Årets Wagner-dag 25. juli
af John Christiansen - d. 21. juli 2019
Bayreuth åbner med en ny opsætning af ”Tannhäuser” – Den kvindelige stjerne kommer også til Aarhus – Lohengrin spilles med to virkeligt stærke sangerhold – Hør med på radio og tv
RETTET VERSION: Jeg ved, at man ikke i overskriften skal gøre opmærksom på,
at nu gælder det Wagner. Det tiltrækker nok Wagner-begejstrede, men der findes
også utroligt mange, der hurtigt klapper i med et ”uha da”. Det kan jeg naturligvis
ikke forstå. Men jeg kan godt forstå, at datoen den 25. juli ikke siger de
fleste læsere noget. For mig har den været spændende fra den 25. juli 1951, da
Wagner-festspillene i Bayreuth genåbnede efter Anden verdenskrig. Da var jeg en
16-årig dreng, som lyttede med ørerne langt inde i den gamle dampradio til en
eller anden tysk sender. Siden 1951 har de årlige festspil i Bayreuth i det
nordlige Bayern haft sæsonpremiere den 25. august.
Jeg selv kom første gang i Bayreuth til ”Tristan og Isolde”
i 1953. Peter og jeg hentede brochurer på turistbureauet og blev spurgt, om det
ikke var noget med festspil-billetter. Tak, vi havde. Det første år, der kunne
meldes udsolgt, var i 1955. Det blev der så hvert år, indtil Frank Castorf
satte ”Ringen” op i 2013. Han var for meget for wagnerianere. Selv har jeg tilbragt 38
gange somre i Bayreuth i kort eller længere tid. Nogle gange var det som
deltager i Jugendfestspieltreffen. Det betød for eksempel, at jeg den samme
sommer fik billet til tre opførelse øverst oppe i festspilhuset til ”Parsifal”
under gode gamle Hans Knappertsbusch.
Jeg har været til sæsonpremierer, men jeg indrømmer, at jeg foretrækker
forestillingerne, når de godt fem spilleuger er kommet i gang efter
premiere-halløj’et, og det rigtige Wagner-publikum, som man let falder i snak
med, er kommet. Det gør man især på de mange restauranter, som har åbent hen
over midnat. Men spændingen omkring årets nye opsætning har altid indfundet sig
nærmest af sig selv den 25. juli, hvor jeg så end har været. Et år var det dog
ved at gå galt. Jeg følte mig forvirret og forstod ikke hvorfor, indtil det
pludselig fem minutter i kl. 16.00, da forestillingen skulle begynde, gik op
for mig, at det var Bayreuths åbningsdag.
En ny ”Tannhäuser”
Premiereforestillingen i år er ”Tannhaüser”. Den meget
flittige russer Valeri Gergiev dirigerer. Instruktøren Tobias Kratzer er også debutant
i Bayreuth. Der er et par danske indslag
i sangerbesætningen. Bassen Stephen Milling, der er velkendt i Bayreuth og som
synger på snart sagt alle verdensscener, er landgreven, og den norske sopran
Lise Davidsen, som har fået sin uddannelse i København, synger Elisabeth, det
kvindelige hovedparti. Hendes stemme minder om alle tiders største
Wagner-sopran Kirsten Flagstad, der jo også var norsk. Hun og Milling har før
sunget sammen i ”Tannhäuser” med fantastiske anmeldelser som ”det ideelle
Wagner-par” til følge. Den amerikanske tenor Stephen Gould synger Tannhäuser.
Markus Eiche er Wolfram, Daniel Behle Walter von der Vogelweide og Ekaterina
Gubakova den forførende Venus.
I et interview på BR Klassik siger dirigenten Christian
Thielemann, som er musikchef i Bayreuth, om Stephen Gould: ”Finden Sie mal einen wirklichen Tannhäuser von dieser Klasse”? BR
Klassik spørger Thielemann: ”De har selv
sagt, at titelpartiet i ”Tannhäuser” er et af de mest krævende hos Wagner. Stephen
Gould synger Tannhäuser, men han synger også Tristan. Hvad har dette menneske gjort af slemt, siden
han skal gøre det”? Hertil svarer Thielemann: ”Han vil det. Han sagde i aftes igen til mig, at han elskede Tannhaüser,
og at partiet lå for ham, og at han ville synge det. Jeg sagde til ham, at det har jeg sjældent hørt fra en tenor,
og så længe det var tilfældet, skulle han også synge partiet”. Gould er i øjeblikket uden konkurrence som
Tristan og som Tannhäuser”.
Det bliver spændende at høre på torsdag, og det er nok bedst
på NDR Kultur radio kl. 16.00 måske med optakt før. Danmarks Radio sender optagelsen
forskudt som lørdagsopera den 10. august. Man kan måske se opførelsen direkte på 3sat TV. Det er forskelligt fra år
til år, om der er åbent for udlandet. Måske kender nogle tricket med at bilde
den tyske sender ind, at den danske modtager befinder sig i Tyskland. Muligheden er nok større lørdag den 27. kl. 20.15 på 3sat, ,som ikke plejer at lukke for udlandet.
To fremragende besætninger i
”Lohengrin”
Der er endnu en ekstra spændende forestilling i Bayreuth.
Dagen efter den 26. juli opføres ”Lohengrin”, og den kan man se på BR Klassik
på computeren. Hovedpartierne, Elsa og Lohengrin, deles i år af to forskellige
par, som det kan være vanskeligt at vælge imellem – hvis man da havde mulighed
for det. ”Lohengrin” var en af de hurtigst udsolgte forestillinger, da der blev
åbnet for salget sidste efterår. Ved premieren på denne ny opsætning af
”Lohengrin” sidste sommer måtte Piotr Beczala med kort varsel springe ind for
Roberto Alagna, der havde ”glemt”, at han havde kontrakt med Bayreuth og ikke havde
lært partiet som Lohengrin. Beczala fik en kolossal succes. Han danner par med tidens
store russiske sopran Anna Netrebko, som han tidligere har gjort det i Dresden,
hvorfra der foreligger en dvd-indspilning på DG.
Anna Netrebko mente ikke, at hun var klar til at synge Elsa
i Bayreuth sidste år. Her kan man ikke som i Dresden installere et bånd i
bunden af scenen, der viser det tyske sprog. Netrebko har let ved at synge på
italiensk og fransk, men tysk er et meget vanskeligt sprog for hende, men nu bor
hun i Wien og finder sig mere behageligt til rette med tysk. Det har hele tiden
været meningen, at hun kun skulle synge i få af opførelserne. Thielemann, som
dirigerer ”Lohengrin” siger: ”Jeg
personligt arbejder gerne sammen med Anna Netrebko. Hun er en kvinde, som jeg i
Dresden virkelig beundrede. Hun er en ekstremt arbejdsvillig og kollegial
behagelig kvinde. De ved jo, at alle, som er professionelle, lader sig skalte
og valte med. Og De ved også, at den eneste stjerne i Bayreuth har været død
siden 1883. Richard er den eneste, som vi kommer til Bayreuth for, og det tror jeg
også, at Netrebko ved” (leende). Det var det mørke Lohengrin-hold.
Den nye lyse Elsa
Det lyse Lohengrin-hold er med allerede fra fredag den 26.
juli, da forestillingen kan høres over NDR Kultur radio kl. 15.57. Da synger den finske sopran Camilla Nylund,
hvis seneste store succes var kejserinden i Richard Strauss’ ”Die Frau ohne
Schatten” til Wiener Startsoperas jubilæumsfestligheder i stedet for den
sygemeldte Krassimira Stoyanova. Camilla Nylund er også beredt til at lave
værksteds-teater, som er under stadig forandring, mener Thielemann. Det var
Wolfgang Wagner, der indførte begrebet i Bayreuth. Christian Thielemann siger
leende: ”Jeg tror, at vi skaber super
værkstedsteater i år”.
Lohengrin synges af Klaus Florian Vogt, som nu i flere år har
været den store publikumsfavorit i partiet på verdensscenerne. Tomas Koneiczny
synger Telramund og den fremragende Elena Pankintova Ortrud. Som Heerrufer
hører man endnu en russer Egils Silins. Da han for nogle år skulle debutere i
Bayreuth som Hollænderen med bar overkrop opdagede man en tatovering fra hans
ungdomstid som rockmusiker, det gamle svastika, som lignede nazitegnet. Der gik panik i festspillenes
ledelse, og han blev fyret. Silins er
siden blevet fast bassolist i Bayreuth. Neo Rauch og Rosa Loy står for opsætningen.
Christian Thielemann dirigerer som skrevet.
Oh husk så tv-udsendelsen af "Tannhäuser" lørdag den 27. omkring kl.20.15 på 3sat, som ikke plejer at lukke for udlandet.
Billede: For en gangs
skyld er billedet fra Bayreuth ikke af Wagners festspilhus udefra, men af det
overdækkede orkesterrum, hvorfra musikken først kastes tilbage op på scenen og først
derefter ud i tilskuerrummet. Wagner indrettede akustikken specielt for ”Ringen”
og ikke mindst ”Parsifal” og er som sådan mageløs, men det er også et meget
vanskeligt rum at finde sig til rette i for nye dirigenter. For nogle lykkedes
det aldrig som for Georg Solti. Det er et af Bayreuths musikchef Christian
Thielemanns jobs at hjælpe nye dirigenter med at finde sig til rette i
akustikken. Foto: You Tube.