og afsløre, at kostumet er sprættet op i ryggen og nødtørftigt syet samen igen. Men Donizettis ”Gemma di Vergy” bliver en oplevelse for mange. Fædrelandet skriver om en helt ny sammensmeltning af sang og drama og Dagen om de italienske solisters gribende melodiske fylde og sangstemmer med bøjelighed, fasthed, klarhed og renhed. Corsarens satiriske tegning, som pryder forsiden af den nye bog, er en satire over italienernes sans for drama i modsætning til en anden tegning, der viser, hvad publikum var vant til af stå-ved-rampen kedelighed på Det Kongelige Teater.

To konkurrerende operateatre i København

Kongen gav italienerne et kontant tilskud og krævede til gengæld, at sangeleverne på Det Kongelige Teater skulle have gratis adgang til forestillingerne på Hofteatret. Tilstrømningen til Det Kongelige Teaters forestilinger begyndte at falde, og teatret skrev til kongen, at ”en stærk udvortes effect (…) i en betydelig grad har spoleret Publicums interesse for høiere dramatiske Kunst-præstationer …”  Kongen svarede: ” … det kan vist ikke nægtes at det Foredrag som italienske Sangere og Sangerinder besidder maa anspore vort Syngepersonale til Efterligning og følgeligen til høiere Præstationer i Kunsten …”

Det Kongelige teater svarede igen med et satirisk  lystspil ”Romeo e Giulietta”, hvor selveste Anna Louise Heiberg fik mulighed at parodiere de italienske sangere, som publikum havde set på Hofteatret. Det stærkeste modsvar blev dog engagementet af Jenny Lind, kaldet ”Den svenske nattergal”, en fremragende sangerinde, som H.C. Andersen faldt for, og som det danske publikum gik amok over i begejstring. Denne historie om en succes følges i bogen af en historie om det jammerlige orkester og det skandaløse kor. På de punkter var Det Kongelige Teater vinderen. Bladet Corsaren skrev i 1846 sarkastisk om, ”at der nu er ankommet nye sangere, der ikke længere er helt så dygtige til at synge falsk”.

Videre går det med krise og konflikter. Interessant operahistorisk er det, at Verdis operaen endelig når Danmark takket være Hofteatret. Der kom krig og i 1853 kolera. Året efter var det for alvor slut med italienerne, Det næste udenlandske gæstespil skete først i 1958 med et tysk selskab, som spillede både tyske og italienske operaer. Der er masser af gode historier, som jeg ikke engang får plads til at antyde. Jeg vil mene, at det er en stor fortælling, som man ikke engang behøver at have interesse for opera for at kunne have fornøjelse af.

Er operagæstespil fortid?

p.s, Så kan man undre sig over, at det er længe siden, at vi herhjemme har haft besøg af italienske og i det hele taget udenlandske  operagæstespil.  Det er nu lidt kedeligt. Betød det afslutningen på udenlandske besøg, da Politiken på forhånd jordede besøget af La Scala operaen fra Milano i Aalborg i 2009 med Donizettis muntre opera ”Viva la Mamma” og balletten ”En skærsommernatsdrøm” til Mendelsohns musik, fordi det var operaens yngre ensemble uden verdensberømte sangere, der kom med to af La Scalas repertoire-forestillinger?

Henrik Engelbrecht: Ramaskrig! Da italienerne væltede Hofteatret, Italiensk opera i Hofteatret 1841-54. Udgiver: Teatermuseet i Hofteatret. Kan købes der for 150 kr. på Teatermuseet i Hofteatret, 96 sider, indbunden, rigt illustreret.

Den jyske Opera er på vej landet rundt med Bizets ”Carmen”. Læs den forrige artikel ”Kom tættere på Carmen” og få flere input til operaen.   Jeg anmelder Carmen i Kolding den 12. oktober.