af John Christiansen - d. 28. april 2019
Concertgebouw-orkestret i Amsterdam fyrede Daniel Gatti, men mener nu, at alt er godt - Om de store påskefestspil 2019 og 2020
For to år siden fyrede Amsterdams Concertgebouw orkester chefdirigenten
Daniele Gatti, og nu skriver orkestret, at alt er godt i forholdet til ham - uden
dog at komme ind på selve sagen, Det er en af de mest mærkværdige me-too-sager
i den internationale dirigentverden. I sommeren 2018 skrev ”Washington Post”, at
to sangerinder havde erklæret, at de var blevet misbrugt af chefdirigenten for
Amsterdams Concertgebouw Orchestra, italieneren Daniele Gatti henholdsvis 22 og
20 år tidligere. Orkestret fyrede dagen efter Daniele Gatti uden anden form for
undersøgelse i sagen end at spørge orkestrets kvindelige musikere, hvordan de
havde haft det med chefdirigenten.
Orkesterledelsen
har ikke oplyst, hvor mange der svarede, at ”jo, han havde opført sig upassende”,
men det var så få, at orkestrets ledelse måtte tie om antallet. Kun et par dage
efter kom det så frem, at orkestermusikerne var trætte af dirigenten Gatti, og
det er aldrig blevet afkræftet, at Concertgebouw benyttede lejligheden til
ubesværet at komme af med ham.
Concertgebouw orkestret har nu to år efter noget overraskende
udsendt en presseerklæring, hvori der står, at ”det efter at have fået ”konstruktive
råd” har besluttet at betragte konflikten som afsluttet”. Orkestret ønsker
Gatti ”såvel privat som fagligt alt godt”. Der er ikke tale om nogen
genansættelse, men orkestret vil i nær fremtid ”som anerkendelse af Gattis
arbejde som den syvende chefdirigent for orkestret siden dets oprettelse i 1888
snart udsende cd’er fra tre pladeindspilninger med Gatti og orkestret, som er
blevet foretaget i årene 2016 til 2018”. Pladeudgivelserne omfatter Richard
Strauss’ opera ”Salome”, Mahlers første symfoni og Bruckners niende symfoni. Orkestret
erklæring slutter med at meddele, at ”ingen af parterne i fremtiden vil udtale
sig om sagen”.
Gatti sagde i 2018, at han ville retsforfølge orkestret og sine
anklagere, men han har intet foretaget sig. Det har Concertgebouw orkestret heller
ikke. Gattis øvrige engagementer andre steder blev langt overvejende opretholdt
af de forskellige arrangører, men Gatti har begrundet med sygdom sagt nej til andre
koncerter for eksempel Verdis ”Otello” med Berliner Philharmoniker. I december
2018 udnævnte Operaen i Rom Gatti som ny chefdirigent, og det blev sat stort op
af italienerne med direkte radiotransmission af en varm tale af Roms
overborgmester, der kun kunne opfattes som en våd klud i hovedet på
Concertgebouw orkestrets beslutning. Nu forlyder det så, at der intet ondt er
mellem dirigent og orkester, men der siges intet om selve sagen. Det er klart,
at hverken dirigent eller orkester kan drømme om et nyt samarbejde.
Andre me-too dirigentsager
Der har i denne mee-too tid været flere lignende skandaler,
som er blevet smækket stort op, men så synes glemt. Den første store var også
den alvorligste. En gammel skandale med Metropolitan-operaen chefdirigent James
Levines sexsuelle overgreb mod en dirigentelev fik her mange år efter til følge,
at Levine blev fyret fra The Met, men foreløbig er størstedelen af operaens anklager
mod Levine i den anledning blevet afvist af en nedsat undersøgelseskomite.
Operaen mener ikke, at den har kendt til Levines overgreb mod de unge musikere,
mærkeligt nok må jeg sige, for jeg har for mange år siden talt med flere i den
internationale musikerverden derom. Om Levines skyld i sexuelle overgreb synes ingen
tvivl.
Det næste hold anklager i USA kom fra kvindelige musikere,
der følte sig forulempet af den schweiziske dirigent Charles Dutoit. Igen var
det sket mange år tilbage. Men ingen af
anklagerne mod ham er blevet bekræftet af de officielle undersøgelser, som blev
sat i gang, skriver BR Klassik (Den bayerske Rundfunks klassiske afdeling). Hvad
skal man tro? Jeg har altid opfattet Dutoit som en dameven, men er han gået
over grænsen? Hvor end grænsen er nu. Vi får tilsyneladende sjældent noget at
vide i disse sager, som kan betragtes som den virkelige sandhed.
Påskens store operaforestillinger
Påskens to klassiske festivaler i Salzburg og Baden-Baden
transmitteres hvert år på tyske og østrigske tv-sendere. I år må jeg have
sovet, for jeg har inet set og hørt, men har læst tyske og østrigske avisanmeldelser.
Det havde ellers været interessant at se og høre fra Salzburg Christian
Thielemann dirigere Wagners ”Mestersangerne i Nürnberg” med Dresdner Staatskapelle
og fra kurbyen Baden Baden Zubin Mehta tage sig af Verdis ”Otello” på Berliner
Philharmonikers udstrakte påskefestival.
Publikumsmæssigt var det en succes begge steder. I Salzburg
blev der solgt godt 18.800 billetter. Det store festspilhus var fyldt 90,2 %
til opera og koncerter. Og i Baden-Baden, som har Tysklands største operahus,
var der i alt 23.000 tilhørere til otte store koncerter og operaen samt til en
række kammermusikkoncerter med berlinerfilharmonikere. Orkestret havde i år
ikke nogen chefdirigent med, for det har ingen i denne sæson. I stedet
dirigerede Zubin Mehta Verdis ”Otello”. Til næste påske år 2000 dirigerer
chefdirigenten fra sommeren, russeren Kirill Mateja Lolezniks iscenesættelse af
Bethovens ”Fidelio”, Gustav Mahlers sjette symfoni og Beethovens Missa
Solemnis” Desuden dirigerer Yannick Nesèt–Séguin, Metropolitan Operaens kommende
chefdirigent, som allerede er halvt tiltrådt i stedet for den fyrede James
Levine, og desuden den unge chefdirigent for Bolsjoi-operaen i Moskva Tugan
Sochijew samt den lykkeligvis evigt unge svenske mesterdirgent Herbert
Blomstedt.
I Salzburg vil Thielemann næste år dirigere Verdis ”Don
Carlo” med prologen i en helt ny musikalsk version komponeret af den tyske
komponist Manfred Trojahn. Man kan undre
sig over, hvorfor den skal være ny, for Verdis egen musik er god nok. Nu kan læserne
så nå at bestille billetter til næste påske. Både Salzburg og Baden-Baden er
herlige steder at være. Men festspilbilletterne er dyre og specielt dem i
Salzburg, som intet tilskud får.
I Salzburg er påskefestspillene ”finere” og dyrere end til
de berømte sommerfestspil. Publikum er følgelig også mere urokkeligt konservative
i dets holdning til iscenesættelsen. Og det er instruktøren Jens-Daniel Herzog ikke
i sin omgang med den. Han flytter ”Mestersangerne i Nürnberg” til vor tid som en
prøve på Wagners opera i en kulisse, der minder om Dresdens herlige
Semper-opera. Opsætningen kommer også til Dresden engang i den kommende sæson. Det
sceniske slog ikke an. Spændingen var sivet for meget ud. Det forstår jeg
udmærket. I mange operaer er det i orden at flytte handlingen til vor tid, men
”Mestersangerne” emmer af 1500-tallets Nürnberg, og jo længere man kommer derfra,
des mere mister Wagners opera. Så var det måske alligevel fiffigt at spille ”Mestersangerne”
som en teaterprøve, der indbefattede såvel moderne som historisk teater.
Anmelderne var begejstrede for sangerbesætningen, og i personinstruktionen
svigter instruktøren ikke sit publikum, Beckmesser er ”böse und lächerlich”,
Hans Sachs god og klog. Det er en stjernebesat Wagner-forestilling. Klaus
Florian Vogt regnes stadig som vor tids Walter von Stolzing-tenor. Der gøres opmærksom
på Sebastian Kohlkepp som en meget lovende David, der peger direkte mod de større
roller. Georg Zeppenfeld lod sin kernerige basbaryton udfolde sig som Hans
Sachs. Adrian Eröd var Beckmesser og Vitalij Kowaljow Pogner. Kun Eva syntes
for svagt besat med Jacquelyn Wagner.
Den helt store oplevelse for alle anmeldere var dirigenten
Christian Thielemann. I følge BR Klassiks Bernhard Neuhoff ville han tidligere
have dirigeret ”Mestersangerne” ”mit Zug und Drive” … nu funklede detaljerne, effekterne
blev fyret af, overgangene lykkedes drømmeagtigt, det var ”toll” (kan
oversættes forskelligt, her for eksempel til lækkert), beundringsværdigt ofte
for langsomt og ind i mellem temmelig manieret. Men det tager man gerne med i
købet, for musikalsk er der i denne ”Mestersangerne” ikke et sekunds kedsomhed”.
”Otello” med en
elefant, som forsvandt
Til Verdis ”Otello” i Baden-Baden havde man endnu engang
fundet det mangesidede talent Robert Wilson frem, og med ham fik man en kæmpemæssig
elefant med lys-blinkende øjne, nå ja, i hvert fald en stor klump gaze, som
lignede en elefant, Sådan begyndte ”Otello” med en sound- og video-installation,
inden Zubin Mehta kunne slå an til Verdis stormvejr, som bragte helten Otello
lykkeligt i land – til jalousiens frygtelige ulykke. Elefanten forsvandt, da
musikken begyndte. I stedet så man Wilsons velkendte tomme rum med et sortklædt
kor, der som solisterne stod fast som statuer og sang deres tekster direkte ud
til publikum. Alle var de malet hvide i ansigtet, uh så korrekt, ingen mørk
Otello. Alle bevægelser var små og maskinelle og kolde. Ingen lidenskab,
skriver igen BR-Klassik, denne gang Franziska Stürz. Til slut en storm af
buh-råb mod instruktøren.
Musikalsk var det bedre med Zubin Mehta som en altid sikker
dirigent, selv om tenoren Stuart Skeltons Otello ikke helt er ideel i det
krævende parti. Vladimir Stoyano får betegnelsen suveræn for sin Jago. En lignende
positiv omtale får Sonya Yoncheva som Desdemona. Men hvor blev elefanten af,
spørger BR-Klassik: ”Den var nemlig aftenens stærkeste billede og bliver symbolet
på aftenens helhedsindtryk: Et ikke opfyldt løfte”.
Foto:
Fra ”Otello” i Baden-Baden. Typisk Robert Wilson stå-teater med Stuart Skelton
som Otello og Sonya Stoyano som Desdemona.