Med sin nye tyske operachef Philipp Kochheim står Den jyske Opera for overraskelser. Han indledte med en betydelig opdagelse for os og en kunstnerisk succes af de store, dog ikke en helt økonomisk én af slagsen, men det sidste var udelukkende publikums skyld. Weinbergs kz-opera ”Passageren” var en bedrift. Så fulgte ”Carmen”, hvor musikken var i orden, men scenisk sat op af et utroligt rodehovede af en amerikaner. Fremtiden for DJO tegner lyst og spændende med en flerårig serie af danske operaer, som vi har glemt eller slet ikke har kendt herhjemme. Den første bliver August Ennas ”Kleopatra” uropført med stor succes på Det kongelige Teater i 1894 og nu med nypremiere den 1. marts i Musikhuset Aarhus og derefter på landsturné. Allerede den 21., 22. og 24 august også næste år og kun i Aarhus følger så Paul August von Klenaus ”Michael Kohlhaas” efter en novelle af selveste Heinrich von Kleist. Det bliver endda en skandinavienspremiere. Klenau var en senromantisk komponist forud for sin tid. Han havde stor succes i Tyskland som komponist og dirigent. Han vendte i 1939 tilbage til Danmark dog uden at hans format blev opdaget, for Klenau havde jo opholdt sig i Tyskland, selvom det var før tyskerne antændte Anden Verdenskrig.

Det er flot, hvad Philipp Kochheim vil gøre for at vække interessen for dansk opera. Han har for små to uger siden holdt et pressemøde på Det kongelige Teater, der som bekendt ligger i København. Skyldes valget af København hovedstads-snobberi? Nej, ved et tilfælde mødtes de implicerede operafolk alligevel. Her blev det fortalt, at Den jyske Opera skal uropføre en helt ny operette med titlen ”Inkognito Royal” om en fortsat mystisk tildragelse i dansk historie, kong Frederik den VIIIs død, da han overnattede i Hamburg på vej hjem efter en ferie i Sydfrankrig. Han boede på fyrstesuiten i Hotel Hamburg Hof, der lå ved den centrale sø Binnealster, og om aftenen tirsdag den 14. maj 1912 valgte ”Grev Kronborg”, som han kaldte sig, selv om alle på hotellet vidste, at han var den danske kong Frederik, at gå en tur. Han havde dårligt hjerte, fik et anfald og blev fundet på en trappesten. Få minutter senere fik han et nyt anfald, og han blev derpå kørt til Hafenkrankenhaus i bydelen St. Pauli, men han døde i drosken på vej til sygehuset. Han havde ingen papirer på sig og blev anbragt i hospitalets lighus, hvorfra hoteldirektøren efter en søgning fik ham udleveret.

Flere havde noget at skjule. Min hovedkilde er forfatteren og historieforskeren Dan Bojø. Politietaten havde ikke kontaktet hotellet, selv om den afdøde havde nævnt hotellet. En læge blev bebrejdet, at han ikke selv var gået de 100 meter tilbage til hotellet og orienteret receptionen. Hoffet blev udskældt for ikke at have standset den syge konge i at gå.  En politiinspektør fortalte pressen, at dødsfaldet skulle hemmeligholdes af hensyn fil det danske kongehus. Det var tvivlsomt, om kongen havde forladt hotellet allerede kl. 20.45 eller kl. 22.00 og død nogle få minutter efter. Også tiden 19.30 har været inde i billedet. Alt dette og mere til medførte, at rygter begyndte at florere, at kongen havde besøgt et af Hamburgs mest eksklusive bordeller, og det udnyttede en kvinde derfra til at skrive en bog, hvori hun fortalte, at hun havde hjulpet den syge konge ud, da han blev dårlig. Men der er ingen beviser for noget, og man kan tro på, men næppe sige, at rygtet om bordelbesøget er sandt. Den jyske Opera sammenligner det med vor tids fake news, at sandheden blev hemmeligholdt. Man finder næppe frem til sandheden på scenen, men vi får forhåbentligt og sandsynligvis en spændende forestilling.   

Operachef Philipp Kochheim har selv skrevet librettoen til den nye opera, og han instruerer den. Han har næppe udladet bordelbesøget, for ellers er der ikke meget stof til en opera i den syge konges liv. På grund af kong Christian den IXs høje alder med 40 års regeringstid til følge, regerede hans søn Frederik kun i seks stille år, men han omtales som en dygtig og vellidt konge. Musikken skal skrives af Karsten Fundal, og det er et godt valg. Men det er ekstra spændende, netop fordi der er tale om en operette. Det er dejligt, at denne efterhånden oversete genre skal fornyes. Men hvordan? En konges død er jo ikke en munter historie, men der findes også tragiske operetter. Men der er nærmest altid en kærlighedshistorie bag, uanset hvordan det går i operetten. Andreas Daum synger kongen og Susanne Elmark den svenskfødte dronning Lovise. Randy Diamond tager sig af en vigtig rolle som konferencieren, mens Trond Halstein Moe synger lægen. Den nye operette opføres som en af store august-forestillinger i Aarhus, men det bliver ikke næste august måned. Det bliver heller ikke i 2020, men i august 2021 vil københavnerne kunne myldre til Aarhus. Forhåbentligt gør de det før. Vi glæder os.

Ny chefdirigent i Sønderjylland

Der er glædeligt nyt fra Sønderjyllands Symfoniorkester. Fra den kommende sommer har orkestret ansat den østrigske dirigent Johannes Wildner som ny chefdirigent i tre sæsoner 2019-2022. Han har gennem 30 år dirigeret Sønderjyllands Symfoniorkester flere gange, så man får en dirigent, som man kender, og – endnu vigtigere – som kender orkestret. Han er en dejlig wienerdirigent og har som violinist spillet i Wiener Philharmoniker og i Wiens Statsoperas orkester. Inden han bliver sønderjydernes chef, dirigerer han dem sammen med Schleswig-Holsteinisches Sinfonieorchster i Mahlers store sjette symfoni først i Flensborg onsdag den 22. maj og derpå i koncertsalen Alsion i Sønderborg den 23. maj. 

Sponsor for aftalen med den nye chefdirigent er den lokale strengefabrikant i Sønderborg Larsen Strings, som ejes af direktør og violinist Lauritz Th. Larsen, som også har spillet i Sønderjyllands Symfononiorkester. Han dannede sit strengefirma i 1990, da der generelt var vanskeligheder med at få visse strenge i bedste kvalitet. Det skete nærmest ved et tilfælde, men blev en succes. I dag leverer Larsens Strings en bred vifte af strenge både til violiner, bratscher og celloer over hele verden. Kun en meget lille del af produktionen fylder Danmark. For eksempel spiller størsteparten af celloerne i Wiener Philharmoniker med Larsen Strings. .

Op eller ned i karrieren

Det kongelige Teaters tidligere operachef tyskeren Sven Müller skal være intendant, altså operachef i Neubrandenburg/ Neustrelitz. Jeg fik nyheden fra en ven, som havde tilføjet et spørgsmål: Er det et skridt op eller ned i karrieren? Det er, som man siger, et godt spørgsmål.

Orkesterbestyrelse som prisvinder

Her er fra den anden ende af Jylland en nyhed, som jeg ikke havde troet skulle finde vej til jcklassisk.dk. Årets bestyrelse for et firma/selskab blandt landets flere tusinder er blevet valgt til ”Årets offentlige bestyrelse 2018”. Sidste år blev den for Skanderborg Forsyning valgt, men i år er det ret fantastisk, må det siges, at bestyrelsen for Aalborg Symfoniorkester vandt titlen foran bestyrelsen for det københavnske erhvervsakademi Cphbusiness med 8.000 elever og det nordvestsjællandske forsyningsselskab Fors med 190.000 faste kunder.

Det er ikke alle landsdelsorkestre, som er så heldig at have en tilsvarende selvstændigt virkende bestyrelse i spidsen. Den mangeårige bestyrelsesformand Inge Neesgaard kunne med rette være stolt på bestyrelsens og orkestrets vegne, da hun modtog prisen. Aalborg Symfoniorkester er en selvejende institution, der modtager støtte fra kommune og stat. Orkestret blev som Aalborg By-Orkester grundlagt i 1943. Kun 3-4 år efter hørte jeg det første gang på en skolekoncert på Aalborgs dengang bedste skole, Stolpedalsskolen. Orkestret var altså bredt engageret fra dets start under Jens Schrøders ledelse. Orkestret tæller i dag 65 musikere med base i Musikkens Hus på havnefronten. Den nye koncertsal har betydet meget for den kolossale kunstneriske udvikling, som orkestret har gennemgået i de senere år.

Bestyrelsen skaber værdier

Med fem personer ansat i administrationen og to i teknikken foruden de 65 musikere må symfoniorkestret være det mindst tænkelige ”selskab” med en bestyrelse på syv personer i spidsen, som man kan forestille sig modtage en så bredt landsdækkende pris. ”Forum for Offentlige Bestyrelser”, som har uddelt den, er et netværk af 14 bestyrelsesforeninger og brancheorganisationer samt de tre partnere Plus, EY og Horte. Prisen er givet for ”god selskabsledelse” og i praksis for, at bestyrelsen i sit arbejde faktisk skaber værdier. Det er hovedpointen.

Aalborg Kommune og Slots og Kulturstyrelsen, som er hovedtilskudsydere til orkestret, stillede for år tilbage krav om, at orkestret skulle ud til alle nordjyder. Det har bestyrelsen forstået, fastslås det med prisen. Mange koncerter blev flyttet ud under helt andre forhold, selvom det var dyrere og mere risikofyldt. Genistregen var oprettelsen af kontaktudvalg i de enkelte kommuner, som betød, at orkestret blev forankret i hele landsdelen. Flere publikummer er kommet til, og det er lig med flere indtægter. ”Det er i sandhed værdiskabende”, hedder det i begrundelsen for prisen.

Musikkens Hus er kommet til i Aalborg. Efter begyndervanskeligheder har orkestret hurtigt spillet sig ind i den og har opnået en ny kvalitet. Musikkens Hus har hentet store navne til Aalborg uden sidestykke i nogen anden provinsby. Et nyt publikum er som noteret kommet til. Det kører for Aalborg, og det virker kun selvfølgeligt, at symfoniorkestrets bestyrelse har fået denne pris, som man ikke havde forestillet sig komme. Det er godt set af bedømmelsesudvalget.

Koncerterne op til julen

Det er aktuelt rimeligt at ridse op, hvad der så sker i Musikkens Hus med Aalborg Symfoniorkester i den nærmeste tid. Hovedbegivenheden er besøget af tenoren Joseph Calleja. Hans seneste cd-udgivelse og de internationale anmeldelser gør, at jeg tør hævde, at han nu er den internationale operascenes største tenornavn. Aalborg Symfoniorkester spiller og Musikkens Hus er arrangør. Der er heldigvis, men måske lidt mærkværdigt, at der stadig er billetter at få til torsdag den 6. december.  

Forinden på torsdagen den 22. november kommer dirigenten og engelskhorn-solisten Francois Leloux i musikalsk leg med cellisten Maximilian Hornung i musik af Max Bruch, Debussy og 100 års fødselaren Bernstein afsluttende med de forrygende symfoniske danse fra ”West Side Story”. Søndag den 2. december holder orkestret julekoncert ”Englesang og messingklang” med lokale pigekor og sopranen Kiki Brandt og dirigenten Morten Schuldt-Jensen. Lørdag den 8. december følger årets familiekoncert to gange om eftermiddagen dirigeret af Carsten Seyer-Hansen. Det er for mange årets begivenhed. Orkestret viser den 13. december sin alsidighed med Gustav Mahlers ”Knaben Wunderhorn”-sange med to internationale danske sangere, Henriette Bonde-Hansen (Paris) og Morten Frank Larsen (Wien) og Carl Nielsens ”Espansiva”, symfoni nummer tre under orkestrets første gæstedirigent Michael Schönwandt. Den seriøse fejring af julen bliver med de tre traditionelle første dele af Johann Sebastian Bachs ”Juleoratorium” den 20. december under dirigenten Andreas Spering og med sangersolisterne Sofie Jensen, Francine Vis, Daniel Behle og Simon Duus samt Thisted Kirkes Drenge-Mandskor.

Magtkamp i Salzburg

Verden er blevet mindre. Måske synes mange læsere, at det ikke vedkommer dem, hvad der foregår mellem verdens bedste musikere og orkestre, men det er ikke uinteressant. De færreste af os kender det tyske ord vergraulen. Overskriften på en lang artikel i den kulturelt velorienterede østrigske avis Salzburger Nachrichten fangede min interesse: ”Wir vergraulen Thirlemann nicht”. Thielemann er den tyske dirigent Christian Thielemann, absolut en af verdens topdirigenter, specielt i det klassiske tyske repertoire med Wagner. Thielemann skal dirigere Wiener Pilharmonikernes nytårskoncert, som også danske seere vil kunne nyde på tv den kommende nytårsdag middag. Han er kunstnerisk chef for et af Tysklands bedste orkestre, Staatskapelle Dresden, og han er kunstnerisk leder af den store påskefestival i Salzburg, hvor han tager sit Dresden-orkester med.

Det drejer sig netop om fremtiden for dette festspil. ”Vergraulen” betyder at ”fyre nogen” eller lidt finere udtrykt at ”chikanere nogen ud” eller at ”jage nogen væk ved uvenlig opførelse” for at bruge en vending, som rimeligt godt kan bruges i dette tilfælde. For nogle dage siden blev det meddelt, at østrigeren Nikolaus Bachler, som endnu er chef for Statsoperaen i München, var blevet udnævnt til kommende forretningsfører for påskefestspilene i Salzburg fra 2020 som ligestillet chef med Thielemann i to år, men derefter som eneherskende intendant. Han er knalddygtig, hårdnakket og også fræk. Thielemann havde i løbet af efteråret, da Bachler offentligt kom på tale, gjort det klart, at han ikke følte sig i stand til at samarbejde med ham. Også Thielemann regnes for vanskelig at samarbejde med, så det bliver ikke let at gennemføre det kunstneriske samarbejde, som Landeshauptmann for Salzburger Land Wilfried Haslauer ønsker sig og tror på. Det var ham, der sagde: ”Wir vergraulen Thielemann nicht”. Men det ser det nu ud til. Thielemann har ikke udtalt sig i denne omgang. Vil han vente og se, hvordan det går af hensyn til sit orkester, Staatskapelle Dresden, som har brug for såvel pengene som anseelsen for at spille i Salzburg.    

Den ansete tidligere leder af musikafdelingen i ORF i Salzburg Wolfgang Danzmayr kommenterede Bachlers udnævnelse som værende at ”sætte ild på taget”. Efter hans mening kunne Christian Thieleman ikke længere blande sig. Men det ville være et smerteligt tab, hvis denne ikke fortsat skulle dirigere i Salzburg: ”Denne storartede dirigent i første division ville være yderst vanskelig at erstatte”. Men Salzburg har også brug for Nikolaus Bachler, som er en mester i at samle sponsorer og skabe overskud, for økonomien hos påskefestspillene er i øjeblikket ret negativ. Til at ændre dette mener mange, at også Thielemann er nødvendig. Sagen kan ikke kun karakteriseres son en af de sædvanlige østrigske skandaler.

Der ligger også andet bag. Påskefestspillene i Salzburg blev skabt af Herbert von Karajan som chef for Berliner Philharmoniker, som har mere tiltrækningskraft end Dresdens Staatskapelle. Berlinerne flyttede for fem år siden deres påskefestival fra Salzburg til Baden-Baden, hvor kontrakten udløber i 2022. Bachler har lovet politikerne i Salzburg, at han da vil hente berlinerne tilbage til Salzburg. Han har samarbejdet godt med den russiske mesterdirigent Kirill Petrenko nu i München, og til sommer begynder Petrenko som chefdirigent for berlinerne. Salzburgs Landeshauptmann kan sagtens sige: ”Wir vergraulen nicht Thielemann”, men det ligner løgn. Naturligvis vil et festspil med både Petrenko og Thieleman være verdens stærkeste, men det lyder ikke troligt, at det bliver.

Tilføjelse om en presse i forfald

Det skal tilføjes, at et problem som dette nærmest betragtes som skandale i den tysk-østrigske musikpresse, som kvalitativt er faldet i de senere år. Et aktuelt eksempel fandt jeg i Wiener Zeitung, som skriver en del om det klassiske musikliv. Det første større afsnit i avisens ledende artikel om striden om påskefestspilene handlede udelukkende om de ”skår”, som Christian Thielemann tilsyneladende skulle være skyld i på sin karrieres vej, selv om han ikke har mælet et ord aktuelt nu. Marina Delcheva fortæller, at Thielemann forlod Deutsche Oper i Berlin efter en strid om budgettet. Ja, orkestret blev underbetalt og demonstrerede foran operaen før flere forestillinger. Thielemann satte sin stilling ind og rejste. Et folkeligt pres betød, at musikernes gager blev rimeligt forhøjet. Videre læser man, at han fortrængte en kollega som chefdirigent fra Münchens Philharmoniker. Det var russeren Valery Gergiev, som på et kritisk politisk tidspunkt for åbenlyst var Putins personlige ven for et flertal af byens politikere. De fik ham afskediget, hvorefter de ansatte Thielemann. Endelig beskrev Delcheva afskedigelsen af en kommende chef på operaen i Dresden, som ikke havde deltaget i forarbejdet til sin første sæson, som værende Thielemanns skyld. Det er sandsynligt, at Generalmusikdirektor Thielemann her havde ført det store ord. Hvad ellers?

Billede: Komponisten Karsten Fundal og librettisten operachef Philipp Kochheim på pressemødet på Det kongelige Teater om operaen "Inkognito Royal". Foto Henrik Petit.