Nu er Domingo under anklage

Så er det sket igen. Naturligvis i USA, hvor præsidenten hedder Trump og me too-bevægelsen regerer. Nu kan man ikke komme højere. Vildtet er nemlig Plácido Domingp, som i et halvt århundrede har været en af operascenens mest populære tenorsangere og fornemme ambassadører for kunstarten opera. Ni kvinder, de otte anonyme, har anklaget Domingo for seksuel chikane. Det er et vidt begreb. Man ved aldrig, hvad seksuelt chikane i det hele taget står for, hvor alvorligt det er eller ikke. Domingo tilbageviser alle anklagerne, der skulle bero på episoder op til mere end 30 år tilbage i tiden.

Musikverdenen er delt. Alle Domingos kommende arrangementer blev omgående aflyst af The Philadelphia Orchestra og San Francisco Opera, bege steder af ”sikkerheds grunde” uden nærmere undersøgelse. Men ingen af Domingos aftaler i Europa er aflyst, heller ikke hans medvirken i Verdis ”Luisa Miller” på festspillene i Salzburg , som allerede har haft premiere. Tilsvarende er set før. Europæerne er mere rolige til at afvente stærkere beviser, før de tror på alt, hvad der bliver sagt.

Domingo synger i Salzburg

Domingos første aften i Salzburg var imødeset med spænding. Det havde været lettere for ham af aflyse på forhånd. Man kunne have forventet buh-råb imod ham. Kor og orkester var parat, da alle sangerne kom ind på række. Der var tale om en koncertopførelse, ikke om en scenisk opførelse, så det var naturligt. Men der lød kun en endog meget kraftig hjertelig modtagelse. Intet kunne gå galt. Og intet gik galt. Fremragende anmeldelser til Domingo. Han synes efter de tysk-østrigske anmeldere at være i ny baryton topform. Tenorpartiet blev en ny succes for den polske tenor Piotr Beczola. Også gode anmeldelser til Nino Mackaidze (Domingos datter i operaen), som engang blev hilst som Anna Netrebkos naturlige efterfølger. Så stor succes har hun dog ikke haft, men god er hun.

Lige et indskud om Mackaidze: En festspilaften på restaurant i Salzburg for 11 år siden sad vi ved bordet ved siden af et ungt, muntert selskab. Ud på aftenen rejste selskabets midtpunkt, en ung smuk kvinde sig og erklærede lidt forskrækket: ”Jeg skal synge i morgen. Tak for i aften”. Det var Nina Mackaidze, som vi aftenen efter fejrede som Julie i Gounods opera ”Romeo og Julie”.

Afslutningen nu i Salzburg var lidt anderledes end sædvanligt. Samtlige sangere undgik at give hinanden krammere og kindkys. Ingen i salen skulle få associationer.       

Tilbage til USA              

Hvordan ved man nu på en stor (amerikansk) avis, at der pludselig er ni forskellige personer, som er blevet seksuelt generet af den samme sanger, når denne ikke er blevet angrebet for det før? Hvordan arbejder avisen med at finde historien? Laver den en systematisk undersøgelse blandt for eksempel medlemmerne i et kor? Denne fremgangsmåde er ikke en, som jeg har fundet på, men virkelig.

Også Domingos sangerkolleger reagerer forskelligt. Anna Netrebko var hurtigt ude med at meddele, at hun så frem til at skulle dele scenen på New Yorks Metropolitan opera i næste måned ”med fantastiske Placido Domingo”. Hun har før været ude efter me too bevægelsen for at have angrebet kolleger efter hendes mening med løgn.

Tenoren Paul Appleby, som jeg ikke kender, giver os ret kløgtigt to spørgsmål på twitter: Det første: ”Tror du, at kvinderne, hvis historier, som blev offentliggjort, lyver eller er blevet citeret forkert?” Det andet: ”Hvis ikke, finder du så, at Placido Domingos opførsel som beskrevet i artiklen er forsvarlig?”. Nej, det er ikke let.  

De vanskelige sager og reaktionerne

Intet er enkelt i disse sager. Der er tale om et forhold mellem to køn, og det hænder vel ofte(st), at der er to sandheder. Man burde for lukkede døre kunne gøre disse følsomme sager til een sandhed, så de sårede kunne føle retfærdighed, og de anklagede ikke vedholdende blev holdt uden for deres arbejde. Men det er tilsyneladende umuligt,

Et par eksempler på, at det er gået forskelligt i tidligere me too-sager: James Levine har ikke dirigeret på The Met, efter at han blev fyret for over et år siden, og han har sagsøgt The Met for kontraktbrud og andet mere følsomt, men afgørelsen tager tid. I det tilfælde følte vi vist nærmest alle, at Levine blev fyret med rette, men stadig ventes der på, at retten kan træde ind i den.

Daniele Gatti derimod blev fyret af Concertgebouw-orkestret i Amsterdam, og det fremgik snart, at det havde været en nem måde for orkestret at blive af med Gatti, som musikerne var trætte af. Orkestret har siden sagt undskyld, men orkester og dirigent blev naturligvis enige om, at han ikke skulle dirigere det mere, og han er da også allerede blevet valgt som chef for operaen i Rom, og Roms borgmester meddelte det tilmed vist på tv og gjorde nærmest det hollandske verdensorkesters ledelse, der havde fyret Gatti, til grin.

Domingo er officielt 78 år, han har selv tre fødselsbeviser med tre forskellige årstal, og han skal nok fortsætte med at synge. Han er et familiemenneske, som har været gift med den samme i 50 år. Men at han godt kan lide det andet køn, har ikke været til at overse. Man må håbe, at man finder ind til en sandhed.

p.s. Hver sæsons første premiere er årets største dag på the Met. Domingo har været stjernen i 21 sæsonåbninger foran den legendariske Caruso, der var det i 17 sæsoner.

Artiklens hovedkilder er New York Times og Salzburger Nachrichten   

Anna Netrebko på La Scala uden ægtemanden

Når La Scala operaen i Milano åbner næste sæson i december med Puccini ”Tosca” har hun ikke ægtemanden, tenoren Yusif  Eyvazof ved sin side. Det sker ellers oftere og oftere, når hun synger, så nu bliver det slået op som en overraskelse, at han ikke er med. Det er i stedet den velkendte tenor Francesco Meli, som synger Cavaradossi. Luca Salsi synger Scarpia. ”Tosca” dirigeres af Riccardo Chailly og sættes i scene af Davide Livermore.

Slagsmål om påskefestspillene i Salzburg

Store kunstnere står ofte i spidsen for store musikbegivenheder, festspil og lignende, men øverst er der altid en politiker, ofte én, som vil have magt over en af verdens mest berømte af slagsen, påskefestivalen i Salzburg. Det er Salzburgs Landeshauptmann, Wilfried Haslauer, der for et par år siden bestemte, at ”hans” festival med opera og koncerter fra påsken 2022 skulle styres af såvel den omvandrende festspilchef Nikolaus Bachler som dirigenten Christian Thielemann, der overtog og reddede festspillene, da Simon Rattle og Berliner Philharmoniker pludselig forlod Salzburg til fordel for Baden-Baden. I Salzburg har man ellers været taknemmelige for, at Christian Thielemann og det fremragende orkester Dresdner Staatskapelle har givet festivalen, der oprindeligt blev startet af Herbert von Karajan og hans berlinere, et nyt ry.

Thielemann har aldrig reageret offentligt på Haslauers beslutning, om at han kun skulle være anden mand i Salzburg. Forleden offentliggjorde Thielemann så sine operaplaner for 2022 og 2023, og så kan det nok være, at politikeren Wilfried Haslauer reagerede. Han meddelte kort og fyndigt Christian Thielemann: ”Det foregår ikke i overensstemmende med Deres kontrakt. Det er heller ikke i overensstemmelse med mig”. Denne udtalelse har fremkaldt en stærk og énsidig pressekritik af Haslauer, der som ikke-fagmand vil bestemme over repertoiret. Det forlyder generelt, hvorfor et kunstnerisk arbejde, påskefestspillene, som takket være Thielemann og Dresden-orkestret skyldes ros og tak, ikke kan fortsætte uden en Bachler”?

Der er altså indsat en anden ”kunstnerisk leder”, der som berettet desuden forsøger at forpurre Thielemans planer for de kommende påskefestspil. Det finder Frankfurter Abend Zeitungs kendte kommentator Jürgen Kesting gode ord for: ”Det er en enestående proces af højkultur fornedret til et varehus under protektorat af et politisk banditselskab, som endda forbyder en til kunstnerisk leder udnævnt dirigent at virkeliggøre sine programideer”.    

Billede: Placido Dominigo fik et langt stående bifald til Verdis ”Luisa Millar” på festspillene i Salzburg. Foto; Salzburger Festspiele